All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
378Kommentarer
32363Visninger
AA

13. I won't talk to you

Problemer forbliver problemer. Skænderier. Dårligt humør. Forelskelse. Alt det jeg gennemgik lige for tiden.

Eller, nu var det ikke ligefrem mig, der skændtes, men Lisa, Clementine og Cover. De var virkelig gået over stregen! Det var helt forfærdeligt.

Dårligt humør kunne overtage mig en gang imellem, men det var kun, når jeg sad alene på mit værelse med mine uudholdelige tanker, om min forelskelse som jeg endelig havde åbnet op for indeni mig selv.

Jeg havde det bedst med at være sammen med drengene, eftersom de ikke skændtes. Jeg hadede virkelig at være i sommerhuset med pigerne. De var så dumme at høre på. Og det var virkelig hver aften, de besluttede sig for at diskutere videre. Den anden dag havde Clementine begyndt at hive mig med ind i diskussionen, og det gad jeg bare ikke. Jeg gad ikke være en del af det. Det var livet simpelthen for kort til.

Som sædvanlig var jeg glad, når jeg så endelig var sammen med drengene. Men på den anden side undgik jeg også lidt Liam. Han skulle helst ikke finde ud af noget om mine følelser for ham. Også selvom jeg egentlig havde lyst til at fortælle ham om dem. Men det gik selvfølelig ikke. Han havde en kæreste, og jeg skulle ikke komme i vejen for dem.

Jeg sukkede for mig selv og lukkede øjnene. Hvorfor skulle jeg lige falde for ham? Jeg gik i seng med mavepine hver aften, fordi jeg vidste, at han aldrig nogen sinde ville få de sammen følelser for mig, som jeg havde for ham. Han så mig som en almindelig ven. Intet mere. Og jeg derimod, drømte om ham og kunne altid finde en grund til at komme til at tænke på ham. Det var ikke meningen. Det var ubevidst, og jeg hadede det.

”Er der snart mad?” Lisas stemme afbrød mine tanker, og jeg åbnede hurtigt øjnene. Hun stod og så med et lille smil på mig, som om alt var i den fineste orden – hvilket alt langtfra var. ”Jeps,” mumlede jeg kort og så ned på komfuret, som jeg stod ved.

Jeg lavede aftensmad i dag – chicken curry. Faktisk var det Liam, der havde vist mig, hvordan man lavede det, og eftersom det smagte virkelig godt, ville jeg også forsøge mig med det.

Da der var gået nogle minutter, tog jeg wokken af kogepladen og hældte indholdet ned i et stort fad. ”Der er mad!” råbte jeg gennem huset, imens jeg satte fadet på spisebordet og satte mig. Lisa havde sat sig over for mig, og lidt efter dumpede Clementine ned ved siden af hende, og Cover ned ved siden af mig. ”Det dufter,” sagde Clementine kort og lød anspændt. Selvfølelig kun på grund af Cover.

Der hang en utrolig underlig stemning over os. Ingen sagde rigtig noget, kun små bemærkninger om maden var blevet tildelt mig. Og det gik mig ærlig talt rimelig meget på. Hvorfor kunne de ikke bare få snakket?

”En måned tilbage..” mumlede Clementine pludselig, hvilket fik alle vores øjne til at hvile på hende. Hun så bare fast ned i sin mad og spiste imens. ”En måned til vi endelig kan komme hjem,” var Cover så dum at sige.

Clementine så hurtigt op på hende med et irriteret blik. ”Endelig?” gentog hun studst. Cover nikkede med et falskt smil på læberne. ”Endelig kan jeg slippe for dig.”

Ikke igen..

”Åh, hold kæft, Cover og æd for fanden din mad,” vrissede Lisa og så vredt på hende. Hun himlede med øjnene, hvilket afslørede damp, der kom ud af Clementines ører. ”Du er fucking irriterende og dum at høre,” sagde hun en smule højt og koldt. Åh nej.

”Er jeg? Har du hørt på dig selv?” Cover lagde bestikket og rettede sig op, og da hun klart var den højeste af alle os piger, fik hun vist, at hun var den stærke her. Og det irriterede selv mig.

”Jeg er sgu da kun sådan her på grund af dig,” hvæsede Clementine, så jeg næsten blev skræmt. Hun lød fandeme vred, og jeg vidste, at det her kun ville blive begyndelsen. ”På grund af mig? Hvad fanden har jeg gjort dig?” ”Du ødelægger alt for os! Kan du ikke se de det?!” Clementine kiggede bebrejdende på Cover, og så brød Lisa ind.

Ikke mere, please!

Jeg lukkede ørerne og begravede mit ansigt opgivende i mine hænder. Det her var fuldstændig uudholdeligt og ubehageligt. Samtidig gjordet det mig vred – vred over, at de ikke bare kunne tage sig sammen.

Derfor nåede jeg knap nok at tænke over noget, før jeg rejste mig hårdt op i stolen. ”Så stopper i fandeme!” råbte jeg højt, hvilket fik dem til at tie stille omhyggeligt. Deres blikke hvilede på mig. Mig, der stod med udspilede næsebor, et irriteret blik i øjnene og et hjerte, der pumpede hurtigt.

”I er så fucking latterlige at høre på. Jer alle sammen. Og det er lige meget, hvem der har sat det hele i gang.” Jeg tog en kort pause og fortsatte så, ”I skal forestille at være gode veninder, og så fucker i bare det hele op på den måde. Det er fandeme for lavt. Det er det virkelig! Jeg gider ikke høre mere på jer.” Uden de fik lov til at sige noget, gik jeg hen mod gangen, som jeg gik ud i.

Jeg tog sko på og gik med kort varsel ud ad hoveddøren. Vreden pumpede indeni mig, og det var en virkelig ubehagelig følelse. Jeg troede ikke ligefrem, at jeg havde været så vred før. De gjorde mig bare så.. urgh! Jeg havde næsten lyst til at slå et eller andet!

Jeg fortsatte ud ved vejen og besluttede mig for at gå en tur. Frisk luft gør altid en klar i hovedet. Og det hjalp bestemt. Min vrede havde i hvert fald hurtigt aftaget.

Jeg var overrasket over mig selv. Jeg havde aldrig nogen sinde råbt sådan. Jeg havde aldrig bandet sådan. Jeg havde idet hele taget bare aldrig blevet så vred før. Og faktisk skræmte det mig at se den side af mig selv. Hvad skulle jeg egentlig gøre nu? Jeg kunne jo ikke bare gå tilbage og lade som ingenting. Åh nej, hvad havde jeg nu gjort? Pigerne hadede mig garanteret nu.

Jeg trak vejret uregelmæssigt et par gange, før jeg kunne mærke en tåre løbe ned ad min kind. Det her var en yderst mærkelig måde at blive ked af det på. Men det tog åbenbart hårdt på mig. Jeg plejede aldrig at råbe eller blive så vred, så det var nok derfor.

”Add?!” En stemme fik mig til at gå hurtigere. Harry skulle ikke se mig sådan her. Jeg nægtede at græde foran ham. ”Addison?” råbte han igen, og jeg kunne høre skridt, hvilket betød, at han fulgte efter mig. Lad nu være, Harry.

”Hallo, stop lige.” Jeg tørrede mine øjne og snøftede en gang, og håbede egentlig på at jeg var gået fra Harry, men pludselig stod han foran mig og holdt mig tilbage. ”Hey, hvad sker der?” spurgte han hurtigt og kiggede bekymret på mig. Jeg kiggede ned i jorden. Hvorfor skulle jeg nu også græde over for ham?

”Ikke noget,” mumlede jeg grødet og tørrede mine øjne igen. Han placerede to fingre under min hage, sådan så jeg så op på ham. ”Hvorfor græder du så?” Jeg kunne godt høre, hvor dobbeltmoralsk, jeg lød. Jeg havde bare ikke lyst til at fortælle ham det. ”Det er bare..” mumlede jeg, men blev afbrudt, ”kom, lad os gå ind til os. Så kan vi snakke om det der,” sagde han og tog min hånd. Hans var dejlig varm, og gav mig en tryg fornemmelse. Dog ikke den samme fornemmelse som Liam gav mig.

”Harry, ikke foran drengene,” svarede jeg langsomt. Han smilede og tørrede en tåre af min kind. ”De er ude og købe ind. Kom så.”

Han trak mig med ind i deres sommerhus og lukkede døren efter sig. Vi tog vores sko af og gik ind i stuen, hvor vi satte os på sofaen. ”Hvad så?” spurgte han og redte mit hår om bag min øre. Jeg sukkede og kiggede væk fra ham. ”Det er bare pigerne,” mumlede jeg kort og så tilbage på ham. Han så afventende på mig, som om jeg skulle sige mere. Og det gjorde jeg så, ”de har skændtes i virkelig lang tid. Så skulle vi spise aftensmad. Selvfølelig begynder de at skændes igen, og jeg blev bare så irriteret og vred. Det er så trælst at høre på.” Jeg tog en kort pause for at få noget luft. ”Så rejste jeg mig op og begyndte at råbe, at de var latterlige og alt muligt. Jeg kunne bare ikke stoppe mig selv. Og jeg har det virkelig dårligt over det. Jeg plejer aldrig at råbe eller blive så vred. Jeg gik virkelig over gevind, Harry.”

Han løftede øjenbrynene og så kærligt på mig, imens han sendte mig et stort smil. ”Søde..” begyndte han og tog min hånd igen. ”Det skal du altså ikke græde over. De er latterlige, ja. Og du fortalte dem det, og det er godt. Måske hjælper det?” svarede han roligt. Jeg sukkede. ”Jeg er bange for mig selv. Jeg råbte og skreg. Det ligner mig ikke.”

Han lod et grin undslippe hans læber og smilede så stort. ”Det må du ikke være ked af det over. Du skal da også vise, at du har ben i næsen. Jeg syntes, det er godt, at du fik vist pigerne, at det er så irriterende at høre på. Ellers stopper de jo aldrig,” sagde han opmuntrende og smilede så stort, at jeg ikke selv kunne lade være med at smile.

”Årh, nu smiler hun jo!” jublede han og trak mig ind i et kram. Jeg grinede kort og tørrede mine øjne med min hånd, der var sort af mascara. Han duftede godt, og jeg tillod mig selv at forsvinde væk i hans duft, indtil et suk undslap mine læber.

”Jeg kan bare ikke fatte, at jeg bandede,” mumlede jeg stille. Harry begyndte at le igen, meget lavt og kært, lige som der lød stemmer, og pludselig stod der en skikkelse henne i døren mellem stuen og køkkenet. Faktisk stod der flere – Niall og Liam. De så forvirret på os. Jeg trak mig hurtigt væk fra Harry og tørrede mine øjne kort, så drengene ikke havde set, at jeg græd.

”Hej I to,” sagde Niall og smilede så. ”Hellow!” hilste Harry. Jeg nøjedes med at nikke. Liam så underligt på mig og sagde underligt nok intet.

”Hey, Harry!” råbte Louis og stak hovedet ind ad døren. ”Og Addison?” Han så spørgende på mig. Jeg sendte ham et hurtigt smil og så hen på Harry, der også smilede, som om alting var normalt.

Jeg vendte blikket langsomt tilbage mod drengene. Zayn og Louis var gået i gang med at pakke varer ud, Niall var på vej ind i stuen, og Liam stod stadigvæk og kiggede underligt på os.

”Hvad laver du her?” spurgte Niall mig og satte sig i sofaen, imens han grådigt begyndte at spise noget af en chokoladebar. Jeg bed mig blidt i læben og trak på skuldrende, ”Ikke rigtig. Men jeg smutter igen.” Løgn. Og han det havde han regnet ud, kunne jeg se. Det var nok heller ikke så svært, eftersom jeg garanteret havde mascara hængende ned ad kinderne, og han havde jo set, at jeg krammede Harry og tørre mine øjne – ergo, han kunne regne ud, at der var noget galt.

Jeg rejste mig og smilede taknemmeligt til Harry, der så på mig. Han nikkede en enkelt gang, hvorefter jeg så hurtigt rundt på Liam og Niall. Dog endte mit blik alligevel på døren til gangen, hvor jeg ville gå ud. ”Vi ses drenge,” mumlede jeg kort, før jeg så gik derud.

”Addison?” Liam gik efter mig, hvilket fik mig til at klemme øjnene hårdt sammen, inden jeg stoppede op og tog mine sko på igen. Jeg havde ikke lyst til at vende mig om og kigge på ham. Han fyldte nok i mit hoved i forvejen. ”Vi ses.” Jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede den ulåste dør.

Det var køligt og mørkt udenfor, men jeg trådte alligevel derud på stenene. ”Hvad sker der lige?” spurgte Liam og gik igen efter mig. Lad nu være, Liam. Vil du ikke nok?

”Ikke noget har jeg sagt,” svarede jeg og gik ud mod fortorvet, men en hånd tog fat i mit håndled og fik mig stoppet. Selvfølelig var det ham. ”Tror du jeg er dum?” Han lød bekymret og en smule trist, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg sukkede lydløst og vendte mig om. ”Liam, det er lige meget. Jeg har snakket med Harry,” forklarede jeg kort. Han så lidt på mig og rynkede så panden lidt forfjamsket. ”Med Harry?” gentog han mumlende. Jeg nikkede. Han så væk fra mig og slap min hånd langsomt. Hans væremåde fik mig til at spekulere på, om jeg havde sagt noget forkert. Han lød ærlig talt såret.

Måske var det fordi, at jeg havde fortalt Harry noget, som jeg ikke havde fortalt Liam. Jeg mener, Liam og jeg havde jo et tættere bånd end Harry og jeg havde. Måske gjorde det ham lidt trist?

”Jeg kom bare op at skændes med pigerne,” sagde jeg så. Hans blik faldt hen på mig, og han så en smule lettet ud. ”Hvorfor?” spurgte han roligt. ”De skændtes ved aftensmaden. Og så blev jeg virkelig sur, råbte og bandede. Så gik jeg fra huset og fik det forfærdeligt, og det er så der, Harry kom ind i billedet..” Han så bekymret på mig. ”Er du okay?” sagde han og kiggede mig direkte ind i øjnene. Jeg hadede, at han spurgte mig. Tårerne pressede altid på i sådanne situationer.

Egentlig ville jeg have sagt ja, men jeg trak kort på skuldrende i stedet for. Det var som om jeg gik i gang med at blande alle følelser ind i det her. Piger, følelserne for Liam, alt.

”Fortæl mig om det,” bedte Liam og så bekymret på mig. Jeg sukkede og så op mod himlen, imens jeg prøvede at styre mine tårer, der kunne få frit løb når som helst. ”Det er bare pigerne. Skænderierne. Mine følelser...” Jeg fortrød hurtigt, at jeg havde sagt det sidste, da Liam kiggede underende på mig. ”Dine følelser?” gentog han uforstående. Jeg nikkede og bed mig i læben igen. ”Hvad sker der med dine følelser?” spurgte han og tog langsomt min hånd. Så svag, som jeg var, lod jeg ham gøre det. Varmen boblede som altid rundt i min krop, selvom jeg ville ønske, at den stoppede.

”Det er intet. Jeg må nok hellere gå nu.” Inderst inde ville jeg gerne blive, holde i hans hånd, som om han kun var min. ”Addie,” sagde Liam og holdt mig tilbage, da jeg prøvede at gå fra ham igen. Hvorfor ville han ikke bare lade mig gå? Og hvorfor kaldte han mig Addie? Det havde han aldrig gjort før.

”Addie?” mumlede jeg og tyggede på ordet. Liam kiggede varmt på mig og smilede svagt. ”Det er mit kælenavn til dig,” fortalte han og gav min hånd et klem. Jeg stirrede vantro på ham og nikkede så.

”Prøv at høre,” begyndte Liam og så seriøst på mig. ”Du skal vide, at jeg er her for dig. Hvis du vil snakke om noget, så snak med mig. Jeg er her. Ikke også?” Han afsluttede sin sætning og trak mig ind til et kram, så mit hjerte begyndte at banke hårdere, og jeg pressede automatisk læberne sammen for ikke at nyde det, men det kunne jeg ligeså godt droppe. Jeg elskede at stå i hans favn, og gjorde jeg det endelig, så det var jeg nødt til at nyde det.

”Jeg ved godt, at du er her for mig. Men det her kan du ikke hjælpe mig med.” Jeg tvang mig selv til at trække mig væk fra ham. Igen så han undrende på mig, men nikkede så. ”Du siger bare til, hvis du har brug for at snakke om det alligevel, ikke?” Jeg svarede ikke til at starte med. Så bare ind i hans brune øjne, der så bekymret på mig. Jeg bed mig i læben og sank en klump, hvorefter jeg bakkede væk fra ham og vendte mig om. Uden et farvel eller noget som helst, gik jeg min vej med et lydløst suk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...