All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
379Kommentarer
31941Visninger
AA

16. ”I can't do this.”

 

Et kvarter efter var jeg på vej hen til Liam. Jeg havde et par jeans, en trøje og min jakke på. Indenunder havde jeg så en sort bikini på.

Det regnede stadigvæk rigtig meget, og det undrede mig derfor, at Liam egentlig overhovedet havde lyst til at bade. Måske var vandet varmere, men vi blev da stadigvæk syge.

Min mave slog knuder, for hvert skridt jeg tog. Jeg var virkelig nervøs for at komme ud i vandet, og at Liam var med mig, gjorde ikke ligefrem sagen bedre. Han var med til at gøre mig nervøs.

Jeg bed tænderne sammen og trådte op af trapperne til en dør, der stod på klem. Med en rynket pande, trådte jeg indenfor og lukkede den.

”Liam?” spurgte jeg langsomt. ”Herinde,” lød det fra stuen. Jeg satte mine sko, inden jeg gik ind til ham. Til mit 'held' stod han kun i badebukser, og jeg var nødt til at bide mig hårdere i læben for ikke at stirre eller tabe pusten.

”Hvor er dit badetøj?” spurgte han en smule forvirret. Jeg fangede hurtigt hans blik og blev pludselig blank. ”Under mit tøj,” svarede jeg så lidt efter. Han nikkede roligt og sendte mig et lille smil, inden han vendte sig om og tog sin telefon fra sofabordet. Jeg blev stående og kiggede på ham, imens jeg følte mig rimelig dum. Derfor vendte jeg mig også om og så ud ad vinduet.

”Nå, skal vi smutte?” kunne jeg høre Liam spørge om nogle minutter efter. ”Kan vi godt,” mumlede jeg tøvende, inden jeg vendte mig. Det overraskede mig, at han pludselig stod så tæt på mig med et beroligende blik i øjnene og et betryggende smil. ”Hey, jeg er her, okay? Jeg skal nok lege livredder igen, hvis det kommer så langt, og det ved jeg det ikke gør, Addie. Tro på du kan, så kan du godt.” Han tog min hånd og gav den et klem, og jeg kunne mærke varmen bruse rundt indeni mig.

Vi gik ud i gangen og tog sko på. Liam havde nuppet to håndklæder og lagt dem over skulderen. Drengene kom først hjem senere, så det var os, der låste af. Så det gjorde Liam også. Derefter fandt vi vejen ned til søen i regnvejr.

”Hvorfor gør jeg overhovede det her?” mumlede jeg til mig selv, da jeg kunne se søen i det fjerne. Jeg kunne høre Liam grine svagt bag mig, men ignorerede det. Det var ikke lige det, jeg havde mest brug for lige nu.

Vi kom ned til søen, og Liam mærkede straks på vandet og sådan, imens jeg kiggede på ham. Jeg var virkelig blev usikker – grundet af tre ting. Et, jeg skulle ud og svømme. To, jeg var sammen med Liam. Tre, jeg skulle til at klæde mig af foran ham.
Det kunne godt være, at jeg havde en nogen lunde tilfreds krop, men jeg hadede stadigvæk tanken om, at han syntes, at jeg ikke vil være godkendt. Hans kæreste var garanteret ti gange så flot, som jeg var. Hvis ikke mere.

Til sidst endte det så med, at han vendte sig om og så på mig med et smil. ”Kom så,” kommanderede han roligt. Jeg tøvede men nikkede, hvorefter jeg langsomt begyndte at lyne min jakke ned. Jeg kunne godt mærke, hvor påvirket min krop blev af det her. Det var virkelig ubehageligt.

Jeg sank en klump og tog mig så lidt sammen. Jakken røg af, og da jeg skulle have mine bukser og min trøje af, kiggede Liam væk. Det var jeg til gengæld ret taknemlig for. Jeg hadede, når folk stirrede, når man klædte sig af.

Efter jeg havde lagt alt mit tøj på broen, gik jeg ud til Liam, der stod ved enden. Regnen plaskede ned på vores våde kroppe, hvilket fik min til at ryste, og selv mine tænder til at klapre. Liam kiggede hen på mig med et grin og kiggede så ud mod vandet.

”Okay. Kan du overhovedet lide at være i vand, eller har du noget imod at gå, der hvor du godt kan bunde?” startede han. Jeg bed mig en smule i læben. ”Jeg holder mig helst væk fra alt vand,” svarede jeg stille. Han nikkede og så så hen mod land igen og tilbage på mig. ”Så foreslår jeg, at vi går ud fra kanten,” fastslog han og tog min hånd, inden jeg nåede at svare. Jeg fulgte tavst med, indtil vi endte ved kanten, hvor Liam stoppede os. Han vendte sig om og sendte mig et beroligende smil. Så kunne han vel godt se, hvor skrækslagen jeg var – for det var jeg virkelig. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, min vejrtrækning var næsten snerpet, og jeg havde allerede svært ved at tænke klart.

”Slap af. Jeg har dig,” lovede han og gav min hånd et klem. Jeg nikkede bare og så ud mod vandet. Regnen landede på det, og fik det ikke just til at se mere indbydende ud. ”Er det koldt?” spurgte jeg. Liam rystede på hovedet. ”Det kan godt være koldt, når vi går ud. Men så skal du bare under, og så er det varmt,” svarede han kort. Jeg sagde intet men bed mig i læben. Han begyndte at gå helt tæt på kanten, og jeg fulgte bare med, indtil vi endte ved vandet. Så tog han et skridt ud i vandet, og jeg var lige ved at følge med, men så gik det galt.

”Liam, jeg kan ikke det her,” endte jeg med at udbryde. Han vendte sig en smule overrasket om mod mig, og da jeg prøvede at bakke tilbage, holdt han min hånd stramt i sin, så det næsten gjorde ondt.

”Addison, jo du kan. Hvorfor tror du ikke, at du kan? Hvad er det du er bange for?” Jeg rystede bare på hovedet og glemte næsten, at det var Liam, der stod foran mig. Frygten sad bare i hele min krop og skyggede for alt det andet.

”Hey, slap af,” sagde han og lød rolig, men det hjalp ikke rigtig. Jeg ville ikke se på ham, så mit blik for rundt på alle mulige ligegyldige ting. Jeg ville virkelig gerne hjem lige nu.

”Addison,” prøvede Liam igen, og jeg ignorerede ham endnu en gang. Ikke, at det lige frem hjalp. Jeg havde lyst til at vende mig om og løbe op til huset igen, men Liams hånd holdt stadigvæk stramt om min, som om han var bange for, at jeg skulle stikke af.

Jeg kunne mærke regnen sile ned ad min krop og gøre den helt kold. Den rystede, mine tænder klaprede, jeg havde det virkelig ikke særlig godt lige nu. Det var lige før min hjerne slog fra og efterlod panikken alene tilbage.

Jeg havde ikke regnet med, at det ville ske, men det skete, og det var rart. Liam trak mig ind til en kram og placerede sine varme, stærke arme om mig. Al panikken blev på én gang erstattet af alle mine følelser, der bredte sig rundt indeni min krop.

Hans mave mod min, gjorde min krop helt rolig, og varmen steg i løbet af ingenting. Det føltes næsten som en sommerdag i min mave. Men så længe ville det vel ikke vare.

”Undskyld,” mumlede jeg ned i hans skulder, som jeg stod med hovedet i. Jeg kunne mærke, at han rystede på hovedet. ”Nej, det er okay,” sagde han langsomt og aede mig på ryggen. Jeg svarede ikke, men nød bare hans berøringer og krop mod min. Ønskede, at det ville forblive sådan her for evigt.

”Addison, fortæl mig hvad du er bange for,” begyndte han lavt, imens han stadigvæk kørte sin hånd op og ned ad min ryg. Han ramte et kildent sted og sendte en sværm af kuldegysninger igennem min krop – på den gode måde.

Jeg kneb øjnene sammen og sukkede af mig selv, ”jeg er bange for, at jeg ender med at ligge i en kiste,” svarede jeg kort. Liam blev lidt stille og trak sig så en smule tilbage. Hans hænder var stadigvæk om mit liv og vores maver rørte stadigvæk hinanden, nu kunne vi bare se hinanden i øjnene.

”Lad være med at sige sådan noget. Du bliver nødt til at tro på dig selv. Hvis jeg ikke tror på dig, har jeg heller ikke taget dig med herud. Jeg ved, at du godt kan. Du bliver nødt til at være stærk.” Han kørte en tot hår om bag mit øre, imens et alvorlig blik var placeret i hans øjne. Jeg kiggede lidt ned og sukkede opgivende. ”Kom så. Jeg er her. Jeg holder dig i hånden, og hvis der er det mindste, så bare sig til, okay?” Jeg nikkede. Cover havde sagt nogen lunde det samme, når det angik vand; jeg kan, jeg vil, jeg skal.

Og i denne her situation, jeg blev nødt til det.

Liam trak sig langsomt fra mig, og jeg fik det helt koldt igen. Min hånd lå i hans, og han kærtegnede den blidt med tommelfingeren, hvilket stadigvæk fik følelserne til at vandre rundt.

Han tog et skridt baglæns, så han stadigvæk kunne se på mig. Idet han sendte mig et støttende blik, tog jeg mit første skridt ud i det kolde vand. Jeg bed hårdt tænderne sammen, for de ikke begyndte at klapre igen. Og så gik det ellers til.

Vi endte længere og længere ud, indtil vandet gik os til hofterne. Der kunne jeg så ikke stoppe mine tænder mere. De klaprede som sindssygt.

”Dine læber er helt blå,” fortalte Liam og bevægede sine hænder op til mine arme, som han kørte dem op og ned ad, så jeg fik en smule varme. Jeg sendte ham et lille smil, selvom jeg hverken var sikker eller i særlig godt humør, men han fik mig til at smile. Hans beroligende adfærd. Hans jeg, der ikke kunne få mig til at sige nej. Hvis ikke han havde trukket mig ind til det kram før, var jeg ikke gået ud i vandet. Og det var ikke fordi, at jeg var virkelig forelsket i ham men fordi, at han havde gjort mig så rolig og tilpas.

”Vandet er også koldt,” sagde jeg og så ned. Vi stod forholdsvis tæt på hinanden. Vores hænder lå under vandet, knugende ind i hinanden. Det var rart. På nær den virkelig kolde kulde.

”Vi skal også under vandet,” begyndte Liam lidt efter. Jeg så op på ham med et nervøst blik, men hans smilede bare og begyndte at gå ned i knæ, så han kunne komme under vandet. Jeg tøvede, men bed mig i læben og fulgte ham. ”Det er virkelig koldt, Liam,” hvinede jeg og sprang op, lige så snart vandet var ved min talje. Han gjorde det samme, og gjorde ikke skjul på de mange kuldegysninger, der var placeret på hans vidunderlige krop.

”Okay, jeg har en idé,” mumlede han for sig selv og stillede sig helt front mod mig. I stedet for kun at have min ene hånd i hans, tog han også den anden. Han så mig i øjnene med et varmt blik og smilede sødt. ”Kender du tællelegen?” spurgte han roligt. På trods af hvad vi var ved, grinede jeg og nikkede. Han strammede grebet om min hånd, hvorefter han begyndte at hoppe. ”10, 20-” Jeg bed tænderne sammen og fulgte ham ”-30, 40, 50, 60, 70, 80, 90, 100!”

Og så skete det. Jeg kom helt nedunder vandet, hvilket var forfærdeligt koldt i starten, men pludselig blev det bare rart – på grund af temperaturen. Jeg var stadigvæk ret bange, og derfor fandt jeg overfladen hurtigt igen. Jeg åbnede øjnene og så Liam stå og fjerne noget vand fra sit ansigt. Jeg tørrede mine øjne og snøftede en gang. Liam så på mig og smilede så.

”Du kunne!” sagde han begejstret. Jeg smilede lidt og nikkede. ”Jaaaa,” mumlede jeg. Han grinede og bøjede knæene, han frøs vel nok. Jeg slap modvilligt hans hånd for at vise, jeg godt kunne gøre det selv. Og så gjorde jeg det samme som ham, så vandet nu gik os til skuldrende. Vores øjne mødtes, og mit hjerte bankede igen hurtigt og hårdt. Det var som om hele verden gik i stå, hvis det kunne lade sig gøre.

Jeg bed mig i læben og ventede på, at han gjorde noget, men han gjorde ikke direkte noget andet end at tage min hånd igen. Langsomt trådte han et skridt tættere på mig, så vores hud igen rørte hinandens. Jeg kunne mærke hele min krop brænde ventende på, at han ville gøre det, som jeg havde drømt om.

Hans blik flakkede ufatteligt roligt ned på mine læber, som om han overvejede at gøre det. Selvom jeg havde lyst til at sige, at han skulle gøre det, gjorde jeg det ikke. Det ville være så forkert. Han havde en kæreste. Og så vidt jeg vidste, kunne han ikke lide mig på den måde. Ikke fordi han vidste, at jeg kunne lide ham, men altså...

Jeg kiggede yderligere på ham i nogle sekunder, før jeg ikke kunne modstå trangen og fik lænet mig frem mod ham. Jeg bandede af mig selv indeni, da jeg overhovedet ikke var sikker på, jeg ikke fik en afvisning, men da han langsomt lænede sig frem mod mig, forsvandt alle mine tanker og efterlod mig i nuet. Alt jeg kunne fokusere på, var Liams læber som jeg kun var et par centimeter fra. Jeg lukkede øjnene halvt, men fulgte alligevel Liam bevæge sig længere og længere frem, indtil jeg kunne føle hans ånde mod min mund. Der gik han i stå. Det gjorde jeg også for den sags skyld. At have ham så tæt på mig føltes både fantastisk og forkert. Og det vidste jeg, at han også gjorde. Derfor blev det ikke til mere.

”Jeg kan ikke gøre det her,” sagde han og trak sig straks tilbage og tog sine hænder med i købet. Al varmen fra min krop forsvandt også, og følte mig ikke særlig tryg, eftersom han rejste sig og begyndte at gå hen mod land. Selvom jeg ikke havde lyst til at være alene i vandet, blev jeg siddende. Min krop var lammet, og alt jeg havde i hovedet var, at jeg lige havde været ved at kysse Liam.

Jeg betragtede ham taget et håndklæde fra broen og vikle om sig, inden han vendte rundt og begyndte at gå hen mod stien. Inden da så han på mig, men han sagde intet som helst, før han gik sin vej.

Han efterlod mig alene, kold, i vandet, helt forvirret og ked af det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...