All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
379Kommentarer
31934Visninger
AA

10. Headache

Efter en lang dag med ondt i hovedet, trådte jeg udmattet ind i sommerhuset og lukkede døren, så en uudholdelig lyd rungede i mit hoved. Måske burde jeg se at huske på, at jeg faktisk havde hovedpine. Jeg gør det værre for mig selv.

”Hey Add!” blev der råbt fra stuen. Jeg svarede ikke, da jeg ikke orkede at råbte lige nu. I stedet for tog jeg bare mine sko af og kastede et blik på mig selv i spejlet, inden jeg fortsatte ind i stuen. Jeg så normal ud, på trods af, at jeg havde et stort plaster klistret i panden. Føj.

Jeg sukkede kort og gik herefter ind i stuen, hvor pigerne sad ved spisebordet og spiste. Jeg træskede langsomt hen til dem og dumpede ned ved siden af Lisa. ”Gud, hvad er der sket med dig?” spurgte Cover uroligt og stirrede på mine panden med en rynke imellem brynene. Selvfølelig var det det første spørgsmål, der blev stillet mig – det første ud af de mange.

”Jeg faldt,” mumlede jeg og gik i gang med at øse noget suppe op i min dybe tallerkenen. ”Du faldt?” gentog Cover en smule skeptisk. Jeg slap suppeskeen og så på hende med løftet øjenbryn. ”Mm?” Hun stillede sit glas på bordet og begyndte at fnise.

”For fanden, Add. Hvad har du lige gang i? Du er fucking uheldig, når du er sammen med de drenge.” Lisa og Clementine nikkede enigt og grinede af mig. Jeg himlede med øjnene og bad til, at de ville stoppe, eftersom mit hoved var i enorme smerter.

”Det var Harrys skyld,” forsvarede jeg mig og gik i gang med at tage pasta. De løftede alle sammen øjenbrynene, hvilket jeg sukkede af. ”Ham og Louis sloges i båden for sjov, så faldt de i, og de tog årerne med, og så sad jeg ligesom alene i den der båd, og hvem kan ikke lide vand, mig? Nå, men jeg tog det egentlig fint til at starte med, men så opdagede jeg, at der lå en fisk i båden og faldt..”

Pigerne begyndte at grine igen. ”Klods!” mumlede Clementine og tog en skefuld suppe ind i munden.

”Men hvad skete der så af spændende ting?” spurgte Lisa interesseret og så på mig, imens hun omhyggeligt spiste resten af pastaerne, der lå på bunden af tallerkenen. Jeg havde lyst til at sukke igen. Selvfølelig spurgte hun mig kun, fordi hun ville have mig til at sige, at jeg havde flirtet med en af drengene – og det havde jeg jo ikke.

”Ikke andet, end jeg begyndte bløde som en, der blev slagtet,” svarede dramatisk, hvilket hun sukkede af. ”Er det slemt?” sagde Cover og hentydede til såret i min panden. Jeg trak på skuldrende. ”Liam ville køre mig på skadestuen, men jeg sagde, at det ikke var nødvendigt,” svarede jeg kort og begyndte at slupre suppen i mig.

”Nå, Liaaaam?” begyndte Clementine. Åh nej. Jeg så hurtigt hen på hende og rystede gevaldig meget på hovedet, selvom det gjorde ondt. ”Nej, Cleme. Intet 'Liaaaaam'.” Jeg efterlignede hende stemme, hvilket Lisa og Cover bare grinede af.

”Har han ikke også en kæreste?” spurgte Lisa og tog noget brød ind i munden. Jeg nikkede. ”Danielle,” svarede jeg stille, hvilket, ifølge mig, kunne lyde som en dårlig ting. Men pigerne opdagede det heldigvis ikke, eftersom de bare nikkede og spiste igen.

Og helt ærligt, der var jo ikke noget dårligt ved, at Liam havde en kæreste. Efter jeg havde lært ham at kende, syntes jeg, at det var rimelig velfortjent. Desuden forstod jeg godt Danielle – Liam var en virkelig sød fyr.

 

***

 

Jeg havde besluttet mig for at gå op på mit værelse og slappe af med et magasin i min seng, eftersom jeg havde så ondt i hovedet og ikke orkede at høre på pigerne, der larmede over en eller anden komediefilm.

Efter at have slugt to hovedpinepiller, gik jeg ind på værelset og lagde mig i min seng, imens jeg lukkede øjnene lidt. Smerte, smerte, smerte.

Jeg opgav og åbnede dem igen. Hvor dejligt at have det sådan her på en ferie. Det ville garanteret ikke blive bedre i løbet af natten. Sådan var det næsten aldrig med mine hovedpiner. Jeg skulle altid lide lidt ekstra.

Jeg rejste mig og gik hen til glasvæggen og åbnede vinduet, så luften strømmede ind på værelset. Mit blik faldt på søen, som månen skinnede spejlede sig i. Det så rigtig smukt ud, især da nogle enkelte stjerne og så lyste himlen op. En udsigt som jeg virkelig ville ønske, at jeg havde derhjemme fra min lejlighed af. Men man kunne ikke ligefrem påstå, at jeg havde sådan en. Biler, mennesker og butikker var lige pt. det eneste, jeg kunne se. Så farvel til den gode udsigt.

Nu ligger der heller ikke ligefrem nogen sø inde i selve London, og jeg er nu mest bymenneske.

Jeg kunne pludselig høre nogle tydelige drengestemmer fra nabohuset. Stemmer, der fik mig til at smile lidt.

Da jeg så derhen, kiggede jeg på en ryg, der kun kunne tilhøre Liam, eftersom det var den trøje, som han havde haft på. Og stemmen, der råbte til ham, mindede mig om Zayns. Det lød som om de diskuterede.

Jeg sukkede blidt og lukkede vinduet igen, imens jeg kørte en hånd igennem mit hår. Jeg var træt og magtede ikke en dyt, men hvis jeg gik i seng nu, ville jeg ende med at stå om for tidligt i morgen, og det var ikke det allerfedeste, når man bare var alene, og de andre sov.

Jeg kastede et blik på bordet, hvor papirblokken og tuschen stadigvæk lå. Fra Liams og mine papirbeskeder. Et smil gled hen ad mine læber, og jeg tog blokken op til mig, imens jeg vendte mig roligt om for at se, om der stadigvæk var nogle ved vinduet.

For første gang så jeg Zayn stå der og ryge. Han kiggede optaget ned på sin telefon, men kiggede lidt efter op og blinkede et par gange, før han fik øje på mig og smilede. Med hånden som han ikke havde cigaretten i, vinkede han venligt. Jeg gjorde det samme hurtigt og sendte ham et stort smil, selvom det gjorde ondt.

I stedet for at blive stående og glo, trådte jeg lidt til side og kiggede i smug ud på ham. Han stod der i nogle få sekunder mere, før han vendte sig om og forsvandt. Det var vel nok spændende.

Jeg skulle til at lægge papirblokken på bordet, da jeg pludselig så endnu en skikkelse henne i vinduet.

Nysgerrigt så jeg derhen, og der stod Liam. Med sit blik rettet direkte på mig. Han opdagede, at jeg kiggede på ham, der kom i hvert faldt et stort, varmt smil frem på hans læber. Inden jeg nåede at stoppe mig selv, havde jeg også fundet et bredt smil frem og sat på læberne.

Han lavede en bevægelse med munden og vendte sig kort om, før han vendte tilbage – med papirblokken. Jeg grinede for mig selv og betragtede ham skrive.

Der gik et kort øjeblik, før han rakte sedlen op.

'Vi nåede aldrig at få udvekslet numre :)'

Det var da også rigtigt. Det havde jeg glemt alt om. Jeg tog hætten af tuschen og gik i gang med at skrive.

'Hov..'

Det blev ikke til mere, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive. Lidt typisk mig.

Liam smilede og så ned på papiret igen, imens han bevægede sin hånd flot og elegant.

'Hvordan har hovedet det nu?'

Jeg rømmede mig kort, imens jeg takkede Gud for, at Liam ikke kunne se det.

'Har virkelig ondt ):'

Han lavede en lille grimasse og trist på mig. Dog hjalp det ikke ligefrem – det fik mig tværtimod bare til at smile og grine lidt.

Han grinede af mig og rystede på hovedet.

'Så skulle vi måske have kørt dig på skadestuen, som jeg foreslog?'

Jeg himlede med øjnene, imens jeg smilede lidt for mig selv og skrev.

'Nahh, det går nok over.. :)'

Han smilede skævt til mig og nikkede så langsomt, hvorefter han så ned på sit papir og kiggede på det i lidt tid, før han skrev. Jeg stod med løftet øjenbryn og ventede på, at han ville række papiret op og vise mig, hvad han havde skrevet.

'Her, send en sms, så jeg ved, at det er dig'

Der stod et nummer ved siden af med store tal. Jeg greb min iPhone og kodede det med lidt besvær ind. Så. En ny kontakt. Hurtigt skrev jeg en sms med tre punktummer, så burde han vide, at det var mig.

Jeg kiggede op og så til min store overraskelse, at Liam var forsvundet fra vinduet. Var han bare gået? Nå.

En smule skuffet vendte jeg mig om og gik hen til min seng, som jeg langsomt satte mig ned i. Måske skulle jeg gøre et forsøg på at sove. Så ville tiden idet mindste da gå hurtigere. Jeg gik i gang med at klæde mig af og nåede netop lige at komme ind under min dyne, da min telefon ringede.

Jeg så hurtigt på skærmen. Ukendt nummer. Hvem ringede dog til mig nu? Klokken var snart elleve.

Alligevel tog jeg den.

”Det' Addison?” sagde jeg hurtigt med rynket pande. Der var stille i røret, og kun en høj vejrtrækning lød. Hvad fanden var det? ”Hej, Addison,” svarede en stemme pludselig, der fik mig til at rynke panden endnu mere. Det var en dreng/mand, uden tvivl. Han lød skræmmende. ”Hej, dig?” Der blev stille i den anden ende igen, hvilket gjorde mig en smule forvirret.

”Hvordan går det, Addison?” spurgte stemmen en smule ivrigt, og efterfølgende lød der et meget lavt grin, der mindede alt for meget om Nialls. Drenge for fanden!

Jeg skulle til at udbryde, at de var busted, men besluttede mig så for at spille med.

”Tjo, det går nu meget godt. Hvad med dig?” ”Virkelig godt. Hvor bor du?” Det var Louis, der snakkede, og jeg var ved at grine. Det lød forfærdelig dumt!

”43a Albion Street, London W2 2LG, Storbritannien,” sagde jeg hurtigt med et lille smil på læberne. ”Er det en åben invitation for en fremmed?” ”Harry, du er ikke fremmed...” Der blev stille i røret og lidt efter flækkede drengene af grin.

”Hvordan vidste du, at det var os?” spurgte Zayn. Jeg grinede lidt. ”Niall grinede,” forklarede jeg kort. Der lød nogle stemmer i baggrunden som skrallede ind i mit øre, hvilket fik mig til at fjerne mobilen fra mit øre hurtigt.

”Hvis idé, tror du det var?” sagde Niall nysgerrigt. Hvordan skulle jeg dog vide det? ”Øh.. det ved jeg ikke,” svarede jeg langsomt. Han grinede lidt, hvilket de andre drenge også gjorde. Og det gjorde virkelig ondt i mit hoved, så jeg blev kedelig og sagde, ”drenge, jeg smutter altså nu. Mit hoved gør forfærdelig ondt, og jeg har brug for noget søvn.” De stoppede med at grine og mumlede et eller andet til hinanden. ”Nå, så får du Liam. Godnat, sov godt!” Nå, det var Liams telefon. Så forklarede det en del. Det var vel derfor han var gået. Vent, var det så også hans idé?

Drengene sagde godnat og smuttede, for det blev straks stille i røret igen. ”Hallo?” Jeg smilede automatisk, da Liams stemme trængte ind i mit øre. ”Hallo?” Han grinede kort, hvilket jeg smilede mere af. ”Gør hovedet virkelig så ondt?”

Jeg kunne godt lide, at han spurgte ind til sådan nogle ting. Han virkede som et overbeskyttende og kærlig type, når det kom til det. ”Jep,” svarede jeg trist og sukkede. ”Måske har du fået en hjernerystelse?” spurgte han eftertænksomt. Jeg løftede øjenbrynene for mig selv. Var det muligt? ”Ej, det tror jeg ikke. Tror du?” ”Det kunne godt være, eftersom du har så ondt. Men prøv at sove, så må vi finde ud af det i morgen, okay?” sagde han. ”Okay,” nikkede jeg. Der var lidt stilhed i røret, men så hørte jeg Liam råbe et eller andet med toiletpapir til drengene. Mit hoved var formet som et spørgsmålstegn.

”Jeg bliver nødt til at smutte. Men vi ses, ikke?” ”Jo, det gør vi. Godnat,” svarede jeg og bed mig lidt i læben. ”Godnat, sov godt.” Jeg tog røret væk fra øret og lagde på, imens mit hoved begyndte at dunke af sted igen. Et højlydt suk undslap mine læber, og jeg havde lyst til at slå mig selv i håb om, at jeg ville få det bedre. Dog ville jeg nok bare få det værre.

Lorte hovedpine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...