All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
378Kommentarer
32283Visninger
AA

9. Fishing

 Jeg vågnede som sædvanlig før alle pigerne. Klokken var kun kvart i 7, og jeg var helt udhvilet, men jeg kedede mig forfærdelig meget. Jeg havde lige ordnet alt med min iPhone, og den fungerede vist nu, men ellers var jeg løbet tør for idéer om, hvad jeg skulle lave. Jeg kunne måske gå en tur ned til bageren, der lå omkring en kilometer væk herfra? Det ville være godt med lidt motion og en frisk gåtur.

Jeg fik hurtigt gjort mig klar, og så var jeg ellers gået. Solen stod højt på himlen i dag og det blæste slet ikke. Heldigvis. Jeg fik nok af regn og blæst i går.

Mit humør var rimelig godt, hvilket skyldtes vejret. Jeg var en af de personer, der blev påvirket enormt meget af vejret. Så når solen skinnede, kunne jeg næsten ikke skjule et smil på mine læber.

Jeg gik rimelig hurtigt og var nede hos bageren på 15 minutters tid. Der var ingen mennesker derinde, så jeg stod helt forrest i køen. Jeg købte nogle rundstykker, tebirkes og så noget kakaomælk som en opfriskning – der var intet så godt som kakaomælk om morgen. Jo, friskpresset appelsinjuice med isterninger i! Det var mums.

Jeg gik ud fra bageren af og lige så stille tilbage mod huset. Der lagde jeg mærke til, at jeg faktisk slet ikke havde ondt i hovedet mere. Sikken lettelse! Den trænge, omklamrende smerte var helt væk, og jeg tillod mig selv at nyde det ved at synge lidt på vejen. Også selvom det nok ikke lød særlig godt. Jeg havde bare intet musik at kunne sætte i ørerne, så jeg kunne vel selv fungere som en musikafspiller.

Jeg var hurtigt hjemme igen og gik ind med alle varerne. Intet tegn på mere liv, der var stået op. Med et suk smed jeg mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Jeg fandt en eller anden film og så bare opslugt på skærmen, indtil en skikkelse langt om længe dukkede op i dørkammen til stuen.

”Godmorgen,” sagde Lisa, for en gangs skyld ret frisk. ”Morgen,” svarede jeg smilende. Hun tøffede langsomt hen til den anden sofa og dumpede ned i den. ”Hvorfor så frisk?” spurgte jeg nysgerrigt. Hun smilede til mig. ”Jeg har bare sovet fantastisk. Og.. gæt hvad jeg skal i dag?” Åh, det var vel i dag, hun skulle ud med sit one night stand, hvilket jeg stadigvæk ikke forstod. Hvordan kunne hun se ham i øjnene nu?

”Glæder du dig?” Hun så en smule dumt på mig, hvilket så tydede på et ja. Jeg smilede på hendes vegne. ”Jeg har købt morgenmad,” sagde jeg og rejste mig, hvorefter jeg slentrede hen i køkkenet. ”Hvorhenne?” Lisa var gik efter mig. ”I bageren, nede ved den store vej,” svarede jeg og begyndte at finde morgenmaden frem. ”Lækkert,” fastslog hun og kiggede på det store ur, der viste 09:57. ”Jeg går op og vækker de andre,” sagde hun så og forsvandt straks.

Jeg gik i gang med at dække bord og gøre klar til et lækkert morgenbord. Med humøret højt satte jeg al maden hen på bordet og smilede af mit resultat. Smilet forsvandt bare lidt, da Cover kom gående ned i stuen og udbrød i en morgensur tone, ”hvorfor helvede vækkede I mig allerede?” Jeg så derhen og kiggede med løftet øjenbryn på hende. ”Du kan sove på andre tidspunkter,” sagde jeg kort og satte mig ned på en stol.

Hun stønnede opgivende og joinede mig. ”Næste gang,” mumlede hun langsomt og tog sin kniv, der lå ved siden af tallerkenen. Jeg smilede håndligt til hende. ”Bare kom an.”

 

***

 

Efter morgenmaden tog jeg mig et langt og dejligt bad. Jeg nåede netop lige at træde ud af bruseren, da mit navn blev råbt nedenunder fra. ”Hvad?!” skreg jeg tilbage og sukkede. ”Bare kom!” råbte Cover en smule opstemt. Hvad fanden var der nu?

Jeg tog et håndklæde rundt om mig og låste døren op til badeværelset, hvorefter jeg gik ud på gangen og ned ad trappen. Der lød stemmer inde fra stuen af, så jeg gik hen til døren. ”Hvad er der?” spurgte jeg irriteret, imens jeg trampede derind, hvilket jeg hurtigt fortrød. Cover sad derinde. Sammen med Liam og Harry. Og her stod jeg. Våd, svøbt ind i et håndklæde. Åh gud.

Jeg kunne mærke mine kinder blev 180 grader varme, så jeg vendte mig hurtigt om mod Cover, der bare stod med et grin. Et øjeblik havde jeg lyst til at slå hende, og jeg vil lige minde jer om, at jeg ikke er en voldelig person.

”Hej, Add,” sagde Harry endelig og brød den stille tavshed. Jeg så hen på ham med et lille smil, som om jeg var totalt upåvirket af situationen. ”God formiddag, Harry,” svarede jeg fornemt. Han gav mig et hurtigt elevatorblik, og jeg strammede automatik grebet om mit håndklæde, hvis nu jeg var så uheldig, at det ville ryge af.

”Hvad laver I her?” spurgte jeg dem begge, men kiggede på Liam. Han smilede og rejste sig fra sofaen. ”Vi ville høre, om du havde lyst til at tage med ned til søen og fiske,” svarede han. Harry rejste sig også og gjorde selskab ved siden af Liam, der stod foran mig nu.

Jeg løftede øjenbrynene kort. ”Fiske?” gentog jeg. Jeg havde aldrig fisket før. Faktisk var jeg bange for de dyr. Og jeg kunne ligesom ikke lide vand. ”Ja. Bare rolig, vi har redningsveste og det hele,” fortsatte Liam og smilede venligt. Jeg stirrede et kort øjeblik på ham og skulle til at sige nej, da en stemme brød ind, ”selvfølgelig vil hun da det.” Gå af helvede til, forræder!

Jeg så hen på Cover, der bare gav mig et blik, der sagde 'gør det nu'. Jeg gav hende et dræberblik og så så hen på Liam og Harry igen, der vist havde fulgt helt med i vores 'samtale'. ”Jeg skal bare lige have noget tøj på,” sagde jeg så og smilede, inden jeg vendte mig om og halvløb op ad trappen og styrtede ind på mit værelse.

Imens jeg tog tøj på, gik jeg og bandede endeløst af Cover. Hvorfor skulle jeg sige ja? Hun ved udmærket godt, at jeg ikke kan fordrage vand. Tænk hvis vi faldt over bord, og jeg endte med at blive psykisk syg og skulle leve med at have traumer resten af mit liv?

Jeg sukkede af mine dramatiske tanker, redte mit hår og tog mascara på. Det måtte være det. Solen skulle nok få tørret mit våde hår. Jeg tog et par Converse på og gik langsomt nedenunder igen. Drengene stod i døren og talte med hinanden og fik øje på mig, da jeg slentrede ned ad trappen.

”Er du klar?” Liam sendte mig et varmt smil, imens jeg nikkede. ”To sekunder,” sagde jeg hurtigt og smuttede ind i stuen. Cover stod henne i køkkenet og lavede kaffe. En ikke-typisk-englænder, der drikker kaffe i stedet for te. ”Jeg smutter,” meddelte jeg surt. Hun smilede stort til mig. ”Mor dig nu godt.” Jeg himlede med øjnene og vendte mig om igen og gik ud til drengene.

”Skal vi?” spurgte jeg smilende og gik hen til dem. ”Jep,” svarede Harry og åbnede hoveddøren. Vi gik ud i varmen, og jeg knaldede den i igen. Så gik vi hen til deres sommerhus.

”Hey, Addison!” halvråbte Louis, da vi kom gående ind i indkørslen. ”Hej,” vinkede jeg smilende. Han smilede stort og tog en fiskestang, der lå på jorden. Mente de virkelig, at vi skulle fiske?

”Louis?!” råbte en stemme inde fra huset af, der godt kunne minde om Zayns. Det måtte det være, siden han kom gående udenfor. ”Hvor er nøglen,” han kiggede hurtigt rundt og fik øje på mig. ”Hej, Addison,” afbrød han sig selv og smilede. Jeg smilede igen. ”Dav.” Han så hurtigt hen på Louis igen og fortsatte, ”til skuret?” Louis sukkede og gav ham fiskestangen, hvorefter han smuttede indenfor. Et lille smil gled hen over mine læber.

”Hvad mangler vi?” spurgte Harry og gik frem mod Zayn. ”Skal du af med noget, inden vi tager ned til søen?” Jeg så hen på Liam, der stillede mig spørgsmålet. ”Det.. tror jeg ikke.” Jeg tjekkede mine lommer for ting og sager og stødte på min telefon. ”Jo, måske denne her,” sagde jeg og tog den op. Liams læber lyste op i et smil. ”Så kom.” Han gik ind mod huset, og jeg fulgte lydigt med.

Ligesom sidste gang jeg var her, kiggede jeg imponeret rundt. Jeg elskede virkelig dette her hus! ”Du kan bare lægge den på køkkenbordet,” sagde Liam, imens han gik ind i stuen. Jeg gjorde som han sagde, da min telefon begyndte at vibrere. Jeg så på skærmen og opdagede, at min mor ringede. Skulle jeg tage den eller ej? Jeg orkede egentlig ikke, da jeg ikke havde brug for at høre på hende lige nu – ja, jeg var en af de personer, der ikke holdt helt så meget af min familie, eftersom de havde udstødt mig ret meget, siden jeg valgte at flytte til London og stå på egne ben. Så hver gang jeg talte i telefon, så var det noget med, ”skat, tror du ikke, at det er på tide, at du kommer hjem?” eller ”jeg har set, at huslejerne stiger i London hele tiden, og med din løn tror jeg altså ikke, at du kommer til at blive dig ret længe.” Og konen vidste ikke en gang, hvad jeg tjente, så hvordan i alverden kunne hun vide det? Ikke fordi jeg tjente kassen, men jeg kunne overleve, og det var vel det vigtigste.

”Lia... hey, Addison.” Jeg vendte mig om, samtidig med jeg lagde på. Niall stod med et smil foran mig. ”Halløj,” sagde jeg og smilede bredt. ”Sovet godt?” spurgte han og gik hen til et skab, som han åbnede og tog nogle pakker müslibars, slik og boller ud af. Jeg så med løftet øjenbryn på ham, imens han tog en rygsæk, der stod på gulvet og lagde al maden i. ”Ja, tak. Hvad skal du med al den mad?” sagde jeg undrende. Han kiggede på mig og smilede bredt. ”Spise, selvfølelig. Vi tager det med ned til bådene,” forklarede han og lynede tasken. Jeg nikkede langsomt. ”Okay,” mumlede jeg kort.

”Nialler?” ”Herude, Liam.” Liam kom gående ud i køkkenet og så fra ham til mig og så tilbage på ham. ”Er du klar? Det er kun dig, vi venter på.” Niall sendte ham et smil og nikkede. ”Let's go,” sagde han og smuttede ud i gangen med rygsækken. Jeg kiggede efter ham, hvilket Liam opdagede, han begyndte i hvert fald at grine. ”Han er skør, vi ved det godt.” Jeg så op på ham og smilede så. ”Bare en smule...” Han smilede stort. ”Nå, lad os gå.” Han satte hånden på min ryg og begyndte at skubbe mig blidt, hvilket fik det hele til at løbe koldt ned ad ryggen. Jeg bed mig hårdt i læben for at få det til at stoppe, men det adlød først, da Liam fjernede sin hånd. Et kort øjeblik stod jeg og kiggede forvirret ned af mig selv. Hvad skete der lige der?

”De andre er gået ned til søen,” sagde Liam og begyndte at gå om i haven. Jeg nikkede og fulgte efter ham. Der hang en lille tavshed over os. Jeg kunne ikke helt placere, om den var behagelig eller ubehagelig. På en måde var det rart, at vi bare gik i stilhed, men samtidig var det også nervepirrende på en eller anden mystisk måde.

”Jeg bliver altså nødt til at spørge dig,” udbrød Liam pludselig, så jeg så hurtigt hen på ham med et lidt nervøst blik. Spørge mig om hvad? ”Hvad er der?” spurgte jeg og prøvede at beherske min stemme for at lyde skræmt. Han smilede. ”Er du Directioner? For du virker fuldstændig upåvirket af at rende sammen med One Direction.” Nå, det var ikke et slemt spørgsmål. Medmindre han tog det dårligt.

”Ikke rigtig.. Men jeg har intet imod jeres musik.” Jeg sendte ham et svagt smil, som han gengældte. ”Det tænkte jeg nok. Drengene og jeg diskuterede om det i går, så jeg ville gerne vide det,” fortalte han. Jeg nikkede lidt, indtil det gik op for mig, hvad han lige havde sagt. Havde de talt om mig? Hvorfor havde de dog talt om mig?

”Kom nu I to!” Jeg kiggede lige frem og opdagede, at vi befandt os på en lille sti, der førte ned til søen. Solen fik vandet til at glimtre og se virkelig flot og indbydende ud. Alligevel havde jeg ikke helt vildt meget lyst til at sejle i det. Det ville garanteret blive uvejr, når vi var ude på midten af vandet, og så ville vi kæntre og dø. Og jeg havde ikke lyst til at dø. Endnu.

”Ja ja, vi kommer nu,” sagde Liam mut og satte farten op. Jeg fulgte automatisk efter ham, indtil vi endte nede ved to både. Jeg gættede på, at vi skulle side tre i hver. ”Hvem sidder med hvem?” spurgte Niall og var i gang med at ordne noget fiskegrej. ”Mig, Harry, og vi nupper Addison med,” sagde Louis hurtigt. Jeg så hen på ham med løftet øjenbryn. Mig?

”Hvis det er i ordnen,” indvendte Harry sig til mig. Jeg nikkede og smilede svagt. Det var måske også sikrest? Zayn kunne jo ikke svømme, og hvis jeg skulle være i båd med ham og Liam eller Niall, var det kun en af dem, der kunne svømme. Nu ville jeg komme sammen med to, der godt kunne svømme. Sikken lettelse.

”Kom Harry,” sagde Louis og gik hen til vores båd. De gik i gang med at skubbe den ud, imens Liam og Zayn tog den anden. ”Kan du fiske?” spurgte Niall mig og stod stadigvæk med det fiskegrej. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Overhovedet ikke,” svarede jeg og fastholdte mit blik på drengene, der skubbede hårdt til bådene, så røg længere ned mod vandet. ”Så lad mig vise dig det,” fastslog Niall hurtigt og tog min hånd. Han trak mig med ud mod en badebro, og selvom jeg havde lyst til at protestere, gjorde jeg det ikke. Det var ubehageligt at stå på badebroen. Det føltes underligt og kvalmende. Men jeg holdt det indebors, og lod som om jeg havde det perfekt.

”Okay, du holder på stangen. Og så gør du sådan her..” Han gik i gang med at give mig nogle instruktioner og kastede til sidst med stangen, så en snor røg ud i vandet. ”Og så haler du bare ind,” sagde han til sidst. Jeg nikkede, som om jeg forstod alting, selvom jeg stadigvæk ikke ville kunne finde ud af det.

”Prøv du,” foreslog han og rakte mig stangen. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej tak,” svarede jeg kort og smilede svagt. Han stirrede lidt på mig. ”Kom nu, Addison. Ellers er du kedelig.” Han så bedende på mig, og jeg sukkede til sidst opgivende. ”Vis mig, hvordan du gør.” Han smilede stort, imens jeg tog imod stangen. Så stillede han sig bag mig, og så gjorde vi det sammen. Linen røg omkring tre meter ud i vandet, hvilket var virkelig dårligt.

"Jeg tror bare, at jeg holder her," grinede jeg. Niall fjernede sig fra mig og grinede med. "Skal du have redningsvest på?" spurgte han og gik hen til en stor papkasse, hvor jeg gættede på, at de lå i. Jeg nikkede langsomt og gik hen til ham. Han rakte mig en, og jeg tog stirrede imod den.

"Hvordab fungerer sådan en her..?"spurgte jeg dumt. Niall smilede varmt til mig og kom hen og hjalp mig med den.

Jeg følte mig som en oppustet fisk. Og det var bestemt ikke positivt. Men jeg ville have den på. Jeg skulle ikke risikere noget.

"Du ser godt ud, Add!" blev der råbt nede fra vandet af. Jeg så derned, hvor en smilende Harry stod. Jeg smilede hurtigt igen og grinede lidt. Drengene havde fået bådene ud i vandet nu. Så jeg gik hen til dem og så nervøst ned i dem. Gud, hvor var det lang tid siden jeg sidst havde sejlet.

"Okay, er du klar?" spurgte Louis mig om. Jeg nikkede, selvom det var ret ironisk - jeg var slet ikke klar!

Louis gik ned i den første båd, imens drengene holdt deres opmærksomhed på ham.

"Så kom." Louis rakte en hånd frem mod mig, og jeg tog tøvende imod den med er nervøst ansigtsudtryk. Jeg tog et skridt frem og op mod båden. Harry greb fat i min arm bagved og hjalp mig ned i båden. Jeg følte mig totalt hjælpeløs og dum. Og så var jeg forfærdelig nervøs.

"Sæt dig i midten," befalede Louis, og jeg gjorde som sagt og tog derefter hurtigt fat i siderne med et fast greb.

Båden rykkede på sig, da Harry steg ned, og jeg sad bare og bed mig i inderlæben for ikke at vise min nervøsitet.

Jeg kiggede langsomt op på drengene, der stod på badebroen og ventede på, at vi sejlede af sted. Mit blik faldt på Liam, der så på mig. Vores øjne mødtes, og han smilede til mig. Jeg gengældte langsomt, men det forsvandt ganske enkelt igen, da båden begyndte at sejle langsomt.

"Så sejler vi!" råbte Harry. Jeg kiggede bag på han, og han smilede stort til mig. Langsomt rystede jeg på hovedet af ham men smilede så. Jeg satte mig med et ben på hver side af den bænk, som jeg sad på, så jeg kunne se på Louis og Harry samtidig. De var i fuld gang med at ro. Så meget koncentreret ud.

”Hurtigere, Haz,” skyndte Louis på Harry og roede lidt hurtigere, så han lignede en spedalsk fugl. Jeg fnes lydløst og så på Harry, der bare gloede skeptisk på ham med løftet øjenbryn. ”Helt ærligt Lou?” Harry så seriøst på ham, men begyndte så at grine. Og så begyndte han ellers også bare at ro som Louis. Der var virkelig noget galt med dem.

Da vi endelig var kommet ud på midten af søen, gik drengene i gang med at fiske, imens jeg så til. ”Lou, må jeg få en regnorm?” spurgte Harry og rodede med sin fiskestang. Jeg så med et klamt blik på ham. En regnorm? Ad!

”Yes, hvis jeg lige må få en anden fiskestang,” svarede Louis og rakte en lille tupperware frem, hvor der vist nok lå nogle ulækre dyr i, mod mig. Jeg stirrede lidt på den, men tog den så og rakte hurtigt Harry den.

”Hvilken en?” lød det fra Harry lidt efter, som om det var verdens mest naturlige spørgsmål. Jeg kiggede underligt på ham, og lod som om jeg ikke havde hørt det. Perverse menneske. ”Helst ikke den imellem dine ben,” svarede Louis med et smil i stemmen. Hvad var der galt med de to?

”Øv, jeg havde ellers lige håbet.” Harry grinede varmt, imens han tog en regnorm op og hang den på sin fiskestang. Jeg rystede på hovedet af ham og kiggede lidt hen mod badebroen. Ikke så langt derfra var Zayn, Liam og Niall på vej ud mod os i deres båd. Det gik lidt hurtigere, end det havde gået med os. Nok fordi Harry og Louis havde råbt og grint non-stop til hinanden næsten hele vejen. Yderst mærkværdige personer.

 

***

 

Drengene fik hurtigt fangst. Eller, Harry og Louis gjorde. Resten af drengene havde ikke fanget andet en muslinger, hvilket åbenbart var et stort nederlag for dem.

Harry og Louis var så ulækre at tage fiskene, som de havde fanget, med op i båden og så studere dem grundigt og lege med dem. Stakkels dyr. De havde jo også følelser.

”Skal du med hjem til middag?” spurgte Harry en lille fisk om og rørte den blidt på skindet (hedder det overhovedet det?), imens han så alvorligt på den. Jeg så med løftet øjenbryn på ham. Sad han virkelig og talte til en fisk? Wow. Måske burde han søge psykologhjælp.

”Jeg har bid!” blev der pludseligt skreget. Jeg så hurtigt tilbage mod Liam, Zayn og Nialls båd, hvor Niall sad og halede ind, som om det gjaldt hele hans liv. Jeg så spændt på ham, imens jeg håbede på, at han havde fanget en stor fisk, så han kunne blære sig lidt over for Harry og Louis, da de var ekstremt selviske lige nu. Men alt der kom op i luften, var en stor, tyk pind.

Et lettere muggent udtryk blev placeret i Nialls ansigt. Jeg smilede på hans vegne og så så hen på Louis, der grinede. ”De slår os aldrig,” sagde han til Harry med et stort og blæret smil. Jeg rystede igen på hovedet af dem og så op på himlen, der stadigvæk var helt lyseblå og skyfri. Et par fugle fløj rundt deroppe og lod til at nyde vejret.

Jeg smilede svagt for mig selv, da jeg kunne mærke noget vand lande i ansigtet på mig. Føj. Jeg så hurtigt hen på Harry, der så undskyldende på mig. ”Det var Louis!” ”Nej, det var Harry!” Jeg så forvirret imellem drengene, der pludselig begyndte at diskutere. Harry stillede sig op i båden, så den begyndte at rokke frem og tilbage. Det så slet ikke ud til at påvirke ham. Han diskuterede bare videre med Louis.

Jeg tog lidt hårdt fat i siderne på båden, da Harry gik hen mod Louis. ”Harry, sæt dig,” sagde jeg lavt, da han gjorde sådan, så hele båden rykkede fra side til side, og det gjorde mig virkelig dårligt tilpas.

Men han ignorerede mig fandeme bare og gik hen til Louis, og pludselig begyndte de at slås for sjov. De grinede i hvert fald. Jeg så skræmt til, imens jeg bedte til, at båden ikke væltede. Mit hjerte sad som en klump oppe i min hals, og jeg var ret bange. Bange for at falde i. Bange for at drukne.

Og så tog Louis selvfølelig det næste skridt: Han rejste sig op, så Harry stod overfor ham. Og så begyndte de ellers bare at skubbe til hinanden med årerne til båden, så det endte med, at de begge faldt overbord – med årerne.

Det gav et ryk i båden, som blev skubbet væk fra drengene, der lå og plaskede i vandet og hostede. Harry lignede en våd hund (igen), og Louis så bare sjov ud. ”Idiot!” råbte han, dog nok bare for sjov.

Der gik et lille stykke tid, før det gik op for mig, at jeg faktisk sad i en båd, alene, midt ude på vandet. Drengene var flere meter væk og havde årerne. Et sus røg igennem min mave, og jeg følte mig virkelig dårlig til mode. Jeg kiggede panisk rundt, men kunne ikke ligefrem finde nogen hjælp. Louis og Harry var ved at blive hjulpet op i Niall, Zayn og Liams båd, og de var omkring 50 meter væk.

”Vi kommer nu, Add!” råbte en stemme, som vist nok tilførte Liam. Jeg svarede ikke, men så bare hurtigt rundt og prøvede så vidt som muligt at forholde mig i ro. Og det gik nu meget godt, indtil der var noget ved min fod, der begyndte at sprælle.

Jeg rejste mig op og skreg højt, imens jeg prøvede at komme væk, men snublede over en fiskestang, der lå på gulvet, og så faldt jeg ellers bare lige med hovedet ned i kanten på båden. ”Av,” mumlede jeg og tog mig til hovedet. Det tog mig ikke lang tid at opdage, at jeg blødte. Og det var ikke bare en smule blod. Det silede ned ad min pande og ned i min hånd. Blod betyder svimmelhed.

Jeg kunne høre stemmer fra drengene, men ignorerede dem. Det var udelukkende deres skyld, at jeg lå her – eller Harrys og Louis'. Hvorfor skulle de absolut lege så vildt?!

”Addison?!” Niall lød panisk og bange. Det lød som om, at han var rimelig tæt på, hvilket ville sige, at jeg snart kunne komme hjem. Jeg orkede ikke at fiske noget. Mit hoved gjorde ondt. Igen. Og jeg som endelig troede, at jeg havde sluppet af med hovedpinen – jeg tog vist grueligt fejl.

”Er hun besvimet?” kunne jeg høre svagt i baggrunden, imens jeg lå og stirrede op i himlen. ”Nej,” sagde jeg og foretrak ikke en mine. ”Hvorfor svarer du så ikke?” Liam snakkede og lød en smule bekymret, og det gik op for mig, at de var tættere på end regnet med. ”Mit hoved gør ondt...” svarede jeg og var ikke rigtig sikker på, at han hørte det. Jeg lukkede øjnene, da solen endte med at skinne mig lige ned i øjnene. Av mit hoved.

”Shit, du bløder meget!” Jeg åbnede øjnene og stirrede lige ind i Liams brune, bekymrede øjne. Hvor kom han fra?

Jeg så til siden, hvor jeg svagt kunne ane, at der var en båd ved siden af. Aha. Så måtte han være lænet sig ind over den, så han kunne glugge på mig. ”Nej, virkelig?” mumlede jeg ironisk. Et lille smil spillede om hans læber, og han lænede sig væk fra mig. Jeg satte mig langsomt op og kiggede på gulvet, hvor der lå en lille fisk.

”Harry, hvorfor lod du en fisk ligge i båden?!” spurgte jeg og fjernede mig hurtigt fra den. Den så rimelig død ud. Han så flovt på mig. ”Ups.. Og undskyld.” Louis så tildels undskyldende på mig. Jeg rystede på hovedet af dem, men fortrød hurtigt. Det gjorde forfærdeligt ondt.

”Jeg sejler tilbage med Addison, så kan I blive her,” fortalte Liam beslutsomt og var ovre i min båd, før jeg vidste af det. ”Okay. Det er vi virkelig kede af,” svarede Louis og så alvorligt på mig. Jeg sendte ham et smil, selvom det også gjorde ondt. Alt gjorde ondt! ”Det er i orden,” svarede jeg kort. Han nikkede og smilede langsomt.

”Niall, årerne?” Liam fik stukket årerne i hånden, og så begyndte han ellers bare at ro ind mod badebroen igen. Jeg sad bare og så til. Han så rimelig koncentreret ud. Af og til skænkede han mig et smil, men han kiggede dog for det meste ud på vandet og overrakte sin opmærksomhed til det.

Jeg tog mig til blødningen, der stadigvæk kørte. Mit hoved var i store smerter, men jeg prøvede bare at ignorere det, så godt som jeg nu kunne.

Heldigvis gik der ikke mange minutter, før vi var inde på land igen. Liam hjalp mig op af båden og bandt den hurtigt til badebroen. Så placerede han en hånd om min skulder og førte mig op mod huset, som en overbeskyttende ven. Det var dejligt, at han var sådan. Sød, hjælpsom, venlig. Selvom vi næsten først lige havde mødtes, føltes det som om vi allerede var kommet virkelig godt ind på hinanden. Og det var jeg allerede ret glad for. Jeg var overbevist om, at ferien ikke ville være den samme, hvis ikke vi havde mødt hinanden. Og som sagt. Så var det jo skæbnen, ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...