All I Want Is You - One Direction

Addison Crame på 18 år lever et helt normalt liv i London. Hun har lige afsluttet skolen, og skal nu derfor tilbringe sin sommer i Manchester med sine tre veninder. Dagene står på druk, shopping og drenge. Men hvad sker der når Addison en dag støder ind i den berømte Liam Payne? De to udvikler hurtigt et godt venskab, men Addison får lidt mere end et venskab i tankerne. Desværre har Liam en kæreste, og han elsker hende højt. Men hvad sker der når Liam egentlig finder ud af, at han måske også har følelser for Addison? Kan han i den sidste ende holde sig til Danielle?

330Likes
378Kommentarer
32228Visninger
AA

15. Don't know what to say

Jeg havde liget været i bad. Klokken var snart tre om eftermiddagen, hvilket ville sige, at jeg havde sovet længe – rigtig længe. Nu faldt jeg til gengæld også først i søvn virkelig sent, så det var sjovt nok derfor.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde været i bad, men det havde i hvert fald været i lang tid, fOr vandet føltes pludselig koldere og koldere mod min hud, og der opfattede jeg så, at jeg havde brugt alt det varme vand.

Luften føltes kold mod mit bare skind, derfor skyndte jeg mig at hoppe i noget rent undertøj, et par joggingbukser og en grå trøje. Jeg tørrede mit hår hurtigt med føntørren og besluttede mig så for ikke at gøre mere ud af mig selv i dag. Det havde jeg ligeud sagt ikke lyst til. Alt det med Liam havde trukket utrolig meget ned på mit humør. Mere end jeg nogen sinde anede, at det ville.

Jeg fandt min vej nedenunder, hvor jeg fandt pigerne. De sad i sofaen ved sofabordet og spillede Ludo med te og tæpper omkring dem. Meget forståeligt, eftersom det regnede udenfor. Kedeligt vejr.

”Morgen, sovetryne,” drillede Lisa. Jeg smilede lidt til hende og nikkede kort. ”Sovet godt?” spurgte Clementine og slog med terningerne. ”Jo, tak,” løj jeg. Bare fordi Cover vidste, hvad der foregik, behøvede de andre ikke lige nødvendigvis. Det sidste jeg ville have lige nu, var at alle fokuserede på, at jeg var vild med Liam. Det havde jeg slet ikke brug for.

”Der står morgenmad henne i køleskabet,” fortalte Cover og smilede opmuntrende til mig, imens hun sendte mig et mærkeligt blik. Jeg nikkede igen og gik derhen uden at bekymre mig om det. Der var røræg, bacon og pølser i køleskabet, så jeg tog bare lidt af det hen på en tallerken og fandt så et bestik, hvorefter jeg satte mig hen til pigerne.

”Jeg er sikker på, at du snyder,” fastslog Clementine og kiggede på Lisa, der bare smilede. ”Dårlig taber!” Hun grinede, hvilket smittede af på Cover og Lisa. Og så var der så mig, der bare sad musestille og spiste min mad, imens jeg holdt lidt af mit blik på fjernsynet, der viste en genudsendelse af Bones. Ikke rigtig noget spændende.

Som jeg sad der inde i min egen verden, hørte jeg Cover nævne min stemme og vågnede hurtigt op igen.

”Hvad?” sagde jeg dumt, hvilket hun begyndte at fnise af. ”Vi kører ind til byen. Skal du med?” sagde Lisa. Egentlig havde jeg lyst til at sige nej, men det ville nok ikke hjælpe at være alene. Derfor nikkede jeg bare. ”Så skal jeg lige op og gøre mig klar,” svarede jeg og rejste mig for at gå hen i køkkenet og sætte min tallerken i opvaskemaskinen. ”Du har 10 minuuuuter,” sang Clementine, hvilket for en gangs skyld fik mig til at smile.

Jeg skyndte mig op på mit værelse og gik i gang med at lægge lidt makeup og gøre lidt mere ud af mig, så jeg så mere præsentabel ud. Af ren vane kiggede jeg så også hen mod drengenes sommerhus, og som forventet var der ingenting. Dog vibrerede min iPhone pludselig, hvilket fik mig til at tage den fra sengen.

Liam skrev: Er du vågnet?

Som sædvanlig sprang mit hjerte et slag over, da jeg så hans navn på skærmen. Jeg havde næsten lyst til at slå mig selv. Men tilbage til hans spørgsmål. Hvorfor stillede han mig dog det?

Du skrev: Ja?

På en måde havde jeg ikke lyst til at svare, men jeg gjorde det alligevel. Det ville nu være nemmere, hvis jeg bare kunne ignorere ham og lade som ingenting, men noget sagde mig, at det ikke ville kunne lade sig gøre i den sidste ende alligevel.

Min iPhone vibrerede kraftigere end før denne her gang, og jeg kiggede hurtigt på skærmen, hvor et billed kom frem af Liam, og hans navn stod på skærmen – han ringede. Et kort øjeblik havde jeg ingen anelse, om jeg skulle tage den. Hvorfor ringede han overhovedet? Og hvad skulle jeg sige?

Men det behøvede jeg så ikke at spekulere mere på, for telefonen stoppede med at vibrere, og jeg gættede på, at Liam fik en telefonsvare. Lidt efter vibrerede min iPhone dog igen.

Liam skrev: Taaag din telefooooon

Jeg sukkede af mig selv og tog mig sammen til at tage den, da den ringede igen. Det skulle vel bare overstås.

”Addie?” lød det fra Liam. En varme bredte sig ud over mine kinder. Addie. Hans eget kælenavn til mig.

”Liam?” mumlede jeg langsomt. Han grinede lidt og blev så lidt tavs. Jeg satte mig roligt på skrivebordet, så jeg kunne kigge ud ad glasvæggen, ud på regnen, der stod ned i staver. Himlen var fuldstændig overskyet, næsten sort, men jeg kunne lide det. En svaghed for mørke farver, var hvad jeg havde.
”Er du hjemme nu?” spurgte Liam og roede ved et eller andet i baggrunden. Det lød næsten som om han rejste sig og gik et andet sted hen. Og jeg havde ret. Han dukkede pludselig op ved vinduet, og det gjorde det bare endnu værre. Det ene var at snakke med ham over telefon, det andet var at snakke med ham over telefonen, imens han kunne observere mig fuldt ud.

Der lød et grin fra ham i telefonen, og han vinkede til mig, imens han havde et stort smil på læberne. Jeg tvang et smil frem og vinkede igen, spekulerede stadigvæk over hvad jeg skulle sige. Jeg kom hurtigt i tanke om, at han havde stillet et spørgsmål, så jeg svarede hurtigt, ”ja, det er jeg, som du kan se...” Han grinede igen, og en irriterende, varm fornemmelse landede i min mave.

”Har du snakket med Cover?” spurgte han herefter langsomt. Jeg rynkede panden forvirret, imens jeg så på ham. Argh, hvor jeg dog hadede, at han kunne glo på mig! Selvom jeg havde lyst til at flytte mig, gjorde jeg det selvfølelig ikke. Det ville da være uhøfligt.

”Nej, hvorfor?” sagde jeg undrende og bed tænderne sammen. Hvorfor spurgte han dog om det?

Jeg stirrede intenst på ham og opdagede, at han nu stod med en rynket pande. Okay, hvad foregik der?

”Nå..” mumlede han en smule overrasket. ”Jeg var bare henne i morges for at høre, om jeg kunne snakke med dig, men du sov, så Cover sagde ja til at sige, at jeg kom forbi.”

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige og fik ikke rigtig chancen, eftersom døren til mit værelse pludselig gik op. Jeg vendte mig om og så Cover stå i døren. Cover som jeg pludselig blev sur over at se. Hvorfor havde hun ikke sagt noget til mig, om at Liam havde været her? Det var garanteret også derfor, at hun kiggede så underligt på mig nede i stuen. Havde hun bare tænkt, at det kunne forblive hemmeligt.

”To sekunder, Liam, jeg ringer tilbage om lidt,” sagde jeg lidt efter og lagde straks på, imens jeg sendte Cover et hårdt blik. Hun sukkede, og derfor vidste hun godt, at jeg havde fundet ud af det.

”Hvorfor sagde du ikke, at han havde været her?” spyttede jeg næsten. ”Det er det sidste, du har brug for, Add,” svarede hun bare, som om det var fuldstændig lige gyldigt.

”Og hvordan ved du, hvad jeg har brug for?” spurgte jeg irriteret og smed min iPhone i sengen. Hun lænede sig op ad dørkammen og lagde armene over kors. ”Det er ikke ligefrem sådan man tager afstand til en dreng,” sagde hun kort og afslappet.

Jeg løftede øjenbrynene. ”Hvorfor skal jeg tage afstand til Liam?” Hun sukkede højlydt, ”for fanden, Addison. Det kunne måske hjælpe på dine følelser for ham. Jeg troede ikke, at du gad at være forelsket i ham,” vrissede hun næsten.

Det kunne godt være, at hun havde ret, men hun skulle da stadigvæk ikke bestemme sådan. Desuden ville det med afstand heller ikke gå. Det vidste jeg på forhånd.

”Bare bland dig udenom,” mumlede jeg lidt efter. Hun stirrede bare på mig, og det blev aldrig til noget svar. Til sidst vendte hun sig dog om og begyndte at gå. ”Vi kører nu.” ”Jeg tager ikke med,” sagde jeg bare og blev ved med at kigge hen mod døren og forventede egentlig, at hun kom, men hun dukkede ikke op. Til sidst kunne jeg høre trin på trapper og gættede på, at hun fornærmet var gået sin vej.

Jeg kneb øjnene sammen og sukkede af mig selv, hvorefter jeg vendte mig om, hvor jeg til min overraskelse så Liam stå ved vinduet og kigge på mig. Sig han ikke havde fulgt med i det hele. Selvfølelig kunne han ikke høre os, men det var slemt nok, at han kunne se os skændes. Og så kunne han vel regne ud, at det var på grund af ham.

Han kiggede med spørgende øjne på mig, men jeg rystede bare på hovedet og vendte mig igen. Dernæst gik jeg ud fra mit værelse og hen mod trappen, da jeg hørte hoveddøren smække, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var pigerne på vej af sted.

Fedt. Så var jeg alene. Med mine tanker, følelser og min irritation til Cover, der havde formået at gøre mig ret vred. Det var ellers sjældent. Men sådan var det vel bare.

Jeg gik ud i køkkenet og lavede mig bare en kande kamillete. Så kunne jeg finde en film og bare hygge mig med det.

Som teen blev færdig, og jeg fik gjort klar til Twilight med dyne, boller, te og det hele, ringede det på døren. Forhåbningerne steg i løbet af ingen tid, da jeg regnede med, at det var Liam, men egentlig håbede jeg ikke på, at det var ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle snakke med ham om lige nu. Og hvorfor havde han overhovedet været forbi tidligere i dag?

Men jeg ville ikke være ond ikke at lukke op, derfor vandrede jeg ud i gangen og åbnede for hoveddøren. Ude i det dårlige vejr, stod Liam med et smil på læberne og et varmt blik, der fik hele min krop til at tørste efter en del af ham. Jeg kunne ikke tænke på andet, end hvor meget jeg egentlig ville ønske, at han var min. Og at det aldrig kom til at ske, skulle ikke ødelægge mine tanker lige nu.

”Hey,” sagde han roligt. Jeg sendte ham et smil og nikkede. ”Hej.” Han løftede øjenbrynene og kiggede på mig, som om han ventede på et eller andet. ”Hov. Vil du ind?” spurgte jeg hurtigt og fjernede mig fra døren, imens jeg kunne mærke varmen trænge op i mine kinder. Han grinede bare og nikkede. ”Jo, tak da..”

Han kom ind, og jeg lukkede døren hurtigt, eftersom det blæste en halv orkan, og det blev ret koldt. ”Nå, hvad så?” sagde Liam, da han havde taget skoene af. Han hentydede vel til Cover. Jeg trak kort på skuldrende og kløede mig på armen.

”Er i uvenner?” spurgte han langsomt og så roligt på mig med sine varme, brune øjne, som mit hjerte næste bristede af. ”Jeg ved det ikke,” svarede jeg og bed mig i læben. ”Det så lidt.. voldeligt ud,” mumlede han lidt efter. Jeg begyndte at grine, hvilket fik ham til at se forvirret på mig.

”Voldeligt?” gentog jeg grinende. Hvordan kunne han syntes, at Cover og jeg havde set voldelige ud? Det var altså lige en smule morsomt.

”Ja, okay. Du ved, hvad jeg mener,” smilede han og skubbede mig ind i stuen. Bare hans hænder på mine skuldre, fik varmen til at vandre rundt overalt i min krop. En del af mig bad inderst inde til, at han ville røre mig endnu mere, alle steder, imens en anden del bad mig om at ignorere følelsen og bare tage det med et skuldertræk.

Vi satte os i sofaen ved siden af hinanden, hvilket gjorde mig rimelig usikker. Liam lænede hovedet på skrå og så en smule bekymret på mig. ”Nu var det ikke min skyld, at dig og Cover skændtes, vel?” spurgte han langsomt. Jeg grinede en enkelt gang i håb om, at jeg var lidt sjov, imens jeg rystede på hovedet. ”Nej. Det var bare.. ja, lidt af hvert,” svarede jeg så og kiggede væk fra ham. Han prøvede forgæves at fange mit blik, og jeg kunne tydeligt mærke, at han så vidste, at der var noget galt. Også fordi han lidt efter lagde en hånd på min. Jeg så lynhurtigt hen på ham med ophidset øjne.

”Addison, er der noget.. galt her for tiden?” sagde han usikkert og sendte mig et blik, som jeg slet ikke kunne stå for. Jeg klemte min ene hånd sammen og prøvede at virke så forvirret som muligt, selvom jeg udmærket godt vidste, hvad han mente.

”Hvorfor skulle der være noget galt?” mumlede jeg og bed tænderne sammen. Han så lidt på mig, før han trak på skuldrende. ”I går virkede du bare enormt trist. Jeg ved godt, at du havde været oppe at skændes med pigerne, men du virkede bare så... afvisende,” svarede han kort og kiggede denne gang væk fra mig.

Det så ud til at gå ham på, hvilket jeg blev forvirret over. Gik det ham på, at jeg var afvisende?

Jeg svarede ikke, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Det resulterede i, at Liam rykkede en smule tættere på mig og placerede sin anden hånd på mit lår.

”Hvis der er noget galt, så sig det til mig. Jeg er her for dig. Jeg ved godt, at vi først lige har mødt hinanden, og det garanteret virker mærkeligt, men du skal vide, at jeg er her, og jeg forstår dig.”

Nej, det gør du ikke, havde jeg lyst til at sige. Han forstod mig jo ikke, og han ville aldrig forstå det. Jeg nægtede simpelthen at tro, at han havde været forelsket i sin ven, der allerede havde en kæreste.

”Der er intet galt,” endte jeg med at sige med en monoton stemme. Liam kiggede undrende på mig og sukkede så. ”Nu gør du det igen,” mumlede han for sig selv. Jeg løftede et øjenbryn undrende. ”Hvad mener du?” Han lænede sig lidt væk fra mig og fangede mit blik direkte. ”Du lukker mig ude,” svarede han stille.

Jeg hadede virkelig, at han kunne læse mig så nemt. Jeg hadede, at jeg ikke kunne fortælle ham, hvorfor jeg var, som jeg var. Og jeg hadede inderligt bare, at jeg havde mere end venskabelige følelser for ham. Jeg risikerede hele vores forhold ved at få dem. Det var noget møg.

”Liam, jeg-” begyndte jeg, men cuttede mig selv af. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hvis jeg bare kunne være ærlig og fortælle ham om mine følelser, men så sikker var jeg ikke. Jeg var ikke ligesom Cover, strålede af selvtillid og var lige glad med andres meninger. Jeg var ikke ligesom Lisa, der bare ville sige, at drengen var fucked, hvis ikke han kunne lide hende. Jeg var ikke ligesom Clementine, der bare ville fortælle hendes udkårne om sine følelser og ville have ham til t vælge hende eller ingenting. Sådan var jeg bare ikke. Jeg var Addison. Jeg var usikker, når det gjaldt kærlighed. Og når det var kærlighed og venskab, der blev blandet sammen, var det bare nednu værre. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle Liam om mine følelser og så bare sige, at vi skulle beholde vores venskab, som det var, men så vidste jeg også godt, at han ikke ville gøre de ting, som han plejede, og hele hans adfærd ville garanteret blive ændret i mit selskab, og det var netop det, som jeg ville undgå. Lige netop det.

”Du hvad?” spurgte Liam og så på mig med et bedende blik. Jeg bed mig i læben og så væk fra ham. ”Addison, fortæl mig det nu,” bad han lidt efter. Jeg fastholdte mit blik på sofabordet, som jeg kiggede på os endte med at ryste på hovedet.

”Hvorfor ikke?” sagde han og tog min hånd, hvilket fik mig til at se hen på ham igen. Han var bekymret og ville virkelig gerne have svar, det var nemt at se. ”Jeg kan bare ikke fortælle dig det,” svarede jeg lavt. Han løftede øjenbrynene og så ud som om, han skulle til at spørge, men jeg nåede at afbryde inden, ”kender du ikke bare det, når der er noget i vejen, som du ikke kan fortælle nogen?”

Han så roligt på mig og nikkede så. ”Jo, det gør jeg,” svarede han kort. Jeg sagde intet. Håbede inderst inde bare på, at han ville lade det ligge, men sådan gik det nok ikke. ”Det er heller ikke fordi, jeg vil tvinge dig. Jeg syntes bare, at det var underligt, du gik til Harry før mig,” erklærede han stille, og hvis jeg ikke tog fejl, lød han også skuffet. En klump satte sig i min hals, og jeg fik dårlig samvittighed. Jeg vidste ikke, at han tog det sådan der, og det gjorde mig lidt ked af det.

”Undskyld, Liam,” mumlede jeg lidt efter. Han gav min hånd et blidt klem og lænede sig så tilbage i sofaen. ”I orden. Lad os lægge det på hylden, og så skal jeg nok lade være med at presse dig mere.” Han sendte mig et svagt smil, og jeg nikkede en enkelt gang.

”Hvad har du lyst til at lave?” spurgte han og slap min hånd, imens han så nysgerrigt omkring. Jeg trak på skuldrende. ”Det du nu har lyst til,” fortalte jeg og rejste mig. Jeg havde fået øje på en blomst, der stod i vindueskammen og så ret vissen ud. Jeg hentede et glas vand med Liams blik i nakken, og lod planten sluge vandet med håb om, at den kunne blive god igen.

”Nå, men jeg kunne godt bruge en svømmetur,” lød det pludselig fra Liam. Jeg stoppede op og så langsomt om på ham med løftet øjenbryn. ”Det regner?” Han trak på skuldrende og rejste sig med et smil på læberne. ”Vandet er varmere, når det regner,” sagde han smilende. Jeg bed mig lidt i læben. Han vidste godt, at jeg ikke kunne svømme, så hvorfor skulle vi så det?

”Liam, du ved godt, at jeg ikke ka-” ”Aftalte vi ikke, at jeg skulle lære dig det en dag?” afbrød han og trådte tættere på mig, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg nikkede tøvende. ”Men jeg kan i-” ”Addie, stol på mig. Find noget badetøj og kom hen til mig, når du er klar. Så går jeg hen og skifter,” sagde han bare og gik hen mod gangen. Jeg blev stående og kiggede efter ham, inden jeg hørte en dør gå op og lukke i.

Mit hjerte bankede stadigvæk utrolig hurtigt, både på grund af Liam, men også på grund af nervøsitet. Bare tanken om, at jeg skulle ud og svømme gjorde mig rædselsslagen. Frygten for at drukne var der, især på grund af det jeg allerede havde oplevet i poolen. Men Liam var der jo, og han havde allerede reddet mig en gang, så mon ikke også han ville passe på mig? Jeg kunne kun håbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...