Ocean Of Secrets ❁ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kærlighed er på ingen måde nemt. At alle odds er imod en, at drengen du kan lide, ikke kan lide dig men derimod er forelsket i en anden, og at du er for genert og for bange til at fortælle om dine følelser. Ja sådan har Sophia Callista McKenna det om sin bedste ven, One Direction-kendissen, Harry Styles. De to har været altid været bedste venner, og da følelserne bliver stærkere hos én af de to personer, kan der opstå konflikter, hvilket til tider resulterer i, at et venskab som deres bliver sat på den værste prøve af dem alle – at kærligheden kommer mellem dem.

268Likes
458Kommentarer
34078Visninger
AA

20. Stole my heart

Louis’ synsvinkel:

Lige da Eleanor skulle til at ringe op til Sophia med Danielle klistret til telefonen også, braste Harry ind af døren. Helt forpustet og uden Mary ved sin side. Havde han lige løbet? Måske havde de løbet om kap eller noget. Men hvis det var tilfældet, undrede det mig en del, at han ikke ligefrem havde ladet Mary vinde med vilje. 

”Louis… Louis…” sagde han forpustet, som kunne han miste luften hvornår det skulle være. 

Han faldt sammen foran mig, i sofaen, mens han prøvede på at få en nogenlunde regelmæssig vejrtrækning igen. 

”Hvad sker der lige her?” kom det fra Danielle, der overraskende kiggede over på Harry. Vi andre, Liam, Zayn, Perrie, Eleanor og jeg selv kiggede også noget skræmt over på ham. 

”Louis,” gentog han igen, og lod så blikket rette sig mod mig, som var de andre lige meget.

Jeg nikkede kort, og prøvede så på at få ham væk fra stuen og ud i køkkenet, da det var nemt at se på ham, at han sikkert havde brug for at snakke under fire øjne.

”Fortæl så hvad der sker,” sagde jeg, efter at have rakt ham et glas vand med iskoldt vand. 

Han hostede og prustede stadig en del efter vejret, men det var blevet betydeligt bedre, end for bare to minutter siden. 

”Mary…” Pause. ”Udnytter…” Pause. ”Mig…” kom det så fra ham, inden han tog en stor slurk af sin vand. 

Hans ord tog lidt tid for at fise ind, men da det var sket, lod jeg et stort smil plante sig om mine læber. 

Havde han endeligt indset det? Omsider!

”Nå så hun udnytter dig,” gentog jeg, og prøvede på at spille så overrasket som overhovedet muligt. 

Egentligt kom det jo ikke som nogen overraskelse for mig. Det var i sidste ende bare Harry der havde været så forfærdeligt blind, hvilket havde betydet, at han havde overhørt alt det vi, eller rettere sagt, alt det Sophia havde fortalt ham. Hun havde prøvet utallige gange, at fortælle ham hvad der egentligt foregik. 

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Lou. Mary har udnyttet mig i alt den tid vi har datet, og jeg har såret min bedste veninde, gang på gang, ved hele tiden at støtte op om det Mary sagde og fortalte.” Han begravede sørgmodigt sit ansigt i sine hænder, inden han så fortsatte: ”Sophia vil jo aldrig tilgive mig.”

Derefter sukkede han kort. 

Ja han var virkelig kommet i et dilemma her. Så selvom jeg hellere end gerne ville hjælpe ham ud af det, så måtte han selv klare ærterne i en situation som denne. Det kunne jeg ikke hjælpe ham med. 

Måske et par gode råd kunne hjælpe ham godt på vej, men hvad han helt præcist skulle gøre for at rette op på tingene igen – det var op til ham selv. 

For han kunne ikke komme videre, før han selv blev klar over hvilke følelser han brændte inde med. 

”Hun vil altid stå klar med åbne arme, Harry. Du skylder hende bare en ufattelig god undskyldning, og måske skal du også vise hende, at hun virkelig er værd at kæmpe for, for det har du ikke ligefrem været god til at vise,” indrømmede jeg med fuld overbevisning om, at Sophia og Harry nok skulle blive gode venner igen. Dog kun hvis Harry virkelig opgav alt for at få hende tilbage. 

 

”Hvad nu hvis hun ikke…” ”Nu stopper du Hazza,” brød jeg hurtigt ind, da han igen skulle til at tvivle på sig selv, hvilket var noget han havde gjort en del her på det sidste. Var det Mary der havde fået ham gjort så usikker?

”Hvorfor skulle hun ikke ville tilgive dig? Nogle gange er jeg helt bange for, at du egentligt er blind. For hvis du virkelig havde haft åbnet dine øjne, så kunne du måske se, at Sophia holder ufatteligt meget af dig.”

Denne gang var det min tur til at sukke. Kunne jeg være bekendt at fortælle min bedste ven, hvad hans bedste veninde egentligt følte for ham? Eller ville det ødelægge noget mellem dem, så Harry ikke ville snakke med hende igen?

”Jeg forstår ikke hvad du mener,” kom det så fra ham, mens han rystede forvirret på hovedet. 

Han havde virkelig været lukket inde i sin egen lille boble, i den tid han havde datet Mary. Noget jeg ikke ligefrem forstod kunne være tilfældet. 

”Hvorfor tror du, at Soph blev så ked af det, da du benægtede alt i havde lavet sammen, dengang vi var i byen?”

Hvis han ikke forstod mine tidligere hentydninger, måtte jeg vel ligefrem stave det for ham, ved at gå langsomt frem. 

Derfor måtte jeg tage det i små bidder hele tiden. 

”Det ved jeg ikke,” svarede han ærligt, efter at have tænkt sig om et lille stykke tid. 

”Forkert svar mester. Prøv igen,” sagde jeg, da jeg ville have ham til at tænke grundigere over tingene. Et sølle ”det-ved-jeg-ikke,” var ikke noget ordentligt svar. 

Han sukkede kort, inden han så for alvor begyndte at tænke. Tænke over hvad han egentligt havde udsat sin bedste veninde for, i alt den tid han bare havde tilsidesat hende. 

”Måske fordi hun ikke mente, at det hele var en fejltagelse, hvilket jeg jo klart gav udtryk for, at jeg syntes det var.”

Og endelig – endelig gik det op for ham, at hun ikke syntes det var en fejltagelse. Så langt så godt. 

”Du kyssede rimelig heftigt med din bedste veninde Harry, så tænk over hvorfor det var Sophia du valgte at bruge din aften med, og hvorfor det ikke var Mary.” Dette spørgsmål regnede jeg ikke med at få et svar på lige foreløbigt, da det sikkert godt kunne tage en del tid at regne ud. Især for Harry, der ikke ligefrem var så hurtig på aftrækkeren som han plejede at være. Dog skulle han ende med at overraske mig for første gang i lang tid. 

 

Harrys synsvinkel:

Egentligt var svaret enkelt på Louis’ latterlige spørgsmål. Jeg havde bare aldrig indset før nu, hvorfor jeg egentligt havde kysset med Sophia den aften. 

”Fordi jeg følte mig tiltrukket af hende, men ikke af Mary,” svarede jeg så ærligt, hvilket fik et stort smil frem på min bedste vens læber. Hvad var det egentligt han var ude på, at få mig til at indrømme, siden han kom med så mange underlige og indviklede spørgsmål?

”Og måske brugte jeg bare det med at Mary kyssede med en anden dreng, som en dårlig undskyld for at få lidt tid på tomandshånd med Sophia. Jeg ved godt, at Mary rent faktisk kyssede med en anden dreng, men det sårede mig slet ikke så meget, som jeg gav udtryk for. Jeg…” Jeg stoppede mig selv i min sætning, da én speciel ting var ved at gå op for mig på nuværende tidspunkt. 

”Åh gud Louis. Jeg har virkelig været blind,” gispede jeg, inden mine arme så slog sig om min bedste vens skuldre. Hvad skulle jeg dog gøre uden min personlige rådgiver Louis Tomlinson. 

”Så forklar mig hvad din konklusion af denne samtale er?” sagde han, stadig mens han smilede som en lalleglad idiot.

Inden jeg så valgte at svare ham, tænkte jeg dog lige alle tingene igennem endnu en gang, så jeg ikke endte med at komme med et forkert og dumt svar. 

 

”Det er slet ikke Mary jeg vil have.” Igen stoppede jeg mig selv. Men det var sandt. Det var slet ikke Mary jeg ville have.

Hvordan kunne jeg have troet det i alt den tid vi havde datet? Den pige jeg altid havde haft kærest, den pige der altid havde hjulpet mig i tykt og tyndt, ja den pige der havde hjulpet mig med at vinde Marys hjerte, selvom jeg havde svinet hende til så mange gange, hun betød mere for mig end jeg nogensinde havde troet hun ville komme til. Men alle disse skjulte følelser havde skyldtes, at jeg havde lukket alt og alle ude på nær Mary, som jeg troede var den rigtige for mig. 

”Det er Sophia. Louis, det er ikke Mary jeg vil have, det er Sophia. Det er jo hende jeg er forelsket i. Det har jeg været hele tiden, men jeg har altid bare været dum nok til ikke at ville indse det.” Åh hvor havde jeg godt nok været dum.

Sophia var den jeg elskede. Hun var den jeg altid havde været vild med, dog havde jeg aldrig villet indse det, da jeg nok var bange for hvilke følelser hun havde. Bange for om det ville ødelægge noget mellem os, hvis en af os udviklede følelser for den anden. 

 

”Men hvad venter du så på, Prins Charming? Din prinsesse venter på dig, så du må hellere have en god undskyldning klar, mens du samtigdigt er nødt til at komme ud med alle dine følelser.” Louis’ ord fik mig kort til at grine, inden han så jagede mig ud i af køkkenet, og nærmest sparkede mig ud af hoveddøren. 

Nu gjaldt det liv eller død. Jeg måtte finde Sophia, om det så måtte briste eller bære.

 

Selvom jeg kun for ganske kort tid havde gjort det fordi med Mary, nok ikke så klart så hun havde regnet ud at vi ikke datede mere, så var jeg ligeglad med alt og alle. Skidt være med, at Mary var ked af det, skidt være med at regnen var begyndt at sile ned fra himlen på nuværende tidspunkt, og skidt være med alle paparazzierne sikkert ville fange mig på vej hen til Sophia for derefter at opdigte latterlige rygter om, at jeg var en player. Det eneste der betød noget på nuværende tidspunkt var hende. Det var Sophia Callista McKenna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...