Ocean Of Secrets ❁ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kærlighed er på ingen måde nemt. At alle odds er imod en, at drengen du kan lide, ikke kan lide dig men derimod er forelsket i en anden, og at du er for genert og for bange til at fortælle om dine følelser. Ja sådan har Sophia Callista McKenna det om sin bedste ven, One Direction-kendissen, Harry Styles. De to har været altid været bedste venner, og da følelserne bliver stærkere hos én af de to personer, kan der opstå konflikter, hvilket til tider resulterer i, at et venskab som deres bliver sat på den værste prøve af dem alle – at kærligheden kommer mellem dem.

268Likes
458Kommentarer
33739Visninger
AA

10. Paparazzi

 

Harrys synsvinkel:

Solen stod højt på himlen, da Mary og jeg kom gående sammen i Hyde Park. Vejret var egentligt rimelig godt, hvilket nok også havde været grunden til, at vi valgte at gå en tur. Hendes hånd havde tidligere grebet om min. I starten var jeg dog lidt skeptisk overfor det, men senere hen smed jeg tanken væk, og nød at være i hendes selskab. Pressen vidste stadig ingenting om den lille flirt der var godt i gang mellem os. Så måske var det på tide at de endeligt fik et lille glimt af den pige jeg nu brugte den tid med og på.

”Kan de små skrigende børn ikke snart knytte sylten? Er det ikke meningen at sådanne skabninger, skal sove til middag?” kom det irriteret fra Mary, der skulede rundt på de mange legende børn. Jeg rystede bare grinende på hovedet. Hun havde et temperament der sagde spar to til tider.

”De skal nok bare lige have brændt deres krudt af ved et par tusinde løbeture. Så skal de nok falde til ro,” forsikrede jeg hende om, og klemte stille om hendes hånd, som et tegn på at det hele nok skulle gå. Hun sukkede kort.

”Rolig nu, søde.” Igen prøvede jeg på at få hende beroliget. Måske var hun anspændt over, at hun når som helst kunne blive overfaldet af paparazzier og diverse journalister. Sådan havde det altid været i starten med de piger, jeg datede.

Dog lige udover Soph. Ikke at jeg havde datet hende, hvilket jeg ikke havde. Men hun havde altid virket så rolig og nede på jorden, når hun blev spurgt ind til sit forhold til mig og de andre drenge. Hun hverken råbte, gjorde dumme ting eller noget helt tredje, når paparazzierne var i nærheden af hende eller os alle sammen. Derfor var hun en helt fantastisk bedste veninde.

Mine tanker blev afbrudt af en masse råben omkring Mary og jeg. Alle var pludseligt helt oppe og køre, og hvad det end var, skulle jeg snart ende med at finde ud af.

”Harry er det din nye flirt?”

”Hvor lang tid har i datet?”

”Hvad er hendes navn?”

Ja… Mary og jeg stod pludseligt omgivet af diverse journalister og paparazzier, der hele tiden blitzede os med deres kameraer og udspurgte os om tusindvis af ting. En situation som denne ville jeg helst have været foruden, da det var synd for Mary allerede at skulle udsætte hende for det nu. Dog var vi jo ikke kærester, men jeg kunne vel ikke benægte at vi datede.

”Kom vi går,” hviskede jeg til hende, hvorefter jeg prøvede på at få hende med væk fra al ståhejen. Men da jeg rev i hende, rykkede hun sig ikke ud af stedet. Hun blev stående på selv samme sted som før, som havde hun slet ikke opdaget alt den postyr der pludseligt var opstået omkring os.

”Mary,” sagde jeg i et lidt højere toneleje, for at få hende til at reagere. Noget der ikke skulle vise sig at være helt så smart, for folkene omkring os havde tydeligvis hørt det, og lod så deres spørgsmål hagle ned over os igen.

”Mary hvordan er det at date selveste Harry Styles? Ham er alle teenagepiger jo ude efter.”Netop dette spørgsmål nærmest skar gennem luften, som var det meningen at vi begge skulle høre det. Og bare det at Marys navn blev nævnt, tegnede ikke just godt. Nu kendte de også fornavnet på hende, hvorpå de sikkert nok skulle finde frem til hendes efternavn på ingen tid.

”Han er virkelig et kapitel for sig selv. Selvom han til tider har nogle dårlige vaner og en lidt underlig omgangskreds, så holder jeg meget af ham.” Ordene kom fra ingen ringere end Mary. Hvad havde hun lige gang i? Og hvad var det dog for nogle ting hun udtalte sig om? Dårlige vaner? En dårlig omgangskreds?

”Hvad mener du med en dårlig omgangskreds? Vi ved jo godt alle sammen, at han bruger meget tid sammen med de andre bandmedlemmer af One Direction og deres kærester. Så mener du at de har en dårlig indflydelse på ham?” Endnu et spørgsmål kom hakkende ned over os. Hurtigt og nærmere desperat kiggede jeg over på Mary, der så ud til igen at skulle til at besvare journalisten. Der endte det dog med at blive for meget for mig.

Uden at lade hende svare, tog jeg fat i hendes arm og rev hende forsigtig ud fra alt virvaret. Nu skulle turen bare gå hjem til Louis’ og min lejlighed, hvilket ikke kunne gå for langsomt!

***

”Hvad tænker du på, Mary? Hvorfor svarede du dem overhovedet? Og hvad var mine venner med en dårlig omgangskreds at gøre?” Jeg prøvede på at virke irriteret og sur, da jeg udspurgte hende, med det samme hoveddøren var lukket bag os. Dog endte det hele nærmest med at blive en svag hvisken, hvor der intet negativt eller alvorligt indgik i. Det var svært for mig, at virke sur på hende.

”Kan du ikke se det Harry? Kan du virkelig ikke se det?” vrissede hun med en irriteret tone, der overraskede mig gevaldigt. Det var ikke kun første gang hun havde virket sådan i dag. Selv dengang i parken med de små børn, havde hun ladet en negativ stemning tage over. Dog lod jeg det i første omgang passere som om intet var hændt. Men når hun stod og messede med mine venner – Ja så måtte jeg træde i karakter, for det skulle ingen gøre.

”Kan du ikke se, at pigerne ikke kan lide mig? De prøver ikke engang på at få mig med i deres fællesskab. Din veninde, hende Sohpie, hun kigger jo ikke engang på mig. Hver gang jeg prøver på at sige noget til hende, så ignorere hun mig bare eller snakker videre med Eleanor og Danielle. Og ikke nok med det – Ja så er de to andre heller ikke meget bedre. De tre er uadskillelige, Harry. Forstår du ikke det? Hverken Perrie eller jeg kan komme mellem dem. For de giver os ikke én eneste chance for det.” I første omgang blev jeg irriteret over, at hun ikke kunne udtale Sophias navn ordentligt, men jeg kunne se tårerne bryde frem i Marys øjenkroge, så fik jeg medlidenhed med hende. Men jeg forstod hende stadigvæk ikke. Hvad havde hun ment med, at Danielle, Eleanor og Soph ikke lod hende komme ind i deres fællesskab? De virkede da ellers så glade for hende, når vi var sammen alle sammen.

”Er du sikker på, at du ikke bare overreagerer lidt? Jeg er sikker på at de alle sammen holder af dig, præcist som du er. Så bare prøv at snak lidt mere med dem. Det kan være at det hjælper,” prøvede jeg at sige, hvilket jo så også bare endte med at være det forkerte, for hun kiggede hårdt på mig.

”Vil du bare love mig, at du måske lige hiver fat i dem på et tidspunkt? Så kan du selv spørge dem?” kom det sårbart fra hende. Hun lod som om, at hun kunne bryde sammen hvornår det skulle være. Derfor slog jeg mine arme om hende, pressede hende ind til mig og lod mine læber ramme hendes hår. Hun skulle føle sig tryg i mit selskab. Nu da jeg endeligt havde vundet hendes hjerte efter en lang kamp, ville jeg ikke lade hende forlade mig – hvert fald ikke lige med det samme.

”Jeg skal nok snakke med dem, hvis det kan gøre dig glad,” konstaterede jeg, hvilket hurtigt fik et smil frem på hendes læber. Godt hun endelig smilte.

”Faktisk snakkede vi sammen den anden dag om at tage i byen med jer. Er du med på den idé?” Med den anden dag, hentydede hun sikkert til den dag, hvor pigerne var taget på shopping sammen. Da vi havde været sammen dagen efter, lød hun ellers så glad for det de havde oplevet sammen. Derfor var det også lidt svært for mig, at forstå hvad hun mente, når hun sagde, at de andre ikke kunne lide hende. Måske havde hun bare kørt det hele op, fordi hun blev presset af paparazziernes spørgsmål, og alle de ukendte mennesker vi havde været omringet af nede i parken.

”Det lyder da som en god idé. Jeg er helt klart frisk på en bytur en dag sammen med drengene og de andre piger.” At feste med de andre var altid noget jeg nød. Godt nok løb det lidt løbsk nogle gange, men det hørte vel bare med til det ’at være ung’. Vi var trods alt kun unge én gang i livet, så hvorfor ikke nyde det, mens vi havde chancen for det?

Dog måtte jeg holde mit ord overfor hende og snakke med Eleanor, Danielle og Sophia en dag. De skulle vide Mary havde det, så hun ikke længere skulle føle sig udenfor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...