Ocean Of Secrets ❁ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kærlighed er på ingen måde nemt. At alle odds er imod en, at drengen du kan lide, ikke kan lide dig men derimod er forelsket i en anden, og at du er for genert og for bange til at fortælle om dine følelser. Ja sådan har Sophia Callista McKenna det om sin bedste ven, One Direction-kendissen, Harry Styles. De to har været altid været bedste venner, og da følelserne bliver stærkere hos én af de to personer, kan der opstå konflikter, hvilket til tider resulterer i, at et venskab som deres bliver sat på den værste prøve af dem alle – at kærligheden kommer mellem dem.

270Likes
458Kommentarer
35589Visninger
AA

3. It's your choice

”Men hvad vil I så have at der skal ske i dag?” spurgte Danielle ind til, da vi alle havde slået os ned diverse steder i stuen. Zayn og Louis trak hurtigt på skuldrene som svar, mens Liam og Niall forholdt sig tavse. Eleanor sagde heller ikke det helt store, så det virkede som om, at valget stod til Harry og jeg. Ikke just et klogt træk fra de andres side. Hvis bare de vidste hvad Harry og jeg kunne finde på af idéer i sådanne situationer.

”Valget er dit, Hazza,” valgte jeg så alligevel at sige, da jeg ikke orkede at tage kampen op med de andre på nuværende tidspunkt. For det var helt klart noget jeg skulle gøre, hvis jeg kom med et forslag til hvad vi kunne lave. I starten lignede det at han tænkte så det bragede, dog formede der sig på et tidspunkt et skummelt og hemmelighedsfuldt smil på hans læber.

”Åh nej. Med et udtryk som dette, kan det ikke ende med at blive noget godt han har på hjerte,” konstaterede Louis, der som Harrys bedste ven, kendte ham alt for godt. Men jeg gav ham ret – når han havde et smil som dette smørret over læberne, kunne hans idé kun ende med at være noget uventet.

”Vi kunne tage en tur ned i byen, og måske kunne vi tage ind på en af caféerne for at få noget varmt kakao eller noget andet?” Som vi alle have regnet med, så endte hans forslag med at omhandle noget ret uventet. Ville han seriøst ned i byen, hvor der ville være fans rundt om hvert eneste gadehjørne?

”Er du nu sikker på, at det er en god idé, Harry? Du ved at paparazziaerne vil stå klar med deres kameraer og deres latterlige spørgsmål,” kom det fra Zayn, der var hurtigt ude med en kommentar på det tidligere forslag. Alligevel endte Niall med at supplere ved at bryde ind; ”Jeg er frisk på en omgang kakao.” En indskydelse, der hurtigt fik os alle til at grine. Selvfølgelig var han med på idéen – Alt andet ville være mærkeligt, siden han altid havde været glad for mad. Hvert fald havde det været tilfældet så lang tid jeg havde kendt ham.

”Måske burde vi tage forslaget til os, for egentligt at gøre det. Hvad kan der gå galt ved en tur ned i byen? Vi har intet at skjule, og på et eller andet tidspunkt skal vi vel ud af denne her indelukkede lejlighed.” Zayn kom igen med en kommentar, som var helt anderledes end hvad han havde sagt for ganske kort tid siden. Hvordan kunne han bare sådan pludseligt skifte mening omkring det hele?

”Lad os stemme,” foreslog jeg. For hvad var bedre end at lade en afstemning afgøre det hele?

”Ræk hånden op i vejret, jer der er med på forslaget.” Til vores store overraskelse, rakte vi alle en hånd i vejret, hvilket betød at forslaget var godtaget, og at vi nu skulle have varm kakao – og måske også noget at spise hvis det stod til Niall.

***

”Hvad kan hjælpe Dem med?” sagde en lys stemme, da vi alle otte havde fået os slentret ind på en café i Londons bymidte. Mens vi alle stod og studerede ruderne med kage samt andre lækkerier, var Niall allerede i fuld gang med at bestille den helt store portion, som skulle han spise for flere personer.

”Jeg kunne godt tænke mig en vand,” sagde jeg, da lysten til kage ikke just var specielt stor på nuværende tidspunkt. Eleanor og Danielle erklærede sig hurtigt enige i mit valg, og endte også med at bestille noget vand. Zayn, Louis og Liam endte alle tre med at bestille en kop varm kakao, mens Harry var den eneste der ikke rykkede sig ud af stedet. 

”I kan bare gå ned og finde en plads, så prøver jeg lige at få ham her med,” sagde jeg til de andre, og hentydede til at jeg nok skulle sørge for Harry. Han havde ikke rykket sig en tomme, siden vi var kommet ind på denne café. Hurtigt fik jeg givet Danielle min vand, hvorefter jeg så rettede mit blik mod min bedste ven.

”Hvad vil du gerne have, Hazza?” spurgte jeg, mens jeg blidt puffede til ham. Han blinkede slukøret med øjnene, og kiggede så endeligt over på mig.

”Undskyld hvad siger du?” var det eneste der kom fra ham. Hvad skete der lige med ham? På en måde var det som om, at han var til stede, men bare valgte at lukke alt omkring sig ude. Sådan plejede han aldrig at være, så det var uklart for mig, hvad der skete for ham.

”Du er den eneste der mangler at bestille noget. Hvad vil du gerne have?” Jeg valgte at gentage mit tidligere spørgsmål, i håb om, at han måske ville reagere på det denne gang. Dog var det ikke tilfældet. Han var igen gået i 'dvale-mode' hvor intet eller ingen kunne nå ind til ham. Men hvis han ville have det på den måde, var der vel intet jeg kunne gøre. Siden han var atten år gammel, kunne han forhåbentligt godt selv bestille sine ting, når han engang var klar til det. Derfor lod jeg ham også stå, og satte så kurs mod de andre.

”Hvor har du gjort af Harry?”

”Er der sket noget?”

”Er I uvenner?”

Alle sådanne spørgsmål haglede ned over mig, da jeg kom alene hen til de seks andre. Selvfølgelig var Harry og jeg ikke uvenner – det var en ting vi aldrig havde været før. Så hvorfor skulle vi pludselig blive det på den tid vi havde været alene? Så let kom vi skam ikke op at toppes. Selvfølgelig havde vi været uenige i nogle ting gennem vores venskab, men vi havde aldrig skændtes på det højeste, så vi endte med at gå hver til sit med en dårlig følelse. Altid var det sluttet med et kram og en undskyldning fra os begge.

”Bare rolig – Harry og jeg er ikke uvenner. Men han står stadig henne ved disken og … overvejer situationen tror jeg. Det er ligesom om, at alt jeg siger til ham forbliver en sagte hvisken, så han derfor ignorere det.” Jeg stoppede mig selv, da det egentligt gik op for mig hvad der var galt med ham.

”Åh nej,” halvhviskede jeg efterfølgende. De andre så forvirret på mig, dog endte Louis' udtryk også med at ændre sig drastigt på et tidspunkt. Han havde sikkert opfattet det samme som jeg.

”Louis må jeg lige snakke med dig. Bare ganske kort?” fik jeg så fremstammet, da jeg stadig var lidt i chok. Selvom jeg ikke burde reagere som jeg gjorde, var der alligevel noget over denne situation som fik mig gjort utilpas. Louis nikke kort, og valgte så at gå med hen til et bord lidt væk fra alting.

”Tror du at det kan have noget med hende ekspedienten at gøre?” Jeg valgte at springe direkte ud i emnet, som jeg havde på fornemmelsen var årsagen til Harrys opførsel. Altså hende pigen bag disken, som havde ekspederet os alle var vel meget pæn, dog havde jeg ikke lagt yderligt mærke til hvordan hun så ud.

”Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er Harry blevet meget optaget af hendes udseende, og da du ikke kunne få ham med herhen, kunne det meget let være, at han funderede over en måde at invitere hende ud på,” konstaterede Louis, med den ene hånd støttende til sit ansigt, som tænkte han så det bragede. Det at han var så ærlig overfor mig, fik mig bare til at blive endnu mere skræmt. Hvis Harry i sidste ende ville ende med at invitere hende pigen ud, vidste jeg ikke hvad der ville komme til at ske efterfølgende.

”Hvis han falder for hende – sådan for alvor, så er det slut med 'Sophia og Harry'. Han vil ende med at glemme mig.” Harry havde tidligere haft noget kørende med nogle piger – for eksempel Caroline Flack. Da de to brugte en del tid sammen, blev jeg overladt til mig selv, da han på en måde glemte mig. Måske var det at han ville glemme mig, den største frygt ved at han kiggede sådan på hende pigen bag disken.

”Lad det ikke slå dig ud, Soph. Det kan være, at han bare syntes hun var tiltrækkende, og at han så senere har glemt alt om hende. Uanset hvad der kommer til at ske, så vil han ikke glemme dig. Det lover jeg dig,” fastslog Louis som den unikke og kærlige ven han var. Forsigtigt lagde han en arm om min skulder, og trak mig så ind i et kram.

”Kom. Vi går tilbage til de andre. Måske har Harry allerede slået sig ned ved dem,” fortsatte han, hvorefter vi så forlod vores nyfundne bord, for derefter at sætte kurs mod de andre.

 

Som jeg havde håbet på, sad Harry mellem Liam og Niall, da Louis og jeg nærmede sig. Et lille smil formede sig på mine læber, ved tanken om, at jeg nok bare havde kørt hele situationen ud på et sidespor, hvor jeg til sidst ikke kunne bunde. Altså – jeg havde sikkert overreageret … Og dog. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...