Ocean Of Secrets ❁ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kærlighed er på ingen måde nemt. At alle odds er imod en, at drengen du kan lide, ikke kan lide dig men derimod er forelsket i en anden, og at du er for genert og for bange til at fortælle om dine følelser. Ja sådan har Sophia Callista McKenna det om sin bedste ven, One Direction-kendissen, Harry Styles. De to har været altid været bedste venner, og da følelserne bliver stærkere hos én af de to personer, kan der opstå konflikter, hvilket til tider resulterer i, at et venskab som deres bliver sat på den værste prøve af dem alle – at kærligheden kommer mellem dem.

268Likes
458Kommentarer
33720Visninger
AA

21. I need to find you

Regnen silede ned på forruden af bilen, da jeg var på vej hen til Sophia. 

Mange tanker fór gennem mit hoved. Hvad skulle jeg dog gøre når jeg så hende? Og ville hun overhovedet kunne tilgive mig, når jeg begyndte at komme med latterlige undskyldninger?

Jeg havde svinet hende til så mange gange her på det seneste stykke tid, og jeg havde endda løjet omkring det vi havde lavet sammen den nat vi alle var i taget byen. 

Selvom jeg ikke fortrød det vi havde haft gang i på handicaptoilettet, især ikke nu da jeg var blevet hundrede procent sikker på mine følelser, så følte jeg mig alligevel som en idiot over, at jeg netop kunne finde på at afvise alt det vi havde haft gang i. Det havde jo tydeligvis haft en indflydelse på mig, og måske også hende. 

 

*** 

Da jeg nåede mit mål, fik jeg hurtigt standset bilen, og nærmest spænede ud i regnen efterfølgende. 

Der var lys i det ellers så bekendte kompleks, hvilket jeg opdagede da jeg begav mig op mod hoveddøren. Det fik mig til at smile. Lyset betød at der var en stor sandsynlighed for, at der netop var nogen hjemme. Så måske heldet for en gangs skyld skulle være på min side. 

Jeg bankede hurtigt på døren, da jeg nåede helt derop. Mit hjerte bankede med hundredeogfirs kilometer i timen. Nok mest fordi jeg var sindssygt nervøs for det der ville ske, når Soph åbnede døren, hvis hun altså ville åbne, men nok også fordi jeg var bange for at blive afvist. 

Hvis hun ville afvise mig, måtte jeg først fortælle hende hvordan jeg følte, så hun i det mindste kendte til mine følelser. 

Sekunderne og minutterne gik, og ingen åbnede døren. Igen ringede jeg på, da det kunne være, at hun ikke havde hørt det første gang. Men siden der heller var nogen reaktion ved dette kald, sukkede jeg kort. 

Måske havde hun slet ikke lyst til at snakke med mig. Dog kunne jeg egentligt godt forstå hende. 

Alligevel ville jeg fortælle hende nogle ting – jeg ville undskylde. 

Hurtigt tog jeg fat i dørhåndtaget, og prøvede at trække ned i det, da jeg først dér indså at der var låst. 

Det fik mig til at trække kort på smilebåndet. Hun var jo slet ikke hjemme. 

Men selvom jeg havde smilt, væltede spørgsmålene hurtigt ned over mig. Hvis hun ikke var her, og ikke var sammen med Danielle og Eleanor da de stadig var sammen med de andre, hvor kunne hun så være?

Frygten for, at der kunne være sket hende noget, ramte mig pludseligt. 

Hun kunne være hvor som helst. Måske hun havde valgt at tage et fly væk fra England, for at komme så langt væk som muligt. Måske hun rendte gennemblødt rundt i dette dårlige vejr, og med regnen silende ned over sig. 

Ergo måtte jeg finde hende. Om det så betød, at jeg måtte køre land og rige rundt for det. Men jeg var mere end villig til at gøre det. 

Hurtigt lød jeg ud i bilen igen, og skulle lige til at starte den, da min mobil ringede. Uden at kigge på displayet, trykkede jeg bare på den grønne knap og besvarede opkaldet. 

”Hallo,” var det eneste jeg sagde, mens jeg afventede et svar. 

”Åh gud Harry. Jeg er så glad for, at du tager din telefon. Hvor blev du af da vi var ude på vores gåtur? Pludselig var du bare væk,” kunne jeg høre en lidt for irriterende stemme sige i den anden ende af telefonen. 

Det var Mary der ringede. Ikke ligefrem den person jeg havde mest lyst til at snakke med på nuværende tidspunkt. 

Dog lød hun ikke til, at have lagt mærke til det mindste der havde foregået omkring hende. 

Havde hun slet ikke opdaget, at jeg havde fortalt hende i parken?

”Selvom vi aldrig nåede at tage skridtet videre, er vi to fortid. Jeg kan ikke bruge folk der kun udnytter mig, for selv at komme frem i rampelyset. Du har aldrig brudt dig om mig, og du har bare selv villet havde opmærksomhed. Jeg skulle have lyttet til Sophia og de andre helt fra starten af, da de altid havde haft ret angående dig. Lad være med at kontakte mig igen, og sig bare alt hvad du vil til medierne. Ingen vil alligevel tro dig, hvis rygtet om, at du bare brugte mig kom ud til alle folk i hele verden.” Og med de ord trykkede jeg hårdt den røde knap i bund, inden hun kunne nå at svare mig. 

Hun havde ingenting at skulle have sagt til mig. Jeg havde på ganske få timer indset hvad virkelige venner virkeligt var. 

Derfor fik jeg også hurtigt tændt bilen, og kørte så mod London Centrum.

***

Hyde Park var mit første stop, da jeg nåede ned til centrum. Ikke mange folk var udendørs i dette dårlige vejr, men det var vel også forståeligt, eftersom at regnen fortsatte med at styrte ned fra den efterhånden overdækkede himmel. 

Selvom klokken ikke var mere end godt og vel ni-ti stykker om aftenen, var det allerede begyndt at blive mørkt. 

Ikke just noget der hjalp mig på min søgen efter min bedste veninde. 

Så mens jeg løb rundt i Hyde Park, med en hætte trukket godt op om mit hoved, så mine krøller ikke endte med at klistre sig til mit ansigt, måtte jeg erkende at hun nok ikke befandt sig her. Jeg havde tjekket hver eneste bænk for spor efter hende, og selv hver eneste træ havde jeg undersøgt. Næsten som en sporhund, der var på jagt med sin ejer. 

Måske hun havde søgt ly på en restaurant. Problemet var så bare, at der var tusindvis af den slags her i London. Det var jo trods alt Englands hovedstad. 

Dog skulle det ikke få mig til at droppe min søgen. Jeg måtte og skulle finde hende. 

***

Da klokken havde rundet elleve, gav jeg op – hvert fald for i dag. Hun var ingen steder. Jeg havde ledt overalt. Hyde Park var blevet tjekket igennem, jeg havde været på Oxford Street, I Soho Området, China Town, Buckingham Palace, området omkring Big Ben og andre steder, jeg aldrig havde været før. Derfor valgte jeg at gå ned til det sted, hvor Sophia og jeg altid plejede at hænge ud sammen – afsatsen overfor London Eye. En afsats der egentligt ikke var specielt sikker. Hvis du hoppede op på den, for derefter at tage bare ét skridt frem, så endte du med at falde. Og ikke bare to eller tre meter. Nej du endte med at falde over ti meter, for derefter at ende direkte i Themsen. 

Men det var en afsats vi normalt tilbragte en del tid på, side om side. Især om aftenen, da vi så havde en god udsigt til London Eye, der altid lyste så smukt op i nattens mumle mørke. 

Det var her vi plejede at fortælle hinanden vores dybeste hemmeligheder. Hver hvor vi normalt plejede at dele alt med hinanden. Så måske var det også grunden til, at jeg ville tilbringe lidt tid her på nuværende tidspunkt. 

Jeg havde vel bare brug for at tænke nogle ting igennem. 

Men da jeg nærmede mig min ’endestation’ måtte jeg alligevel stoppe op, for lige at nive mig en gang i armen. På afsatsen, der stadig var et stykke fra mig, stod en mørk skikkelse. En gennemblødt, sort skikkelse, der stod lænet et godt stykke ud over havet, som var personen klar til at hoppe hvornår det skulle være. 

Dog var det ikke bare hvilken som helt ligegyldig person. Håret der flagerede i vinden, mens regnen omsvøbte det, samt den slanke krop der tidligere havde tiltrukket mig, var ikke til at tage fejl af. Det var hende. Det var Sophia. 

En varm fornemmelse skød hurtigt gennem min krop, da det gik op for mig, at jeg endeligt havde fundet hende. Efter så lang tids søgen, hvor jeg nærmest havde været gennem hver eneste del af London. Og så stod hun her. På vores sted. 

Hurtigt slog jeg så en hånd i panden på mig selv. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på dette noget før? Selvfølgelig ville hun være her, hvor vi to brugte en del tid. Det var jo også her hun plejede at tænke, hvilket hun før havde fortalt mig. 

Mine tanker blev dog brudt af hende der langsomt tog et museskridt tættere på enden af afsatsen. Hvad havde hun dog tænkt sig at gøre? Vel ikke at springe. For hvis det var tilfældet, måtte jeg være klar på at skulle springe på hovedet i Themsen, for netop at redde hende. 

En idé fór gennem mit hoved, og det stod hurtigt klart for mig, hvad jeg egentligt burde gøre…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...