Ocean Of Secrets ❁ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kærlighed er på ingen måde nemt. At alle odds er imod en, at drengen du kan lide, ikke kan lide dig men derimod er forelsket i en anden, og at du er for genert og for bange til at fortælle om dine følelser. Ja sådan har Sophia Callista McKenna det om sin bedste ven, One Direction-kendissen, Harry Styles. De to har været altid været bedste venner, og da følelserne bliver stærkere hos én af de to personer, kan der opstå konflikter, hvilket til tider resulterer i, at et venskab som deres bliver sat på den værste prøve af dem alle – at kærligheden kommer mellem dem.

268Likes
458Kommentarer
34082Visninger
AA

7. I gotta a feeling

“Men jeg forstår det simpelthen bare ikke. Hvordan kan man skifte mening omkring noget stort, på kort tid?” På nuværende tidspunkt, var jeg begyndt at få alle mine aggressioner ud, med hjælp fra mine to bedste veninder. Harry var næsten lige taget på date med Mary, efter at de to havde aftalt det på caféen for omkring en uge siden.

”Rolig nu, ven. Hvordan kan det være, at du lige pludseligt reagere sådan som du gør nu? Sådan plejer du aldrig at være.” Danielle tog hurtigt over for Eleanor:

”Du plejer da altid at støtte op om alt Harry foretager sig. Hvad er problemet så i denne situation?” Vi sad alle tre hjemme i Louis og Harry's sofa, mens drengene, på nær Harry, var taget ned i byen til et eller andet event. Jeg sukkede kort. Ja hvad var mit problem egentligt?

”Måske er jeg bare bange for, at han glemmer mig, hvis han bruger for meget tid sammen med Mary. Så bliver hun pludselig den vigtigste pige i hans liv, og jeg bliver tilsidesat.” Først kiggede Danielle og Eleanor på mig mens jeg snakkede, dog endte det med, at de rettede deres blikke mod hinanden, hvorefter et stort smil bredte sig på begge deres læber. Hurtigt løftede jeg mit ene øjenbryn. Hvad havde de lige gang i?

 

”Må jeg gerne spørge dig om noget søde?” Eleanors blide stemme, kunne ikke gøre andet end at få mig til at nikke på hovedet. Forsigtigt rykkede hun tættere på mig og lagde forsigtigt en hånd på mit lår.

”Er du sikker på, at du ikke føler noget for Harry?”

”For ud fra de få ting du har fortalt omkring hende Mary, og den måde du ikke vil miste ham på, kunne godt tyde på, at du måske har lidt mere end bare venskabelige følelser for ham.” Danielle og Eleanor supplerede hinanden, hvilket de altid gjorde i sådanne alvorlige situationer. Det viste dog bare at de næsten altid havde samme mening om tingene. Normalt plejede jeg at være på deres side gennem alt, alligevel kom dette spørgsmål meget bag på mig.

”Så I tror, at jeg er forelsket i min bedste ven?” spurgte jeg overrasket om, og måtte gøre alt for ikke at ryste opgivende på hovedet. Hvorfor skulle jeg være forelsket i Harry? Vi havde været bedste venner gennem hele vores liv, så hvorfor smide det hele væk nu, fordi mine to veninder troede jeg bar forelsket i ham?

”Det virker bare sådan, ven. Du vil ikke miste ham. Du kan ikke lide hende Mary han nu er på date med. Du vil ham altid det bedste, og alligevel hjælper du ham med at vinde hende pigens hjerte. Selvom du ikke kan lide hende. Hvad er pointen overhovedet med det?” Danielle kiggede på mig, med et udtryk jeg aldrig havde set før. Mest af alt var det fyldt med bekymring, dog var der også en snert af alvor i det blik jeg fik tilsendt.

”Jeg…” Da jeg skulle til at benægte endnu en gang, ringede min telefon. Harry stod der på displayet. Undskyldende kiggede jeg over på to de, men de nikkede bare som et tegn på, at jeg bare skulle besvare opkaldet.

”Hej Harry,” halvmumlede jeg, da jeg havde fået trykket på den grønne knap på mobilen. Eleanor og Danielle lavede ansigter til mig, formede hjerter med deres hænder og krammede hinanden, som et tegn på at de bestemt troede jeg følte noget for Harry. Prøvede de ligefrem på at drille mig, nu hvor jeg snakkede i telefon med ham? Til tider var de to virkelig et kapitel for sig selv – dog et godt ’kapitel’.

”Jeg har brug for din hjælp Sophia … igen,” kom det fra ham. Jeg havde forestillet mig, at han ville virke glad og munter – han var trods alt på date med en pige. Dog ændrede den forventning sig hurtigt, da han startede ud med bruge hele mit fornavn allerede i det første han sagde til mig.

”Det er Sophia’s hjælpeservice. Hun er i dag ikke til stede, da hun hænger ud med sine to bedste veninder. Så læg venligst en besked efter klartonen, og hun vil ringe tilbage når hun engang har tid,” sagde jeg lidt efter, hvilket fik os tre piger til at grine. Egentligt var det ikke for at gøre grin med Harry at jeg sagde det, men han virkede som en der havde brug for at blive muntret lidt op.

”Vil du hjælpe mig eller ej?” svarede han bare spydigt, hvilket fik mig til at gyse over hele kroppen. Han lød så alvorlig. Så … hård, hvilket jeg aldrig havde oplevet før.

”Når du snakker sådan til mig, kan du godt glemme alt om min hjælp.” Hvis det var sådan kammertonen lød på nuværende tidspunkt, kunne han da bare få igen med sin egen medicin. Men selvom jeg prøvede på at lyde hård, som han også lige havde gjort, var der noget der fik mig stoppet i sidste øjeblik. Hvorfor skulle jeg spille smart overfor Harry? Hvis han havde brug for min hjælp, måtte jeg vel hjælpe ham så godt jeg kunne, i stedet for at svare ham igen, fordi han ikke havde snakket specielt pænt en enkelt gang.

”Men så ses vi…” Jeg afbrød ham hurtigt inden han kunne nå at afbryd forbindelsen mellem os:

”Det var ikke min mening at svare dig igen. Jeg troede bare du var på date med Mary og havde andet at give dig til, end at spørge efter min hjælp.” ”Det er netop derfor jeg ringer,” indrømmede han sukkende, inden han så fortsatte med at forklare: ”Hun er netop lige gået på toilettet. Men jeg føler bare ikke at kemien mellem os er specielt god. Hver gang jeg prøver på at starte en samtale op med hende, er det som om, at hun bare svarer med korte sætninger, for så derefter igen at kigge rundt på folkene omkring os. Som om at deres mening omkring hende er vigtigere end hvad jeg syntes.” Ud fra hvad han fortalte, lød det som om, at Mary søgte opmærksomhed fra de mennesker der var rundt om dem. Som om, at hun ville have at de opdagede hvem hun var på date med. At hun var blevet inviteret ud af selveste Harry Edward Styles.

”Begynd at snakke om jeres musik. Spørg om hun lytter til jeres sange, eller om hvilken genre hun er til. Der er tonsvis af emner i kan snakke om. Det gælder bare om at gribe chancen. Få hende til at falde for dig. Vis hende hvem der kan vinde enhver piges hjerte, Harry. Hun kan umuligt stå for din charme.” Jeg kunne høre, at mine ord fik ham til at grine. Noget der også hurtigt fik smilet frem på mine læber. Der fandtes ikke en bedre  følelse, end at få nogle af mine tætteste venner til at grine, ved noget jeg sagde.

”Hun kommer nu. Vi snakkes senere, Soph. Tak for hjælpen endnu en gang – Du er den bedste.” Derefter havde han allerede afbrudt forbindelsen mellem os, inden jeg kunne nå at svare ham.

 

”Og du siger du ikke føler noget for ham? Hvis du ikke følte noget for ham, ville du ikke skifte mening og humør så hurtigt, Calli. Så ville du ikke blive ved med at hjælpe ham med til, at vinde hende Marys hjerte. For selvom du måske godt kan lide ham, vil du også bare se ham være glad.” Eleanor og Danielle var de eneste der brugte et slags ’kælenavn’ til mig taget ud fra mit mellemnavn – Callista. Så hver gang de brugte det, var det for at virke alvorlige. Som hver gang Harry brugte hele mit fornavn, når han mente noget var alvorligt.

”Og hvis vi ikke tager meget fejl, så tænker du på ham lige nu,” kom det så fra Danielle. Ja de var hvert fald ikke så nemme at snyde. Ingen af dem.

”Jeg kan ikke lide ham som mere end min ven. Hvis det er Mary han vil have, så hjælper jeg gerne til for at han vinder hendes hjerte. For når han er glad, så er jeg også glad.” Selvom det ikke var meningen, så endte det med at blive en svag mumlen. Noget som bare fik mine to veninder til at drille mig endnu mere.

De to stoppede ikke med at drille mig, så selvom jeg blev ved med at benægte mine følelser til Harry, blev de ved. Problemet var bare – jeg vidste ikke engang selv hvad jeg følte. Måske fik jeg da til tider lidt sommerfugle i maven, når min bedste ven var omkring mig, eller når vi krammede.

Måske følte jeg noget – Måske ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...