Ocean Of Secrets ❁ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Færdig
Kærlighed er på ingen måde nemt. At alle odds er imod en, at drengen du kan lide, ikke kan lide dig men derimod er forelsket i en anden, og at du er for genert og for bange til at fortælle om dine følelser. Ja sådan har Sophia Callista McKenna det om sin bedste ven, One Direction-kendissen, Harry Styles. De to har været altid været bedste venner, og da følelserne bliver stærkere hos én af de to personer, kan der opstå konflikter, hvilket til tider resulterer i, at et venskab som deres bliver sat på den værste prøve af dem alle – at kærligheden kommer mellem dem.

268Likes
458Kommentarer
33747Visninger
AA

16. Hey You

 

Sophias synsvinkel:

Dagene gik, hvor jeg intet hørte fra Harry. Vi havde ikke snakket sammen i godt og vel to en halv uge.  Måske havde han forstået, at jeg manglede en pause fra ham. Det hele var bare blevet for meget for mig den dag hjemme ved ham og Louis. Bare det, at han afviste og løj mig direkte op i hovedet havde gjort mig umådeligt vred. Dog havde det gjort mig mindst lige så ked af det, da jeg aldrig havde turdet håbe på, at han ville være så latterlig og så ligeglad. Var det alt sammen for at beholde Mary som sin flirt, for derefter at smide alt det væk vi havde haft sammen? Godt nok kendte han ikke til mine hemmelige følelser for ham, men burde signalerne ikke fortælle det hele? Kunne han ikke se i mine øjne, den nat på toilettet, at jeg nød at være så tæt på ham? Jeg nød at føle hans læber mod mine, og føle de stød der gang på gang fór gennem min krop, når han rørte ved mig på en intenst måde. Men han måtte tydeligvis være noget så ufatteligt blind … og egoistisk.

”Drengene kommer over senere, så jeg syntes, at du skal blive her og hilse på dem.” Danielle hviskede mig blidt ind i øret, da jeg igen var faldet i søvn hjemme ved hende og Liam. Det var efterhånden sket et par gange her på det sidste stykke tid. Jeg havde tilbragt en del tid i selvskab med Danielle og Eleanor, som sædvanligt, dog havde Liam og Louis også været en god støtte for mig. Louis havde tidligere snakket med Harry om en masse ting, men om hvad de ordret havde snakket om, ville han underligt nok ikke fortælle mig. Hvorfor, vidste jeg ikke.

”Hvis Harry kommer, er jeg her ikke i aften,” halvmumlede jeg bare som svar. Selvom jeg var træt, betød det ikke, at jeg ikke stod ved det jeg lige havde sagt. Hvis Harry kom, som han sikkert gjorde, så var jeg ikke at finde i dette hus. Vi to skulle ikke tilbringe mere tid sammen end højst nødvendigt, hvilket det ikke havde været siden vores lille skænderi. Derfor kunne jeg heller ikke overskue, hvis vi i dag skulle til at tale sammen igen. Jeg kunne ikke rumme flere af hans løgne, flere af hans undskyldninger og flere af hans afvisninger. Det hele var bare for meget for mig.

”Lad nu være med det pjat, søde. Du behøver jo ikke at snakke med ham, men I kan vel altid hygge jer hver for sig,” blev hun ved, som om hun ligefrem bad mig om at blive ved hende. Derefter sendte hun mig de berømte ”Danielle-Peazer” hundeøjne, som hun vidste at jeg ikke kunne stå for.

”Så lad gå. Men hvis han prøver på at lyve igen… Så er jeg nok ikke at finde i samme rum som ham,” måtte jeg dog indrømme, så hun ikke pludseligt ville blive bange eller skræmt, hvis jeg bare lige sådan var væk. Det ville der så være en helt speciel grund til.

”Du er den bedste,” grinte hun, og gav mig så et stort kram. Noget der hurtigt kunne få et ægte smil plantet om mine læber. Hun kunne altid få mig til at grine og smile, også selvom jeg mest af alt havde lyst til at sætte mig og stortude. Men sådan var mit venskab til hende og Eleanor. Det var helt unikt, og kunne ikke beskrives med flere tusinde ord.

***

”Skal vi ikke gå ind til Perrie og Mary?” foreslog Eleanor, da vi tre piger bare havde slået os ned ude i Liam og Danielles smarte køkken. Det var nemt at høre, hvordan ironien i hendes spørgsmål kom frem. Mary og Perrie var åbenbart også kommet med, selvom jeg kun troede, at det var en aften for drengene. Men på det punkt havde jeg så taget grueligt fejl.

”Hvad siger I til, at vi udspionere dem?” grinte Danielle, som var det tid til at lege små ti-årige piger igen, der hele tiden udspionerede for at få det nyeste sladder af vide. Dog lød det ikke som en helt dårlig idé, for ingen vidste vel, hvad vi kunne ende med at få ud af denne lille leg.

”Jeg er frisk,” nærmest udbrød Eleanor, hvorefter de så begge rettede deres blikke mod mig, afventende for et svar.

”Tja… Hvorfor ikke?” indrømmede jeg så mens jeg grinte. Denne lille spionage skulle nok blive sjov.

”Så du henter to glas inde i køkkenet, som vi kan sætte på døren. Det hjælper en til bedre at kunne høre hvad de snakker om.” Jeg havde tit leget denne leg, da jeg var mindre, faktisk sammen med Harry, derfor vidste og kendte jeg også til alle de gode rekvisitter vi kunne bruge, for at forøge chancerne for kunne høre bedre.

”Dem henter jeg med det samme,” sang Danielle og nærmest spurtede ud i køkkenet, hvorefter hun hurtigt var tilbage med to glas. Et til hende og et til mig. Jeg havde andre planer i sigte med hensyn til Eleanor.

”Eleanor, kan du ikke gå ind og holde drengene med selvskab, så de ikke går nogen steder? Vi skulle helst ikke have dem til at forlade stuen, for at sætte kursen mod soveværelset,” hviskede jeg, så Perrie og Mary ikke kunne høre noget af det vi snakkede om. Vi skulle helst ikke blive opdaget.

”Skal ske, sir,” sagde hun hurtigt, inden hun så gjorde honnør og gik ind i stuen med raske skridt.

Derefter gik operation ”aflyt-ved-døren” i gang.

***

”Men jeg forstår bare ikke hvorfor du bliver ved med at køre i det. Hvorfor fortæller du ikke bare hvordan du har … ” Perries stemme kunne svagt høres gennem de glas, Daniele og jeg stod klisteret til med det ene øre. Det lød til, at Mary og Perrie havde gang i en rimelig alvorlig og seriøs samtale. Sådan lød det hvert fald.

”Hvis jeg gør det, ville det jo ødelægge det hele, hvilket ikke må ske. Jeg er nødt til at … ” Da Mary begyndte at snakke, var det at min nysgerrighed for alvor tog til. Selvom jeg til tider ikke fik hele deres sætning med, forstod jeg dog de små bidder jeg hørte af og til. Jeg forstod princippet i det de snakkede om, og jeg måtte indrømme, at jeg var forarget. Mit blik rettede jeg hurtigt over mod Danielle, der nu også kiggede på mig.

”Hvad sker der lige for hende?” hviskede hun til mig, og hentydede med garanti til Mary, og det hun lige havde sagt til Perrie. Utroligt at Perrie rent faktisk ville finde sig i det, og at hun ikke bare gav hende et slag på skulderen, for derefter at forlade rummet med det samme! I princippet ville det have været meget lettere for os alle – bortset fra Harry og Mary.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne svare dig på det. Lad os håbe på, at vi senere kan få det ud af Perrie, uden at afsløre, at vi har lyttet ved dørene,” sagde jeg, men kom så til at gøre noget dumt efterfølgende. Glasset jeg havde haft presset mod døren, endte med at glide ud af mit greb, og ramte hårdt klinkerne under os. Dertil splintrede det i flere tusinde stykker, og gav samtidigt også et ordentligt brag fra sig.

”Fuck,” hviskede jeg panisk, og skubbede hurtigt alle glasskårende væk fra soveværelsesdøren, og hen mod køkkenet, så ingen ville fatte mistanke. Mistanke om, at vi havde stået og lyttet til hvad Perrie og Mary snakkede om.

”Hvad var det?” kom det så fra en del af de andre, der pludseligt stod i åbningen ind til køkkenet. Dertil også Perrie og Mary. Ja selv Harry stod der og studerede situationen. Jeg kiggede forsigtigt hen på ham, og fangede hans blik, for første gang siden vores skænderi. På en måde udtrykte de sorg i takt med, at de også var fulde af begær og vrede. Som om at det hele var min skyld.

”Hvad sker der?” spurgte Niall hurtigt om med blikket rettet mod Danielle og jeg. Vi trak begge på skudrende, inden jeg slog blikket væk fra Harry, og satte mig på hug ved glasskårene.

”Sophia skulle bare lige vise mig, at hun kunne jonglere med to glas, og så endte det selvfølgelig med at gå galt for hende, hvilket har resulteret i dette rod,” grinte Danielle, der prøvede på at finde en god dækhistorie. Eleanors grin fyldte lidt efter rummet, da hun jo godt vidste at det ikke var helt sandt. Heldigvis så de andre ud til at købe Danielles forklaring, selvom den var sindssygt plat. Hvorfor skulle jeg dog også stå herude i køkkenet og jonglere med to glas? Hvor hjernelam troede de lige, at jeg var?

”Du er ikke særlig klog, Soph,” kom det grinende fra Zayn og Louis, der ligesom Eleanor begyndte at grine. Harry stod bare med et stift blik rettet mod gulvet og på glasset. Hvorfor var han så kold? Burde det ikke være mig der skulle være kold overfor ham? Det var trods alt ham, der havde været skyld i alt det her påstyr og virvar mellem os.

Perrie kom forsigtigt hen og satte sig ved siden af mig, hvorefter hun hurtigt hviskede: ”Når du har fået ryddet det her op, skal jeg lige snakke med dig. Jeg skal fortælle dig noget vigtigt.” Derefter klappede hun mig blidt på skulderen, og forlod så rummet. Hvor kom den lige fra? Og hvad skulle hun dog fortælle mig, siden det var så vigtigt, at hun ligefrem hviskede det til mig. Måtte de andre ikke høre det?

”Danielle har du tænkt dig at hjælpe mig lidt, eller vil du stå og grine sammen med Eleanor og de andre,” surmulede jeg for sjovt, da ingen endnu havde meldt sig frivilligt til at hjælpe med at rydde rodet op. Egentligt var det mest bare ment som en joke, at hun skulle hjælpe mig, da hun ligesom havde bildt de andre ind, at jeg åbenbart var sindssygt klodset, fordi jeg simpelthen lige skulle prøve at jonglere med to glas!

”Jeg syntes faktisk at du klarer det meget godt selv, søde,” valgte hun så bare at svare, og forlod så rummet med de andre – alle pånær én. Harry blev stående inde i køkkenet, mens jeg samlede alle glasskårene sammen i stilhed. Måske havde det været hendes plan fra starten, at lade os være alene, så vi kunne snakke lidt om de ting og misforståelser der var sket mellem os.

”Hej,” startede han ud, som om intet var sket mellem os. Som om at skænderiet hjemme ved ham og Louis aldrig havde fundet sted. Så selvom jeg egentligt ikke havde lyst til at svare ham, fandt jeg det også meget uhøfligt ikke at sige noget.

”Hej,” mumlede jeg bare, da de sidste skår var samlet op, og var blevet smidt i skraldespanden. Jeg fandt hurtigt Liam og Danielles støvsuger frem, hvilken jeg underligt nok vidste hvor stod.

”Jeg er…” Mere nåede jeg ikke at høre, da jeg valgte at starte for støvsugeren, så larmen fra den ligesom slugte det han prøvede på at sige. Hvis han ville noget, måtte han da i det mindste starte med at sige undskyld, og komme med en rigtig god grund til at afvise det vi havde lavet sammen.

”Bare lad mig være Harry. Gå ind til Mary, og benægt lidt flere ting overfor hende. For hvis du vil leve livet på en løgn, ja så syntes jeg da bare, at du skal have lov til det,” konstaterede jeg i en lidt hård tone, da støvsugeren igen var stoppet, og da den igen var blevet sat på plads. Og med de ord lod jeg ham stå alene tilbage i køkkenet, mens jeg begav mig ind til Perrie, der jo åbenbart havde noget meget vigtigt at fortælle mig. Noget som de andre under ingen omstændigheder måtte få af vide!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...