Sarah's adventure - One Direction.

Den 17 årige Sarah Morris lever et anderledes liv end nogen anden pige. Hendes forældre gik bort i en trafikulykke, og hun lever nu med sine rige bedsteforældre. Hendes bedsteforældre giver hende alt, men intet af det, vil Sarah have. Hun vil bare gerne opleve verden, se noget, gør noget. En dag møder hun det berømte boy-band One Direction. Hun bliver ellevild, da de spørger hende, om hun vil med på turné. Men hvad sker der, når en smuk pige, er sammen med fem charmerende drenge? Kommer der drama tværs dem alle? Og kan Sarah holde paparazzierne ud?

19Likes
41Kommentarer
3776Visninger
AA

3. 3

Sommerferien var endelig kommet, og jeg havde været flittig at rydde mit værelse, så der nu stod en seng og en masse papkasser rundt i værelset. Mine gardiner, mit skrivebord, tøjskab alt væk. Jeg stod i dørkammen og betragede mit værelse fra gulv til loft. Jeg fandt det underligt, at jeg skulle bo i byen, og ikke ude på landet, men jeg var glad. Lykkelig. 

"Sarah!", hørte jeg en stemme råbe. Det var selvfølgelig Cady. Jeg gik ud på opgangen, og Cady stod nede ved trappen.

"Flyttebilen er her, søde. Martha kommer og hjælper dig.", sagde hun og smilede. Jeg nikkede og smilede. Cady gik sin vej, og jeg kunne høre hende snøfte. Hun var selvfølgelig ked af, at jeg skulle væk. 

 Jeg stod med en kasse i mine arme, som var fyldt med sko - selvfølgelig. Jeg gik ud på opgangen, og der stødte jeg ind på Martha. Hun smilede venligt til mig, og gik ind på værelse og hentede en kasse. Da hun kom tilbage fulgtes vi begge ned ad trappen.

"Glæder du dig, til og se din lejlighed?", spurgte hun. Hendes øjne lyste, men ude i hende øjekrog faldt der en tåre. Jeg smilede. 

"Ja, meget.", svarede jeg. Vi gik ud af den store hoveddør, og hen til flyttebilen, hvor fire mænd stod klar til og modtage vores kasser. To af flyttemændene tilbyd deres hjælp med og hente kasser, og det takkede jeg ja til. 

 Da værelset var tomt, og flyttebilen var fyldt, skulle jeg tage afsked med mine bedsteforældre og Martha. Jeg begyndte med Martha. Jeg omfavnede hende, og tåre faldt fra hendes og mine kinder. 

"Årh.. Søde. Jeg kommer sådan til og savne dig!", sagde hun og klemte til. Det gjorde kun lidt ondt på mig, men det ignorerede jeg. 

"Jeg kommer også til og savne dig Martha.". Vi gav let slip på hinanden, og så omfavnede jeg Joshua. Han kyssede mig selvfølgelig blidt på panden og ønskede mig held og lykke. Jeg gav slip på ham, og kiggede på Cady. Hun havde papir i hånden, til og tørre hendes øjne med. Tårer trillede atter ned. Jeg gav hende et stort kram. 

"Min pige. Jeg elsker dig og ufattelig meget, og jeg kommer til og savne dig.", sagde hun og kyssede mig på kinden. 

"I lige måde bedstemor.", svarede jeg og kyssede hende tilbage. Hun gav slip på mig. Jeg smilede til dem alle, og gik hen mod flyttebilen. Den yngste af flyttemændene hjalp mig op i bilen, og lukkede forsigtigt døren efter sig. Og så var vi kørt. 

 

 London var utrolig flot. Jeg havde selvfølgelig boet i London, men det har været i udkanten af byen. Selvfølgelig udover dengang mine forældre levede.. 

Vi stoppede foran en stor, hvid bygning. Jeg gik ud af bilen, og kiggede op og ned ad bygningen. Den ældste af flyttemændene bad mig om, at gå ind og se om jeg kunne finde ejendomsmælderen. Jeg gik ind i bygningen, og der stod en kvinde, iført kul sort tøj, som havde et skilt i sine hænder, hvor der stod 'Sarah Morris.'. Jeg gik hen mod hende, og kvinden sank skiltet. 

"Hej, jeg er Sarah Morris.", sagde jeg høfligt, og rakte hånden frem. 

"Goddag Ms. Morris, jeg er Tori Brogess, ejendomsmælder.", sagde hun og tog imod min rakte hånd. 

"Lad os få flyttemændene med ind, så de kan se, hvilken lejlighed, der er din.", sagde hun og gik ud for at hente dem. Noget tid efter kom de tilbage, og Tori gjorde tegn til at jeg skulle følge hende. 

Vi tog elevatoren, og Tori klikkede på tallet 8. Jeg stod og kiggede skiftevis på at tallene lyste op. Til sidst lyste 8 tallet op, og vi steg ud. Tori førte os til lejlighed 713, som var mit. Hun låste op, og et stort og flot rum trådte os i møde. Jeg stod med åben mund, og var helt mundlam. Havde ikke troet at det var så stort og lyst. Tori stod og talte med flyttemændene, bagefter kom hun hen til mig. 

"Vil du have en rundvisning?", spurgte hun og smilede. Jeg nikkede og fulgte med hende. 

".. Og det her er så dit værelse.", sagde hun. Jeg var igen ramt af mundlamhed. Mit værelse var flot, ligesom jeg ville have det. Hvidt, og med en masse plads. Tori stod og smilede til mig, det kunne jeg lige skimme ude af mit højre øjekrog. 

"Hvad synes du?", spurgte hun venligt. 

"Det er helt fantastik. Jeg elsker det!", svarede jeg og smilede. Hun nikkede, og rakte mig nogle papir.

"Nu skal du bare skrive under her, og så er lejligheden din for en halvanden måned.", sagde hun. Jeg tog papiret, og hun rakte mig en kuglepen, så jeg kunne skrive under. 'S-a-r-a-h M-o-r-r-i-s', tænkte jeg mens jeg skrev under på papiret. Jeg rakte hende det igen. 

"Lejligheden er din. Og her er et kort, med mit nummer, så du kan altid ringe, hvis du har nogle spørgsmål, eller hvis du har brug for hjælp.", sagde hun og smilede. Jeg takkede, og vi gik begge ned i lobbyen, hvor vi sagde farvel. 

 

 Flyttemændene var godt igang med deres arbejde, og jeg hjalp til. Jeg havde to kasser i mine arme, og gik ind i lobbyen. Jeg kunne ikke rigtig se noget for kasserne, men jeg håbede på at jeg gik den rigtige retning mod elevatoren. Jeg skimte en skikkelse, for venstre af mig, som var på vej imod mig. 

"Kan du klare det der?", spurgte en stemme, som jeg underligt godt, kunne genkende. Jeg kunne ikke se personen for kasserne, som var fyldt med tøj. Personen tog den ene kasse, så vi kunne se hinanden. En fyr med krøllet hår, med grønne øjne og et charmerende smil dukkede frem. Jeg blev målløs, og tabte kassen på gulvet. Jeg kunne mærke at min vejrtrækning blev sværere. Han så bekymret på mig, så han satte kasse på gulvet og omfavnede mig, som om der var gået flere år siden, vi sidst så hinanden. 

"Hey hey hey..", sagde han beroligende. Han havde sat sine hænder på mine skuldre, og kiggede mig øjnene. 

"Slap af.. Tag en dyb indånding.", sagde han. Jeg tog en dyb indånding, efterfulgt ham. Min hjerterytme blev normal igen, og han slap mine skuldre. Jeg kunne ikke lade være med og kigge på ham. 

"Du.. Du er.. Er.. Harry.. Styles!", sagde jeg forpustet.

"Ja, det mig.", sagde han og gav mig et charmerende smil. Det var helt 'unreal' for mig, at jeg stod foran den berømte Harry Styles! Men, hvis Harry var her, så måtte det jo betyde at resten fra One Direction også var her! 

"Du ved, hvem jeg er så jeg vil gerne vide, hvem du er.", sagde han. Han lavede lige hurtigt sit berømte hairflip, og det fik mit hjerte til og gå hurtigt igen. 

"Jeg er Sarah Morris.", sagde jeg og rakte ham hånden. Han kiggede på den, og derefter underligt på mig. Jeg sank min hånd igen, og så såret ned mod gulvet. Jeg kunne høre ham fnise lavmælt, så jeg kiggede op, og han gav mig endnu et kram. Han havde sine arme rundt og livet på mig, og jeg havde mine rundt om ham. Han var næsten et hoved højere end mig, men jeg beklagede mig nu ikke. Han gav slip på mig, og smilede. 

"Har du brug for hjælp?", spurgte han venligt og kiggede på kasserne. 

"Nej tak, jeg har fire flyttemænd, som hjælper mig.", sagde jeg og stoppede mine hænder i mine baglommer. 

"Men så kan jeg da hjælpe med og indrette din lejlighed.", sagde han og gav mig et elevator blik. Jeg smilede.

"Mange tak.", sagde jeg og nikkede. Vi tog kasserne op, og gik hen mod elevatoren. 

Jeg trykkede på 8 tallet, og knapperne lyste atter. Vi stod og smilede til hinanden, uden at sige et ord til hinanden, men Harry brød tavsheden. 

"Så.. Er du lige flyttet hertil?", spurgte han og smilede. Jeg kiggede underligt på ham, og rystede let med den kasse jeg havde i mine arme. 

"Når ja. Flyttekasser. Dumt spørgsmål.", sagde han og kiggede rødmende mod elevators gulv. Jeg gav mig et lille grin. Det reagerede han på, og han kiggede på mig. Tavsheden var her igen, men heldigvis ikke så længe, da elevator døren gik op. 

 Jeg åbnede døren til min splinter nye lejlighed, og vi trådte begge ind. Harry gik over mod et hjørne, hvor han satte kassen ned, og derefter gik han hen mod mig. Jeg satte min kasse ned og stoppede igen mine hænder i baglommen. Han kiggede sig omkring. 

"Wow. Der er egentlig meget, der skal laves.", sagde han. Jeg nikkede og smilede falsk. Igen var der tavshed. Selvfølgelig var der det. Hvad skulle jeg sige? Alt, hvad der kørte rundt i hovedet på mig, var pinligt.Jeg håbede inderst inde, at hans mobil ville ringe, og til mit held, gjorde den faktisk. Han tog sin mobil op i hånden, og kiggede på den. 

"Eh.. Undskyld, men jeg bliver nød til og tage den. Det Louis", sagde han og smilede til mig. Jeg nikkede igen. Han gik hen mod et hjørne og snakkede, mens jeg gik rundt i lokalet. 

"Ja okay, men jeg er lige ovre ved en pige, som jeg mødte i lobbyen. Rigtig sød og pæn. Hun har brug for hjælp til og indrette sin lejlighed.", sagde Harry. Jeg kiggede hen mod ham, og han stod og kiggede mod gulvet. 'Han kaldte mig sød og pæn.. Nurh.', tænkte jeg og rødmede. Jeg vendte mig om, og gik hen til det åbne vindue. Jeg kiggede ud. Der var en masse mennesker, som gik på gaden. Der var selvfølgelig også biler, nogle dyttede efter hinanden, fordi de overhældte, og nogle holdte for rødt. Jeg kiggede op mod himlen. Ikke en eneste sky på den blåklare himmel. Nogle varme hænder var blevet placeret på mine hofter. Jeg kiggede op, og et flot ansigt trådte mig i møde. Harrys selvfølgelig. Jeg følte mig en smule utilpas, med hans hænder, men hans blændene smil reddede hans røv, for at jeg ikke skulle stikke ham en lusing. 

"Udsigten herfra er flot, synes du ikke?", spurgte han og smilede. 

"Jo meget.", svarede jeg og kiggede igen ud. Jeg kunne mærke hans bryst, mod min ryg, som hamrede - hurtigt. Hans hjerterytme var utrolig hurtigt. 

"Hvor gammel er du egentlig?", spurgte han. 

"17.", svarede jeg og kiggede ham i øjnene og han nikkede. Hans flotte grønne øjne, dem var jeg fortabt i. 

"Når ja, Louis og Zayn ville komme op, for at hjælpe til. Niall og Liam er ude og bowle med vores trommeslager Josh og Liams ven Andy, men de ville ellers gerne hjælpe.", sagde han og smilede. 

"Det fint vel.", svarede jeg. Han gav mig sit charmerende smil, og jeg begyndte at små rødme. Efter nogle minutters tavshed, blev der banket på døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...