Sarah's adventure - One Direction.

Den 17 årige Sarah Morris lever et anderledes liv end nogen anden pige. Hendes forældre gik bort i en trafikulykke, og hun lever nu med sine rige bedsteforældre. Hendes bedsteforældre giver hende alt, men intet af det, vil Sarah have. Hun vil bare gerne opleve verden, se noget, gør noget. En dag møder hun det berømte boy-band One Direction. Hun bliver ellevild, da de spørger hende, om hun vil med på turné. Men hvad sker der, når en smuk pige, er sammen med fem charmerende drenge? Kommer der drama tværs dem alle? Og kan Sarah holde paparazzierne ud?

19Likes
41Kommentarer
3803Visninger
AA

24. 24

En flot blond fyr mødte mine øjne, da jeg trådte ind i lokalet. Han vendte sig om, og hans smukke blå øjne fangede mine. 

Jeg gik med hurtige skridt hen imod ham og gav ham et kram.

"Gud, hvor har jeg dog savnet dig.", sagde han i mit øre, så det fik mig til og skælve. 

"Jeg har fandeme også savnet dig Nialler.", svarede jeg og kyssede ham på kinden. Selvom der kun var gået to dage, havde jeg virkelig savnet ham. Hans smil, hans grin, ja i det hele taget hans tilstedeværelse. Men nu var jeg her, i London, til deres sidste koncert. En måned og en halv, var gået som smørt, og tiden var gået alt for hurtigt. Jeg skylder Gud, alt. 

"Drengene venter inde i omklædningsrummet. Skal vi smutter derind?", spurgte han og hans øjne lyste op. Jeg nikkede, og fulgte ham. Han stoppede pludseligt op, og vendte sig. 

"Lige en ting før vi smutter.", sagde han og hans øjne borede sig ind i mine. Jeg løftet et øjebryn, og inden jeg kunne nå og svare, havde han plantet sine læber mod mine. Gud, dem havde jeg virkelig savnet. 

Han trak sig væk efter noget tid, og kiggede smilende på mig. 

"Vi skulle nødig have, at drengene blev jaloux.", sagde han og gav mig et vink. Den dreng var egentlig for underlig. De ville jo ikke blive jaloux. Louis havde Eleanor, Liam havde Danielle og Zayn havde Perrie. Harry skulle nok finde sin drømmepige en dag. 

 En masse skønne mennesker mødte mine øjne, da jeg trådte i rummet, og der var sad et smil på hver af dem. Tre virkelig smukke piger stod og så smilende på mig. Jeg slap Nialls hånd, og begik mig hen til dem.

"Hej Sarah. Vi har hørt en samme gode ting om dig. Jeg er Danielle.", sagde hun og rakte sin hånd. 

"Hey, og i lige måde.", svarede jeg og tog imod hånden med et venligt smil. Gud, hun var smuk. Liam aka min bedste ven, var en heldig en. 

"Jeg er Perrie.", sagde den blonde og smilede. Jeg gengældte hendes smil, med et smil og rakte min hånd ud. Hun tog gerne imod den, og krammede mig derefter blidt.

"Og jeg hedder Eleanor.", sagde den anden pige, som også rakte sin hånd ud. Jeg tog også imod den, og sagde et venligt hej. Hun var fandeme også smuk. Og så var der mig. Normalt havde jeg ikke dårlig selvværd, men når jeg nu skulle tilbringe en aften med de tre, følte jeg mig virkelig grim og dum. Pyt. 

"Saraaaaaaaaaaaah!". Jeg vendte mig forskrækket om, og den samme fyr, som hele tiden forskrækker mig, sprang på mig. 

"LOUIS!", udbrød jeg irriteret. Alle gav sig et grin, og Louis gav slip. Måske var jeg irriteret over det, men det var Louis. Han var bare sådan - hvilket egentlig ikke gjorde noget. 

"Jeg er også glad for, at se dig.", sagde jeg og smilede. Hans smil bredte sig så hans tænder viste. Tandpasta smil. Det havde alle af de drenge. Misundelse for the win. 

 Jeg gav alle drengene en knus, men da jeg nåede til Harry lod jeg være, men sendte ham bare et smil, som han ikke gengældte. Nå. 

Bank bank. Hvem der?

"Hvem er det?", kom det fra Liam med hans vildt britiske accent. Vi stod alle og stirrede nysgerrigt på døren, som stille åbnede sig. Paul kom ind med et imødekommende ansigtsudtryk. 

"Drenge. Så er det. Den sidste koncert.", sagde han og smilede rundt på os alle. Han lagde et tegn med hånden, som en form for hej. Vi nikkede og gik med ham. Wauw. Den sidste koncert. Det var ufatteligt. 

***

"Held og lykke skat.", sagde jeg og kyssede Niall blidt på hans læber. 

"Tak skat.", svarede han og kyssede min næse. Det fik mig selvfølgelig til og rødme. Nå, men jeg kunne ikke vente til og se dem fyrre den af på scenen. Jeg gav let slip på hans hånd, eftersom jeg var på vej væk, så jeg ikke stod i vejen for ud og indgangen. Eleanor, Daniella og Perrie var gået ud på toilettet, tror jeg, og jeg stod bare bag scenen og lænede mig op ad væggen. Jeg kiggede ned mod det beskidte gulv. Tænk, at jeg måske ikke fik drengene, at se mere. Eller jo, men måske ville det bare tage lang tid før jeg fik dem og se igen. De har jo trosalt deres arbejde. 

Jeg skimte en skikkelse ude af mit venstre øjekrog, men lod det ligge. Jeg skulle lige tænke nogle ting igennem, men det fik jeg ikke muligheden for, da en velkendt stemme talte til mig. En stemme, jeg ikke havde hørt sige noget, i hvert fald til mig, i nogle dage. 

Mine øjne mødte en fyr med mørkerøde bukser, en grå skjorte, samt en grå blazer med en mørkerød butterfly. Hans hår var brunt og krøllet, og hans øjne var grønne. Det var præcis de samme øjne, jeg første gang faldt for, da jeg skulle bære nogle kasser op til min lejlighed. De samme øjne, jeg havde såret, de samme øjne som for nogle dage siden var kolde og hadefulde. Og de samme øjne, jeg rent faktisk elskede. 

"Harry?", sagde jeg med en rystende stemme. Han så ned på mig med et ikke hadefuldt, koldt eller fraværende blik. Hans blik var kærlige og varme, men samtidig såret. 

"Hvad vil du mig?", spurgte jeg igen med en rystende stemme, eftersom han ikke svarede mig. 

"Sarah. Du skal, og jeg mener virkelig skal vide, hvordan jeg har det med dig.", sagde han og trådte et mini skridt tættere på mig. Jeg lavede en rynke mellem mine øjebryn, og kiggede fortvivlet på ham. 

"Sarah. Jeg elsker dig, og det er ikke venskabeligt ment. Det er rent og skær, et jeg elsker dig.", sagde han efter med en nervøs klangen. Han elsker mig, ligefrem. Og derfor skulle han være fraværende og kold overfor mig? 

"Men jeg vidste, hvor meget du havde forelsket dig i Niall, så jeg kunne ikke gøre andet, end og lade dig gå. Men da jeg hørte dine støn, efter dit og Nialls 'eventyr', og ja. Jeg hørte skam dine støn, men altså. Jeg ønskede bare virkelig, at det var mig, og mit navn du stønnede. Men, måske var det ikke engang der, det hele startede. Måske var det helt tilbage fra begyndelse, hvor jeg første gang mærkede mine læber mod dine. Den måde vores læber formede sig efter hinanden, den måde du fik mine nakke hår til og stritte, når du legede med dem, og den måde du blidt kærtegnede min kind. Jeg er ligefrem forelsket i dig..", sluttede han af med.

Jeg var stiv i hele min krop, og det kunne jeg kun takke Harry for. Men det var ikke negativt ment, overhovedet ikke. Hans ord varmede bare mit hjerte så meget, at jeg ikke kunne forstå situationen. Han var forelsket i mig, hvilket overraskede mig en smule. Han var jo kendt for, at flirte med ældre damer. Hvem skulle havde troet, at han ligefrem ville forelske sig i en? 

Men der var noget jeg lige måtte indrømme. Jeg var ikke forelsket i ham, men de følelser han fik skabt inde i mig, havde aldrig forladt min sjæl. Han var en meget betydningsfuld person for mig, lige fra første gang vi mødtes, og jeg kan ikke benægte, at jeg ikke elskede den måde han kyssede på. 

"Det var bare det, jeg ville sige.", sagde han og begik sig stille og roligt væk fra mig. Jeg stod stadig lænet op ad væggen, og tænkte det hele igennem. Vores venskab måtte ikke ende, som en åben bog, men det ville det, hvis jeg ikke gjorde det. 

"Harry!", kaldte jeg og kiggede hen på ham. Han var næsten nået scenen, da han vendte sig om. Hans blik var mere sårende, end kærlige og varme. 

Jeg halvløbede hen til ham, svang mine arme rundt om hans nakke, og lidt efter plantet jeg mine læber på hans. Jeg lod dem mærke hans igen, uden og rigtig tænke over, hvordan Niall ville reagere, hvis han fik øje på os. Men lige nu handlede det altså bare om mig og Harry. 

Han trak sig lidt væk, og lagde hans pande mod min. 

"Hvor har jeg savnet dine læber..", sagde han lavmælt. Det var ikke hvisken, det var bare lavt. Jeg lod ham stå uden et svar, og nussede hans nakke. Jeg trak ham tæt igen, og kyssede hans læber blidt. 

"Harry. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke har følelser for dig, for det har jeg, men Niall er ham jeg elsker. Du er min Harry, og du skal nok finde din pige en dag.", sagde jeg og kiggede ham dybt i øjnene. 

"Men, hvorfor kysser du mig så?", spurgte han lidt skuffende. 

"Fordi jeg elsker dig, og fordi du skal vide, at der altid vil være nogle følelser for dig. Du betyder for meget for mig, til at jeg kan lade dig gå, såret ud på scenen. Vores venskab betyder alt for mig. Det betyder ligeså meget som mit forhold til Niall, og mit venskab til Liam og de andre.", sagde jeg og kiggede ham stadig dybt i øjnene. 

"Jeg elsker også dig Sarah, men jeg tror bare aldrig, at jeg kommer til og finde min Julie.", sagde han og smilede svagt. 

"Det gør du.", sagde jeg i hans øre, idet jeg gav ham et kram. Jeg trak mig lidt væk, og et smil var plantet på hans læber, og det fik mig til og smile. 

"We're cool?", spurgte jeg. 

"We're cool.", svarede han og gav mig et kys på kinden. 

"Gå så ud på scenen.", sagde jeg og skubbede ham ud. Jeg lagde mine arme over kors, og kiggede nysgerrigt ud på Harry. Nogle fodtrin blev højere og højere, så jeg vendte mig om, og Niall stod med et alvorligt ansigtsudtryk. Åh nej. Han havde sikkert set det. Please, ikke bliv sur. 

Jeg gik nærmere, og da jeg stod mindst en halv meter fra ham, sank jeg hovedet, så jeg kiggede ned mod gulvet. 

"Så du det?", spurgte jeg tøvende og nervøs.

"Ja, jeg gjorde.", svarede han. Hans 'ja', gav mig et kæmpe stød gennem kroppen, som om jeg lige var blevet ramt af et lyn. 

Han løftede min hage med to fingre, så vi fik øjenkontakt. Hans øjne smilede, samt hans læber. 

"Og det gør ikke noget.", sagde han og kyssede min pande. Mit hjerte sank tempoet, og jeg smilede. 

"Virkelig?". 

"Ja. Jeg ved du elsker mig, og jeg har vidst længe, at du stadig har følelser for ham. Men jeg ved du elsker mig mere.", sagde han og omfavnede mig. Ja, han havde ret. Jeg elskede Niall mere end noget andet. 

"Så du er ikke vred? Heller ikke på Harry?", spurgte jeg, mens jeg fik begravet mit hoved ned i hans skulder. Han rystede let på hovedet, og svarede et lille nej. Mit smil blev større, og jeg trak mig lidt væk. Sikke et Jacob-Bella-Edward øjeblik.. 

"Jeg elsker dig Sarah.".

"Jeg elsker også dig Niall.".

***

"Tak for alt drenge. I betyder alverdens for mig, og jeg glæder mig til vores tur til Frankrig, hvor det bare er os, og de tre andre tøser, som jeg er glade for jeg har mødt. Tak for det fedeste eventyr, en som mig, ville dø for! Vores venskab er noget, der vil vare længe. Det ved jeg nemlig. Jeg elsker jer.". 

Drengene og deres kærester stod alle med et smil på læberne, selvom de var trætte. Meget. Vi havde brugt det meste af dagen på, at rydde lejligheden, da jeg skulle hjem til mine bedste forældre og Martha. 

"Vi kan kun sige i lige måde. Vi elsker dig virkelig Sarah.", sagde Liam og krammede mig. Jeg gav dem alle et kæmpe kram, og kyssede Niall blidt. 

"Men vi ses guys.", sagde jeg og steg ind i lastbilen. Jeg rullede vinduet ned og vinkede. 

"Hej hej!", sagde de og vinkede. Jeg vinkede indtil jeg ikke kunne se dem længere. Jeg rullede vinduet op igen, og lænede hovedet op ad det. Den oplevelse var ikke ligefrem noget, jeg ville glemme. Det var et minde for livet. Det var et eventyr. Et eventyr, som forevigt ville være i mit hjerte. 

Det var mit eventyr.

---

Hej læsere. Ja, så har historien altså noget sin ende, desværre. :-( Hvad har i synes om den? Håber ikke, at den har været forvirrende. Haha. Jeg har virkelig elsket og skrive den, men en historie kan jo ikke vare evigt. 

Jeg beklager for den måske lidt for kikset slutning, men jeg kunne ikke finde på nogle anden måde, da jeg syntes den skulle være halvtåben, hvis i forstår? 

Men tak for jeres kommentar, likes og for, at sætte den på favoritliste. :-) 

Hvis i gerne vil læse flere noveller fra mig af, så er jeg igang med en, som hedder 'Break Down The Walls'. Ta' et kig på den. 

Endnu engang. Tusind tak! 

Knus, 

Rilz. xo

OBS: Dette kapitel er ikke rettet igennem. Beklager for stavefejl, manglede ord osv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...