Sarah's adventure - One Direction.

Den 17 årige Sarah Morris lever et anderledes liv end nogen anden pige. Hendes forældre gik bort i en trafikulykke, og hun lever nu med sine rige bedsteforældre. Hendes bedsteforældre giver hende alt, men intet af det, vil Sarah have. Hun vil bare gerne opleve verden, se noget, gør noget. En dag møder hun det berømte boy-band One Direction. Hun bliver ellevild, da de spørger hende, om hun vil med på turné. Men hvad sker der, når en smuk pige, er sammen med fem charmerende drenge? Kommer der drama tværs dem alle? Og kan Sarah holde paparazzierne ud?

19Likes
41Kommentarer
3778Visninger
AA

17. 17

"Niall..", mumlede jeg mens tåre faldt. Niall lå livløs på sengen, med en iltmaske på. I ansigtet og på hans arme havde han nogle sår. Dybe sår i armen faktisk. Jeg kunne simpelhent ikke lade være med og tude. Det var så frygtelig, at se ham ligge der. Jeg satte mig ned på knæ, tog fat i hans hånd og lænede mig helt tæt på hans ansigt. 

"Jeg er så ked af, jeg ikke var her hurtigere.", sagde jeg lavmælt og kyssede ham forsigtigt på kinden. Jeg håbede inderligt, at han ville reagere på det, men selvfølgelig gjorde han ikke det. Zayn, Harry og Louis havde sat sig i hver sin stol på den anden side af Nialls seng, og Liam stod bag mig. Jeg kiggede skiftevis på dem. 

"Hvordan?..", spurgte jeg lavmælt og kiggede igen på Niall. De sukkede, og vidste tydeligvis ikke, hvem der skulle starte. Jeg kiggede op på Liam, som stod med armene over kors. Jeg ventede utålmodigt på et svar. Han sukkede. 

"Det var lige efter du var taget afsted..", sagde han og snøftede. Jeg rynkede med panden, og ventede på han ville sige noget mere. Han tørrede hurtigt sine øjne. 

"Vi satte os ind i bilen, og kørte afsted til vore interview, som vi så aldrig nåde frem til..", sagde han. Jeg kunne se på ham, at han ikke kunne forsætte, så jeg kiggede over mod Louis, og ventede.

"Og så, ja.. Vi kørte over et lyskryds, og en eller anden kørte så ind i os, fra højre side, hvor Niall sad.", sagde han og kiggede sorgmodigt på mig. Tåre faldt stadig. 

"Og så blev vi væltet omkuld..", sagde Harry stille. Jeg kiggede på ham og han græd. Ligeså meget som jeg gjorde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var knust. 

***

Minutter blev til timer. Timer blev til dage. Jeg har tilbragt al min tid på hospitalet. Niall lå stadig i koma, og drengene var ude på deres turné igen. På en måde hadet jeg dem for det, men så alligevel, det er deres job. Jeg sad og zappede rundt på kanalerne, mens jeg holdte Nialls hånd. Jeg kiggede på ham hvert andet minut, og håbede at han ville vågne. 

 Jeg sad med min mobil, og ventede. Ventede på et svar fra Nialls forældre. Maura og Bobby. De har godt hørt om ulykken, men havde åbenbart ikke tid til og komme noget før. Det undrede mig en smule, men jeg blander mig ikke i andres familier. Greg, hans storebror, ringede til mig igår, og sagde han ville komme idag, men han var endnu ikke dukket op.

Jeg sad længe og så tv, og efter måske 3 timer, gik en dør op. Jeg drejede hovedet og en fyr med en sort skjorte, jeans og brunt hår trådte ind. Han lukkede stille døren efter sig, og gik derefter hen til mig. Jeg gav slip på Nialls hånd og rejste mig.

"Greg?", spurgte jeg og så på ham og hans øjne. De var nøjagtige ligesom Nialls. Blå og flotte.

"Ja. Sarah?", spurgte han så. Jeg nikkede og trådte til side, så han kunne komme tæt på Niall. Han satte sig på stolen, og tog grædende fat i Nialls hånd. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg græd indtil en tåre landede på min bararm. Jeg lod den bare blive der, fordi der ville alligevel falde nogen flere. Jeg kørte mit løse hår igennem og derefter satte jeg min hånd på Gregs skulder. Han kiggede hurtigt op med våde øjne, og derefter tilbage på Niall. 

"Hvordan?", spurgte han stille. Jeg gik over til et bord, og tog noget køkkenrulle, og gav det til ham. Han smilede svagt, som et tak. 

"Bilulykke. De blev ramt af en bil, og derefter blev de væltet omkuld.", sagde jeg med en rystende stemme. Jeg kunne lige se det for mig. Billeder kørte foran mine øjne, ligesom en klassisk spillefilm. Jeg satte mig på hug ved siden af Greg, og lagde mit hoved på hans skulder og græd. Han lagde sin arm rundt om mig og holdte mig tæt ind til sig. Selvom vi lige havde mødt hinanden, følte jeg mig tryg ved ham, men selvfølgelig ikke på den romantiske måde. Han var en Horan, og derefter vidste jeg, at han var en der fik alle til og føle sig tryg. 

I flere minutter sad vi bare der og græd. Hvad skulle vi ellers lave? Vi var begge synderknust over, at den vi begge holder kærest af ligger i koma. 

En bib lyd, kom fra min bukselomme. Jeg stak min hånd ned i min lomme, og tog min mobil op. 'Leeyum ringer', stod der. Jeg trykkede på det lysende, grønne noget på min skærm. 

"Liam?", sagde jeg og snøftede. 

"Hej babe. Er nogen fra hans familie kommet?", spurgte han og lød bekymret. Der var gået 4 dage, siden de forlod Thailand, og jeg savnede dem ekstremt meget. 

"Ja'er.. Greg er her.", sagde jeg og kiggede op på Greg. Han gav mig et kort smil og tørrede derefter sine øjne med den anden hånd. 

"Godt. Ligger han stadig i koma?", spurgte han.

"Ja'er..", sagde jeg og kiggede sorgmodigt på Niall.

"Du skal huske og ringe, hvis der er noget. Især, når Niall vågner.", sagde han. 

"Selvfølgelig.", svarede jeg ham. 

"Okay. Jeg må løbe nu søde. Elsker dig.", sagde han. 

"Jeg elsker også dig.". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...