Sarah's adventure - One Direction.

Den 17 årige Sarah Morris lever et anderledes liv end nogen anden pige. Hendes forældre gik bort i en trafikulykke, og hun lever nu med sine rige bedsteforældre. Hendes bedsteforældre giver hende alt, men intet af det, vil Sarah have. Hun vil bare gerne opleve verden, se noget, gør noget. En dag møder hun det berømte boy-band One Direction. Hun bliver ellevild, da de spørger hende, om hun vil med på turné. Men hvad sker der, når en smuk pige, er sammen med fem charmerende drenge? Kommer der drama tværs dem alle? Og kan Sarah holde paparazzierne ud?

19Likes
41Kommentarer
3786Visninger
AA

14. 14

"Pas nu rigtig godt på dig selv okay? Du ringer bare, hvis det er.", sagde Liam og krammede mig. Liam var altid så.. Beskyttende. Jeg kunne mærke hans hjerte banke, og det gik mig til og slappe af. Selvom jeg kun havde været sammen med drengene i en måned, vidste jeg, at jeg kunne stole 100% på dem, især Liam. 

Jeg kiggede op på hans brune øjne og nikkede. Vi slap hinanden, og jeg gav alle de andre drenge et stort kram. Niall, som jeg valgte at tage til sidst, stod klar med åbne arme. Jeg løb ind i hans favn, og holdte ham om livet. Niall nussede mit hoved, og kyssede mit hår. 

"Jeg elsker dig Sarah.", hviskede han i mit øre. Det fik mig automatisk til og smile. 

"Jeg elsker også dig Niall.", sagde jeg begravede i hans skulder. Han løftede sit hoved fra min skulder, og kyssede mig. Hans bløde læber ville jeg komme til og savne ufattelig meget. 

Jeg slap Niall og tog fat om håndtaget på kufferten. 

"Vi ses drenge. Jeg elsker jer.", sagde jeg og smilede til dem alle.

"Vi elsker også dig Sarah.", sagde de alle i kor. Jeg gik derefter fra dem. Jeg viste damen bag disken mit pas og billet, hun smilede og ønskede mig en god rejse. Jeg vendte hurtigt mit hoved for, at se drengene. De stod alle fem og vinkede. jeg vinkede tilbage og gik ind gennem porten. 

***

Jeg elskede og flyve, men at jeg skulle i 12 timer, gjorde mig lidt utilpas. Tanker fløj rundt i mit hovedet, både positive og negative. Jeg frygtede nu allermest, at være væk fra Niall. Jeg kunne jo ikke vide om, han gik ud og kyssede med en anden, men jeg stolede på ham. Tillid er det vigtigste i et forhold. 

 Mens jeg kiggede og beundrede udsigten kunne jeg mærke, at sædet ved siden mig blev taget. Jeg kiggede, og mine øje mødte en blondhåret pige, med nogle lysebrune striber. Hendes hud var ikke bleg, men den var heller ikke mørk. Den var tilpas - synes jeg selv. Hun havde nogle lyseblå jeans, og en hvid top med et sort hjerte i midten, og så havde hun grønne øjne. 

"Hej.", sagde hun og smilede venligt til mig. 

"Hej.", svarede jeg venligt. 

"Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg lige pludselig sidder her.", sagde hun. 

"Måske bare en smule.", sagde jeg. 

"Jo altså. Jeg skulle rigtig havde siddet på første klasse med min familie, men af en eller anden underlig grund, var der en, som havde taget min plads, så jeg blev rykket herned.", sagde hun og smilede atter. 

"Åh, det var ikke så godt.", sagde jeg med rynket pande. Hun grinede. 

"Jo det er! Jeg hader første klasse.", sagde hun. Jeg grinede af hende, og hendes måde at sige det på. Hun grinede bare med. 

"Jeg hedder for resten Melanie.", sagde hun venligt og rakte sin hånd frem. 

"Og jeg hedder Sarah.", sagde jeg og tog imod hendes hånd. Hun kiggede undrende på mig i et stykke tid, og slap min hånd. 

"Jeg har set dig et sted henne.", sagde hun efter. Jeg smilede og nikkede. 

"Org, hvor har jeg set dig?", mumlede hun lavmælt til sig selv. Jeg fnisede. 

"Har du været i tv'et?", spurgte hun nysgerrigt. 

"Jeps.", svarede jeg og smilede. 

"Ih altså..", sagde hun og kiggede længe på mig. Jeg skulle lige til og sige noget da hun pludselig råbte op.

"SARAH MORRIS!", udbrød hun og kiggede overrasket på mig, og pegede stift på mit ansigt. Jeg grinede og fjernede stille hendes finger. 

"Ja, det er mig.", sagde jeg og smilede.

"Jamen du.. Du.. Du er jo.. Nialls..", sagde hun stammende. Jeg kiggede og smilede til hende. 

"Ja'er? Jeg er Nialls. K-æ-r-e-s-t-e.", svarede jeg, og hun gav sig til og hvine.

"Omg! Jeg sidder ved siden af Nialls kæreste!", sagde hun og viftede med sine hænder. Jeg satte en hånd på hendes skulder.

"Slap af Melanie.", sagde jeg og prøvede at lyde beroligende. Hun mindede lidt om mig, da jeg første gang mødte Harry.

Lige så stille slappede hun af. Hun kiggede smilende på mig.

"Nå øhm.. Er det fedt at hænge ud med One Direction?", spurgte hun nervøs. Det kunne man tydeligt høre på hendes stemme, som knækkede over. 

"Det er meget fedt.", svarede jeg. 

"Hvordan kan du klare presset? Jeg mener.. Medierne har jo sagt alt muligt om dig. F.eks det der med Harry og Liam? Passer det?", spurgte hun så nysgerrigt på mig. 

"Jeg betragter dem begge som min brødre, eller tætteste venner, men jeg har ikke noget med dem. Bortset fra, at jeg har kysset med Harry, men det var før alt det med Niall skete. Det er en lang historie.", sluttede jeg af med og sige. Hun nikkede. 

"Men, hvorfor er du ikke sammen med dem nu?", spurgte hun. 

"Altså.. Jeg er på vej hjem, fordi min husholdhjælp derhjemme har ringet, og sagt at min bedstefar, Joshua, har fået et hjerteanfald. Så jeg skal hjem og tilbringe noget tid med ham, inden han måske, du ved. Forsvinder.", svarede jeg og kiggede en smule sørgmodigt på hende. 

"Åh.. Det er jeg rigtig ked af og høre.", svarede hun med et skævt smil.

"Det behøver du ikke og være.", sagde jeg og smilede.

***

Det var rart med en veninde, jeg kunne tale med, eftersom jeg havde tilbragt en hel måned med drenge, paparazzier, journalister og skrigende fans. Melanie, hun var virkelig afslappet. Måske ikke lige i starten, men det er også meget forståeligt. Jeg så mig ikke ligefrem mig selv, som "berømt", men det var da rart at få lidt opmærksomhed, fra andre end paparazzier og journalister. Melanie var helt klart, down to earth.

 Jeg beundrede hendes lange hår mens hun sov, og jeg følte mig lidt af en pædofil. Men hun var nu sød. Jeg kiggede ud af vinduet og kiggede på de flotte skyer. Jeg mærkede et prik på skulderen, og da jeg vendte mig om, stirrede en stewardesse på mig. Hun smilede venligt, det var jo del af hendes job.

"Kunne De tænke Dem noget og spise?", spurgte hun høfligt og smilede. Jeg kiggede på madvogngen, som var fyldt med drikkevarer og mad selvfølgelig. 

"Har De kyllingsandwich?", spurgte jeg og kiggede videre på vognen. Hun bøjede sig på hug, så man nødig skulle se op under hendes stramme nederdel. Hun rejste sig op igen, med én sandwich i hånden, og rakte mig den. 

"Kan jeg bede om en til?", spurgte jeg venligt. Hun nikkede og bøjede sig atter. Hun rakte mig derefter den anden. 

"Hvad vil De have og drikke?", spurgte hun og smilede. Jeg kiggede atter på vognen, og fik øje på to flasker Coca Cola. 

"Kan jeg bede om de der to flakser Coco Cola?", spurgte jeg og pegede på flaskerne. Hun rakte mig dem straks, smilede venligt og gik videre. Jeg trak der lille mini bord ud fra sædet foran mig, og lagde alle tingene på der. Jeg rykkede stille til Melanie.

"Melanie? Melanie?", sagde jeg og kiggede på hende. Hun rykkede i sig selv. 

"Melanie. Der er mad.", sagde jeg og rykkede lidt hårdere til hende. Hun åbnede stille sine øjne. 

"Hvad?", spurgte hun og gned sine øjne. 

"Mad.", svarede jeg kort. Hun rettede sig op, og to en flaske og en sandwich.

"Tak.", sagde hun og smilede. Mens vi spiste, snakkede vi sammen. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, og jeg fortalte hende om turnéen og en hel masse andet. Hun fortalte mig om sin familie, om at de var 4 børn, to piger og to drenge og det eneste hun ønskede sig, var at blive enebarn. 

 Vi snakkede og snakkede, de sidste timer inden vi skulle lande. Pludselig mærkede vi et bum, og det gik op for os at vi landede. Mens flyve kørte ind på sin plads, kiggede jeg lidt sørgmodigt på Melanie. Jeg skulle sige farvel til en sød veninde, en som jeg lige havde mødt, men følte at jeg havde kendt hende altid. 

Vi sagde ikke noget til hinanden imens, heller ikke da vi kom ud af flyvet. Jeg stod nu og prøvede og finde min kuffert. Da jeg fik øje på den tog jeg den op med begge hænder. Jeg ventede på Melanie, men jeg kunne ikke se hende, så jeg gik bare gennem dørene, og en masse mennesker stod og ventede. Nogle genkende mig med det samme, og råbte mit navn op.

Jeg kiggede rundt på dem alle, og prøvede og Melanie. Det kunne jo være at hun allerede var ude, og det var hun også. Hun stod ved en pæl, og kiggede rundt. Jeg løb hen til hende, gav slip på min kuffert og omfavnede hende. Hun lagde straks sine arme rundt om mig, og begravede sit hoved i min skulder. Det samme gjorde jeg ved hende. Jeg kunne mærke, at min trøje blev våd, og jeg kunne høre hende snøfte. Jeg skubbede hende hende lidt væk og kiggede i hendes øjne. 

"Sarah..", sagde hun stille. 

"Melanie. Jeg glemmer dig aldrig.", sagde jeg og smilede sødt til hende. 

"Jeg glemmer heller aldrig dig.", sagde hun og omfavnede mig. Hendes tåre fik også mig til og græde. 

***

Det var underligt, at være i London igen. Solen skinnede gennem ruden til taxaen. Jeg kiggede ud, og betragede Londons gader. Lidt efter lidt, forsvandt bygningerne, og vi var ude på landet. Træerne var flotte, flottere end de plejede. Markerne som vi kørte forbi, virkede mere levende når vinden tog fat. 

Efter en halv times kørsel var vi ankommet til "slottet". Jeg trådte ud af taxaen, med mine Toms sko og kiggede på bygningen. Jeg måtte indrømme, at jeg savnede stedet. Det var jo mit hjem. Chaufføren rakte mig min kuffert, og jeg gav ham penge. 

Jeg gik op ad stentrapperne, og åbnede glasdøren. Selvom jeg ikke havde højhælede på, kunne man stadig høre mine fodtrin. Jeg lagde kufferten fra mig. 

"Hallo?", råbte jeg. Fodtrin blev højere, og Martha dukkede frem.

"MARTHA!", udbrød jeg og løb ind hendes favn. 

"Sarah! Hvor har jeg dog savnet dig!", sagde hun og holdte mig tæt ind til sig. 

"Jeg har fandeme også savnet dig!", sagde jeg og græd på hendes skulder. Selvfølgelig var det glædes tåre. 

***

"Nå.. Fortæl mig alt!", sagde Martha og rakte mig en kop med te og satte sig ved siden af mig. Jeg tog gerne imod den. 

"Jo altså..", begyndte jeg. 

 Martha lyttede tålmodigt, og da jeg var færdig nikkede hun. 

"Din drøm er gået i opfyldelse.", sagde hun og smilede. Jeg nikkede.

"Nå, men din bedstemor er på hospitalet for at besøge din bedstefar. Vi tager derover i morgen okay?", sagde hun og smilede venligt. Jeg nikkede igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...