Sarah's adventure - One Direction.

Den 17 årige Sarah Morris lever et anderledes liv end nogen anden pige. Hendes forældre gik bort i en trafikulykke, og hun lever nu med sine rige bedsteforældre. Hendes bedsteforældre giver hende alt, men intet af det, vil Sarah have. Hun vil bare gerne opleve verden, se noget, gør noget. En dag møder hun det berømte boy-band One Direction. Hun bliver ellevild, da de spørger hende, om hun vil med på turné. Men hvad sker der, når en smuk pige, er sammen med fem charmerende drenge? Kommer der drama tværs dem alle? Og kan Sarah holde paparazzierne ud?

19Likes
41Kommentarer
3752Visninger
AA

11. 11

Nialls POV.

Ordet 'nej', lød så meget hårdere, når den kom fra Sarahs mund. Svaret gennemboret mit skrøbelig hjerte. Det føltes som om, jeg fik stukket en kniv i ryggen. Jeg stod stille, ude af stand til og bevæge mig. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at holde de kommende tårer inde, men jeg kunne ikke. Jeg var grædefærdig. Med den store smerte i mit hjerte, løb jeg ud af værelset. 

"Niall!", hørte jeg hende råbe. Men jeg stoppede ikke op. Jeg løb gennem alle korridorene. Jeg vidste godt nok ikke, hvor jeg var på vej hen, men jeg vidste at jeg ville væk. Væk fra alt. Jeg stoppede op, for at få pusten. Jeg stod bøjet. Havde mine hænder på mine knæ. Jeg hørte løbende trin, komme nærmere. Jeg kiggede mig over skulderen, og jeg kunne skimme Zayn. Jeg begyndte og løbe igen. Jeg løb ligeså hurtigt, som tårene faldt. 

En sort dør, løb jeg forbi. Jeg stoppede op og gik nogle skridt tilbage. Jeg kiggede på den. På døren stod der 'Ingen adgang', så selvfølgelig gik jeg derind. 

Der var mørkt. Jeg fandt en kontakt på væggen. Jeg trykkede på den, og et lille lys fra lampe var alt, der kom. Jeg stod i et kosteskab. Og, hvorfor måtte man ikke komme ind her? Jeg fik øje på en støvet stol ved det venstre hjørne. Jeg fandt en gammel klud, og tørrede støvet af, derefter satte jeg mig på den. 

Min verden, var for alvor faldt sammen. Harry følte sikkert det samme, men så alligevel ikke. Harry kunne jo få, en hver pige som han pegede på. Han skulle bare være en smule charmerende, men mig? Det kunne tag en evighed, før en pige ville falde for mig. For fem måneder siden, var folk ligeglad med om jeg ikke var med i gruppen mere, men nu, hvor jeg styrketræner og går i stramme T-shirt, er folk vilde med mig. Det hele handler om udseendet. 

Men Sarah. Jeg følte, at jeg havde en chance hos hende. Jeg troede endelig, at jeg havde fundet en pige, som jeg kunne elske og omvendt. Men nej. Eller.. Hun elskede mig jo. Men som en ven. 

Døren til kosteskabet gik op, og Zayn trådte mig i møde. Han så såret på mig, og omfavnede mig med det samme. Tåre faldt stadig fra mine kinder. 

Sarahs POV.

Jeg brød sammen på gulvet. Lige midt i det hele. Da jeg så Niall løbe, uden at se på mig, var jeg knust. Jeg var knust og vred på mig selv. Jeg følte mig som et forfærdeligt menneske. Jeg havde såret to personer på en nat. Jeg var led, og selvoptaget. Tænkte kun på mig, og mine handlinger. Liam havde for længst sat sig på gulvet ved siden af mig, og trøstede mig. Harry sad stadig på sengen, sammen med Louis. Jeg kunne mærke deres kolde blikke, ramme min nakke. Jeg kiggede op på Harry med våde øjne. Han så koldt på mig. Jeg rejste mig op, og styrede ud af værelset, og ind på mit eget. 

Jeg smed mig på sengen, trak en pude hen til mig og holdte om den. Jeg var et yderst forfærdeligt menneske. Der gik ikke lang tid, før en stor plet var malet på puden. Jeg kiggede på den. Jeg vidste ikke rigtigt, hvorfor, men jeg kiggede bare på den. Flere tåre faldt, og lidt efter lidt, fik jeg besvær med min vejrtrækning. 

Jeg hørte løbende fodtrin, komme imod mig. En krop var faldet ved siden af mig på sengen, og holdte om min slanke krop. 

"Sarah. Sarah. Træk vejret.", sagde en stemme, som tilhørte Liam. Jeg gjorde som han sagde, men jeg kunne nærmest ikke. 

"Sarah!", sagde han igen, med en lidt hårdere tone. Jeg kiggede på ham, mens flere og flere tårer faldt. Han fik mig op og sidde, og han holdte om mig, for at beroliger mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men hver gang folk holdte om mig, fik jeg det bedre. 

Min vejrtrækning var normal, og Liam så ned på mig, med sine brune øjne. 

"Sarah..", sagde han stille. 

"H-hvad?", spurgte jeg og stammede. 

"Er du okay?", spurgte han. Han vidste udmærket godt, at det var det dummeste spørgsmål, man kunne spørger om i en situation som denne!

Jeg rystede bare med hovedet, og derefter begravede jeg det ned i Liams skulder, og græd videre. 

***

Der var så flot. En flot mark og blomster alle vegne og fugle som sang glade melodier. Jeg vidste ikke, hvor jeg var, men jeg elskede det! Vinden havde godt fat om mit hår, og slyngede det fra side til side. 

Noget længere henne, fik jeg øje på en skikkelse. To faktisk. De kom nærmere, og så at det var mine forældre.

"Mor! Far!", råbte jeg og løb imod dem. Jeg sprang, da jeg var en halv meter fra dem, hen røg lige igennem dem. Jeg havde knyttet min næve, da jeg kunne mærke smerten, fra faldet, løbe hurtigt gennem min krop. Jeg vendte mig om. De stod der stadig. Min mor og far. De så ned på mig - smilende. 

"Hvorfor greb i mig ikke?", spurgte jeg og kiggede op. 

"Det kan vi ikke.", sagde David.

"Ligemeget, hvor meget vi stræber efter det.", sagde Jadelyn efter. 

"Hvorfor ikke?", spurgte jeg. 

"Vi er ikke tilstede. Vi er ånder.", sagde de begge i kor. 

"Ånder?", spurgte jeg med rynket pande. De nikkede, drejede og gik. 

"Hov vent!", udbrød jeg og rejste mig op. De vendte sig. 

"Hvordan kommer jeg væk herfra?", spurgte jeg så fortvivlet på dem. Selvom jeg var vild med det her sted, ville jeg stadig gerne hjem.

"Du skal bare vågne.", sagde de begge.

"Du skal vågne. Sarah. Vågn op."

"Sarah vågn op!". Jeg rykkede mit hoved.

"Vågn op!". Jeg åbnede stille mine øjne, og Liam så ned på mig. Jeg rejste mig og så, at jeg stadig lå i sengen. Jeg vendte mig, for at se ud af vinduet. Det var morgen. Liam havde åbenbart sovet inde ved mig, eller så ville han ikke vække mig om natten. Men jeg var ligeglad. Jeg var ikke alene, da jeg vågnede. 

"Har du sovet godt?", spurgte han og smilede. 

"Lidt.", svarede jeg. Min stemme var tør og hæs. 

"Liam, vil du ikke være sød og hente mig den flaske derover?", spurgte jeg og pegede hen på det runde glasbord. Han nikkede, og rejste sig. Han tog fat i flasken og rakte mig den. Jeg åbnede den, og drak. 'Det var dejligt.', tænkte jeg. 

"Ser jeg helt forfærdelig ud?", spurgte jeg og smilede, så godt jeg nu kunne. 

"Tjo..", sagde han. Jeg gav mig et støn, idet jeg rejste mig. Jeg gik over til spejlet, og jeg blev helt forskrækket af synet af mig selv. 

"Jeg ser jo forfærdelig ud!", udbrød jeg med stadig en hæs stemme. Han fnisede, og jeg kiggede surt på ham. 

"Der er morgenmad om en halv time. Drengene er allerede oppe.", sagde han og rejste sig. 

"Hvor var Niall i nat?", spurgte jeg stille. 

"Han er okay. Han var sammen med Zayn.", svarede han og gik hen mod døren.

"Hvor skal du hen?", spurgte jeg og fulgte efter ham. 

"Jeg skal bare hente mine ting, så jeg kan pakke her. Jeg kan ikke lade dig være alene.", sagde han og smilede. Jeg nikkede bare. 

Jeg tog mine ting, som jeg skulle bruge ude på badeværelset. Jeg satte begge mine hænder på kanten af bordet, og kiggede på spejlet. Jeg så herrens ud. Mine øjne var røde, og hævet. Ned ad mine kinder, kunne man se tørre tåre. Jeg tændte for vasken, og vaskede mit ansigt. Jeg fandt et lille håndklæde frem, og tørrede det. Jeg behøvede ingen makeup, da jeg ville gå rundt med solbriller offentligt, indtil hævelsen var overstået. 

Jeg gik ud af badeværelset, og tog noget tøj på. Nogle mørke cowboy jeans, en hvid skjorte, som jeg stoppede i bukserne, og så en mørkeblå Abercrombie&Fitch trøje. Jeg satte kraven, fra skjorten ud over trøje, og foldede enderne fra skjorten, op ad trøjen. Jeg bandt mit hår i en knold, fandt mine solbriller frem, og tog dem på. 

Jeg satte mig derefter på hug, og pakkede mine ting, så de var klar. Liam var kommet tilbage. 

"Kan se at du allerede er klar, til og forlade Norge.", sagde han. Jeg vendte mig om og smilede.

"Du behøver da ikke solbriller.", sagde han dumt. 

"Jo jeg gør! De andre behøver ikke og se mine øjne!", sagde jeg strengt. 

"Nu overreagere du altså.", sagde han. Jeg svarede ikke, men låste bare min kuffert. Derefter tog jeg min mobil i hånden, og satte mig på en træstol ved vinduet. Liam begyndte lige så stille med og tage noget tøj på, og pakke sin kuffert. Efter et kvarters tid, var han færdig.

"Så. Nu er jeg færdig. Skal vi få os noget morgenmad?", spurgte han og smilede. Jeg rejste mig, som et tegn på 'ja'. 

***

De andre drenge sad allerede ved bordet. De havde ikke taget noget mad endnu, for de ventede på mig og Liam. Da de fik øje på os, blev de en smule tavse. Kun lige Louis og Zayn var imødekommende. 

"Hey.", sagde Zayn og rejste sig for at give mig et kram. 

"Godmorgen.", sagde jeg og tog imod krammet. Louis gav mig bare highfive, men det var bedre en ingen ting. Gennem mine solbriller, kiggede jeg på Niall og Harry. Deres øjne var ikke helt så røde og hævet ligesom mine. Betød det at jeg faktisk græd mere end dem? 

"Lad os tage noget mad!", sagde Louis og rejste sig. Vi andre rejste os bagefter. Efter vi havde hentet vores mad, satte vi os ned igen og begyndte og spise. 

"Sarah?", sagde Zayn og stirrede underligt på mig. 

"Hvad?", spurgte jeg og stoppede med og spise. 

"Hvorfor har du solbriller på? Vi er indenfor.", sagde han og smilede. 

"Jeg kan godt lide solbriller.", svarede jeg og tog en bid af min bolle. 

"Tag dem af.", sagde han. 

"Nej.", svarede jeg strengt. 

"Sarah!", sagde han og kiggede surt på mig. Jeg sukkede, og tog forsigtigt mine solbriller af. Jeg havde rettet mit hoved ned mod min sølv tallerken, så de ikke kunne se mig, men Zayn skulle selvfølgelig tage fat om min hage, og løfte mit hovedet op. 

"Sarah!", udbrød han. Niall og Harry reagerede på hans udbrød og kiggede nu på mig. Jeg rykkede hovedet, tog min solbrille på og spiste videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...