Smerte (One Shot)

Tja... Noget jeg lavede i skolen :P

3Likes
0Kommentarer
224Visninger

1. Det eneste.

Hvorfor han havde gjort vidste han ikke, han kunne ikke huske det. Han var så overbevist om at det var det rigtige, men nu hvor han kunne se det fra hendes vinkel var det hele forkert. Alt sammen. Det var som om hans hjerte bare havde hvisket til ham hele tiden, hvisket hvad han skulle gøre og han havde blind adlydt. Han tvang sig selv til ikke at mindes, til ikke at tænke. Han krøb bare sammen i det ene hjørne og stirrede ud i den kolde tomme luft. Hans tanker pinte ham. Hans psykiske tortur fortsatte dag og nat. Når han endelig sov drømte han om det. Hans drømme var mørke, kolde og rædselsvækkende. Hvorfor havde han dog gjort det? Han mumlede hendes sidste ord igen og igen og håbede inderligt at det ville bringe hende tilbage. Han vidste udmærket godt det ikke kunne lykkes. Ikke igen. Det var hans egen skyld.

Han lod fingrende glide over det kolde håre metal. Hans fingre fik bedre fat og han fik rejst sig besværligt. Han vaklede hen over det kolde gulv der knagede under hans forsigtige fødder. Han lod for første gang i måneder sin hjerne lede ham vej. Hen til vinduet, lade de kolde fingre glide over det kolde glas og hive det op for at tjekke vejret. De våde dråber plaskede ned i hans hånd og mindede ham om hendes tårer. Han kunne ikke klare det og hev hurtigt sin hånd til sig og vaklede over i sit hjørne igen.

”Jeg elsker dig” havde hun mumlet til ham igen og igen. Han havde troet hende og han havde bittert fortrudt det. Hun havde løjet for ham. Han havde forelsket sig i løgnen og hun havde ladet ham blive i troen. Hvor måtte han have været latterlig, helt pjattet og fjantet. Og håbløst forelsket. Han havde troet de skulle være sammen for altid, være lykkelige. Sådan går livet bare aldrig. Han vidste det, men havde ladet sig glide ind i de lykkelige kulisser og spillet med på hendes spil.

Lige nu var det eneste han ønskede, at han ikke havde trykket. At han havde ladet den falde og var gået sin vej. Det havde han ikke. Han havde stået og stirret på hendes grædende øjne og hendes bedende mund. Han havde stået i stilhed og ventet på det rigtige øjeblik, det øjeblik hans hjerte fortalte ham. Da det skete følte han et hurtigt stik af tvivl med hans hjerte havde overbevist ham om hans gerning og han havde med al hans kræft trykket på aftrækkeren og set kuglen flyve gennem luften og ramme hende lige i hjertet. Da han så hende falde om, begyndte han at græde. Han løb hen til hende og nåede lige at høre hende hviske hendes sidste ord ”Husk altid at lytte til dit hjerte” havde hun mumlet og så havde hun lukket øjnene og sukket sit dødssuk. Han havde set livet sive ud af hende, velvidende om at det var hans fejl, han gerning.

Han fortrød det inderligt, og lod al skylden falde på sit hjerte. Han havde bare lukket sig inde bag den gamle tykke egetræs dør. Han lod aldrig sollyset komme ind, det var for glad. Regnen gav for mange minder. Han havde lyst til at skrige. Skrige af sine lungers fulde kraft og så håbe på hun hørte det. Han foretog sig aldrig noget, sad bare og mindes. Han følte sig forladt, af selv sit hjerte der slog inde i ham. Lige da han havde trykket havde han følt et dybt suk glide gennem ham og han følte ikke længere hjertet overbevisende varme, han følte sig tom og alene. Han ville straffe sit hjerte for dets gerning, derfor lod han aldrig nogen form for glæde komme til ham. Han smilte aldrig, han holdt ikke af nogen mere. Hans familie var nu bare de der mennesker der blev ved med at komme og banke på døren og forlangte at får at vide om han var okay. Det var han jo ikke, kunne de ikke bare acceptere det?

Hun havde jo løjet, så det var faktisk alt sammen hendes skyld, havde han i starten prøvet at overbevise sig om, men det havde været for svært, for ondt. Det var ham. Ham alene. Hjertets varme havde forladt ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...