Be My Bad Boi

Harry Styles, Louis Tomlinson og Zayn Malik er Londons bad boys. De går på en helt normal high school, og gør helt normale bad boys ting.

Nana Jenkins, Danielle Peazer og Milena Darling, er tre ubetydelige piger, deres bedste venner, Liam Payne og Niall Horan er de eneste der vil være i kontakt med dem.

Harry, Louis og Zayn har altid mobbet 5 kløveren, men, hvad sker der hvis de forelsker sig i dem de mobber?

OBS: One Direction er ikke kendte og der kommer noget Ziall bromance så hvis i er imod sådan noget såååh, lad hver med at læs.

Det her er mit bidrag til One Direction konkurrencen, please stem det betyder alt i hele verden ofr mig at vinde den T-shirt med Lous autograf på.

111Likes
291Kommentarer
56724Visninger
AA

55. Kap.53.Louis synsvinkel.

Der var mørkt over alt omkring mig.

Jeg kunne intet se.

Det føltes som timer, før et lille lys kom frem.

Det blev større og større.

Det var mit Lys, min Nana. Som jeg havde svigtet, hende der aldrig ville se mig igen.

"Undskyld Lou....jeg skule have lyttet til dig..........du ville ikke ligge her hvis jeg ikke var blevet sur.........jeg forstår hvorfor du måtte gå.....jeg elsker dig så meget Louis...kom tilbage til mig........vi kan slippe væk fra de idioter......................vi løber væk....langt væk.....væk fra London...væk fra England" hviskede hun, men sin blive irske accent

"jeg vil gøre alt, bare du kommer tilbage til mig.....hvis du dør, så dør jeg også....jeg kan ikke leve uden dig........jeg vil ikke leve uden dig" hviskede hun bagefter.

Hvor var jeg?

hvorfor bad hun mig komme tilbage til hende?

hun brude vide at jeg altid ville komme tilbage til hende?

jeg dør ikke fra hende, især ikke hvis hun dør af det.

 

Hun ville løbe væk med mig, langt væk fra alle de idioter der var efter os.

Hun ville forlade, sin lejelighed, sin bror, sine venner. For at løbe væk med mig.

Jeg vidste hun ville tage Nick med.

Jeg ville kæmpe for at hun blev hos mig.

 

Et stort lys kom pludselig ved siden af mig.

"Du må ikke se på dig, bliv hos mig Lou, jeg elsker dig for evigt, jeg vil ikke miste dig, aldrig nogensinde, vi høre sammen" hviskede Nana.

"hvis du går mod lyset, ser du mig aldrig igen" hviskede hun

"vågn op Louis" hviskede hun inden hun forsvandt.

jeg kaldte på hende, om og om igen, hun kom ikke.

"NANA" råbte jeg

intet svar.

 

Jeg kunne ikke bevæge mig, det var som om et reb var bundet stramt om mig.

Jeg mistede evnen til at tale.

Lyset blev større.

Jeg vil ikke miste Nana, jeg må ikke miste hende.

 

Jeg mærkede pludselig en føelse jeg kun føler, når Nana kysser mig.

Rebet blev løsnet, jeg følte jeg kunne tale igen.

Lyset forsvandt.

"Åbn øjnene" hviskede den blide irske accent

"jeg ved det ikke er Tornerose, men please bare åben øjnene" hviskede den igen.

Jeg kæmpede for at åbne øjnene.

"jeg tror snart ikke der er mere, vi kan gøre" sagde en stemme. "I må ikke slukke for ham, han dør ikke" hviskede min irske engel.

"Nana, han kan ikke redes der er gået 3 dage" sagde stemmen igen.

Jeg brugte alle min kæfter på at åbne øjnene.

"Nana" hviskede jeg

"Louis" hviskede hun overrasket.

jeg prøvede at finde musklerne i min hånd, jeg viste hendes var i min.

Det lykkedes mig at klemme hendes hånd blidt.

"Lou åben øjnene" hviskede hun

jeg prøvede igen.

"jeg kan ikke" hviskede jeg, og håbede hun hørte mig.

"jo du kan, please, åben øjnene" hviskede hun.

Jeg prøvede igen forsigtigt.

men med et blev jeg suget tilbage til lyset.

"LOUIS, KOM NU, DU MÅ IKKE FORLADE MIG" råbte Nana.

aldrig Nana, jeg vil aldrig forlade dig.

 

Jeg brugte mine sidste kræfter og åbnede øjnene.

Der var hun, min elskede Nana.

Hun smilede svagt.

"jeg var så bange for at miste dig" hviskede hun

"du vil aldrig miste mig" hviskede jeg.

"jeg elsker dig" hviskede hun

"Jeg elsker også dig" hviskede jeg.

"godt gået Lou, du overlevede, jeg troede du var ved at dø" sagde Dr.Ross

"det tror jeg også, jeg var" sagde jeg

"nå, men velkommen tilbage, du har åbenbart fået en ny chance, brug den fornuftigt" sagde han og gik ud.

Jeg så på Nana igen.

"jeg er virkelig ked af at, jeg forlod dig, det var det dummeste jeg nogensinde har gjort, undskyld" sagde jeg

"det er okay, jeg forstår det godt, Haz fortalte mig det" sagde hun

"så du tilgiver mig?" spurgte jeg

"ja selvfølgelig" sagde hun og smilede

"jeg kunne høre alt du sagde" sagde jeg

"alt?" spurgte hun

jeg nikkede

"vil du virkelig forlade London, vores venner, og England for min skyld?" spurgte jeg.

"hvis det betyder at jeg kan, være sammen med dig, så ja" sagde hun

"hvis det bliver nødvendigt, tager vi væk, men lige nu, er jeg bare glad for at have dig tilbage" sagde jeg

"du har hele tiden haft mig" sagde hun og grinte lidt.

jeg prøvede at sætte mig op, men den enorme smerte skar i mig.

"du må ikke bevæge dig, lige nu, du har smadret et par ribben" sagde Nana

"super" sagde jeg

"undskyld, hvis ikke jeg var blevet så sur på dig, ville du nok aldrig være endt her" sagde hun

jeg så på hende

"Nana, det her var ikke din skyld, det ville nok være sket lige meget hvad" sagde jeg

hun troede ikke på mig.

"kom her" sagde jeg rykkede mig, så hun kunne være i sengen.

"det kommer nok til at gøre ondt på dig" sagde hun og kravlede på i sengen.

"så længe du er der, er jeg ligeglad" hviskede jeg.

Hun lagde sig tæt indtil mig

"av" sagde jeg, okay det gjorder ondt

"jeg advarede dig" sagde hun

"det er okay, det er en god smerte" sagde jeg og så på hende,

"jeg elsker dig virkelig, virkelig meget Louis" sagde hun

"Jeg elsker dig langt mere" sagde jeg, hun kyssede mig blidt.

"aldrig nogensinde, forsvind fra mig igen" sagde hun "jeg lover dig, at fra nu af, skal vi være sammen for evigt" sagde jeg

hun smilede

døren gik op, og de andre kom ind.

"jeg vidste det, jer to alene i et rum, med en seng,er en dårlig ide" sagde Zayn "gå væk" sagde Nana

"er du stadig sure på os?" spurgte Milena og så på Nana.

Selvfølgelig var hun sur, over at de ikke sagde noget til hende.

"Sur? hvorfor skule jeg være sur?" spurgte Nana

de andre så underligt på hende

"jeg har da aldrig være sur" sagde hun og smilede stort.

jeg grinte lidt af hende.

"Lou forresten hvis du vil fri til Nana en dag, så spørg mig og Niall om lov" sagde Liam

"skal jeg nok" sagde jeg

underlig dreng

"hvad med os, vi har lige så meget , magt over hende" sagde Milena

"heeeeeey, jeg ejer mig ikke" sagde Nana

"nej....det er mig der gør det" sagde jeg

"vi har mistet Nana, til en idiot" sagde Milena

"gjorder i for lang tid siden" sagde Nana

"er du okay Sweet Cheeks?" spurgte Haz

"jeg har det fint, Baby Cakes, jeg var tæt på at dø, men jeg hørte Nana snakkede, og på en eller anden måde vækkede hun mig til live" sagde jeg

"dramatisk" sagde Zayn

"lyder som en dårlig film" sagde Liam

"DU er en dårlig film" sagde Nana og så på ham.

 

Jeg kunne heldigvis komme hjem, samme dag, så slemt var det nemlig ikke.

Zayn bar mig op af trappen, og ind i på sengen, hvor jeg skule ligge i flere uger.

Nick var glad for at jeg var her igen, han havde vidst kedet sig med de andre.

"jeg har savnet dig" sagde Nick

"i lige måde" sagde jeg

"skal du ligge der, i flere uger?" spurgte han

jeg nikkede

"du kan få Nan til at fodre dig, det gør hun når jeg er syg" sagde han

jeg grinte.

Nana kom ind med maden på en bakke.

"Nick skynd dig ned, inden Niall æder din mad" sagde Nana

han spurtede ud af rummet.

"Nana vil du fodre mig?" spurgte jeg

hun grinte

"ja selføglig" sagde hun.

det her bliver sjovt.

Det var som at være en to årige igen.

så for at gøre det sjovere for Nana, så hver gang jeg havde slugt et stykke lasagne, åbnede jeg munden på hvidt gab og ventede på mere.

Nana mente det var sjovt at lave flyvemaskine lyde, eller tog lyde.

Liam og Haz kom op for at se til os.

"Her kommer fut toger, FUT. FUT. FUT" sagde Nana og lavede små tog lyde.

"OMG" sagde Haz

"hvad?" spurgte Nana

"hvor gammel er han lige?" spurgte Liam "3 år" sagde jeg barnligt, med mad i munden.

Nana grinte og kyssede mig på panden.

"Jeg tror bare vi går igen" sagde Haz, de bakkede ud af døren.

"FARVEEEL" råbte jeg og vinkede.

Nana grinte igen

"du er så sød" sagde hun

"MER" kommanderede jeg og åbnede munden igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...