I fare? (One Direction)

En pige, Allyson, vandt for lidt over et år siden en konkurrence om at vinde et møde med hendes idoler, One Direction, og siden da havde de været uadskillige. Hun var elsket af drengene, men hadet af fansene. Da de er på vej til koncerten stod der massere af fans udenfor og ville se drengene og var bestemt ikke kommet for at se Allyson. Hvad sker der da Allyson bringer drengene i 'fare'? Specielt når 'faren' er fansene?

I må meget gerne like min historie, tilføje den som favorit eller lige skrive hvad i syntes så jeg ved hvad jeg kan gøre bedre til næste gang.

4Likes
6Kommentarer
1372Visninger
AA

3. 'Helt ny dag' bliver til 'helt forfærdelig ny dag'

   ”Har du det fint igen?” Paul havde sat sig ved siden af mig med blikket sænket i papiret.

   ”Ja ja, det er helt fint,” svarede jeg  da jeg endelig fik løsrevet mig fra mine tanker. Paul plejede ikke at snakke med mig, så jeg må indrømme at jeg blev en anelse overrasket da han ville snakke.

   ”Allyson,” startede han. Det lød ikke godt. Hvad havde jeg nu gjort? ”Du har bragt Liam i fare. Og det er ikke første gang.” Jeg sad som lammet. Ja, eg havde måske bragt dem i en form for fare før, men aldrig noget alvorligt. Jeg havde fået Niall til at forstue sin fod da vi løb om kap på trapper en gang og udfordret Lou til at lave armstrækninger i lysekronen, men vi var der blevet afbrudt, og sikkert også et par andre ting, men hvad havde jeg gjort nu? ”Du fik Liam til at løbe ud til fansene. Det kunne være blevet meget farligt. Det er det værste du har gjort indtil videre.”

   ”Det var da ikke min skyld at han løb derud!” forsvarede jeg mig, men jeg vidste godt at hvis jeg ikke havde været der havde det aldrig været sket. Måske var jeg skyld i det?

   ”Du ved godt at vi ikke kan blive ved med at give dig chancer!” sagde Paul og så for første gang op. ”Jeg tror vi bliver nødt til at sende dig hjem i morgen tidlig.” En tårer løb ned af min kind og jeg kunne se skyldfølelsen i Pauls øjne. Jeg kunne se at hvis det var helt op til ham, så blev jeg. Han vidste hvor meget det betød for mig og drengene at være sammen. Paul rømmede sig og fortsatte. ”Allyson, du må forstå at det ville være til alles bedste. Du ville kunne kigge gennem dine mentions igen uden at frygte for det had som du har fået, så det vil være væk og drengene bliver ikke nødt til at være i fare hele tiden.” Det mente han bare ikke! Jeg kunne da ikke bare forlade dem uden videre! Flere tårer strømmede ned af mine kinder. Jeg maste mig forbi Paul og løb mod udgangen. Da jeg var på vej kunne jeg høre drengene komme ud på scenen. Jeg vendte mig om for at se dem og fik øjenkontakt med Zayn som kiggede mærkeligt på mig. Han kunne sikkert se jeg ikke havde det godt. Jeg vendte mig om og løb videre. Jeg kom til den store dør vi var kommet ind af og standsede. Jeg kunne ikke gå derud bare sådan. Fansene ville flå mig i stykker og ville bagefter rende ind og flå drengene i stykker. Jeg løb videre af gangen væk fra salen. Mine øjne løb stadig i vand og mine hulk gav ekko i gangene. Jeg løb forbi et skab og stoppede. Jeg åbnede det hurtigt for at se hvad der var indeni. Intet. Tomt. Perfekt. Jeg satte mig ind i skabet i foster stilling med øjenhulerne hvilende på knæene. Der begyndte at komme hvide pletter for mine øjne efter et stykke tid og jeg satte i stedet hagen på knæene. Jeg kunne høre nogle komme løbende og råbe mit navn, men det var ikke drengene og hvis ikke det var det, var jeg ligeglad. Mine hulk kom med længere tids mellemrum og til sidst sad jeg bare helt lydløst og tænkte.  Jeg kunne høre folk gå rundt ude på gangen og kalde mit navn. Skabet var kun lige akkurat stort nok til at jeg kunne side derinde. Jeg kunne mærke at der var lidt rust indeni, som jeg begyndte at skrabe af. Jeg kunne ikke rigtig se om det var rust, for det eneste lys, som kom ind var fra den meget lille sprække mellem lågerne. Fodtrinnene kom og gik og efter en halv times tid var der omsider stille. Jeg lukkede øjnene og tænkte det hele igennem. Jeg skulle hjem. Jeg kunne ikke se drengene hver dag mere. Jeg skulle være alene meget af tiden. Mit liv ville være i stykker og ingen ville nogen sinde kunne samle det igen. Flere tårer strømmede ud af mine øjne. Højlydt. Ingen hørte det alligevel, så det var lige meget. Jeg tog en dyb indånding og åbnede skabet. Lyset strømmede ind og fik mine øjne til at knibe sig sammen.  Jeg fik hurtigt kravlet ud af skabet og fik røstet det værste støv af mig.

   ”Hvor har du været?” lød en stemme lige bag mig. Jeg vendte mig om og kastede mig direkte i hans arme og begyndte at græde igen. Jeg prøvede at sige noget, men min hals snurrede sig sammen.

   ”Jeg…” længere kom jeg ikke før jeg hørte flere skridt.

   ”Der er du!” hørte jeg Liam’s stemme. Jeg gav ikke slip på Zayn, men fik mumlet et ”ja”

   ”Hvad er der sket?” spurgte Zayn forvirret. Han kunne sikkert mærke at hans skulder var blevet våd. Havde Paul virkeligt ikke talt med dem?  Jeg sukkede og gav slip på Zayn. Jeg tørrede hurtigt mine øjne.

   ”Paul sagde at jeg ikke kunne blive med jer. Jeg bringer jer jo hele tiden i fare,” jeg var næsten selv begyndt at tro på at det hele var min skyld.

   ”Hvad?” udbrød Harry, som åbenbart stod bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om. Han stod der sammen med de andre drenge. ”Hvordan skulle du bringe os i fare?”

   ”Jeg har da fået Niall til at forstue foden og Lou til at hænge i en lysekrone og nu også Liam til at blive flænset af piger! Jeg burde ikke være he…” jeg nåede ikke at fået talt ud før Niall afbrød mig:

   ”Ally, jeg gik jo selv med til at løbe på de trapper! Det er ikke din skyld,” sagde han. Jeg troede ikke på ham. Selvfølgelig var det min skyld.

   ”Og jeg kedede mig for meget til at sige nej til at lave de armstrækninger i lysekronen. Det er jo bare sådan jeg er! At du så udfordrede mig, det var så den anden side af sagen!” Lou smilte det smil jeg altid godt havde kunne li’.

   ”Jamen det var jo bestemt min skyld at Liam løb ud i mængden før!” sagde jeg. Fast besluttet på at alt var min skyld.

   ”Du havde ikke bedt mig om at gøre det, og derfor kan det ikke være din skyld!” Liam havde en evne til at få mig til at tro på hvad som helst. Havde han sagt at der var landet rumvæsner på jorden, så havde jeg sikkert troet på ham. Jeg smilte. Var de ikke bare de bedste venner i hele verden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...