I fare? (One Direction)

En pige, Allyson, vandt for lidt over et år siden en konkurrence om at vinde et møde med hendes idoler, One Direction, og siden da havde de været uadskillige. Hun var elsket af drengene, men hadet af fansene. Da de er på vej til koncerten stod der massere af fans udenfor og ville se drengene og var bestemt ikke kommet for at se Allyson. Hvad sker der da Allyson bringer drengene i 'fare'? Specielt når 'faren' er fansene?

I må meget gerne like min historie, tilføje den som favorit eller lige skrive hvad i syntes så jeg ved hvad jeg kan gøre bedre til næste gang.

4Likes
6Kommentarer
1373Visninger
AA

4. Fangirling

Vi gik sammen tilbage til salen hvor folk stadig ledte efter mig.

   ”I kan ikke bare forlade scenen på den måde!” sagde Paul bestemt da han så os komme slentrende ind.

   ”Vi blev da nødt til at finde hende!” svarede Liam igen. Beskyttende som altid.  Jeg smilte lidt. De sagde Paul imod. Det var altid godt at se.

   ”Hvad skete der da?” hviskede jeg til Niall. Vi stod bag de andre, så vi blev ikke opdaget da vi stille snakkede mens de andre diskuterede med Paul.

   ”Altså Zayn så dig forlade salen. Han spurgte så hvad der var sket og Paul forklarede os meget langsomt hvad han havde sagt til dig og vi diskuterede så hvor vidt han kunne bestemme hvem der skulle med på vores tour. Så hoppede Harry ned fra scenen og op mellem sæderne og løb ud af døren og så fuægte vi andre efter og så fandt vi dig,” han tog en dyb indånding.

   ”Nåh,” svarede jeg bare. Jeg havde ikke noget at sige. Jeg var glad for det de havde gjort, men samtidig vidste jeg at det i sidste ende ville gå ud over mig.

   ”Skal vi få øvet færdig?” spurgte Paul utålmodigt og hønsede drengene op på scenen. Jeg blev stående tilbage mens de løb afsted som om intet var sket. Sådan var det. De var gode til at skjule ting for folk. Jeg gik ind til et af de røde sæder til højre for midten. Jeg satte mig ned og bedte til at Paul ikke ville følge efter mig. Det gjorde han ikke. Han vidste sikkert godt hvordan jeg havde det med ham lige nu. Ikke fordi det hele var hans skyld, men fordi jeg havde brug for en at skyde skylden på og det blev tilfældigvis ham fordi det var ham, som fortalte mig den dårlige nyhed. Mine drenge kom hoppende op på scenen og jeg så at de skævede til mig. Jeg smilte for ikke at gøre dem urolige selvom jeg inderst inde var ved at gå i stykker.

De fik hurtigt sunget de forskellige sange igennem og øvet hvordan de skulle præsenterer dem. De var ikke særlig gode til alt det der med at skulle sige noget bestemt. Det så man allerede da de var i ICarly. Der var de virkeligt dårlige. På det tidspunkt var det lige før Directioners skrev flere dårlige ting om drengene end haters. Men de vidste at vi stadig elskede dem over alt på jorden. Dengang elskede jeg dem som et bandt, men da jeg så mødte dem var de kun endnu mere fantastiske end jeg havde forventet.

   ”Hvad syntes du så?” spurgte Niall da han kom hoppende ned til mig efter at havde øvet. Løb den dreng aldrig tør for energi?

   ”Det var rigtig godt. I havde mange sætninger i skulle sige kunne jeg høre, men ellers var det rigtig godt!” svarede jeg. Det var standard svaret: Det var rigtig godt.

   ”Lyttede du overhovedet?” han så mistroisk på mig.

   ”Selvfølgelig! Jeg er jo trods alt stadig fan, så jeg ville da aldrig misse en øvning!” det var rigtigt. Jeg var stadig en fan som skrev med de samme fans som jeg altid havde gjort.

   ”Ja, selvfølgelig! Vil du så også have et billede?” spurgte han og smilte. Nøjagtigt som han gjorde til enhver anden fan.

   ”Mener du det? Selvfølgelig!” skreg jeg højt. Skuespil. Det gjorde vi tit. Uden manuskript selvfølgelig. De andre drenge kom ned da jeg skreg.

   ”Hvad nu?”

   ”Åhh, kan jeg få et billede med jer alle sammen?” spurgte jeg. De andre smilte og spillede med.

   ”Selvfølgelig,” svarede Harry og tog min hånd og hev mig op fra stolen.

   ”Paul, kan du lige hjælpe her?” spurgte Liam. Paul tog billedet hver eneste gang jeg legede Directioner med dem. Jeg havde mindst halvtreds billeder med dem nu og hver gang blev de lagt ud på Twitter efterfulgt af en kommentar som: ’Wow, mødte mine idoler! Kan ikke forstå det!’ Og  ’føler mig virkeligt heldig!’ og hver gang blev det besvaret med: ’Hvor er du heldig!’ og ’Håber det bliver mig en dag’, men der kom også kommentarer som: ’Du ser dem da hver dag?’ og ’Du er virkelig grim!’. Dem ignorerede jeg selvfølgelig, men altid tweetede jeg lige et par stykker tilbage om at de nok skulle møde drengene på et tidspunkt og sådan noget.

   ”Er i klar? 3…2….1…nu!” sagde Paul. I sidste øjeblik før billedet blev taget vendte Lou hovedet og kyssede mig på kinden. Jeg havde et sjovt, forvirret udtryk i ansigtet, men det kom på Twitter alligevel. Bagefter grinte vi alle over det. Vi vidste alle at det bare var for sjov. Alt vi gjorde var for sjov.

   ”Der var jo andre der var i gang med at lede efter hende!” svarede han igen og så ned i sine papirer igen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...