Don’t be afraid of the dark

Chie bor i en lejlighed med sin kat,Felix. Hendes forældre døde da hun var et år, lige siden der har hun boet hos sin tante, som har taget sig af hende til hun fyldte femten, hvor hun så måtte flytte ind i sin egen lejlighed. Men siden da hun var lille har hun oplevet mærkelige ting omkring hende, og det er grunden til hun ikke går ud for en dør. Kun hvis det er nødvendigt. Hun troede kun det var en fase hun skulle igennem, men det blev ved, også i hendes lejlighed hun bor i nu...

2Likes
2Kommentarer
826Visninger
AA

2. Spøgelset på gangen

 

Jeg havde fået ryddet op efter min kat, som nu lå i ben enden af min seng og sov, han er en rigtig sovetryne, lidt ligesom mig. Alle lysene i den øverste etage er tændt, da jeg er mørkeræd, og kan ikke sove med slukket lys, det har jeg aldrig gjort, jeg har simpelthen været for bange for mørket, jeg tør ikke engang prøve at slukke lyset. Jeg sad og læste i en bog, som jeg fik af min tante i tretten års fødselsdags gave, som jeg aldrig havde fået læst, jeg så roligt hen imod mit vækkeur som stod på mit lille natbord med endnu en lampe som kunne lyse rummet op, mere end det gjorde i forvejen, jeg ved godt det er dyrt at bruge så meget strøm, men når man har det på den her måde, så bliver jeg nød til det. Klokken var cirka halv elleve og jeg kunne godt mærke at jeg var begyndt at blive søvnig, jeg satte et bogmærke ind i min bog så jeg kunne se hvor langt jeg var nået. Jeg lagde bogen ned i en skuffe og slukkede lyset ved mit natbord, så der kun var et lys der var tændt i mit værelse og ikke to. Jeg lagde mig ned under min dyne og kiggede kort på Felix som var helt væk i drømmeland, jeg smilede ”Godnat Felix” hviskede jeg og lagde mig om på siden og hev dynen op og lukkede øjnene imens jeg ventede på at jeg selv fløj til drømmeland.

Jeg vågnede lidt i 3, midt om natten, der var mørkt, hvem har slukkede mit lys? Tænkte jeg, imens jeg tændte min natlampe igen, jeg så rundt i rummet og fik øje på Felix der sad på sengen og stirrede ud imod gangen, jeg vidste ikke hvad han kiggede efter, jeg havde det også det at jeg ikke ville vide det, Felix hvæsede, og knurrede, og der slog det mig, der er noget eller nogen ude på ganen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg sad og stirrede på gangen i flere minutter indtil jeg så noget hvidt der fløj forbi min dør, min puls steg, jeg kunne mærke hvordan nakkehårene rejste sig, jeg var bange, hvad var det? jeg ser syner. Men hvordan kan jeg se syner hvis Felix også kan se det? jeg bed mig i underlæben, mine hænder rystede det gjorde hele min krop, jeg havde altid været skeptisk angående ånder og spøgelser, jeg fandt altid en logisk forklaring. Men ikke denne her gang.

Lige siden jeg var helt lille har jeg kunne se døde mennesker, og det er grunden til at jeg holder mig indendørs, jeg bryder mig ikke om at de døde opsøger mig, det er derfor jeg har hængt alle mulige mærkelig ting op, rundt i lejligheden som hjælper med at holde mit hus åndefrit, men åbenbart hjælper de ikke, for jeg har et spøgelse i mit hus. 

Jeg lagde mig roligt ned i min seng igen, da Felix havde lagt sig ned, han lå og holdte øje med mørket ude i gangen, der hvor jeg så spøgelset. Jeg trak dynen over hovedet, jeg var skræmt for vid og sans, jeg kunne ikke sove mere den nat.

Jeg valgte at stå op da klokken var blevet seks, jeg var udmattet efter den angst fyldte nat, jeg satte mig op og så rundt, Felix lå ikke i min seng mere, han var sikkert gået ned for at spise af sine tørpiller, som han altid gør. Jeg rejste mig fra sengen og gik roligt hen for at tænde for lyset ude i gangen, og kløede mig i håret imens jeg gik ned af trapperne mumlede jeg lavt, og gik hen imod køkkenet. Jeg stansede op, jeg kunne ikke tro mine egne øjne, jeg så en lille pige sidde på køkkengulvet og nussede Felix, jeg fik en klump i halsen, var hun brudt ind i huset eller? Jeg listede mig roligt hen til dørkammen imens mit blik var fast på denne pige, hun grinede lidt. Pigen på gulvet var helt hvid, en smule gennemsigtig, det er spøgelset på gangen, hende jeg så i nat. Hele min krop rystede, jeg havde svedige hænder, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle sige noget, hvis jeg nu skræmte hende?  Jeg grinte indvendigt af mine tanker, helt ærligt, jeg kan da ikke skræmme et spøgelse, det er da omvendt, er det ikke? ”undskyld mig” sagde jeg, og så nervøst på pigen, som vendte et forskrækket blik op på mig og forsvandt ude i det blå.

Hun forsvandt, jeg er ved at blive sindssyg, jeg havde bare denne her følelse, jeg følte skyld, men hvorfor? Jeg bed tænderne sammen, jeg kunne ikke fatte at jeg ville kalde på det spøgelse ”undskyld, men det var ikke for at skræmme dig” sagde jeg imens jeg gik ind i køkkenet og så rundt. Jeg standsede op da jeg kunne mærke nogen der stirrede på mig, jeg vendte mig om og der stod pigen fra før, spøgelset, jeg smilede akavet, det her var virkelig akavet, jeg stod og snakkede med et spøgelse ”Hej” sagde jeg og sendte hende et venligt smil, jeg ville ikke gøre hende bange, hun kiggede på mig, hun bar en hvid natkjole og havde store klare blå øjne af hvad jeg kunne ane, ellers var hun helt hvid, hun så blot på mig ”hvem er du” Spurgte jeg hende, jeg var ved at give op ”…Mei” sagde hun og så på mig, jeg smilte blot og glemte alt om at hun faktisk var død, at hun var et spøgelse. Jeg satte mig på hug og rakte min hånd ud og holdte det venlige smil på mine læber ”Chie” sagde jeg, Mei så kort på min hånd, hvorefter hun stille gik hen imod mig, jeg havde stadig den følelse, en bagtanke at der ville ske noget. Hun tog stille fat i min hånd, og jeg kunne mærke al den smerte hun havde været igennem, alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...