Ånden i glasset

Det var en kort historie jeg skrev til et blad, men overvejer lidt at lave en form for fortsættelse på den. Den handler om de to piger Andrea og Mia, som en dag prøver at spille ånden i glasset. Mia kan så den ånd som bevæger glasset. Men snart finder pigerne ud af, at de har ikke med et menneske og gøre...

4Likes
5Kommentarer
1373Visninger
AA

1. Ånden i glasset

 

Andrea tændte det sidste stearinlys og pustede flammen på tændstikken ud. Så vendte hun sig om og satte sig hen ved siden af Mia, som sad ved deres hurtigt lavede ouija-bræt. Egentlig var det bare et stykke karton hvor de hurtigt havde skrevet hele alfabetet, tallene fra 1-9, ja, nej og farvel på. ”Okay, er du klar?” spurgte hun Mia, som rystede på hovedet, men alligevel lagde hun hendes finger på glasset. Så sagde de samtidig ”jeg tror på ånden”. Så tog Andrea ordet. ”Er der en ånd tilstede?” spurgte hun. Mia flyttede sit blik fra glasset mod væggen. Det var ham manden som hun havde holdt øje med hele dagen. Igen spurgte Andrea ”er der en ånd til stede?”. Manden løftede sin ene arm, og pludselig mærkede Mia glasset bevæge sig under hendes finger. Hun kiggede ned og så glasset bevæge sig hen mod nej. ”Mia, er det dig der bevæger glasset?” spurgte Andrea mistænksomt. ”Nej jeg gør ikke” svarede Mia skræmt. Andrea sad lidt og tænkte, og før hun kunne nå at sige noget, sagde Mia ”er du en ånd?”. Mia kiggede hurtigt op, men manden var væk igen. Så mærkede hun glasset bevæge sig igen. Hun kiggede ned og så den lave en lille cirkel, hvorefter den landede på nej igen. Mia mærkede et sug i maven. ”Andrea jeg syntes vi skal stoppe nu” sagde hun bekymret, men Andrea svarede bare opstemt ”nej vi skal da ikke, det her er da for vildt!”. Så vendte hun ansigtet mod pladen igen og spurgte, ”hvad er du?”. Igen lavede den en lille cirkel og landede på nej. ”Ikke særlig snakkesalig, hva'” sagde hun og kiggede på mig. ”Ej, jeg syntes altså vi skal stoppe” sagde Mia igen, og prøvede at fjerne fingeren. Men hun kunne ikke. Frygten vældede op i hende. Hun prøvede igen, men hun kunne ikke. Imens spurte Andrea videre, ”hvor gammel er du?” spurgte hun, og glasset stod stille et øjeblik før det bevægede mod tallene. ”2, 3, 9. Er du 239?” spurgte hun. Glasset bevægede sig hen på ja. ”Intet menneske kan blive så gammel, er det med den tid du har været død?” spurgte hun nysgerrigt. Glasset bevægede sig hen mod nej igen. Uden Mia vidste hvorfor, spurgte hun meget stille, ”har du nogensinde været et menneske?”. Andrea vendte sit hoved mod hende med et ryk. ”Hvad snakker du om selvfølgelig er det et menneske...”, der var mere hun ville sige, men hendes ansigt var vendt mod glasset som igen gled hen på nej. Nu begyndte frygten også at melde sig på hendes ansigt, og hun sagde skræmt ”vi vil gerne sige farvel nu”. Men i stedet for, gled glasset over på nej igen. Mia holdt øje med Andrea og kunne pludselig se at hun også forsøgte at fjerne fingeren. ”Du kan ikke fjerne den, jeg har prøvet” sagde Mia stille til hende. Hun vendte hendes ansigt, som nu var fyldt med frygt, mod pladen med glasset på. Så spurgte de begge i munden på hinanden, ”hvad er du?”. Glasset stod stille så længe at de ikke troede at det ville bevæge sig. Så rykkede det stille rundt mellem bogstaverne. Og for hvert bogstav blev deres frygt større og større. Da den endelig stod stille, havde bogstaverne dannet ordene 'en dæmon'. Nu var de skrækslagne, og Mia så næsten ikke den mørke skikkelse som stod i hjørnet med et grumt smil på læberne. ”Slip os fri” sagde Andrea skrækslagent, men glasset rykkede sig bare hen på nej igen. ”Hvorfor ikke? Slip os fri...” begyndte hun at tigge med tårer i øjnene. Til sidst hviskede Mia, ”hvad er det du vil have?”. Glasset begyndte med det samme at rykke rundt mellem bogstaverne. Det ene ord der blev skrevet, gjorde Mia så bange at hun ikke lagde mærke til Andrea bange skrig. Det havde skrevet 'dig'. Med en pludseligt lyd, splintredes glasset. Andrea udstødte et lille skrig af smerte, men Mia havde sine øjne rettet mod skikkelsen, der pludselig stod foran hende. Nu kunne Andrea også se ham, og hendes skrig forstummede. Skikkelsen stod med sine øjne rettet mod Mia, så han ænsede ikke da Andrea rejste sig op og stak sin arm og greb fat i Mia. Det var først da hun rev til, at Mia vågnede fra hendes trancetilstand. Andrea trak Mia op og stå og trak hende væk fra manden. Men Mia havde stadig sine øjne rettet mod manden. Det var den samme mand hun havde set hele dagen. Men han så anderledes ud og hun kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Han vendte hovedet mod dem, men smilte så lidt. Andrea trak Mia ud af døren på sit værelse, men da de drejede om hjørnet var de lige ved at støde ind i manden som stod lige foran dem. De skyndte sig at vende om og løbe, men manden indhentede dem lynhurtigt. Han greb fat i Mia og for øjnene af Andrea trak han hendes sjæl ud. Mias skrig var hjerteskærende, og til sidst slog det klik for Andrea. Hun vendte sig om og spurtede...

 

”Andrea, vi spørger dig igen, hvad var det der skete den nat?”, politimanden foran hende virkede træt. Hun kiggede på ham, men spurgte så ”hvor er Mia?”. Manden sukkede. ”Din veninde ligger i koma og vi ved ikke hvornår hun vågner” sagde han så. ”Vi.. vi skal have hendes sjæl tilbage. Dæmonen tog den, vi er nødt til at skaffe den tilbage” sagde hun med en stille stemme som blev mere og mere hysterisk. Manden sukkede igen. Så rejste han sig. På vej ud af rummet vendte han sig mod kvinden i rummet, ”jeg kan ikke få noget nyttigt ud af hende, det er alt hun vil sige. Pas på hende”. Så gik han ud af rummet og ud af sindssygeanstalten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...