Us with deep secrets 1D 'På pause'

I kender sikkert alle sammen One Direction. Louis Tomlinson, Liam Payne, Harry Styles, Zayn Malik og Niall Horan. Louis elsker gulerødder, Liam er bange for skeer, Zayn tegner, Harry er charmetrolden og Niall elsker mad, og kan spise meget af det. Men har i aldrig undret jer over, hvordan han enlig kan spise så meget? Hvorfor han er så tit i byen, alene? Læs og find ud af det :D

12Likes
22Kommentarer
1795Visninger
AA

1. Prolog - Den anden begyndelse på livet.

Det var nat. Natten var mørk og dyster. Jeg var på vej hjem fra min hverdags sport - ishockey. Jeg elskede den sport. Mine bedstebarndomsvenner og jeg gik til ishockey lige siden vi var små drenge, der næste kunne bære underhyler i stedet for bleer. Min mor Maura kunne godt lide at jeg lavede noget sport, men hun havde denne drøm om at jeg skulle bliver musiker. Jeg synes selv jeg var dårlig til at synge, men min mor synes at jeg havde talent. TALENT?! Hvilken talent? Jeg kunne knap ramme de høje toner, og så siger hun at jeg har talent. Min mor er nogle gange lidt skør. I skal ikke være glade, hvis I havner i mine sko. Farmand Bobby har altid ønsket at jeg læste Jura eller gjorde noget andet for at blive læge eller advokat. Ikke det jeg lige ønsker at blive. Min storbror Greg har altid været lidt jaloux på mig. Fordi jeg kan "synge", har et sødt smil og ikke er grim. Selvom han er nogle år ældre end mig, er han jaloux. Det burde være omvendt, at jeg var jaloux på ham. Men sådan er det ikke. Min lomme vibrerede. Det var nok min mor der sendte en SMS om hvornår jeg kom hjem. Jeg orkede ikke at svare hende. Hun havde nok også travlt med at lave mad og skælde Greg ud. Jeg gik igennem en gyde i Irland. Ishockey klubben lå cirka 5-10 min fra mit hus. Jeg tog altid en kort genvej i gennem en gyde. Min sportstaske havde jeg på den ene skulder og mobil i hånden. Min mobil vibrerede igen. Denne gang tog jeg et kig. Min mor, havde skrevet to gange hvornår jeg kom hjem. Jeg skrev tilbage #Jeg er hjemme og ca. 5 min. Nialler xx#, og trykkede så på send. Jeg hørte noget bag en container. Det måtte nok være et egern eller en kat. Noget susede bag mig. Jeg blev ret bange nu. En skygge overfaldt mig...

***

Jeg vågnede op i et meget lyst rum. Hvor var jeg? Er jeg i himlen? Jeg havde så mange spørgsmål at stille, men der var ingen der kunne svare. "Niall? Skat? Er du vågen?" sagde en kvinde. "Mor?" "Åhh Gud! Han er vågen!" sagde hun glad. En mand kom hen til mig, og en dreng. "Mor? Far? Greg?" sagde jeg med en hæs stemme. "Hvor er jeg?" "Du er på hospitalet, min dreng." sagde hun til mig, med en urolig stemme. "Hvordan er jeg endt her?" spurgte jeg. "Min dreng. Stil ikke så mange spørgsmål. Du skal hvile dig. I morgen tager vi hjem." sagde hun, og gav mig et kys på panden. Jeg blev glad. Glad over at der ikke var sket noget med mig. Sygeplejsken kom ind med noget mad. Hun stillede den på bordet foran mig. Jeg skar en grimasse. Grønsager! Føj! Jeg havde ikke lyst til grønsager. Jeg har mere lyst til en lækker, saftig, blodig steak. Min mave knurrede af sult. Der skulle spises noget, men ikke grønsager. Jeg blev nød til det. Skulle jeg dø af sult? Nej, nu har jeg overlevet dette, og jeg kan sagtens overleve et par grønsager. Jeg tog min gaffel og stak den ned i den kogte gulerod. Jeg tog den langsomt op til min mund, og åbnede den stille. Jeg kan godt. Det er ikke svært. Jeg tog en bid, og skar en grimasse. Føj, hvor ulækkert! Jeg tog endnu en bid. Efter et kvarters tid var jeg færdig med guleroden. Jeg kiggede ned i min tallerken. Flere grønsager! Jeg giver op! "Jeg kan ikke spise mere." sagde jeg og smed resten ud.

Næste morgen skulle vi hjem. Min læge tjekkede mig en ekstra gang med blodprøver og andet. Han kom tilbage med svar, efter ca. 10 min. Jeg stod spændt og ventede på svar, om jeg kunne gå eller ej. "Nå, der ser ud til, at du har det fint, men kom til mig hvis der sker noget." sagde han med store øjne som borrede sig ind i mine. Hans øjne var helt uklare og grå. Han var næsten helt skaldet, og så havde sine små, runde briller på. Han var nok en mand på 40'erne eller 50'erne. 

***

Jeg smed mine sko og jakke ud på gangen, og skyndte mig foran køleskabet. Jeg var sulten. Jeg havde ikke fået noget at spise andet end guleroden i går. "Skat, flyt dig fra køleskabet." sagde mor ret surt. "Men jeg er rigtig sulten!" brokkede jeg mig. Hun overgav sig. "Fint!" sagde hun vredt. Jeg tog noget blodigt roastbeef, og proppde den ind i min mund. Mmmm! Lækkert! "Spis en gulerod." sagde mor og rakte guleroden foran min næse og mund. Jeg klaskede den væk, så den røg ind i stuen. "Niall!" sagde mor vredt. "Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig." sagde jeg og prøvede at få min mor ned i de normale vejrtrækninger. Jeg tog guleroden, og smed den ud i skraldespanden. Jeg gik op på mit værelse med helt tom mave. Trappen førte op på 1. etage. Jeg traskede op på hvert trin. Mit værelse så forladt ud, som om ingen havde boet der i årevis. Mine ting lå som jeg havde forladt dem, den dag. Solen skinnede igennem mit vindue. Jeg stillede mig foran vinduet. Fuglene sang, så lyden flyttede ind i min hjerne og gav et ekko. Jeg åbnede vinduet og hoppede ned..

***

”Alle deltager bedes om at gå hen til informationen, for at udfylde deres tilmeldingsblanket.” Min mor havde sagt, at NU skulle jeg til x-factor audition. Jeg gad ikke, og jeg ville vædde med at Simon ikke vil have mig med. Jeg havde set de seneste år hvor der har været x-factor i tv’et. ”Niall Horan. Du er den næste der skal til audition,” sagde kvinden til mig. Den tidligere deltager kom grædende ud. Hans øjne var røde og blodsprængte. Nu blev jeg mere nervøs. Selvom jeg ikke gad stille op, havde jeg alligevel gjort lidt ud af det. ”Niall Horan. Du skal på scenen nu!” Sagde damen igen til mig. Okay nu var det nu. Jeg vil det her, for min mors skyld og min familie. Det første jeg sagde, var, hvad jeg hed og hvor gammel jeg er. Hurtigt fortalte jeg også at jeg var fra Irland. De bad mig synge, og jeg sang So sick. De afbrød mig. Gjorde jeg noget forkert. Ramte jeg ikke tonerne? Jeg viste det var tonerne! ”Sangen passer ikke til dig,” fortalte de. Men jeg endte med 3 jaer og 1 nej. Mor måtte være glad nok, og jeg viste ikke engang at jeg kunne synge så godt! Jeg er med i x-factor. Nu er mit næsten mål at synge med andre stjerner og få lavet et par album. Jeg kom ud til min familie. Mor blev glad så glad, at hun hoppede rundt som en eller anden galning. Men sådan er min mor altid. Jeg elsker min familie, men jeg har en ret stor hemmelighed! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...