Evigt savnet

Dette er en lille fortælling set fra min side. Om den tid optil at min elskede svigermor døede, en alt for tidligt død.
Hun døede af kræft. Og min fortælling om hvordan det var, og er nu hvor hun er væk.

1Likes
9Kommentarer
888Visninger

1. Evigt savnet

Det hele startede en varm dag i august. Jeg var taget med Rasmus hjem for første gang. Vi var ikke begyndt at komme sammen endnu, men alligevel tog du i mod mig som var jeg din egen datter. Dit glade humør og dejlige smil fik mig med det samme til at føle mig tryk. Jeg vidste med det samme at jeg ville passe ind i den her familie.

Tiden gik, og Rasmus og jeg begynde at komme sammen. Jeg var 14 år og han var 15 år. Men alligevel var der ingen problemer med at vi sov sammen hverken fra mine forældres eller jeres side.

Inden Rasmus og jeg begynde at komme sammen, havde jeg allerede hørt noget om at du var syg. Brystkræft!  Men du havde det godt, og du blev vidst hurtigt klar over at det slet ikke generede mig at du ikke havde hat eller paryk på.

Tiden gik, og du fik det bedre og bedre. Du havde fået af vide at du var rask, og kureret. Vi havde det dejligt sammen alle sammen. Og de 4 første år, var det ligesom at have en hvilken som helst anden svigermor, ud over at din tidligere sygdom havde givet dig nogle men, som at du ikke kunne klare at arbejde lige så længe, men ellers var alt jo godt.

Du blev et forbillede for mig, selv da Rasmus og jeg havde et brud, var du stadig lige så sød og kærlig overfor mig som altid. Du behandlede mig stadig som din elskede sigerdatter. Og jeg elskede dig for det.

Men efter 4 et halvt dejlige år, begynde du at få ondt, det gjorde ondt når du gik for meget, og det gjorde ondt når du sad for stift. Det meste af tiden brugte du i lænestolen.

Da du talte med lægerne, fik du af vide at chansen for at det var kræft igen, var lig 0%  så det stolede og håbede vi på det ikke var. Efter lang tid hvor du sad i stolen, husker jeg en dag da jeg kom ud til jer. Jeg var gået ned på min kærestes værelse, for at sætte mine ting, inden jeg ville gå op og sige hej til jer andre.

Pludselig stod Rasmus i døren, han var helt rød i hovedet. Han Krammede mig, og begynde at græde. ”min mor har kræft igen” lød det hulkende fra ham. Min mave slog knuder. Allerede der, vidste jeg enlig godt hvor det ville gå hen, men det kunne jeg ikke sige til ham. Du var hans et og alt, og stort set hele hans verden roterede om dig.

Tiden derfra, gik kun ned af bakke, du røg ind og ud af sygehuset, og det svingede meget mellem hvordan du havde det. Men næsten alt din tid, brugte du i sengen. Jeg kom med aftensmad til dig på sengen, når du var for dårlig til at komme ned. Du græd tit, og undskylde for at jeg skulle se dig ligge sådan. I de stunder, gjorde jeg alt for ikke at græde, jeg smilede bare til dig, og prøvede at virke tapper, på dine vegner, men også på mine egne.

En dag da jeg kom ned til Rasmus fik jeg af vide at du var blevet indlagt, og at de ikke vidste hvornår du var rask nok til at komme hjem. Nogle dage senere, fortalte svigerfar, at du ikke kom hjem mere. Og at du aldrig ville blive rask igen.

Dine børn knækkede sammen. Jeg stod der, sammen med en hel familie der havde fået deres største nederlag. De skulle miste deres elskede mor/kone. Selvfølgelig var jeg ked af det, men det eneste tidspunkt jeg græd, var når ingen så det. Jeg mente selv, at jeg måtte være tapper, og holde humøret oppe. Mest for Rasmus's og de andres skyld, men også overfor dig. Jeg syntes ikke det var nødvendigt, at jeg stod og græd foran dig, selvom det knuste mit hjerte at se dig sådan.

Den aften vi besøgte dig på hospitalet, var den sidste gang jeg så dig i live. Da Rasmus begynde at græde, sagde du noget jeg ikke forstod den gang. Du nussede ham i håret og sagde ”det er helt okay at være ked af det” Den gang forstod jeg det, som om at de var i orden at alle de andre, altså Rasmus, Peter, Rikke og svigerfar, at de var kede af det. Det er klart at de var det. Men jeg.. Du var jo KUN min svigermor.

Jeg husker at da vi skulle til at tage hjem fra sygehuset, og jeg skulle sige farvel til dig, der tog du mig i hånden og sagde "pas godt på ham Mette". jeg nikkede, og krammede dig farvel. det var et af det sværeste løfter jeg nogle sinde havde givet.. ikke fordi jeg troede jeg ikke ville kunne klare det, men fordi jeg vidste hvorfor du sagde det.

Men senere forstod jeg, at du var meget mere ind det. Du var min mor nummer 2. Du var hende der sørgede for at jeg fik mad når jeg var hos jer. Du var den der spurte ind til hvordan jeg havde det, og hvordan det var gået i skolen O.S.V.

En aften hvor svigerfar var kørt op til dig, skulle vi spise hos naboerne, som havde været så søde til at hjælpe. Vi spiste, og hyggede os enlig meget godt, vi pjattede og grinte. Efter maden, bad Nabo konen os om at sætte os ved bordet. De fortalte at svigerfar havde ringet. Du var død... Du var sovet stille ind den aften. Den aften forstod jeg det hele.   Du havde ikke BARE været min svigermor. Du havde betydet så utrolig meget for mig. Og nu… nu kunne jeg slet ikke forstille mig en hverdag uden dig. Vi græd alle sammen, også jeg.

Vi kørte op og så dig i kisten, du var så fin. Det så ud som om du sov, eller som om du hvert sekund ville åbne øjne og sige ”hvad stå i alle der og tuder for?” Men det gjorde du ikke. Du var væk, og vi skulle nu til at klare os uden dig.

Selvom vi gør vores bedste, så er det ikke nemt. Hver eneste ting man laver, minder om dig. Somme tider vågner jeg ved, at Rasmus ligger og græder. Jeg tror han er afklaret, men han savner dig… Utroligt meget. Ligesom alle os andre.

Jeg huske noget du en gang sagde til mig. Du sagde til mig ”når du skal giftes med Rasmus.. Må jeg så ikke komme med ud og vælge brudekjole?” jeg lovede dig at det skulle du nok få lov til. Og jeg ville enlig også helst have dig med.

Jeg huske at vi grinte sådan den dag du drillede Rasmus og jeg, men derefter sagde du ”jeg tror i får nogle dejlige unger… og jeg glæder mig til at se dem” men det nåede du aldrig.

Jeg husker at jeg i lang tid havde det svært. Det var ikke nemt at fortælle folk hvad der var sket. Rasmus måtte hen og trøste mig flere gang. For hver gang nogle skrev til mig på facebook, så var det om dig. Folk spurte om Rasmus var okay, men jeg følte mig alene.

Jeg er sikker på at fordi din død er svære for mig ind selv min morfars, er fordi det er så forket. Der er intet retfærdigt i at du skulle væk så tidligt, inden du nåede at se dine børn blive lykkelige. Inden du havde fået børnebørn, og inden du var klar. Du vidste selv at du skulle dø af din sygdom.
Vi vidste det alle.. men vi havde håbet på at du ville nå længere.

Men jeg ved at du langt fra var klar til at forlade dine elskede allerede.

og selvom det er et år siden at vi var samlet til din begavelse, så er det stadig underligt at komme hjem til svigerfar og se at du ikke er der..

 

Jeg savner dig, og det vil der ikke være EN eneste dag i rasten af mit liv hvor jeg ikke vil.

 

Du var min engel.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...