Onsdag d. 5 juni 1968 *Slut*

Katies far er mandschauvinist, og tror han kan bestemme over både Katie og hendes mor, så der er valg, vil han slet ikke have at hun stemmer. Men endnu når hun stemmer på den modsatte end sin far.

0Likes
0Kommentarer
790Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Da han kommer, går han roligt op på scenen og stiller sig foran mikrofonen. Han venter til alle er stille og siger så: ”Vi gjorde det! Vi vandt her i Californien, og det har selvfølgelig en stor betydning for mig og stemmerne i alt. Jeg håber, I alle krydser fingrer for mig i resten af staterne, og jeg takker jer alle for at have stemt på mig. Jeg vil gerne sige tak til min kone Ethel og mine børn derhjemme, som er tålmodige i denne travle tid. Jeg vil sige tak til alle frivillige hjælpere til denne kampagne. Jeg håber, vi vinder, og det vil være mig en stor ære at blive jeres præsident. Amerika vil blive kendt for store ting. I min tid vil den første mand lande på månen, jeg vil gøre Amerikas ære større end den nogensinde har været. Tak for i aften”. Han smiler og vinker rundt til vælgerne, som bryder ud i en hyldest til Kennedy. Han går igen roligt ned for scenen, og nogle begynder at følge efter ham ud bagved. Jeg går med, jeg vil se ham en sidste gang måske give ham hånden.

Et stykke fremme kan jeg se ham, og jeg får presset igennem, og jeg kommer tættere og tættere på ham. Jeg er næsten helt henne ved ham, da jeg hører et skud, og en af hans vagter rammes i skulderen. Han falder til jorden. Endnu et skud affyres, og Kennedy bliver ramt i torsoen. Han falder også. Folk går i panik, nogle løber væk, andre løber til Kennedy og vagten, nogle kigger efter attentatmanden. Endnu 2 skud affyres, og 4 mænd overfalder manden. Kennedy ligger stadig på jorden, og masser af mennesker er rundt om ham. Jeg bliver ført væk fra stedet, og udenfor hvor en ambulance allerede er ankommet. Jeg bliver stillet bag et bånd. Jeg ser, ambulancefolkene kommer kørende med Kennedy på en båre, ved siden båren går hans grædende kone Ethel og holder ham i hånden. Jeg ser på, mens de fører ham op i ambulancen og kører mod hospitalet. Jeg vender mig om og går ned af gaden. Jeg vender ryggen til menneskemængden, og prøver at glemme det. Jeg tænkte på hvilke konsekvenser, jeg vil få der hjemme. Jeg kunne også bare lade være med at tage hjem, for jeg er jo over atten. Men det ville jeg ikke gøre mod min mor, måske min far, men aldrig min mor. Jeg er snart hjemme, men jeg ved, at jeg ikke kan sno mig ud af den her. Jeg er på gaden nu. Jeg har ikke lyst, efter hvad jeg lige har set. For en gang skyld stoppede jeg med at lytte til min far, jeg valgte selv, jeg løj, jeg gik min vej i timer for at se ham, og så er han nu døende. Er det virkelig meningen med livet? Jeg kan se, at der er lys i vores vinduer, måske er de bekymrede? Måske sidder de begge to og er urolige for mig. Men da jeg kommer indenfor, sidder min far klistret til radioen, og det er min mor, jeg får skæld ud af. Jeg går ind på mit værelse og går i seng.

Næste morgen bliver der ikke sagt meget ved bordet. Radioen kører stadig, der er nyheder. De er ved at slutte af, men sidste indlæg er om episoden i går. Og de siger: ”I går aftes blev Kennedy skudt af en palæstinenser. Han blev hårdt ramt, og tidligt her til morgen døde han. Mennesker tæt på Kennedy har sagt til pressen, at det er med stor sorg i hjertet, de siger farvel til ham. Begravelsen bliver holdt i næste uge, og hele Kennedys familie, hans kone og 11 børn, vil være tilstede under ceremonien. Han skal begraves ved siden af sin bror J. K Kennedy”. Ingen ved, jeg var der, men onsdag d. 5. juni 1968, så jeg Robert F. Kennedy blive skudt. Men jeg ved det, og jeg gik mod min far, så jeg fik noget ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...