Sladredroslens kald.

Vis det nu var dig, der skulle beskytte en hel landsby alene, hvordan ville du så tackle det?
Vis det var din far som forsvandt da du var lille? Tja, det ved du sikkert ikke, men det ved Cathrina en del om. Cathrina er en seksten årig pige, der har passet på sin landsby i mange år.Cathrina vil prøve at finde sin far, hos de store byer. Under hendes eventyr møder hun Hazel, som hun kalder ham...

0Likes
0Kommentarer
404Visninger

1. Et nyt ansigt

Sladredroslens kald

 

 

Himlen var en mellem en lys turkis og babyblå nuance, og med et strejf af gul, og en laksefarve. Skyrene, var en lys orange, og en dyb blå, pastel farve. Deres candyfloss lignende ydre, fik enhver til at drømme om at svæve ind i dem, og lad sig blive omfavnet af deres bløde former. Grønne træer, der blæste i takt med hinanden, gule marker, med blomster, der fulgte i takt til træernes endeløse rytme, vinden der hev i alting, voldsomt, men dog forsigtigt som et lille barn.  Børn, der løb, uden at ane de faretruende, optakter, som var i vente. Jeg kiggede intenst ud over landskabet, ventede på tegn efter den massakre som var i vente. Ventede på at beskytte mit folk.

De vidste det ikke, og hvordan jeg vidste det, var et godt spørgsmål. Jeg havde den her følelse at der snart ville ske noget tragisk. Jeg tog fat i håndtaget, klemte mine hænder om dørhåndtaget, men tøvede. Jeg tog en dyb indånding, og stod der. En vis bekymring strejfede mit hoved, og jeg lukkede mine øjne, åbnede døren. Vinden hev i mit hår, dens blide små stød kærtegnede min kind. Jeg åbnede mine øjne, forsigtigt, meget endda. Så ud over de majestætiskes bjerge, der lod solen, gemme sig bag dem. En ganske betagende udsigt, vis du skulle spørge mig. Jeg kiggede ud over det hele, indtog min vagtpost, spejdede efter tegn langs de mange små skove, floder og bjerge. En fugl sad få meter fra mig, jeg rakte ud efter den, men den fløj bort, ligesom alle mine såkaldte ’’venner’’. Jeg så på den flyve væk, og straks indicerede arten.

En kolibri.

Jeg har altid været interesseret i de fugle, måske deres smukke ydre, eller hele designet bag dem. Jeg kan huske dengang min far forærede mig en bog om fugle De timer vi brugte på at studere fugle i skoven, mens vi hørte på sladredroslens kald. Men så skete det, en dag hvor nogle han ikke kom hjem, og hvor vi modtog et brev om at han var blevet anholdt.  Det er ti år siden nu, og jeg angre at jeg vil finde ham, inde jeg dør, uanset hvad. Jeg kiggede op mod himlen, strækkede min nakke, indtil jeg så noget ud af min øjenkrog. Ude ved horisonten, jeg greb fat i en lille kniv, mens jeg hoppede ned af en træ barrieren, min masken der hang i mit hår kunne endelig bruges, jeg trak den ned over hovedet og løb hen ad mod skoven, solen var på vej ned, mens jeg kiggede efter den person jeg lige havde set. Mit enkle tøj gjorde det svært for mig at blive set. Et par korte shorts i en støvet sort, og en grå tanktop, samt mine absolut ynglings støvler i læder. Jeg trak en kappe over mine skulder, det var vigtigt at jeg ikke skulle blive genkendt. Jeg hørte nogle tale. Det var en gruppe, i et ukendt antal. Jeg klatrede op i træerne, og fulgte efter dem på afstand. En lille gruppe på drenge omkring min alder, jeg kiggede på en af dem, en dreng med brunt hår, og Hazel øjne. Jeg mistede fokus et øjeblik, og knækkede en gren.

En gren, en lorte gren der ødelagde det hele, jeg mener chancen for det kan ske!

Hazel drengen vendte sig om, tydeligvis hørte han bedre end de andre.  Hazel, som jeg havde navngivet ham, kiggede i min retning. Han prikkede på en rødhårets arm, og pegede i min retning. Mit hjerte hamre, af nervøsitet, imens jeg prøvede at holde balancen. Jeg kunne mærke at grene ikke kune holde til min vægt meget længere, især fordi den var tynd.

De grinte bare af ham. Gudskelov, jeg ånden lettet op. Jeg listede mig hen ad grene, så stille som jeg kunne, prøvede at undgå en fejltagelse til. Da jeg nåde i sikkerhed bag en tyk stamme slog det mig, han havde fulgt hvert et skridt jeg havde taget. Jeg stivende, da han stirrede lige i mine øjne. Han stod og kiggede, studerede mit ansigts struktur. Jeg kiggede mig til siden, da jeg ikke kunne stå stille i så langtid. Jeg søgte efter ham, hvor fanden blev han af?

Jeg gispede, da nogle rev fat omkring min hals, og holdte mig fangede i et brydergreb. ¨

Hazel

Slog det mig, jeg prøvede alt, virkeligt alt, sparke ham mellem benene, kradse, bide, men det var som om han læste alle mine bevægelse. Hazel tyssede på mig, jeg stønnede, da han strammede grebet om min hals. Jeg gispede efter vejret, hvorefter han løsnede sine arme, kun lidt. ’’Hvad laver en pige i denne del af skoven, så sent?’’ Jeg svaret ikke, men forblev tavs. Ah, den her stilhed. ’’Burde du ikke lege med dine dukker?’’ Han lukkede et lille grin ud, og som en regndråbe, blev han alvorlig igen. Jeg lukkede mine øjne, og åbnede dem igen. ’’D-det er i-ikke noget du skal b-blande dig i’’ Han rev mit hoved over hans skulder, og satte hans mund til mit øre.

’’Du har ti minutter til at komme væk herfra’’ Jeg gispede, og mærkede, hans arm løsne sig for min hals. Han vendte sig om. ’’Hvad venter du på? Syv minutter igen’’

Min stemme i hovedet skreg af mig.

Så skrid dog for helvede!

Jeg løb væk, hen over de tynde grene, selvom der var en risiko for at falde ned, det var besværligt. Jeg havde aldrig været i den her del af skoven før, og det kunne være svært at sige udefra det mørke som var faldet. Jeg tog et skridt hen over en gren. Så det andet, og så det tredje. Også faldet jeg ned, jeg nåde at gribe fat om en gren, så jeg ikke pløjede ned i alverdens planter, og lort i skovbunden. Jeg hørte nogle råbe.

Ti minutter. Tik tak, tik, tak.

 

Jeg sprang ned på jorden, i et sølle forsøg på at lande blødt, som endte med at jeg skrabede mig på nogle flintesten, og træ. Jeg stønnede i smerte da jeg mærkede en skarp smerte i min højre arm. En flintesten havde boret sig ind i min mælke hvide hud. Jeg bed sammen, og hev den ud, blodet løb ned af min arm, jeg prøvede at ignorere smerten, men det var svært. Jeg gemte mig ned under læget af et træ, jeg kiggede på flængen, hvor det klistrede, friske blod piplede ud af. Nogle lokker af mit hår klistrede sig fast til blodet, jeg så på det igen. Jeg havde brug for noget vandt at rense det med og noget læge hjælp. Jeg gled forsigtigt min pege finger ned ad åbningen, jeg bed i min underlæbe af smerten, der skar igennem mig. Jeg prøvede at forbinde såret med nogle af skovens blade, med ingen effekt uheldigvis.  Jeg tog min hånd over flængen, prøvede alt hvad min krop kunne glemme smerten. Jeg rejste mig besværligt op, gryntede af smerte. Jeg begyndte at vakle imod en tilfældig retning.  Jeg blev svimmel, og jeg kunne ikke høre så godt. Jeg kunne høre mit hjerte banke. Blodet løb rundt i min krop. Jeg prøvede at ignorer det, men som regnen, tog jeg et par skridt, og kollapsede over en gammel træstamme, der var begyndt at smuldre.  Det hele var sort. Jeg mener helt sort. Det føltes som om jeg svævede på en sky. Det var fredfyldt. Så hurtigt som et lyn, var jeg tilbage til den virkelige verden. En ruskede i mig, kaldte på mig. Jeg blinkede med øjnene, for at fokusere, mod den person der ruskede i mig. Det var meget sløret, men det begyndte at forbedre sig, for hver gang jeg blinkede med mine øjne. Jeg kiggede op mod en person. Hazel’’ var det første der strejf mit hoved. Okay, det var ikke Hazel. Overhovedet ikke. En gammel mand, kiggede på mig, med et bekymrende blik. ’’Pige, pige er du okay?’’ Hans hæse stemme trængte ind igennem min øregang.

Okay gamle mand, som jeg overhovedet ikke kender. Du fandt mig bevidstløs, for ikke at nævne den kæmpe flænge i min arm. Tror du jeg er okay?

’’Jeg har det fin-’’ Jeg støttede mig på min såret arm, idet jeg bragede ned mod den fugtige jord igen. Den gamle mand hjalp mig op. ’’Jeg hedder Humphrey Baggins’’ Jeg kiggede på ham. Kunne jeg stole på denne fremmede person?

’’Cathrina Fiddlewood’’. Jeg smilede hen til Humphrey, der lod et let smil passere sit ansigt. ’’Jeg har hørt det navn før’’ Humphrey kløede sin kind, imens han prøvede at tænke. Jeg kiggede med store øjne. ’’Hvem var det?’’ Humphrey rystede på hovedet. ’’Lad os få dig lappet sammen’’.  Okay jeg forstår det godt. Han vil have mig til at holde kæft, og droppe alle spørgsmålene. Men jeg er altså virkelig mistænksom, og ikke at nævne den nysgerrighed som ligger i blodet. 

Okay, fremmede er ikke onde, i hver tilfald ikke alle. Humphrey som for eksempel, en ganske rar gammel mand. Gad vide hvad der er sket med Hazel og hans uhyggelige venner, som prøvede at myrde mig. Så populær jeg er, alle vil jo være venner med mig! Haha kan du høre sarkasmen?

 Et par timer senere, var jeg i en lille landsby, sammen med Humphrey. Han fortalte mig et folkesagn, om en forbandelse der hviler over skoven. Jeg troede ikke på det. Eller jeg mener jeg tror ikke på det. Alle folk i byen stirrede på mig. Jeg kunne simpelthen ikke tage det! Humphrey, førte mig hen til et træhus, med en smuk forhave med et udvalg at blomster i regnbuens farver.  Humphrey viste mig ind i en lille ydmyg stue. ’’Vent her, jeg skal lige hente førstehjælpskassen’’ Jeg nikkede. Humphrey gik ind igennem en lille bue, og ind til et køkken. Jeg kiggede rundt. Hele designet i stuen var gammelt. Der var mange ure, stole, og en lang sofa. En gammel bogreol, der var fyldt op til randen med bøger. Humphrey vandrede ind i stuen igen, med en kæmpe kasse. Humphrey gik straks i gang med rensning af såret. Han tog fat i en nål med noget tråd og syede det sammen. ’’Der kommer et ar’’ Jeg bed smerten i mig, da han stak nålen i min hud. Et par minutter senere, viklede han gazebind omkring min arm. ’’Tusind tak, jeg skylder dig altså en tjeneste’’  Humphrey smilte. ’’Intet problem, bare pas på dig se-’’ En banken afbrød ham. Humphrey undskyldte og gik hen til døren. Jeg prøvede at se hvem det var, indtil Hazel gik ind.  Han stirrede på mig, jeg stirrede på ham.

 

Hvad i alverden? Er der her et slags åbent hus? Okay, det her er ekstremt pinligt for at sige det lige ud. Hvad skal jeg sige? ’’Hej igen, hvordan har dine venner, dem der prøvede at dræbe mig? Måske ikke. Jeg vil ikke rødme, jeg vil ikke rødme, jeg vil ikke rødme, oh for satan også. Fanden tag dig skæbne!

Humphrey smilte. ’’Nu kan i to lære hinanden at kende lidt, imens jeg smutter til købmanden’’ Hazel nikkede blot. Jeg kiggede efter Humphrey der gik ud af døren. ’’Klak’’ Hazel vendte sig imod mig. ’’Hvad laver du her?’’ Jeg mærkede blodet i mine kinder. ’’Øh…jeg øh…’’ Hazel vendte sig. ’’Hvad hedder du?’’ Jeg tøvede. ’’Cathrina Fiddlewood’’. Tavsheden var ren totur. ’’Hvad hedder du?’’ jeg prøvede at brøde tavsheden. Hazel sukkede sig og vente sig imod mig. ’’Jack Baggins’’ Jack vendte sig imod mig. ’’Hvad laver du her?’’ begyndte han igen. ’’Det er en lang historie’’ mumlede jeg så lavt jeg kunne. ’’Hørte dig ikke’’ Jeg hævede stemmen. ’’Det er jeg bange for at jeg ikke kan oplyse dig om’’ Jack grinte luskede.  Før jeg noget at reagere, var han bag mig. ’’Vis du ikke sige hvad dit formål her er- så skære jeg halsen over på dig’’ Jeg synkede dybt. ’’Så hvad er dit formål her’’. Jeg lukkede øjnene, mærkede at jeg blev presset ind mod Jacks brystkasse. ’’Leder efter noget’’ mumlede jeg. ’’Hørte dig ikke’’ Jacks kolde hænder pressede sig imod mine arme. ’’Leder efter noget’’ gentog jeg, kun en lillebitte højere. Jack rev fat i min hals. Han kiggede ind i mine øjne. ’’Test ikke min tålmodighed, nu spørgere jeg sig en gang til, hvad laver du her?’’. Jeg kunne mærke det var en dårlig idé at sige det lavt. ’’LEDER EFTER NOGET’’, sagde jeg højt, imens jeg prøvede at trække vejet.  Jack grinte.

Hvad er det for et sygt svin der kan grine af sådan noget? Ikke at nævne at det klæder ham. Han er så mystisk, måske er det fordi jeg er vild med det? …..ALDRIG, nej nej, og atter nej. Han er jo teknisk set min fjende, ikke ven. Hvornår kommer Humphrey igen? Jeg kan altså bedre lide ham!

 

 

-___________________________________________

Bahaha. Okay, det her er mine første historie, som er på mere en tusind ord. Jeg smider alt tekst herind, på grund af ren dovenskab. Der vil komme mere, undskyld der er gået¨så lang tid. Jeg lover jer, at jeg skal nok få skrevet vidre på den:-)

MøsMøs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...