Who are you - Dire?

Susan er en helt normal dansk pige - næsten da. Hendes mor er model og tænker ikke på andre end sig selv og hendes far har misbrugt hende i mange år. Hun flygter. På vejen bliver hun venner med pigen Dire, som hun straks bliver gode veninder med. Men hvem er Dire? Og hvad sker der når Susan bliver forelsket i venindens kæreste?

0Likes
1Kommentarer
608Visninger

1. Prolog

Jeg vågnede en op en morgen og ville bare væk og ville bare væk. Væk fra alt det forfærdelige her hjemme. Væk fra min far og mor. De mest forfærdelige mennesker man kunne forestille sig. Min mor havde aldrig tid til andre end sig selv. Hun var model og tænkte kun på sit udseende (og fik også konstant plastik opareret sit ansigt). Min far drak og havde misbrugt mig de sidste mange år. Jeg tog mit joggin-tøj på og lagde derefter et hurtigt lag make-up på. Pakkede de mest nødvendige ting og løb så neden under for at hente det sidste. Jeg bankede på badeværelses døren og prøcis som forventet svarede min  mor:

"Her er optaget, haster det?",  ja, tænkte jeg, det gør det, mens jeg prøvede at finde på noget jeg kunne sige.

"Ja det haster, jeg skal mødes med nogle venner om ti minutter", sagde jeg og håbede det lød overbevisende.

"Okay, så kom ind. Men skynd dig lidt", vrissede hun. Døren blev åbnet og jeg stod foran den tynde, høje, falske dame som kaldte sig min mor. Jeg væmmedes ved synet, så jeg skyndte mig at snuppe min toilet taske, og få minutter efter var jeg på vej mod Københavns lufthavn.

En halv time ankom jeg til luftenhavnen. Jeg betalte taxi chaufføren, svang min taske over skulderen og begyndte at gå hen mod den store flok af mennesker der også skulle købe billetter. Jeg stilte mig bagerst i køen bag en pige, der så ud til at være på omtrent samme alder som mig.  Jeg begyndte at spekulere over hvor jeg skulle flyve hen. London? Paris? Madrid? Det var svært at vælge. Jeg fik et chok da pigen foran begyndte at tale til mig.

"Hvor skal du hen", sprugte hun smilende.

"Det ved jeg ikke helt", svarede jeg flovt, "hvor skal du hen?"

"Utrecht! Et virkelig dejligt sted. Stille og roligt. Du ligner en der godt kunne trænge til at komme sådan et sted hen", sagde hun og gav mig elevator blikket. Hun begyndte at fnise da hun så mit uglede hår.  Først nu lagde jeg mærke til hvor fjollet jeg så ud. De alt forstor joggin-bukser så helt latterlige ud til mine små ballarinasko. Jeg skulede til hende. Sikke en frækhed. Hun stod der, fuldkommen fremmed, og gav mig råd om hvor jeg skulle rejste hen! Og derefter begyndte hun at grine af mit udseende. Hvem troede hun egentlig hun var?

"Hvem er du overhovedet?", spurgte jeg koldt.

"Øh... jeg hedder Dire", sagde hun henkastet og prøvede at få det til at lyde som om at Dire var et helt normalt dansk navn. Hun virkede lettet da det blev hendes tur.

"Hvad kan jeg gøre for dig", spurgte damen bag disken gnavent.

"Jeg skal havde to billetter til Utrecht tak", svarede Dire kækt.

"Værsgo', hav en fortsat god rejse", jeg kunne næsten ikke lade være med at grine (damen lignede nemlig en der mente præcis det modsatte). Jeg skulle lige til at bede om mine billetter da Dire kaldte på mig.

"Kommer du ikke?", råbte hun. Jeg kiggede undrende på hende, men hun viftede bare med to billetter. Jeg rystede på hovedet, mens jeg smilede for mig selv. Hun gav mig råbte bare jeg at jeg skulle komme, hvorefter hun vendte om og satte i løb. Så går turen til Utrecht, tænkte jeg og løb grinene efter hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...