Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
92Kommentarer
4153Visninger
AA

17. Vrede, tårer og kys

Jeg vågnede langsomt. Det var meget besværligt til at starte med, men jeg fik kæmpet mine øjne op. Jeg gned i dem og kiggede rundt med et træt og lettere forvirret blik. Vent.. hvor var jeg? Jeg spærrede øjnene op og kiggede endnu en gang rundt; hvorfor lå jeg inde på sofaen i stuen? Jeg kiggede ned af mig selv og løftede op i min dyne, der lå omkring mig.

Jeg sukkede lettet; jeg havde stadig tøj på.

Langsomt kom jeg ud af senge. Faktisk, så væltede jeg nærmest ud. Jeg landede på siden nede på gulvet, i et støn. Jeg var så øm i min krop, hvorfor dog? Jeg lukkede mine øjne og tænkte tilbage; Jonghyun havde givet mig sovemiddel!

Den mand var en død mand!!

Jonghyun!!!” skreg jeg igennem lejligheden.

Jonghyun's pov.
Jeg sad ude i køkkenet og kiggede i et modeblad. Dem elskede Key vidst ret godt, gjorde han ikke? Pludselig lød en rasende stemme igennem lejligheden, hvilket fik mig til at tabe magasinet på gulvet. Jeg rejste mig hurtigt op og gik med hastige skridt ned til værelset.

Da jeg trådte indenfor kiggede jeg straks hen på sengen, men der lå han ikke; han lå på gulvet. ”Hvad laver du nede på gulvet?” Jeg trådte hen til ham og satte mig på hug ved hans hoved.

Han kiggede rasende op på mig, idet han rakte op og skubbede mig bagover, så jeg væltede ned på ryggen. ”Din idiot!! Hvordan kan du bare give mig sovemiddel, idiot?! Det kan du ikke bare gøre!! Hvad nu hvis, jeg ikke ku-kunne.. tål-e.."

”Key, græder du?” spurgte jeg og kom hurtigt op at sidde igen.

Han rakte op og tørrede sine øjne. Han lukkede sine øjne i, idet han krøb sammen i fosterstilling.

”Aw, Bummie, kom her.” Jeg rakte ud og lagde en hånd på hans arm, men det skulle jeg aldrig have gjort; Key åbnede hurtigt øjnene op og kiggede op på mig med sine vrede kattelignende øjne.

Rør mig ikke!!” nærmest skreg han.

Jeg trak hurtigt min hånd til mig igen i et forskrækket ryk. Den dreng kunne være ret skræmmende sommetider. Jeg sad i et stykke og betragtede ham, imens han lå og snøftede lavt i fosterstilling, med øjnene lukket stramt i.

Pludselig rørte han på sig. Han åbnede øjnene op og kiggede op på mig med et par øjne, der så så ulykkelige ud. Det gjorde helt ondt på mig. Han kom langsomt op at sidde, hvor så han kravlede op at sidde i mit skød, og lagde sine arme omkring min hals.

Så begyndte han for alvor at græde.

Jeg lagde mine arme omkring hans slanke krop og trak ham tæt ind til mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre i denne situation. Hvorfor græd han? Før ville han ikke have, at jeg overhovedet rørte ham. Forsigtigt, meget forsigtigt, kyssede jeg ham i hans bløde, blonde hår.

”Hvorfor græder du, søde?” spurgte jeg efter lidt tid.

Key løftede sit hoved og kiggede på mig med sine ulykkelige øjne. Det gjorde ondt helt ind i hjertet på mig. Jeg rakte ud og strøg hans tårer væk. Det efterlod et lille smil på hans læber, hvilket også fik mig til at smile lidt.

Hvor var han dog sød..

Stop det, Jonghyun!! Du ved godt, hvilket menneske han er i virkeligheden. Jeg kiggede kort rundt i værelset, inden jeg kiggede på Key igen, da han begravede sit ansigt ved min skulder. Sad han mon godt? Jeg sad forfærdeligt, men alligevel havde faktisk ikke lyst til at flytte mig.

Lige ind til mine fødder begyndte at sove. Begge..

”Keybum? Kan vi ikke gå ind i stuen eller noget? Mine fødder sover..” spurgte jeg og kiggede på ham.

”Nej..” mumlede han mod min skulder.

Jeg grinte lavt. ”Nå, men det skal vi.” sagde jeg og tog et bedre greb om ham, idet jeg rejste mig op, med ham i min favn. Key strammede sit greb om min hals og sparkede let ud med sine fødder. Prøvede han på at komme ned eller prøvede han på at være endnu mere kær?

Jeg vidste det ikke.

Vi forlod værelset og gik videre ind i stuen. Jeg satte mig ned i sofaen og placerede Key på mit skød. Han holdt sig stadig tæt ind til mig, hvilket gjorde mig helt varm om hjertet. Men det ville jeg bestemt ikke indrømme. Nej, nej..

Key trak sig lidt ud fra mig og kiggede på mig. Han snøftede. ”Jonghyun? Har du sendt mig et par øreringe?” spurgte han og frigjorde sin ene arm. Han rakte op og tørrede sit ene øje, imens han kiggede på mig med et spørgende blik.

Jeg smilede lidt. Så han havde altså fået dem? Jeg kiggede rundt i stuen og bemærkede så, at æsken faktisk lå på stuebordet. Den var åben, han må have glemt at lukke den i igen. Jeg kiggede på ham, idet vi fik øjenkontakt. ”Ja, det har jeg.” svarede jeg ham og nussede ham på ryggen.

Key smilede lidt. ”Men, hvorfor?”

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg så dem og tænkte, at de lige var dig,” svarede jeg og huskede tydeligt, at lige da jeg så dem, så gik jeg straks op og betalte for dem og fik dem pakket ind, ”jeg trådte ud af butikken og fik øje på postbudet, der var på vej mod gaden her. Jeg bad ham om, at aflevere pakken til din adresse.”

Key lukkede sine øjne i. ”.. tak. Det var pænt af dig, Jonghyun..”

Jeg sad stille og betragtede ham. Mente han det virkelig? Han var ret så rolig og det gjorde mig egentlig lidt nervøs. Mon han ville råbe op om lidt?

Nej, det skete ikke. Men pludselig skete der noget andet; Key åbnede øjnene op. Vi havde øjenkontakt i en kort tid, idet mit blik gled ned på hans perfekte læber. Det var som om, at vi tænkte det samme, da jeg kunne se, at Key's ansigt langsomt kom tættere på mit. Mit blik gled op igen, idet jeg lukkede øjnene i og vores læber mødtes i et blidt kys.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Wow, et langt kapitel, wae? x)
Undskyld, at jeg updater så langsomt. Jeg lover, at jeg nok skal det noget mere. Desuden, vil I gøre en tjeneste for mig? Gå ind og læs min "Jongkey oneshot" historie? :3 TAAAAAAK!!

http://www.asianfanfics.com/story/view/322755/life-isn-t-always-fair-jongkeyoneshot

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...