Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4223Visninger
AA

11. Tøj, tøj og atter tøj!

 

Jeg ventede, i hvad der føltes som en evighed. Jeg sad ved spisebordet med min varme kop the i hænderne. Mit blik var hele tiden rettet ud mod gangen. Mine hænder var klar til at stille koppen på bordet når som helst. Hvornår kom han?    

”Så er det klaret.” Jonghyun’s stemme fyldte min lejlighed, da han havde åbnet døren.    

Jeg stillede hurtig min kop på bordet og gik med hastige skridt ud i gangen til ham. Jeg stak hænderne i siderne og kiggede på ham. ”Nå? Fandt I ud af noget? Du har ikke gjort ham noget, vel?”    

Jonghyun grinte og rystede på hovedet. ”Nej. Minho var der også, så jeg havde ikke en chance,” sagde han, idet han blev alvorlig igen, ”men vi skal ud og spise, om en time. Vi tager et sted hen, der ikke ligger så langt væk, og man kan også få suppe, sagde Minho.” Han gik udenom mig og ind i køkkenet.    

Jeg stirrede efter ham. Jeg hørte godt det hele, men den del med Taemin måtte han gerne gentage. Havde han rent faktisk tænkt sig, at gøre ham noget?! Hurtig tog jeg min mobil frem og sendte en sms til Taemin, der lød, om han var okay. Han svarede dog hurtig, selvfølgelig var han det.     

”Hvis du virkelig så gerne vil med,” sagde jeg og gik ind i køkkenet til ham, hvor han var i gang med et æble, ”så skal du også lade mig hjælpe dig med dit tøj og hår.” Jeg lagde armene over kors.    

Jonghyun kiggede straks på mig. Endnu en gang med svagt røde kinder. Hvorfor dog? Hurtigt dukkede et skævt smil op på hans læber. ”Hvad er der dog galt i det, jeg har på nu? Det er endda dit.” Han grinte.    

Jeg rullede med øjnene, og nøs. ”Jonghyun, det kan godt være det er mit tøj, det du har på lige nu, men det er ikke noget, som man tager på, når man skal ud og spise. Kan du for pokker ikke se det?” Jeg prøvede at gøre det så indlysende for ham som muligt.    

Jonghyun kiggede ned af sig selv. Han kiggede på mig igen og trak på skuldrene. ”Næ, ikke rigtig, hvis jeg skal være ærlig.”    

”Kom med.” sagde jeg og gik ned på mit værelse. Han gik efter mig, det kunne jeg høre. Jeg trådte ind foran mit garderobeskab, hvor jeg trak lågen til siden. Hvad kunne han have på? Han så ud til, at han lige og lige kunne passe mit tøj. Så fik jeg en idé! Jeg havde noget tøj liggende inde bagerst, som jeg ikke rigtig kunne passe. Det var noget, jeg havde fået af min fætter engang. Han var lidt større en mig, men så stort var det nu heller ikke.    

”Prøv det her.” Jeg fandt et par sorte jeans, en hvid skjorte og en sort vest frem. Jeg rakte sættet til ham og sendte ham et smil, da han tog imod det og kiggede på det. Jeg kiggede efter ham, da han gik ud på badeværelset.     

Perfekt. Han ville komme til at se perfekt ud, det vidste jeg bare. Hvorfor ville jeg have ham til at se perfekt ud? Jo, ingen skulle tro, at han boede hjemme hos mig, så længe han gik i byen i sådan noget hverdagstøj. Det gik ikke.     

Jeg kiggede på Jonghyun med et smil, da han kom ud derfra. Han lignede en, der ikke brød sig særlig meget om tøjet. ”Hvad? Kan du ikke lide det?” spurgte jeg ham.    

Jonghyun rystede straks på hovedet. ”Det er slet ikke mig, det her!” jamrede han.     

Jeg rullede med øjnene af ham. Han skulle da også være så besværlig. Jeg kiggede det andet tøj igennem, inden jeg tog det meste op i min favn og kastede det på ham. ”Prøv det hele!” strålede jeg. Når der var tøj i nærheden, så blev jeg altid så glad. Det var som om jeg glemte alle bekymringer, da jeg følte mig så lykkelig.    

Jeg løb over til mit stereoanlæg og tændte for musikken. Selvfølgelig, KPOP pigegrupper. Jeg vendte mig smilende imod Jonghyun, der pludselig så helt bange ud. Nurh, hvorfor var han bange? ”Kom! Klæd om!”    

Jonghyun tog i stedet tøjet med sig ud på badeværelset, hvor han nærmest smækkede døren i. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans handling. Han var bange. Han turde endda ikke klæde om foran mig. Han havde da ikke noget, jeg ikke havde. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned af mig selv. Jeg skulle i hvert fald også klæde om.    

Jeg dansede og sang med til sangene, så godt som jeg nu kunne, da jeg alligevel følte mig ret udmattet. Af det resultat, så fandt jeg et par mine skønneste, men også simpleste, tøj sæt frem; en babylyserøde skjorter og et par sorte jeans med læder ned langs siderne. Perfekt. Deraf kunne jeg tage mine sorte butterfly med diamantsten på, og jeg vidste lige, hvordan mit hår skulle sidde.    

”Key? Hvordan sidder det her?”    

Jeg vendte mig om ved lyden af Jonghyun’s stemme. Han var iført et par mørkeblå jeans, en grå krave T-shirt med en mørkeblå cardigan udover. Det hele sad som syet på ham! ”Perfekt.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...