Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
92Kommentarer
4149Visninger
AA

13. Tanker

 

Jonghyun p.o.v.

Jeg fortrød. Hvorfor havde jeg været ved at fortælle ham, hvem jeg i virkeligheden var og at han kendte mig rigtig godt? Dumt gjort, Jonghyun, idiot! Han skulle selv finde ud af det, og når han gjorde det, så ville han lide. Han skulle lide! Det var stadig det, som jeg ønskede mest, var det ikke?     

I mellem tiden ville jeg langsomt gøre hans liv til et helvede, ind til det så gik op for ham, hvem han havde med at gøre. Jeg ville tage min hævn for de grusomme ting, han havde gjort og været med til at gøre imod mig. Dengang jeg var en lille dreng. En lille og svag dreng, der for længst var borte, og blev erstattet med en stærk og hævntørstig, ung fyr.    

Jeg måtte ignorere mine følelser og fokusere på planen. Heldigvis, så var jeg ret god til at lægge skjule på mine følelser, og derfor kunne det hele kun gå fremad. Et lumsk smil plantede sig i smug om mine læber.

Key p.o.v.

Jeg færdiggjorde min suppe som den første. De andre var snart færdige. Jeg kiggede rundt i restauranten, idet jeg mærkede noget ved mit lår. Jeg spærrede øjnene op og hoppede nærmest op, da det gik op for mig, at det var en hånd, og den strøg sig op og ned af mit lår.    

Jeg slog ud med min ene hånd mod Jonghyun, og det var der, det gik op for mig, at det var hans hånd. Han trak den straks til sig igen, gudskelov. Jeg kiggede på ham, idet vores blikke mødtes, og jeg sendte ham et blik fuld af vrede. Han smilede blot.    

”Så, hvorfra kender I to egentlig hinanden?”     

Jeg kiggede over på Minho, der nu sad og holdte om Taemin med sin ene arm. Jeg tænkte ikke rigtig over det, og skulle derfor bare til at svare:    

”Vi har haft kontakt i meget lang tid,” afbrød Jonghyun mig og lænede sig over bordet, ”vi plejede engang at date. Helt seriøst. Men det endte ikke så godt, da jeg måtte rejse væk og derfor slog vi op.”    

Jeg stirrede på Jonghyun med store øjne. Hvad fanden fablede han om?! Vi havde aldrig været kærester, og det blev vi heller aldrig! For det første, så var jeg til det modsatte køn, og for det andet, så var han slet ikke min type. Det ville aldrig gå. Hvorfor fanden tænkte jeg også pludseligt sådan?!    

Jeg kiggede over på Minho og Taemin, der sad og smilede. Jeg kiggede kort på Jonghyun, der ligeledes smilede, inden jeg så over på de to andre igen. ”Nej, vi..”     

”Jeg er nu tilbage, og vi er i gang med at finde ud af det hele.” Endnu en gang afbrød Jonghyun mig.    

Jeg lænede mig tilbage med armene over kors. Et blik fuld af vrede og irritation blev lagt over Jonghyun.

Hvor vovede han? Hvad havde han overhovedet lige gang i, den pabo? Som om vi nogensinde ville finde ud af noget sammen. Han var en fremmed person, der boede i min lejlighed sammen med mig. Han sov på sofaen og lå under min gæstedyne. Mere var der ikke. Han lånte måske mit tøj, men jeg var jo bare venlig.     Desuden, så var der jo også hans flotte krop, som jeg af og til havde luret lidt på. Hans flotte og stærke overarme. Hans hud, der var lidt mørkere end min egen..    

Stop det! Stop så!! Han er intet for mig. Han betyder intet! Han skal snart smides ud og længere er den ikke! Stop med at tænk på den måde, Key! Jeg slog blikket ned mod mit skød og pillede lidt ved mine hænder. Jeg kunne godt mærke, at mine kinder var blevet en smule varme i det og de havde sikkert også skiftet farve. Tak for det, din idiot!    

”Key? Er du syg?”     

Jeg løftede mit blik, da jeg blev revet ud af mine tanker. Jeg så over på Minho og Taemin, der begge så ret bekymret ud. Jeg rystede lidt på hovedet og smilede svagt. Endnu en gang, så afbrød Jonghyun mig, efter han havde lagt en hånd på min pande:    

”Du er helt varm. Kom, lad os komme hjem, så du kan komme ind under en varm dyne.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...