Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4178Visninger
AA

16. Sovemiddel

 

Jonghyun fik mig ind i min seng, selvom jeg kæmpede imod. Jeg gad ikke ind og hvile mere! Jeg ville vide, hvorhenne han havde været og hvorfor, han bare var gået fra mig. Det fandt jeg ikke i, uden en ordentlig forklaring! Jeg satte mig modvilligt ned på min seng og kiggede op på ham.

Jonghyun smilede ned til mig. Det blev ret creepy til sidst, da hans smil blegnede svagt og han i stedet bare stod og stirrede ned på mig. Jeg kneb øjnene i og slog ud med den ene hånd.

”Gå ud herfra, din creeper.. du skræmmer mig..” mumlede jeg og sendte ham et koldt blik.

”Oh,” mumlede han og blinkede, idet han tog sig til hovedet, ”det må du undskylde. Mangler du et eller andet? Har du spist i dag? Har du brug for the eller noget? Jeg laver noget varm kakao til dig. Vil du gerne have skumfiduser i? Har du overhovedet skum..”

”Jonghyun!” afbrød jeg ham, da jeg fik nok, ”stop! Jeg har det fint, okay! Nej, jeg har ikke spist i dag, da jeg ikke er sulten. Og nej, jeg vil hverken have the eller kakao, okay? Og hvis jeg så gerne vil alligevel, så skal jeg nok selv lave det.”

Jeg rejste mig op, men Jonghyun fik mig ned at sidde igen.

”Bliv siddende, Key,” sagde han, ”jeg advarer dig. Du har en høj feber, og jeg er sikker på, at du har det forfærdeligt. Jeg skal nok lave noget mad til dig, for jeg er nemlig også sikker på, at du er sulten.” Han sendte mig et skævt smil, hvilket generede mig.

Jeg lagde surmulende armene over kors. ”Fint.. hvis du så gerne vil.”

Jonghyun smilede, inden han gik ud derfra og lod min dør stå på klem.

Jeg sukkede tungt og lagde mig ned på ryggen i sengen. Han var seriøst den særeste, jeg kendte. Han var pisse irriterende, men samtidig, hvorfor manglede jeg ham sådan det tidspunkt, hvor han ikke var hjemme? Det generede mig virkelig meget, og jeg forstod det heller ikke. Når han var der, så ville jeg bare ønske, at han forsvandt, men så hvis han går, så vil jeg have ham tilbage.

Hvad fanden..?

Jeg tænkte så det knagede, ind til det bankede blidt på døren to gange, og Jonghyun kom ind på værelset med en bakke i hænderne. På bakken stod der en tallerken med mad på, en lille skål ved siden af med noget frugt i og så et krus, hvor der kom røg op fra.

Et lille smil dukkede op på mine læber, men jeg lod hurtigt som om, jeg havde noget mellem tænderne, så det lignede, at jeg lavede en grimasse, så han ikke ville opdage mit lille smil.

”Værsgo, Bummie,” sagde han og stillede bakken på mit natbord, ”jeg har lidt brød til dig, noget frugt og så varm kakao. Jeg håber, at du vil have det.”

Idet jeg kiggede op på ham, fik vi øjenkontakt med det samme; mine kattelignende øjne stødte på hans hundehvalpe øjne, der var så uskyldige og søde. Jeg nikkede kort og slog straks blikket ned på bakken. ”Tak, Jonghyun.” mumlede jeg.

Jonghyun smilede til mig og rakte ud og roede mig i håret.

”Stop det!” Jeg slog hans hånd væk og sendte ham et koldt blik.

”Undskyld,” grinte han og rettede sig op, ”nå, nyd din mad. Sig endelig til, hvis der er noget.” Med de ord, forlod han mig alene på mit værelse.

Jeg sukkede tungt, og vendte så min opmærksomhed mod maden og kruset på bakken. Jeg satte mig bedre til rette i min seng og begav mig så til at spise. Det smagte faktisk ret godt, til trods for, at det var Jonghyun, der havde lavet det. Selv kakaoen smagte rigtig godt!

Jo mere jeg spiste af min mad, jo tungere blev mine øjenlåg til sidst. Det gik dog først op for mig, da jeg næsten var færdig med det hele. Hvorfor var jeg pludselig blevet så træt? Det virkede underligt. Alligevel fik jeg mig tygget igennem både det på tallerkenen, frugtene og drukket alt kakaoen.

Jeg lagde mig ned på ryggen, idet jeg lukkede øjnene i.

”Bummie?”

Jeg kæmpede med at åbne mine øjne op igen. Jeg kiggede op på Jonghyun, der stod ved min seng. ”Hvad fanden, Jonghyun..?” mumlede jeg og blinkede ret voldsomt med mine øjne.

Jonghyun satte sig på sengekanten og jeg kunne svagt mærke, at han lagde en hånd på min arm. ”Bare rolig, Key,” sagde han smilende, ”det er bare noget sovemiddel. Jeg ved nemlig godt, at du helst ikke ser dig hvile, selvom du har brug for det. Så jeg måtte gå til mere nyttige metoder.”

Jeg skulle til at protestere, idet en hånd lagde sig foran min mund. Jeg ville gøre modstand, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Min krop var så tung og så træt. Inden længe blev mit blik sort og jeg gik ud som et lys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...