Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4305Visninger
AA

4. Pabo

 

”Key? Key!”     

Jeg vendte mig bort fra risene, jeg var i gang med at koge. Jeg kiggede hen på Jonghyun, der stod i døren til køkken t og smilede til mig. Det irriterende, kønne smil. Han havde det tøj på, som jeg havde givet ham og hans mørke hår strittede lidt, men ellers sad det fint.    

”Hvad er der nu, voldtægtsmand?”    

Jonghyun grinte. ”Vær nu sød og stoppe med det der, Kibum,” sagde han, ”hvor skal jeg sove henne?”    

”I stuen.” svarede jeg ham hurtigt.    

”Okay så.” sagde han og gik igen.    

Jeg kiggede efter ham. Jeg bed mig lidt i min underlæbe. Han følte sig allerede hjemme, hvilket var slemt. Jeg lod ham ikke blive i flere uger, der kunne han godt tro om igen.     

Jeg vendte tilbage til mine ris, som jeg fik gjort klar sammen med kødet. Der var ikke særlig meget, da jeg ikke havde regnet med, at jeg ville tage en fremmed med mig hjem. Han fik heller ikke lov til, at få særlig meget, for jeg var rigtig sulten og det var min mad.    

Jeg lagde det meste over på min tallerken og satte mig ind i stuen. Jeg satte mig ved spisebordet og kiggede hen på Jonghyun, der sad i sofaen og zappede rundt i mit fjernsyn. Pabo. Han havde allerede overtaget min sofa og mit fjernsyn.    

”Hvis du er sulten, er der lidt ris og kød ude i gryden.” sagde jeg og vendte så ryggen til, så jeg kunne komme i gang med at spise.    

”Tak som byder, Bummie.” sagde han, efterfulgt af nogle skridt, der blev genhørt ude i køkkenet.    

Jeg himlede med øjnene og proppede så ellers maden i mig. Jeg havde ikke spist hele dagen. Hvis han ikke ville have maden alligevel, så ville jeg da med glæde spise det for ham.    

”Det ser lækkert ud.” sagde han og satte sig overfor mig.     

Jeg kiggede på ham og trak på skuldrene. ”Ja det ved jeg. Tak.” sagde jeg og proppede mig straks igen, så jeg ikke ville kunne svare ham, hvis han begyndte at tale til mig igen.    

Da jeg havde spist tog jeg min tallerken ud i opvaskemaskinen. Jeg gad ikke tage Jonghyun’s med, selvom den bare stod på bordet, da han længe havde været færdig og sad nu i sofaen igen. Han måtte selv komme ud med den. Hvis han ikke gjorde, så ville jeg ikke lade ham sove på sofaen.    

Jeg bandede lavt for mig selv, da jeg alligevel ikke kunne lade den dumme tallerken være. Jeg gik ind og hentede den og gik ud i opvaskemaskinen med den. Jeg skyllede og vaskede gryden af og stillede den på plads, så mit køkken atter så urørt ud.    

Jeg var træt, så jeg valgte at gå tidligt i seng, så jeg kunne stå udhvilet op næste dag og gøre resten af lejligheden færdig. Jeg var så tæt på at være helt færdig og jo før, jo bedre.    

Jeg gik ned på mit værelse, hvor jeg skiftede til nattøj. Jeg gik ud på badeværelset og gjorde mig klar derude. Idet jeg stod og børstede tænder, gik det op for mig, at jeg skulle have låst døren.    

”Går du allerede i seng?” spurgte han og løftede brynene og så helt chokeret ud.    

Jeg spyttede ud og kiggede på ham. ”Ja, og?” spurgte jeg en anelse småirriteret.    

”Det er da lidt tidligt, synes du ikke? Skal vi ikke se en film?” spurgte han smilende.    

”Nej! Jeg vil i seng, jeg er træt.” svarede jeg og satte tandbørsten på plads. Jeg skulle til at gå ud derfra, da Jonghyun greb fat i min ene arm. Jeg kiggede på ham.    

”Kig på mig, Kibum,” sagde han, ”kan du virkelig ikke se, hvem jeg er? Jeg ved, at du kender mig ret godt.”

Jeg rev min arm løs. ”Hvis du mener ’ret godt’ med gode venner, så er vi ikke og har aldrig været, gode venner, okay?” knurrede jeg og stampede ud derfra.    

Nu ville jeg bare i seng.    

Jeg gik ind på mit værelse og lagde mig under min dyne. Jeg kiggede op i loftet med et håbløst blik. Jeg anede ikke, hvem han kunne være. Navnet lød bekendt, men han var nok ikke den eneste i hele verden, der gik under det navn.    

”Sov godt, Key.” Jonghyun’s hoved stak ind og smilede til mig.    

Jeg kiggede hen på ham og rakte tunge af ham. ”Gå ind og sov!” sagde jeg irriteret og trak dynen helt op over hovedet og lukkede øjnene stramt i. Sikken pabo. Pabo, pabo, pabo! Gid han ville forsvinde og ikke være der, når jeg ville vågne op fra min skønhedssøvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...