Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4168Visninger
AA

7. Missionen starter langsomt

 

Key p.o.v

Jeg fik gjort mig klar og stod ude i gangen fuld påklædt i overtøj. Jeg puttede min pung ned i min jakkelomme og vendte mig mod hoveddøren. Jeg havde fundet ud af, hvorhenne materealisten lå, så jeg ville hen og købe min hårkur.    

Da jeg rakte ud efter håndtaget, blev jeg grebet i armen og drejet omkring. Jeg kiggede på Jonghyun med et irriteret blik, men han smilede bare til mig.    

”Hvor skal du hen?” spurgte han.    

”Det rager ikke dig.” svarede jeg ham og rev min arm til mig igen. Jeg rettede på mit ærme og kiggede på ham med det irriterede blik.    

”Skal jeg ikke gå med? Bare så du ikke ender i en vandpyt igen.” Han grinte.    

Jeg sendte ham et vredt blik. Som om jeg gad have ham med mig ud i offentligheden. Han kunne få lov til at blive hjemme.. men på den anden side, hvad kunne han måske ikke finde på, at gøre ved min lejlighed imens jeg var væk?     

”Jo, okay.. så kom nu.” sagde jeg og åbnede døren.    

Jonghyun tog en af mine jakker på, men jeg gad heller ikke til at sige ham imod. Jeg gik udenfor og kiggede rundt. Solen skinnede og det var en findag. Det blæste dog lidt, så jeg var glad for, at jeg havde taget en jakke på, selvom jeg havde overvejet at lade være.    

”Nå. Fortæl mig så, hvor vi skulle hen.”     

Jonghyun stillede sig ved siden af mig og rev mig ud af min tankegang.     

Jeg kiggede på ham, men kiggede hurtigt væk igen. Måske kunne jeg bare lade som om, jeg ikke kendte ham? ”Jeg skal hen og købe hårkur.” sagde jeg køligt og begyndte så at gå, i et ret hastigt tempo. Jeg håbede på, at han ikke kunne følge med mig.    

Vi drejede ned af gaden, hvor materealisten lå. Jeg gik med hastige skridt ind i butikken og håbede inderligt, at han blev udenfor eller gik et andet sted hen og kiggede. Jeg gad ikke hænge på ham. Han var som en byrde for mig, eller en lille, irriterende hundehvalp, for han lignede lidt sådan en og han var irriterende.     

Hårkuren var der. Det var dyrt, men det var det værd, det vidste jeg. Jeg tog den og skulle til at gå op og betale, idet en stemme skar igennem butikken;    

”KEY!! Kig lige! Se! SE!!”    

Alles blikke blev vendt på Jonghyun og derefter på mig. Jeg begravede straks mit ansigt i mine hænder af flovhed. Jeg elskede opmærksomhed, men bestemt ikke dén slags opmærksomhed, for jeg fjernede lidt efter mine hænder fra mit ansigt og kiggede over på idioten, der stod med eyeliner tværret rundt i hele ansigtet, inkl. Mit navn på hans kind. Han pegede over på mig og så var det klart, at vi kendte hinanden.     

”For fanden, for fanden..” mumlede jeg, mens jeg gik med vrede skridt over til ham.    

Jonghyun så bare på mig med et stort smil.    

Jeg rev eyelineren ud af hænderne på ham og stillede den på plads. ”Er du klar over, hvor pinlig du er?” knurrede jeg af ham og tog nogle vådservietter, hvor jeg begyndte at fjerne eyelineren fra hans ansigt.    

”Næ,” svarede han grinende, ”men du elsker jo opmærksomhed, har jeg ret?”  

 Jeg smed vådservietterne i skraldespanden ved siden af mig. Jeg kiggede på ham med et dræberblik. ”Stop så med at ydmyge mig på den måde!!” sagde jeg hårdt, men han grinte bare.    

”Idiot..”    

Jonghyun rev hårkuren ud af hænderne på mig. Han studerede den nøje med et løftet bryn. Jeg rev den tilbage ud af hænderne på ham og sendte ham et dræberblik. Han kiggede på mig, idet han grinte.    

”Var det kun det, du manglede i går, hvor du landede i en vandpyt?” spurgte han med store øjne.     

”Ja, og? Jeg passer meget godt på mit hår.” svarede jeg ham som om det ikke var indlysende. 

Jeg gad ikke vente på hans svar, så jeg gik op til kassen og betalte. Jeg fik den i en pose og sagde god dag til kassedamen, hvor så jeg gik mod udgangen. Det var lige meget, om Jonghyun kom med eller ej. For min skyld måtte han gerne blive i butikken og blive låst der for altid.     

Til min, og til synladende også andres, overraskelse, så regnede det som en gal udenfor. Typisk! Jeg slog armene om mig selv, idet jeg blev trukket ind i et par stærke arme, ind mod en høj, ung fyr. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...