Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4274Visninger
AA

14. Jonghyun's vrede

 

Jeg trådte ind i min lejlighed, idet Jonghyun’s jakke fløj væk fra mit hoved. Han havde gået hele vejen bag mig og holdt sin jakke over mit hoved, så jeg ikke blev ramt af regnen udenfor, da det var begyndt at regne igen. Jeg forbandede vejret. Jeg hadede regn!

”Gå ind og få noget tørt og varmt tøj på. Så laver jeg dig noget varmt.” sagde han, efter at have taget sin sko af og hængt sin drivvåde jakke op. Han gik ud i køkkenet.

Jeg gjorde som han sagde, for jeg orkede ikke at diskutere med ham. Han burde selv gå ned og få noget varmt og nyt tøj på. Jeg fandt mig et par afslapningsbukser, som jeg trak i og en stor T-shirt. Så lagde jeg mig ned under min dyne og puttede mig godt ind i den, idet jeg nøs. Pokkers, jeg troede ellers lige..

Hvorfor, det vidste jeg ikke, men jeg havde efterhånden lagt i min seng og kigget op i loftet i et godt stykke tid nu. Jeg kunne ikke høre nogen i lejlighed. Det var som om, jeg var helt selv igen. Det undrede mig, for Jonghyun plejede ikke at være så stille. Det var som om, han hele tiden skulle have opmærksomhed.

Jeg svang dynen til side og trådte ud på gulvet. Jeg gik ind i stuen, idet jeg trådte henover noget. Mit blik landede på et gammelt fotografi, der lå på gulvet. Eller, halvdelen af fotografiet lå et stykke fra det andet. Jeg kneb øjnene og bøjede mig ned og samlede stykkerne op. Hvad var det for noget..?

Så gik det op for mig; det var et fotografi af mig og mine gamle venner, som jeg koldt droppede. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se det billede igen, og da slet ikke revet i to stykker. Hvem havde gjort det? Jeg løftede mit hoved og kiggede frem for mig. Jonghyun? Hvorfor skulle han dog gøre det?

Jeg lagde fotografiet på hylden ved siden af mig. Jeg gik med langsomme skridt ud i køkkenet, hvor jeg fandt Jonghyun sidde ved spisebordet. Jeg stoppede op i døråbningen og lagde hovedet let på skrå. Hvad lavede han? Jeg kiggede rundt og så, at han ikke havde lavet min the. Jeg kiggede på ham igen.

”Jonghyun?” spurgte jeg forsigtigt.

Jonghyun vendte ansigtet imod mig. Hans mørkebrune øjne var helt tomme og følelsesløse. Faktisk, så lignede han en, der var tæt på at græde. ”Ja?” Han hostede, da hans stemme svigtede lidt.

Hvorfor var han pludselig sådan? Hvad var der galt med ham? Jeg havde egentlig ondt af ham. Jeg havde behandlet ham som skidt, været så kold og ligeglad overfor ham. Måske var det min skyld? Det var det nok. ”Hvad er der i vejen?” spurgte jeg, idet jeg langsomt trådte nærmere.

Jonghyun rejste sig straks op, hvilket fik mig til at stoppe op. Han gik hen til elkedlen og tændte atter for den, så den straks begyndte at koge løs. Han stod helt stille med ryggen til. Af en eller anden grund, så gjorde det ondt på mig at se ham på den måde. Det var tydeligt, at han døjede med et eller andet. Hvad, det måtte jeg finde ud af. 

”Jonghyun, hvad er der i vejen?” spurgte jeg igen, denne gang lidt højere.

”Gå ind og læg dig.” sagde han, uden at vende sig om mod mig.

”Men..” begyndte jeg, men han afbrød mig.

”Gå ind og læg dig, Kibum!!” nærmeste råbte han.

Jeg tog halen mellem benene, inden han blev mere vred, hvis det ikke allerede var for sent. Jeg skyndte mig ind på mit værelse og hen i min seng. Dynen trak jeg helt op over hovedet, efter jeg havde lagt mig ned på ryggen. Jeg lukkede øjnene stramt i. Det var tydeligt, at der var noget galt med ham. Men hvad? Det ville jeg så pokkers gerne vide, men han lod ikke til at ville lade mig vide det.

Jeg trak langsomt dynen væk fra mit hoved og kiggede op i loftet. Nu hvor jeg tænkte det hele igen, så havde jeg ikke behandlet ham særlig godt. Og hvad var der med billedet? Mine ’gamle’ venner og mig. Det var revet over i to stykker. Hvad betød det? Det kunne vel betyde så meget.

”Så.” Jonghyun trådte ind i værelset med en tekande i den ene hånd og et krus med en teske i, i den anden hånd. Han gik hen til min seng og stillede det på natbordet. Han så ud til at tøve lidt, inden han satte sig på sengekanten. Så hældte han te op til mig i kruset.

Jeg fik mig skubbet op af væggen bag mig med en pude mellem mig og væggen. ”Jonghyun?” spurgte jeg og tog imod kruset, som han rakte mig, ”hvad er der galt? Er der noget, jeg kan hjælpe med?”

Han mumlede noget, der var meget utydeligt. Men helt ærligt, så lød det som om, han havde mumlet noget med, at jeg skulle forsvinde fra jordens overflade. ”Hvabehar?” spurgte jeg og kneb øjnene i.

Jonghyun så på mig med et irriteret udtryk i øjnene. ”Ikke noget!” Endnu en gang hidsede han sig op. Han rejste sig op, ”drik nu bare din te og få noget søvn, OK?!”

Med de ord, gik han ud af mit værelse.

Jeg kiggede efter ham med et undrende blik. Der var helt sikkert noget, der plagede ham, men han var alt for stædig til, at ville fortælle mig det. Det betød bare, at jeg selv måtte finde ud af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...