Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4165Visninger
AA

2. Hvem er du?

 

Jeg fik den sidste kasse pakket ud inde på mit værelse. Jeg kiggede smilende rundt. Jeg var rigtig stolt over, jeg selv havde pakket ud. Jeg havde endnu ikke fået skrevet til mine venner endnu. Jeg orkede egentlig ikke, at skrive til dem alle den aften, da klokken allerede var ved at blive mange.    

Jeg gik ind på mit badeværelse. Jeg måtte nok hellere begynde derinde, så jeg kunne gøre klar til de cremer og det, som jeg altid brugte, inden jeg skulle sove og næste dag.   

Jeg roede rundt i papkassen, men det var lidt som om, der manglede et eller andet..  

”Hårkurene!” udbrød jeg og tog mig straks til hovedet.   

Hvordan kunne jeg dog have glemt dem? De var så vigtige! Jeg kunne ikke få dem, før der var gået to uger. Det var alt for lang tid! Mit hår havde brug for støtte, pga. alt den hårfarvning i løbet af årene!   

Jeg løb ud i køkkenet og tastede min mors nummer ind, så hurtigt jeg kunne. Jeg tog den op til øret og ventede. Ventede, ventede og ventede. 

”Seriøst?!” Jeg lagde min mobil fra mig og trippede lidt på stedet. Jeg slog armene om mig selv. Hvad nu? Hvad pokker skulle jeg nu gøre?! Jeg kunne ikke få fat på mine forældre og jeg kunne intet gøre.  

Medmindre.. Jeg skyndte mig ind i stuen, hvor jeg tog reklamebladene op fra stuebordet. En materialist lå næsten lige om hjørnet og heldigt for mig, havde de åbent i en halv time endnu.  

Jeg smed bladet fra mig og skyndte mig ud i køkkenet. Jeg tog min pung i bukselommen og skyndte mig ud i gangen, hvor jeg tog jakke og sko på. Jeg lagde i stedet min pung i min jakkelomme. Jeg tog nøglerne op af lommen og låste døren efter mig.  

Idet jeg fik udenfor, bemærkede jeg, at det regnede. Ikke helt vildt, det dryppede kun. Jeg besluttede mig for, at jeg sagtens kunne holde lidt drypperi ud, så jeg gik videre i et rask tempo. Butikken havde åben i en halv tim endnu og det ville ca. tage ti-femten minutter at gå derhen.   

Ork.   

Pludselig tog regnen mere og mere til, idet det virkelig dryppede ned. Jeg stoppede op og tog armene op over hovedet. Jeg bed mig hårdt i underlæben. Jeg vidste, jeg skulle have taget en paraply med.   

Da jeg fortsatte, begyndte jeg at løbe. Jeg løb igennem vandpytter, så jeg måtte hjem og få noget varmt, så jeg ikke ville blive syg af alt det regnvand, der havde gjort mine bukseben, og snart resten af mig, vådt.   

Jeg stoppede endnu en gang op. Hvor lang tid var der gået? Der måtte ikke være langt endnu. Jeg kiggede rundt, idet jeg bemærkede, at jeg rent faktisk ikke anede, hvorhenne jeg var. Der var jo ingen butikker i nærheden. Den eneste butik jeg kunne få øje på, var en gammel skrædderbutik.   

Jeg var gået forkert. Fedt.  

Jeg kiggede mig omkring, men så ikke andre mennesker.   

Jeg begyndte at gå tilbage. Jeg kiggede mig omkring, imens jeg gik. Regnen var helt vildt, men jeg havde glemt alt om den. Mine tanker kørte rundt for, at finde ud af, hvor jeg var drejet forkert, da jeg endelig fandt tilbage til gaden, hvor jeg skulle være drejet ned.   

Der lå butikker hele vejen ned af gaden og svagt for enden kunne jeg fornemme materialisten.

Jeg begyndte endnu en gang at løbe, så jeg var sikker på, at jeg kunne nå det før de lukkede. Dog endte min løbetur, da jeg væltede over mine egne ben og jeg væltede direkte ned i en stor vandpyt på fortovet.   

Fanden tage den forbandede regn!  

Jeg havde ingen grund til at blive liggende i vandpytten, men jeg kunne ikke få mig selv til, at rejse mig op igen. Måske var det fordi, jeg var alt for våd og derfor ikke turde flytte mig? Mit tøj klæbede sig til mig og det var sådan en ubehagelig følelse.  

”Hvad laver du dog ude i sådan et vejr, Bummie? Og i en vandpyt?”  

Jeg så straks op, da en person stod foran mig.

Selvom han havde en regnfrakke på, så kunne jeg tydeligt fornemme de store og stærke overarme. Hans mørke hår hang ned foran hans ansigt og ører. Et ret så irriterende smil hang over hans læber og hans øjne var de sødeste, mørke hundehvalpe øjne.   Han rakte sine hænder ned og tog fat om mine tynde overarme. Han trak mig op at stå.  

”Hvem er du?” hviskede jeg. Jeg anede ikke, om han kunne høre mig pga. regnen. Han virkede bare ret så bekendt og han kendte til mit navn. Mit kælenavn.  

”Kan du virkelig ikke huske mig, Kibum?” Det irriterende om hans læber blev større og bredere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...