Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4166Visninger
AA

3. Fremmed

Jeg kunne ikke rigtig flytte mig ud af stedet, pga. mit våde tøj. Det klæbede sig til min hud, hvilket virkelig var ubehageligt for mig. Jeg kneb øjnene lidt i, imens jeg kiggede på ham. Jeg anede ikke, hvem han var.

”Nej,” sagde jeg og strøg en hånd igennem mit våde, lyse hår, ”og hvorfra kender du mit navn?”

Smilet på hans læber blev skævt og han lagde sine arme over kors. ”Jeg vil ikke fortælle dig noget. Du skal selv finde ud af det.”     

”Hvorfor?” spurgte jeg ham en anelse småirriteret.    

”Fordi det er sjovest, hvis du selv finder ud af det.” grinte han.    

Jeg lagde armene over kors. Jeg så irriteret på ham. Han virkede så bekendt, men jeg kunne simpelthen ikke sætte en finger på, hvem i alverden han dog var. Det kunne også være lige meget, for jeg ville bare hjem nu. Jeg gad ikke stå og snakke med ham mere.    

”Jeg går hjem nu.”    

Jeg drejede om på hælene og begyndte at gå, ret så akavet, hjemad. Dog hørte jeg hans fodtrin efter mig. Han gik efter mig. Han var sikkert en eller anden sindssyg eller sådan noget.    

”Hold op med at gå efter mig.” knurrede jeg og prøvede, at sætte farten op, men det var svært i mit alt for våde tøj, der stadig klistrede og klæbede sig til min kolde hud.    

”Jeg anede ikke, at du boede her omkring.” sagde han, idet han kom op ved siden af mig.    

Jeg prøvede at ignorere ham, men jeg kunne ikke lade være.    

”Du kender mig ikke. Gå hjem.”    

”Jeg har ikke noget hjem lige for tiden,” sagde han og begravede sine hænder i sine jakkelommer, ”kan jeg ikke komme med dig hjem? Bare i et par dage?”    

Jeg stoppede straks op. ”Nej! Du kommer ikke med mig hjem! Du er en galning og jeg tillader ikke sådan nogen i min nye lejlighed!” udbrød jeg og bemærkede, at jeg stod og råbte op.    

Han kiggede på mig med store øjne, men brød så ud i grin. ”Galning? Seriøst, Kibum? Du kan virkelig ikke huske mig, hva’?” grinte han og rystede lidt på hovedet.    

”Nej, jeg kan ikke. Jeg aner ikke, hvem du er, og lad så vær med at forfølge mig, GALNING!” knurrede jeg og begyndte at gå videre med faste skridt.    

”Kibum! Bliv hvor du er.”     

Jeg stoppede brat op. Hans ellers dybe stemme var meget dybere og lød slet ikke som hans normale stemme. Jeg vendte mig langsomt mod ham. Han så helt alvorlig ud, hvilket jeg ikke havde troet var mulig.

”Mit navn er Jonghyun. Kim Jonghyun.” sagde han og trådte ind foran mig.    

Jeg kiggede bare på ham. Jeg var lidt bange for ham, men det ville jeg ikke vise ham. ”Jonghyun..? Hvor vil du hen med det? Jeg giver dig altså stadig.. ikke l.. lov..”    

Jonghyun stod og sendte mig de sødeste øjne. Hundehvalpeblikket.     

”FINT! Pabo!” råbte jeg og vendte endnu en gang om på hælene og gik hjemad. Jeg kunne sagtens høre hans skridt bag mig, men jeg prøvede at ignorere dem.     

Tænk, at jeg skulle have en galning, ved navn Jonghyun, ind i min fine lejlighed. Jeg var sikker på, han var en galning. Måske en stalker eller noget lignende, siden han kendte mit navn? Han havde hverken taske eller noget, så medmindre han havde flere lag tøj på indenunder sin regnfrakke, så skulle han låne af mig..

Nej!    

Jeg låste min lejlighed op og gik indenfor. Jeg holdte ikke døren for Jonghyun og siden der kom et lille brag, fik han vidst døren i fjæset. Jeg fnes indvendigt. Jeg tog min våde jakke af og stillede min sko. Selvom min jakke havde beskyttet min trøje, så var den også blevet våd, men ikke som mine drivvåde bukser.    

Jeg vendte mig imod Jonghyun. ”Har du virkelig ikke noget andet tøj, end det der?”    

”Nej.” sagde han og rystede på hovedet. Han smilede til mig og trådte et par skridt nærmere.    

Jeg trak mig væk fra ham. Han skulle ikke komme for tæt på. Specielt ikke i det tøj. ”Fint. Du kan låne noget af mig,” mumlede jeg og lagde armene over kors, ”vent herude. Jeg vil ikke have dig ind sådan der.” Jeg gik ned på mit værelse.     

Jeg fandt noget af det mest ubrugelige tøj, jeg havde; en sort, simpel T-shirt og et par normale cowboybukser. Jeg anede faktisk ikke hvorfor, jeg havde de bukser, for de var ikke specielt kønne og hørte normalt ikke til min garderobe.    

Jeg gik ud i gangen til ham og gav ham det. Jeg pegede mod badeværelset. ”Gå i bad, du stinker.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...