Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4271Visninger
AA

5. Føle sig hjemme

Jonghyun p.o.v

Jeg satte mig op med et sæt. Mine vejrtrækninger var voldsomme og ret hurtige. Mit hjerte dunkede i brystet på mig og jeg svedte som bare pokker. Jeg havde haft mareridt. Det samme mareridt, som jeg havde haft i en lang periode.     

Jeg kiggede rundt og rynkede panden. Vent, nu kunne jeg huske, hvor jeg var. Et smil bredte sig straks over mine læber. Jeg befandt mig hos min gamle ærkefjende, Kim Kibum.  Jeg vidste, at han var flyttet ind under Taemin’s lejlighed. Jeg vidste dog ikke, at jeg skulle finde ham liggende i en vandpyt, men hvis jeg ikke havde stødt på ham, så havde jeg selv fundet frem til lejligheden.    

Jeg ville have min hævn fra vores folkeskoletid.     

Jeg svang tæppet til side og rejste mig op. Jeg kunne lige så godt gøre mig selv velkommen i lejligheden. Jeg gik ud på badeværelset og trak mit tøj af, som jeg smed henne ved toilettet. Jeg trådte ind i brusekabinen og tændte for det allerede varme vand, der løb nedover min nøgne, svedige krop.    

Jeg trådte efter et stykke tid ud af badet og slyngede et håndklæde omkring mine hofter. Jeg kiggede på mig selv i det store spejl over håndvasken. Jeg strøg en hånd igennem mit våde hår og rettede så lidt på det.     

Mit blik landede på mit ar, der startede fra lidt over min ene brystvorte, kørte ned skråt og strakte sig ned til lidt over navlen. Jeg fik kuldegysninger af mine egne berøringer på det. Det fik jeg altid. Jeg hadede det ar så inderligt og jeg blev så ulykkelig hver gang jeg så det.     

Jeg fik tøj på og lånte en af Key’s cremer. Det ville han nok ikke opdage. Hvad så, hvis han gjorde, det var ikke mit problem. Jeg smed håndklædet på gulvet og trådte ud af badeværelset.    

Tid til morgenmad.    

Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg roede i skabene for at finde ud af, hvad der overhovedet var at vælge imellem. Jeg fandt ikke det største udvalg, men hvad havde jeg også forventet? Selvom jeg godt vidste, hvor god Key var til at lave mad, så var han jo også lige flyttet ind.     

Jeg tog bare noget brød og et æble. Mere kunne jeg egentlig ikke rigtig finde. Jeg var heller ikke så sulten, det havde jeg ikke været så meget på det seneste.     

Jeg tog brødet og æblet med ind i stuen, hvor jeg slog mig ned i sofaen. Jeg nåede kun lige at tænde for fjernsynet, da jeg straks bemærkede, at Key var stået op.    

”Fandens idiot!”    

Jeg fniste indvendigt og tog en bid af brødet. Selvfølgelig råbte han enten over eller på mig. Det skulle nok blive nogle underholdende dage, uger, måneder, måske år. Jeg anede ikke, hvor længe jeg ville blive og jeg kunne sagtens manipulere med ham, så det var kun op til mig.

Jeg kiggede hen på ham, da han trådte ind i stuen iført en lyserød morgenkåbe. Jeg fnes lidt, men tog straks en hånd op til munden, da jeg bemærkede, hvor vred han egentlig var. Det var nok alligevel tydeligt, at jeg smilede bag min hånd.    

”Ryd op efter dig!” knurrede han af mig og stak hænderne i siderne.    

”Ja, ja.” smilede jeg og viftede leende med min hånd. Jeg tog endnu en bid af mit æble og vendte mit blik imod fjernsynet. Ikke fordi jeg ikke ville se på ham, han var ganske underholdende at se på, men jeg ville bare lege lidt med ham og virke totalt ligeglad.    

”Jeg mener det! Ellers smider jeg dig ud tidligere end forventet!” råbte han vredt.     

Jeg holdte min maske ret godt, selvom jeg havde lyst til at grine. Han havde slet ikke forandret sig i løbet af årene. Slet ikke, i forhold til mig. Jeg havde forandret mig en del, både på udseende og personlighed, hvilket nok var grunden til, han ikke kunne huske eller genkende mig.    

”Jeg skal nok.” sagde jeg og kiggede på ham med et smil om mine læber.     

Key sendte mig et rasende blik, inden han gik ud af stuen igen. 

Jeg kiggede efter ham og grinte for mig selv. Han var så sær og underholdende, når han var så vred. Det var virkelig så sjovt at se på.     

Jeg lænede mig tilbage i sofaen og spiste brødet færdig. Jeg tog en bid af mit æble og zappede rundt i fjernsynet. Der var ikke noget spændende at se, så jeg blev bare hængende på endnu en dødkedelig kanal.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...