Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
92Kommentarer
4146Visninger
AA

10. Er du syg?

 

Key p.o.v

Jeg trådte ud af badet. Der var helt tåget på badeværelset og spejlet og vinduet var dukket til. Det var først der, det gik op for mig, at jeg havde glemt og åbne vinduet, imens jeg var i bad, da jeg havde taget et ekstra langt og varmt bad, så jeg kunne få renset mit sind helt. Jeg var også en smule øm i min krop.     

”AARH!! GÅ UD!!”     

Hurtigt svang jeg et håndklæde omkring mine hofter. Jonghyun stod i døråbningen og kiggede på mig. Hans øjne blev store, inden han begyndte at grine højlydt. Hvad lavede han inde på badeværelset?!    

”Oh, undskyld, jeg anede ikke, at du ikke var færdig. Jeg troede, at jeg kunne komme til.” grinte han, selvom det var tydeligt, at selvom han gemte det rigtigt godt, så var hans kinder svagt røde. Hvorfor?    

”Som om!” råbte jeg vredt af ham, ”vandet er lige blevet slukket. Hvad tror du om mig? At jeg er ninja eller hvad?! Idiot.” Jeg holdt håndklædet godt om mig og rakte desperat ud efter mine underbukser, som jeg meget diskret tog på under håndklædet. Jeg lod håndklædet falde til jorden, idet jeg fik et nyse anfald og måtte derfor holde begge hænder foran munden.    

”Er du syg, Kibum?” Af en eller anden grund, så lød han lidt bekymret.    

”Nej!” Jeg fjernede mine hænder og trak håndklædet op foran mig, ”gå nu bare ud!”    

Jeg låste døren denne gang. Jeg plejede normalt ikke at låse døren, hvis jeg var derhjemme. Det havde jeg heller ikke gjort særlig meget hjemme hos mine forældre, men de havde det heller ikke med, at stå i døren og kigge på mig, når jeg kom ud fra badet, fordi de troede, at der var frit på badeværelset.    

Da jeg havde gjort mig færdig, gik jeg endelig ud, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg havde ikke lyst til, at se på det fjols, der havde forstyrret mig. Jeg gik med forsigtige skridt ud i køkkenet. Jeg måtte finde mig noget morgenmad og så ind og gøre mig klar, da jeg havde den aftale med Minho og Taemin senere. Desværre, så skulle Jonghyun også med. Jeg turde nu heller ikke efterlade ham selv i min lejlighed.    

Jeg fik noget morgenmad og gik så ind og gjorde mig klar derefter. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg dog skulle tage på. Det havde jeg tit svært ved at vælge, da jeg havde så meget. Det kom jo også an på, hvorhen det var vi skulle. Jeg overvejede lidt, om jeg skulle ringe eller skrive til Taemin, men på den anden side, så kunne jeg jo også bare tage de få trappetrin, der førte op til hans lejlighed og spørge ham ansigt til ansigt.

Skulle jeg fortælle til Jonghyun, at jeg lige gik i noget tid? Det ragede vel egentlig ikke ham? ”Jonghyun! Jeg går lige op til Taemin!” råbte jeg igennem lejligheden, da min tanker havde ledt mig ud til hoveddøren, hvor jeg var i gang med at tage sko på.    

Jonghyun kom ud til mig. Han smilede til mig. ”Nej, gør du dig bare færdig, så skal jeg nok gå op til ham. Hvad vil du gerne sige til ham?” Han stak sine hænder i siderne på sig selv.    

Jeg kiggede på ham. ”Jeg skal bare spørge, hvorhenne vi skal mødes i aften.”    

”Jeg skal nok gå op og-”    

”NEJ!” afbrød jeg ham straks, ”jeg skal nok gøre det! Du kan selv gå ind og gøre dig færdig, uden at røre mine creme, og så skal jeg nok klare resten!” Efter at have sagt det, fik jeg endnu et nyse anfald. Det drev mig snart til vanvid.    

Jonghyun gik ind foran mig og lagde en hånd på min arm. ”Kibum, gå ind i køkkenet og lav noget the til dig selv. Du er jo blevet syg. Måske ville det være bedst, hvis vi blev hjemme i aften?”    

”Nej!” udbrød jeg endnu en gang, ”jeg vil ikke lade ham komme i nærheden af dig!”    

Jonghyun begyndte at grine og trak sin hånd til sig. ”Du får det til at lyde som om, jeg er et monster,” grinte han, men blev hurtig alvorlig igen, ”jeg mener det. Tag dine sko af og gå ind og lav dig noget varmt. Jeg går op og finder på noget sammen med Taemin.”    

Jeg burde måske lade ham gøre det. Jeg brød mig bare ikke om den idé, at han skulle op og tale med min Taemin. Helt selv, uden jeg eller en anden var der. Hvad nu hvis han gjorde ham noget? Noget virkelig slemt? Så ville han komme til at fortryde det! Desuden, hvis jeg lod ham gå derop, så kunne jeg skrive til Taemin, efter Jonghyun var kommet ned gen, og hvis han ikke besvarede min sms, så var der sket ham noget.

”Okay, fint..” Jeg tog mine sko af og stillede dem på plads. Så gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg tog elkedlen og begyndte så at koge noget vand til the. Hvorfor gjorde jeg det dog? Jeg var ikke syg. Jeg havde det da fint, udover jeg havde det lidt varmt, men jeg havde også en langærmet bluse på og et par jeans. Så var det da klart, at jeg havde det varmt.    

Mine tanker blev brudt, da jeg hørte hoveddøren blive lukket i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...