Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4168Visninger
AA

12. Det nærmer sig

 

Vi mødtes med Taemin og Minho ude foran en restaurant, der kun lå fem-otte minutter fra mit og Taemin’s sted. Det var skønt. Jeg ville ikke indrømme det, men jeg havde det ikke særlig godt. Mit hoved var begyndt at gøre ondt, jeg nøs og snøftede hele tiden. Jeg var nok ikke særlig interessant, at være sammen med for Taemin og Minho. Jonghyun og jeg talte ikke særlig meget sammen på vejen, og jeg ignorerede ham helt, da vi nåede frem.    

Jeg satte mig ned ved siden af Jonghyun og overfor Taemin. Vi fik et menukort hver og så var det ellers bare i gang med bestillingerne. Jeg bestilte egentlig bare noget vand og noget suppe. Jeg havde ikke lyst til noget som helst. Mest af alt, så havde jeg egentlig bare lyst til at gå hjem i seng.     

”Så, Key? Der er noget Minho og jeg gerne vil fortælle dig..” begyndte Taemin med en lille stemme.    

Jeg vendte straks opmærksomheden mod ham og smilede til ham. ”Ja?” sagde jeg og tog en slurk af mit vand, som var kommet på bordet.    

”Minho og jeg.. vi er ligesom.. begyndt at være lidt sammen.. sådan, vi dater agtigt..” fortsatte han og sendte mig straks et stort og uskyldigt englesmil.     

Vent, hvad?! De to.. datede?! Jeg fik næsten mit vand galt i halsen, og begyndte derfor at hoste. Jonghyun slog mig med blide slag på ryggen. Jeg gav slet ikke ham noget af min opmærksomhed. I stedet stirrede jeg på de to mindreårige overfor. ”Dater I?!” Jeg vendte mit stirrende blik på Minho.    

”Ja, altså.. vi har været kærester i lidt over to uger nu..” sagde Taemin og smilede lidt til mig, da jeg så på ham, ”og, altså, vi turde ikke fortælle det til dig.. du er jo lige flyttet ind, og du havde nok at tænke på i forvejen..”    

Jeg så på Minho igen og tog en dyb indånding. ”Hvis du rør min Taemin.. hvis du såre ham eller noget andet, der gør ondt på ham.. så kan jeg godt love dig, at du ikke lever ret længe mere, er det forstået?!”

”Key..” begyndte Taemin med en jamrende tone.    

Minho afbrød ham: ”Jeg lover det, Key. Jeg elsker ham, og jeg vil ikke såre ham på nogen måder.”    

Jeg nikkede lidt og drak lidt mere af mit vand, imens jeg kiggede rundt i restauranten med kolde øjne. Det passede fint, at de ikke havde fortalt det noget før. Jeg kunne egentlig godt lidt forstå dem, jeg havde et ret voldsomt temperament af og til.  

”Jeg går lige ud på toilettet.” sagde jeg og skyndte mig derud. Jeg havde fået noget i halsen og jeg gad ikke sidde derude og hoste som en eller anden idiot, så derfor var jeg løbet ud på toilettet, så jeg kunne køle ned derude og så komme tilbage.  

Jeg sprøjtede noget vand i ansigtet på mig selv. Mit hosteanfald var ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Jeg kiggede ind i spejlet, idet døren til badeværelset gik op og ind trådte Jonghyun med en stille mine. Han gik ind foran mig. Uden at tøve, så rakte han ud og lagde sine hænder på mine skuldre.  

”Kibum, der er noget, jeg gerne vil sige til dig..” sagde han og klemte ved mine skuldre.

”Jaså? Hvad? Ja, du må gerne beholde min dyne i nat også..” mumlede jeg, men han afbrød mig:

”Du kender mig udmærket godt. Du ved rigtig meget om mig. Du vil måske ikke indrømme det for dig selv, men inderst inde, så ved du godt, hvem jeg er og hvad min fortid går ud på. Jeg..” Men han blev afbrudt, da døren gik op og ind trådte en fremmed mand.

Jonghyun tog sine hænder til sig og trak sig væk fra mig. Jeg kiggede på ham med et undrende blik. Hvad talte han lige om? Jeg havde ingen idé om, hvem han var og hvad hans fortid indebar, som han lige havde stået og fortalt mig, at jeg udmærket godt vidste. Han måtte altså forveksle mig med en anden.

Jeg så efter ham, da han forlod toilettet. Jeg kneb øjnene i. Der var et eller andet galt, og jeg gav ikke op, før jeg havde fundet ud af, hvad det var. Han virkede en del bekendt, ja, og navnet Jonghyun sagde mig også et eller andet, men, som sagt, han var jo ikke den eneste i verden med lige netop det navn.

 Jeg forlod toilettet og satte mig ned ved bordet igen. Maden var kommet, og de tre andre var allerede gået i gang med deres. Snart var jeg også i gang med min suppe, der varmede godt i min hals, plus det smagte fantastisk! Gad vide hvad opskriften var?

Af og til smugkiggede jeg på Jonghyun, men han så ikke ud til, at han nogensinde kiggede på mig under middagen. Jeg bed mig i underlæben og skovlede hurtigt mere suppe ind i munden. Jeg gav ikke op. Jeg ville prøve og finde ud af mere omkring ham, lige meget hvad.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...