Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
80Kommentarer
4341Visninger
AA

8. Choi Minho

 

”Sikke et vejr, var?”     

Jeg kiggede op og bemærkede straks, at den unge mand var Choi Minho. En af min lille Taemin’s gode venner. De begge gik i 1.g på skolen. Vi var ikke selv de bedste venner, men vi kunne fint sammen. Tit når jeg var syg, så passede han mig altid, da han var så god til det, og han var nu ikke det værste selskab.     

”Minho!” Jeg trak mig ud fra ham og smilede til ham. Det havde været så længe siden, at vi sidst havde talt med hinanden, pga. alt det med min flytning og alt det. Og så den fact, at det var sommerferie, så var det endnu længere siden, vi sidst havde talt ordentligt sammen, i stedet for bare de sædvanelige ’hej’, ’hvad så’ og ’vi snakkes ved’.

”Længe siden, Kibum.” sagde han smilende.    

”Ja, meget,” svarede jeg, ”hvordan går-”    

”Hvem er han?” afbrød Jonghyun mig, der kom ud fra butikken.    

Jeg kiggede kort på ham, så på Minho igen. ”En af mine gode venner.” svarede jeg ham koldt og smilede bare til Minho, der stod og så på Jonghyun, der stillede sig ved min side.    

”Hvem er han?” spurgte han Jonghyun.    

Inden jeg nåede at besvare min vens spørgsmål, så begyndte Jonghyun at tale;    

”En af Kibum’s tætteste venner.” sagde han smilende og lagde en arm om mig.     

Jeg kiggede på ham med et koldt blik. Jeg gad ikke til at starte en diskussion med ham foran Minho, så jeg måtte vente til vi kom hjem, for jeg var i hvert fald ikke tætte venner med den idiot. Det blev vi aldrig, og jeg skulle nok sørge for, at han snart skulle forlade min lejlighed, på den ene eller anden måde.    

”Skal vi ikke gå hjemad igen, Key? Du ryster.” Jonghyun’s stemme afbrød mine tanker.    

Idet jeg kiggede på ham, sendte ham mig et varmt smil. Jeg skar ansigt. Han skulle bare prøve på noget, så levede han ikke længe mere. Jeg løsrev mig fra hans greb, idet jeg slog armene om mig selv. Ja, jeg frøs, men han skulle ikke bestemme hvornår, vi skulle gå hjemad.    

Jeg kiggede på Minho og sendte ham et smil. ”Vi snakkes ved snart, Minho.” sagde jeg.    

”Jeg skal ud og spise med Taemin i morgen. Vi kunne da mødes alle sammen?” foreslog han smilende.    

”Det vil jeg gerne.” svarede jeg ham og gengældte hans smil.    

”Også jeg.” Endnu en gang brød Jonghyun ind i vores samtale.     

Både Minho og jeg kiggede på ham. Jeg gad ikke have ham med, for så skulle jeg hænge på ham og det gad jeg ikke. Han var heller ikke noget for Taemin og Minho.. Taemin skulle ikke engang i nærheden af ham, det tillod jeg ikke!  

”Okay så,” sagde Minho og lød ret så tøvende, ”så lad os snakkes ved i morgen. Jeg er sikker på, at det er helt fint med Taemin, at der kommer én.. to ekstra med.” Han smilede lidt.    

Jeg rullede med øjnene og lagde mine arme over kors. ”Vi ses, Minho.” sagde jeg og begyndte så at gå. Bare Jonghyun ikke fulgte efter mig. Han måtte gerne gå en anden vej eller blive og snakke med Minho. Det generede mig ikke, hvis de to blev venner, bare han holdte sig fra mig. Og Taemin.  

Men nej. Selvfølgelig fulgte han mig med hjem. Ligesom en hundehvalp. Hvor var han dog irriterende. Jeg trådte ind i min lejlighed og smækkede endnu en gang døren op i ansigtet på ham. Det tog han sig ikke af, for han virkede ret ligeglad med det.    

Jeg hang min jakke og stillede mine sko på plads, hvor så jeg gik ind i køkkenet. Min lille pose lagde jeg på køkkenbordet. Jeg begyndte på noget frokost, kun til mig selv.    

”Hey, laver du ikke også noget til mig?” Jonghyun trådte ind i køkkenet.    

Jeg sukkede. ”Fint.. jeg skal nok lave noget.”    

Som om jeg gad det. Dog, så havde jeg en mistanke om, at jeg intet valg havde. Den dinosaur, hundehvalp, mand, whatever, kunne få mig til at gøre ting, jeg aldrig turde drømme om. Jeg ville få mareridts om ham senere hen, det vidste jeg bare. Selvom jeg allerede følte, at jeg levede i et.    

”Du er en skat, Kibum.” sagde han og forlod mig.    

Jeg skar ansigt, idet jeg nøs. En skat? I hvert fald ikke hans, det ville bare være for klamt. Jeg begyndte på frokosten, hvilket blev en meget god frokost, og det vidste jeg bare, at han også syntes. Det var så let at se på ham, da vi sad og spiste overfor hinanden ved spisebordet. Jeg var den bedste til at lave mad.

 

~~~~~~~~~~

Jeg tager til Mallorca her i morgen og jeg er først hjemme igen om en uge, ca. :3 Jeg tager ikke computer med, så der kommer ikke nye kapitler ind før om en uge. Jeg håber, at I ikke glemmer min historie, da det betyder ret meget for mig, at jeg har nogen, der gerne vil læse den, og evt. smide en kommentar.... ^^

GOD FERIE TIL JER ALLE SAMMEN!!!!!!!!!!!!!!!!! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...