Den hjemvendte

Kim Kibum, også kendt som Key, flytter hjemmefra. Han er studerende og skal til i 3.g. Han er flyttet væk fra sine forældre og dermed tættere på skolen. Han flytter ind i en lille, fin lejlighed, helt for sig selv. Han opdager, at han har glemt noget hos sine forældre, men finder en løsning. Denne løsning går hen og ændrer hans liv, da han støder på en fremmed, der ser ud til at kende ham rimelig godt. Kan Key huske, hvem han er? Hvad sker der, når han finder ud af, hvem den fremmed er, der ikke er så fremmed allgevel..? (Denne historie er forresten inspireret af Starting as Enemies af xElpidaHopex.)

20Likes
92Kommentarer
4155Visninger
AA

15. Bekymring og et par øreringe

 

Det havde endt med, at jeg var faldet i søvn. Jeg vendte mig om på ryggen og kiggede op i loftet med et lettere følelsesløst udtryk. Gad vide, hvad Jonghyun egentlig lavede? Jeg satte mig op og kravlede ud til sengekanten, hvor så jeg rejste mig op. Jeg svang min dyne omkring mig selv og forlod værelset. Jeg havde ret ondt i halsen og jeg kunne også godt mærke, at min næste var ret så stoppet.

Jeg trådte ind i stuen, men der var han ikke. Hvor var han altså? Jeg gik tilbage og bankede på døren til badeværelset. Intet svar. Lyset var heller ikke tændt, så der var han heller ikke. Hvad var klokken egentlig? Jeg gik videre ud i køkkenet, men heller ikke der. I stedet gik jeg over til vinduet og kiggede ud. Det var lyst udenfor. Lyst? Var det morgen?! Jeg gik hen til køkkenbordet, idet jeg fik øje på en lille, lyserød seddel, der lå ved siden af et krus, hvor deri lå en lille pose med kakaopulver og en teske. Jeg tog sedlen op og læste:

Godmorgen, Kibum.
Du vågner sikkert, imens jeg er væk. Jeg er ude på en lille gåtur.
Pas nu på dig selv, ind til jeg kommer hjem. Gå hverken udenfor eller luk fremmede ind.
Hilsen, Jonghyun.

Jeg rynkede brynene af sedlen. Var han bare taget ud og gå? Bare sådan uden videre? Måske havde han været inde og prøve at vække mig, men det kunne ikke lades sig gøre og han derfor bare var gået`? Det var en mulighed. Jeg smed sedlen i skraldespanden, og tog så pulveret og hældte det ned i kruset. Jeg satte varmt vand over og gav mig til at vente.

Nu hvor han ikke var her, så følte jeg mig helt ensom. Selvom han kun havde boet hos mig i meget få dage, så havde jeg vænnet mig til at være sammen med andre end mig selv. Jeg brød mig ikke så meget om, at være selv, men det skulle jeg jo tage med mig, da jeg flyttede hjemmefra. Nu hvor Jonghyun var der, så følte jeg mig glad og tryg igen.

Sært.

Jeg brød mig jo ikke engang særlig meget om manden. Når han var der, så var han bare irriterende og i vejen, men lige så snart han ikke var der, så savnede jeg helt hans selskab. Kunne det virkelig passe, at..? Hell no! Nej! Overhovedet ikke! Hvordan kunne jeg overhovedet tænke sådan?! Selvfølgelig var jeg ikke ved at falde for ham! Aldrig i mit liv! Det ville seriøst blive over mit lig!

Jeg tog mig til hovedet, idet jeg gispede; kedlen stoppede med et 'klik'. Jeg hældte vand over i kruset og rørte så rundt med den lille teske. Hvorfor havde jeg overhovedet tænkt sådan? Vi var jo ikke engang venner. Det kunne simpelthen bare ikke passe. Det kunne det altså ikke!

Jeg tog mit krus og gik ind i stuen, hvor jeg satte mig ned i sofaen og stillede kruset på bordet. Jeg puttede mig godt ind i dynen og trak mine ben op under mig. Så tændte jeg for fjernsynet, men der var ikke rigtig noget spændende. Selvfølgelig ikke.

Det endte med, at jeg sad og stenede et eller andet dyreprogram, i hvilket føltes som timer. Pludselig bankede det på døren. Jeg fløj nærmest op og løb ud til døren, som jeg straks låste op og åbnede op.
”Hvor i alverden..” udbrød jeg, idet jeg stoppede; det var ikke Jonghyun, det var postbuddet.

”Hvad?” spurgte han uforstående og knugede den røde pakke ind til sig.

Jeg sukkede tungt og rakte ud og tog pakken. ”Undskyld. Jeg troede, at du var min.. min ven.” sagde jeg og kiggede ned på pakken. Hvad var det? Jeg kiggede på postbuddet, idet jeg tog imod en blok og en pen, som jeg kunne skrive under.

Jeg gav postbuddet blokken og pennen igen, og gik så ind og låste døren.

Jeg satte mig ind i stuen med min pakke i skødet. Der stod ikke, hvem det var fra. Der stod kun, at det var til Kim Kibum og så adressen. Jeg flåede nærmest papiret af, idet en grå æske kom til syne. Jeg rystede den lidt og det var tydeligt, at der var noget indeni.

Da jeg forsigtigt åbnede æsken, lå der et sæt øreringe. En nøgle og en lås. Jeg rynkede brynene og gav mig til at undersøge dem; hvem havde sendt dem? Jeg lagde æsken fra mig og kiggede indpakningspapiret igennem. Der var intet kort eller noget som helst.

Seriøst? Måske var det sendt forkert? Jeg kiggede på papiret igen og sukkede; det var jo min adresse, det kunne jeg ikke snyde mig fra. Men hvem havde for fanden sendt dem? Tænk hvis de var forgiftet eller sådan noget? Hvis jeg tog dem på, så ville jeg falde død om? Det var måske en fælde?

Mine tanker flød rundt i hovedet på mig, idet det bankede på døren. Jeg løb straks derud igen, låste døren op og åbnede den; der var han!

”Jonghyun!” udbrød jeg.

”Wow! Hej, Kibum,” grinte han og prikkede mig på næsetippen, ”du ser bekymret ud.”

”Om jeg gør! Du har været væk i flere timer!” fortsatte jeg i et hidsigt tonefald.

Jonghyun lagde sine hænder på mine skuldre og skubbede mig blidt bagud, så han kunne træde ind. Han gav slip med sin ene hånd og lukkede døren efter sig. Han kiggede på mig igen med et skævt smil om sine tiltrækkende læber.

”Jeg er tilbage nu,” smilede han og strøg noget hår væk fra min pande, ”kom med ind i seng. Jeg tror, du har fået en værre feber.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...