Lucifers afkom

Lucinda, eller Lucy er datter af Lucifer, den første faldne engel. Hvad folk i helvede ikke ved, er at Lucy kun er halv rendyrket ondskab, hendes anden halvdel er nemlig af den reneste engel i himlen. indtil videre har moderens side skinnet igennem, men det vil Lucifer lave om på. Derfor bliver hun sendt på kostskole oppe på jorden, for at lære, hvor lede folk kan være.

100Likes
76Kommentarer
4168Visninger
AA

4. Decisions, decisions.

”Du bliver nødt til at fortælle ham det!” sagde Wes en smule hårdt, da vi var på vej hjem fra skole.Jeg fnyste kort og så irriteret på ham.

”Siden hvornår har du fået magten over mig?” snerrede jeg og rev mig hånd ud af hans.

”Jeg prøver jo bare at hjælpe dig!” svarede han i samme tone og greb min hånd igen.

”Det behøver du virkelig ikke, jeg skal nok klare mig!” Nu var det hans tur til at fnyse.

”Er du klar over, hvor mange gange jeg har reddet dig fra at komme i problemer?” spurgte han irriteret og stoppede op, hvilket gav et ryk i min arm.

”Av,” mumlede jeg for ikke at kommentere han udtalelse. Han pressede mig op af muren og tvang mig til at se på ham. ”Du er den, der får mig tættest på den menneskelige følelse af at elske, det er du godt klar over ikke? Og du burde, bedre end nogen anden, vide, hvor meget jeg så holder af dig!” råbte han mig lige ind i ansigtet.

Han kiggede bange rundt for at tjekke om nogen hørte ham, men vi var alene. Jeg måbede. Havde han lige fortalt, at han elskede mig? Jeg så ind i hans brune øjne, og fandt noget der lignede kærlighed. Kunne det virkelig passe? Havde jeg fundet en dæmon, der var i stand til at elske? Han skulle til at sige noget, men jeg afbrød ham ved at presse mine læber mod hans. Hans mund stod en smule åben, indtil han endelig overgav sig til kysset.

”Undskyld,” hviskede jeg mod hans læber og lod mine hænder hvile om hans hals.

”Hvis du virkelig gerne vil have det, taler jeg med Lucifer,” Han sendte mig et lille smil, før hans læber igen mødte mine.

 

”Jeg venter her ude,” hviskede Wes, da vi stod ude foran døren til min fars kontor.

”Går du ikke med?” bad jeg og knugede hans hånd indtil mit bryst.

”Desværre Lucy. Dette bliver du nødt til at gøre alene. Og helt ærligt; er jeg en smule bange for ham,” grinede han og kyssede mig i panden.

Jeg nikkede kort og slap hans hånd, før jeg bankede på den gamle egetræsdør.

”Ja?” sagde en irriteret stemme inde bag døren. Jeg åbnede den ene smule og stak hovedet ind.

”Kan du tale et øjeblik?” jeg kiggede rundt på de fem forretningsmænd, der sad omkring hans skrivebord.

”Selvfølgelig, min skat.” svarede Lucifer og viftede mændene væk.

Med et irriteret suk strømmede de ud gennem døren og bukkede ærbødigt for mig.

Jeg listede ind og satte mig i stolen lige overfor ham.  ”Hvad nu?” spurgte han, da han så det triste udtryk i mine øjne.

”Der skete noget i dag..” mumlede jeg lavt og håbede inderligt, at han ikke ville høre mig.

”Hvad?” spurgte han i en hård tone

. ”Jeg reagerede muligvis ikke helt korrekt til henrettelsen i dag,” hviskede jeg med svag stemme.

”Hvad?” Han rejste sig op og bankede en hånd i bordet.

”Er du klar over, hvor hårdt det er og se en anden dø for øjnene for en?” skreg jeg med tårer i øjnene.

”Ja! Lucy. Det er det, jeg lever af! Det du kommer til at leve af!” råbte han.

”De dræbte ham for øjnene af hans kone og lille datter. Mens drengene bare sad og grinede!”

”Det er også den korrekte reaktion!” Han gik rundt om bordet og stillede sig med front mod døren, hvilket betød ryggen mod mig.

”Var der nogen, som så dig?” spurgte han i en roligere tone. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

”Kun Wes, men det var tæt på,” erkendte jeg.

 

Han sukkede dybt.

”Du giver mig snart ikke noget valgt,” mumlede han for sig selv.

”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret.

”Du har denne overnaturlige tro på, at alle mennesker er lige så gode, som din mor! Men du tager fejl! De fleste ligner faktisk mig, og ikke din mor,” forklarede han og satte sig på huk foran mig.

”Du lyver,” hviskede jeg febrilsk.

”Desværre,” han strøg en hår lok væk fra mit ansigt og sendte mig et lille smil.

”Måske burde du opleve det på egen hånd,” tænkte han højt. Et stort smil gled over hans ansigt.

”Det var faktisk en god idé,”

”Lucy, min pige. Du skal på studietur!” udbrød han opstemt.

”Hvad?!” Mit ansigt må have lignet et stort spørgsmålstegn.

”Jeg sender dig på kostskole i New York!” Han lagde hænderne på mine kinder og trak mig op.

”Ind og pak, du tager af sted i morgen!” råbte han glad og sprang nærmest over til sit bord.

”Du sender mig simpelthen op på jorden?” mumler jeg en smule overrasket.

”Stammer jeg eller hvad?” snerrede han vredt og begyndte at snakke i telefon. Jeg trak mig stille ud af værelset og begyndte at gå mod mit værelse.

 

”Hey! Hvad skete der?” spurgte Wes, da han endelig indhentede mig.

”Han sender mig på kostskole,” mumler jeg stadig i chok.

Jeg begyndte at pakke tøj ned i min kuffert, mens Wes smed sig i sengen.

”Der findes sgu da ikke kostskoler her ned,” Han begyndte at rode med undertøjet, jeg havde smidt ned i kufferten, og normalt ville jeg have skældt ham ud, men ikke nu.

”ikke her. På jorden,” fremstammede jeg og smed resten af mine ting ned i kufferterne.

”Hvad?!” råbte han fortvivlet.

”Hvorfor?” Jeg satte mig på kanten af sengen og kiggede på det snart tomme værelse.

”Han mener at min tro i mennesker er for stor. Og derfor vil jeg tvinge mig til at leve sammen med de værste af slagsen i et år,” forklarede jeg, og lod ham trække mig indtil sig.

”Han kan sgu da ikke bare tage dig fra mig,” mumlede han mod mit hår.

”Wes, hvornår fatter du det? Han kan alt!”

Jeg lagde hovedet på hans bryst og lod hans hånd stryge mine bekymringer væk.

”Hvornår skal du af sted?” hvisker han bange.

”I morgen,” Hans hånd stoppede ved min røv, og han sendte mig et smil.

 

”Så må vi lade være med at spilde tiden,” hviskede han og lagde sig ovenpå mig.

Jeg grinede kort og lagde hænderne på hans ryg.

”Wes, altså! Jeg skal pakke,” hvisker jeg mod hans læber.

”Hvis jeg skal undvære dig i et helt år, så kan pakningen godt vente,

” Han lod sine læber møde mine, mens hans ene hånd kravlede op under min kjole.

”Wes,” stønnede jeg halvt og prøvede at stoppe ham.

Men han var ligeglad. Hurtigt fik han hevet min kjole af, så jeg kun lå i undertøj.

”Du er så slem,” hviskede jeg og kravlede op på ham, så jeg sad overskrævs på ham.

Jeg rev hans t-shirt over hovedet på ham og kyssede hans lækre mave. Jeg kyssede ham hele vejen ned til hans buksekant, mens han vejrtrækning langsomt blev tungere.

”Lucy,” stønnede han lavt. Jeg åbnede hans bælte og fjernede det fra bukserne.

”Ja?” drillede jeg og åbnede knapperne i bukserne.

”Ikke noget. Bare bliv ved,” stønende han.

Var det virkelig så lang tid siden, vi havde været sammen? Tænkte jeg og nød synet af hans halvlukkede øjne, og hans mund, der var en anelse åben. Jeg trak jeansene af ham og kravlede tilbage til ham. Jeg bøjede mig ned og pressede mine læber mod hans. Han fingre fandt hurtigt hægterne på min bh, og skulle lige til at åbne den, da døren blev slået op.

 

”Hr. Wes? De bedes melde på Kongens kontor,” sagde James lavt.

Jeg drejede hovedet og mødte hans øjne. Han fjernede hurtigt blikket fra min krop, som han tydeligvis havde kigget på. ”Seriøst James?” spurgte jeg og var i princippet ligeglad med, om han kiggede.

Men noget sagde mig at Wes ikke var, og min far ville helt sikkert ikke blive glad, hvis han fandt ud af det.

”Desværre Fru Lucy,” mumlede han, mens den røde farve fandt vej til hans kinder.

”Han kommer om lidt,” svarede jeg afværgende og viftede ham ud af døren.

”Er du klar?” drillede jeg og lagde mig ovenpå ham.

”Helt sikkert ikke,” svarede han og sendte mig et prøvende smil.

”Du kan bare lade være med at gå. Bliv her sammen med mig. – Jeg droppede pakning for din skyld?” påpegede jeg og lod en finger løbe langs hans kraveben.

”Hvad tror du, der ville ske, hvis man droppede din far?” han nussede mine skulderblade, som han vidste jeg elskede. ”Med dig? Intet,” Jeg kyssede ham lige i hulningen mellem kravebenene.

 

”Rettelse: med dig; intet. Med os andre; brændt levende,” rettede han og skælvede kort.

”Det dør du jo ikke af,” drillede jeg.

”Nej, men det gør fandens ondt,” hviskede han skræmt.

”Fint,” sagde jeg anstrengt og rullede ned ved siden af ham.

”Tak,” mumlede han, mens han kæmpede med at få bukser på.

”Skal du have hjælp?” drillede jeg og kravlede over sengen og hen til ham.

”Lige inden jeg skal ind til din far? Nej tak.”

Han placerede et kys på min pande og trak t-shirten over hovedet.

”Efterlader du altid dine piger i undertøj?” spurgte jeg og kastede mig tilbage i sengen.

”Det ved jeg ikke? Gør jeg?” smilede han og gik over mod døren.

”Måske skulle jeg bare kalde på James, han ville ikke turde forlade mig sådan her,” sagde jeg henkastede og kiggede på mine negle.

”Lucy. Det der er slet ikke sjovt,” sagde han med alvor i stemme, før han åbnede døren og sendte James dræberblikket, hvilket fik mig til at grine.  

 

 

***

Mange tak til alle, der læser denne novelle!! Jeg fandt lige ud af, at den ligger på en 3. plads på mest populære i denne måned, og på en 16. alle time, hvilket gjorde mig super glad! Jeg fik faktisk et lille chok, men mange tak til alle jer, som har læst den (;...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...