Sølvsten

Kan alt forandres ved hjælp af nogle sten?
Både fortid og fremtid?

1Likes
0Kommentarer
912Visninger
AA

1. Sten samleren.

"Sheila, vi køre nu!" Mors stemme lød hæs nede fra køkkenet.

"Jaja, jeg er på vej.  Jeg pakker bare lige mine sten sammen."  Sagde jeg stresset med en lille knude i halsen.  Det var egentlig ikke meningen at jeg ville rode alle mine sten ud.  Det var bare...  Jeg ville bare...  Jeg ville jo kun lige tælle dem.  Og så kunne jeg også lide at læse min søsters seddel, som jeg gemte der i.

"Nej, Sheila det er nu!  Vi gider ikke vente.  Du må bare gøre det når vi er kommet hjem!"  Min mors stemme var i nu mere hæs.  det er jo klart.  Hun skal passe fire børn på egen hånd.  Jeg har aldrig kendt min far.  Men min far har været sammen med ham i seks måneder.  Jeg tror ikke han var klar til at have sit eget barn.

Bilen var næsten fyldt med Kattie's og Patrick's badevinger og badedyr, min brors kæmpe strandbold og mors vandmadras.  Jeg kunne knapt nok være på bagsædet, og Patrick prikkede til mig hele vejen til stranden.  

"Hvad så Sheila, fik du styr på de sten der?" spurgte min mor.  Det hun ikke tænkte var at man kunne se at hun vendte øjnene mod himlen i spejlet.

"Jo, sådan nogenlunde..." mumlede jeg nærmest.  Jeg kiggede stadig på min mor i spejlet, da hun tog sine solbriller på.

"Ved du hvad, Sheila.  Jeg er faktisk ikke særlig vild med at du har de sten på værelset.  Hvad nu hvis Kattie eller Patrick kommer og sætter dem i munden.  De er jo sikkert drøn beskidte.

"Mor, jeg vasker dem altid når jeg kommer hjem.  forresten kan de ikke nå op på sjette hylde.  Jeg kan knapt nok nå derop.  Det er dig der satte boksen med sten der op," Sagde jeg, som om at jeg ejede hele verden.  Men det gør jeg ikke.  Og specielt heller ikke min mor.

"Nåh jo, det havde jeg helt glemt jeg gjorde," sagde min mor.  Min mor kan godt være ret glemsom nogle gange.  Og mig og min mor har været igennem den her samtale mindst hundrede tusind gange.  Og hun har altid fået det samme svar.  Jeg var ved at blive træt af at gentage det hundrede tusind gange, men jeg tror vel bare, at jeg ikke kan lave om på det.

"Og mor.  Lad være med at spørge om det samme hundrede gange igen, ikke?  Du får altid det samme svar jo," sagde jeg, og havde holdt blikket på mine mors øjne i spejlet hele tiden.

"Har jeg spurgt om det her før?" spurgte min mor dumt.

"Hvorfor tror du jeg siger det, forhelved?" nogle gange blev jeg sur på min mor på grund af sære ting.  Nogle gange pisser hun mig bare af.

"Undskyld, undskyld..." sagde min mor surt.

Patrick prikkede mig igen, og var ved at dø af grin da jeg prikkede ham igen.  Han er altså dejlig nogle gange.  Men slet ikke altid.  Specielt ikke når han er vred.  Han har en tendens til at løbe over til mig - selvom jeg slet ikke har noget med det at gøre - og hive mig i håret, eller slå mig.  Han er lidt voldelig nogle gange.  Men det er helt modsat med Kattie.  Hun er altid stille og kommer næsten aldrig op at skændes med os andre.  Det sker dog af og til.

Stranden så smuk ud som altid, men der var næsten ingen pladser tilbage på parkerings pladsen.  Men i vores familie er vi så heldig at folk altid gør plads til os og respektere os.  Min papfar er nemlig borgmesteren.  Han hedder Charlie Da Coste.  Og efter min mor giftede sig med ham, er vi blevet stinkende rige.  Før hun mødte ham var vi hjemløse i et stykke tid.  Det var faktisk temmelig træls at skulle sove ude i papkasser og regnvejr.  Eller snevejr hvis det nu sneede i stedet for.

Vandet var varmt da mig og Jessey steg i.  Jessey er min storebror.  Han er også min bedste ven.  Jeg har faktisk kun en rigtig ven.  Det er Annebelle.  Jessey er jo ikke en ven på den måde.  Han er mere som min bedste bror eller sådan.  Han er kun et år ældre end mig.  Et år og to dage for at være helt præcis.

Da mig og Jessey dykkede, så jeg noget helt fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...