Hard to find (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sofie er Zayn's storesøster og er 20 år. Hun tog på spionskole lige da x-factor liveshowene begyndte. På det tidspunkt havde Zayn ikke særlig meget selvtillid, så Sofie havde det svært ved at skulle forlade ham og endnu være at lyv og sige hun skulle på pilotskole, men hun havde ikke noget valg. Hun er endelig færdig med uddannelsen som spion og skal nu på hendes første mision, hvor hun har det perfekte dække. Hun skal passe på One Direction. Hendes chef valgte hende, da hun er Zayn's storesøster, så hun kan gå sammen med dem uden nogle finder det mistænksom, men hvad hvis hun forelsker sig, kan hun så stadig passe på dem?

86Likes
231Kommentarer
17622Visninger
AA

22. Tårer

 

"Der er meget jeg ikke kan forklare dig, men du må stole på mig, okay?" sagde jeg. Zayn kiggede underligt på mig, men nikkede lidt efter. Jeg rodet lidt rundt og fandt til sidst hvad jeg ledte efter. Posen. " Denne halskæde bærer noget meget værdifulgt, men det kan kun bruges EN gang. Du må først bruge den når du er i stor fare og der IKKE er nogen der kan hjælpe dig. Når den tid kommer åbner du den, men ikke før for så er den ubrugelig, og der vil forklaringen være" sagde jeg og kiggede med et fast blik på Zayn.

"Hvad?" sagde Zayn og lignede en, der troede det var en spøg. "Og du skal gå med den HELE tiden, i bad, når du sover og alle andre tidspunkter. Ingen andre må få fat i den" sagde jeg og gik så ud og efterlod en forvirret Zayn. Jeg håber bare han forstod alvoren i min stemme og bare vil stole på det, for en dag er jeg der måske ikke til at rede dem.

Jeg gik ud i køkkenet og blev mødt at fire par nysgerrige øjne. "Liam, må jeg snakke med dig?" spurgte jeg og lød måske lidt streng, for Liam så lidt skræmt ud. Vi gik sammen ind på hans værelse.

"Jeg har ikke sagt noget" sagde han og lød ikke som sig selv. Jeg kiggede på ham med alvorlige øjne. Jeg kunne ikke se sødt på ham nu, han skulle vide alvoren i det jeg sagde. "Det siger jeg heller ikke om, men jeg ved bede dig om en tjeneste" sagde jeg og kiggede undersøgende på ham. Han sad helt anspændt på sengen. Jeg tror virkelig han frygter mig lidt. Jeg sukkede indvendigt, men jeg kunne ikke bebrejde ham det.

"Okay" sagde Liam og så ventende på mig. Jeg tog en dyb indånding og pustede så ud igen. "Jo, der vil være et tidspunkt, hvor jeg måske ikke er der til at rede jeg og måske ikke kan komme tilbage overhoved. Måske er jeg blevet overfaldet eller bare blevet trukket tilbage, men det er ikke det vigtige." startede jeg. "Men der må du så love mig, at fortælle Zayn, og måske de andre, det du ved om mig og en ting mere." sagde jeg og ventede på hans reaktion.

"Hvad er den ene ting så?" spurgte Liam. Han var ikke så anspændt i kroppen mere, og han så mere rolig ud, mere Liam. "Det er hvis i er i fare, så sig til Zayn, at det er nu halskæden skal bruges." Sagde jeg. "Du må desværre ikke vide mere, men Zayn vil måske fortælle dig det, hvis det kommer så vidt" afsluttede jeg det hele af med.  Jeg rejste mig op og gik ud af værelset.

Liam var på min side, da vi gik ind til de andre. De kiggede alle sammen afventende på os, men da vi ikke havde tænkt os at sige noget, vente de sig om mod tv'et. "Er der ikke nogen der vil låne mig deres bil? Jeg vil gerne havde noget andet tøj her, hvis vi skal blive" sagde jeg træt. Jeg kiggede alvorligt over på Liam og så på Zayn. Jeg håbede de begge ville huske på hvad jeg sagde.

"Du må låne min" sagde Zayn. Hans og Liam's var vidst også de eneste der var her. "Tak" sagde jeg, da han smed nøglerne over til mig. Jeg gik mod gangen. Jeg fik hurtigt taget mine støvletter og min jakke på.  Jeg lukkede døren efter mig, da jeg løb ud til Zayn's bil.

Jeg var hurtig ind på mit værelse og fandt en af mine kufferter og fyldte den med random tøj, sko og våben. Jeg fik også pakket mine tøjletsager og så var jeg klar til at køre igen. Jeg løb ud til bilen og satte fuld fart på hjem igen. Jeg skulle ikke nyde noget af, at de var kommet til skade, fordi jeg ville havde lidt skifte tøj.

Jeg var tilbage igen efter et kvarter, højest. Jeg fik hurtigt min kuffert ud og låst bilen og gik så hurtigt jeg kunne (uden det så mistænksomt ud for drengene) op til døren og fik den åbnet. Jeg gik ind og smækkede den bag mig. Jeg tog skoende af imens jeg hørte efter spektakel, men jeg hørte kun deres normale højrøstet samtaler. Det for mig til at puste lettet ud.

Jeg satte mig træt i en af sofaerne og fulgte lidt med i drengenes samtaler. Det var noget med at de ville holde lille koncert i London om nogle dage. Det interesserede mig ikke rigtigt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var underlig træt i dag. Jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at lave noget, så jeg lå bare i sofaen det meste af dagen og da drengene ikke havde tænkt sig at gå ud, var det jo også helt okay af mig.

Dagen var endelig gået rigtig hurtigt, da der ikke rigtig var sket noget spændene. Vi havde set film og drengene havde pjattet rundt. Louis havde fået for meget redbull, så han havde været oppe at køre hele dagen og drengene var langsomt blevet trætte af det. Jeg havde ikke rigtig blandet mig ind i det, da jeg vidste at jeg ville ende med at smide ham ud at et vindue eller sådan noget og det ville ikke se så godt ud.

Alle drengene var gået i seng, men jeg havde valgt at jeg ville blive lidt længer op, så jeg kunne gemme de våben jeg havde taget med. Det var vigtigt at de var gemt godt, så drengene ikke ville finde dem, men også så jeg let ville kunne finde dem hvis der skete noget.

Jeg stod med en kaste kniv i hånden, da døren bliver sparket op. Jeg kigger hen mod døren og ser 5 mænd, 3 gange så store som mig, brase ind af døren. Jeg har en kniv, jeg vil ikke kunne nedlæge dem med den. Jeg kaster kniven mod den første. Den rammer ikke ham, men mande bag ham i skulderen. Et frygteligt udbrud kommer fra ham, da han mærker smerten.

Jeg løber over mod den mindste sofa og sparker den væk for at kunne samle en pistol op, der er klistret til sofaens bund. Jeg fik den revet af sofaen og var nu parat til at skyde, men allerede der var det for sent, jeg var omringet af 13 mænd, der hver havde et gevær peget mod mig. Fuck! Hvad gør man i sådan en situation? Er der nogle der kender svaret, for det gør jeg ikke.

"Smid våbnet og følg med så sker der ikke drengene noget" sagde en dyb stemme. Ham der havde sagt det må havde stået bag mændene, for jeg kunne ikke placere stemmen. Overhoved. Min hjerne arbejdede på højtryk, men kunne ikke finde en løsning, hvor jeg ikke gik med dem. "I rør ikke dem, hvis jeg går med?" sagde jeg skeptisk. "Ja, det er rigtigt." sagde den samme stemme igen.

Jeg stod der stivnet. Hvad skulle jeg gøre? En dør blev sparket op og ud kom Liam. Hans øjne blev store, da han så hvad der skete. Lidt efter kom Niall ud og hans øjne blev våde at tårer, da han så mig stå, som jeg gjorde. Jeg smed pistolen og rakte hænderne op i vejret. "Jeg overgiver mig" sagde jeg stille. "Nej...." hviskede Niall og så på mig med sine smukke øjne.

Liam var gået, men lidt efter kom han igen med Louis, Harry og... og Zayn.  At se Zayn's ansigt, det var ikke til at holde ud, men det der var endnu værre var Niall's. Tårerne stod ud og han så helt fortabt ud. Liam gik hen til ham og holdte om ham, som om han var bange for at Niall ville falde, men det var ikke det. Niall prøvede at komme hen til mig. Han vred alt hvad han kunne for at komme ud af Liam's greb, men Liam var tydeligt stærkere og Niall kunne ikke komme ud.

Jeg kiggede undskyldende på drengene. Mændene gik tættere og tættere på mig. "Undskyld, men heller mig end jer" sagde jeg stille. Jeg fulgte mændene ud, men stoppede op inden jeg nåede helt ud og vendte mig om. "Liam, det er nu" sagde jeg med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg ville havde set stærk ud, men kunne ikke. Jeg havde svigtet, jeg kunne ikke beskytte dem. Nu må jeg bare håbe, de kan beskytte sig selv. Jeg er der ikke mere til at hjælpe dem.

Jeg så Liam nikke stille, så jeg vendte mig om og gik ud med mændenes gevær mod hovedet og maven. De ville skyde, hvis jeg prøvede at flygte, det var jeg sikker på. Der var ingen vej uden om, nu var det slut for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...