Hard to find (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sofie er Zayn's storesøster og er 20 år. Hun tog på spionskole lige da x-factor liveshowene begyndte. På det tidspunkt havde Zayn ikke særlig meget selvtillid, så Sofie havde det svært ved at skulle forlade ham og endnu være at lyv og sige hun skulle på pilotskole, men hun havde ikke noget valg. Hun er endelig færdig med uddannelsen som spion og skal nu på hendes første mision, hvor hun har det perfekte dække. Hun skal passe på One Direction. Hendes chef valgte hende, da hun er Zayn's storesøster, så hun kan gå sammen med dem uden nogle finder det mistænksom, men hvad hvis hun forelsker sig, kan hun så stadig passe på dem?

86Likes
231Kommentarer
17687Visninger
AA

24. Smerte

 

Sofies synsvinkel

Jeg lå på det kolde beton gulv. Det var heldigt, at jeg altid havde læder tøj på, da det varme lidt, så min chef var vidst ikke så dum alligevel. Jeg var blevet lænket fast til en pæl bag mig, som om jeg kunne flygte i et rum uden vinduer. Der var to døre i dette rum, en til at gå ud af rummet, og den var 3 gange så tyk som en normal, og en ind til et primitivt badeværelse.

Jeg forstod ikke hvorfor det var der, jeg kunne alligevel ikke komme derover, da min lænke kun kunne få mig en meter længer frem, men måske var det ikke til mig. Ja okay, det var ikke til mig, jeg er deres fange, de er ligeglade med hvordan jeg har det. Hvorfor er jeg overhoved? Hvis de ville havde min bror og hans band, hvorfor så nøjes med en fra bandets søster? For at få penge? Det gav da igen mening, gjorde det? Nej, det gjorde ej.

Døren blev slået op og ind kom to mænd. En stor mand i sort tøj og en lille mand i hvidt tøj, med kun en arm, den højre. Den lille mand, var jo ikke lille, han var normal, men han så lille ud i forhold til den store mand. Han var både tyk, men også muskuløs, så ham ville jeg ikke ind i en nærkamp med. Jeg kunne jo ikke klare mig mod ham mere end en time.

Den store mand stod op af døren, mens den enarmede mand gik hen mod mig, med et smil og et ondt blik. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre på ham og følge hver en bevægelse han gjorde. Hvad havde han tænkt sig at gøre?

"Når pige... hvad er dit navn?" spurgte han og prøvede at se sød ud. Det hjalp ikke. Han så stadig dum og ond ud. Jeg havde løst til at rive armene af ham og brænde dem på et bål. Han var jo en skurk eller måske ikke, men jeg gættede nu på det første, da han havde et ondskabsfuldt smil, hvis latteren kom vare jeg sikker.

"Sofie" sagde jeg med stolt stemme. Han skulle ikke finde et eneste svag punkt på mig, for det ville de unødt til det sidste og jeg ville være færdig. Jeg stirrede ind i hans iskolde blå øjne. Hans blik sved og jeg måtte bruge alle mine kræfter på ikke at se ned.

"Okay Sofie, vil du ikke fortælle mig om din chef?" sagde han med en blid falsk stemme. Jeg rystede kraftigt på hovedet. Jeg kunne ikke svigte min chef, han regnede med mig. Jeg havde ikke svigte nogle endnu, jeg havde givet mig, så min bror og hans venner kunne gå fri. Jeg havde gjort mit arbejde, men nu var de ubeskyttet og det var alt sammen min fejl.

Jeg slog min hånd ned i gulvet og jeg mærkede en smerte gå igennem min hånd. Jeg lod mit blik falde på gulvet, jeg kunne ikke holde ud at se på ham mere. "Se på mig, når jeg snakker med dig" sagde han vredt og hævede stemmen. Selvfølelig ville han havde jeg kiggede på ham, når han talte, for så kunne han se om jeg havde det godt med det vi talte om. Ens øjne fortælle mere end tusinde ord. Er det ikke sådan den er?

Jeg lod mit blik blive på gulvet. Jeg hørte han rejste sig og gik hen til døren. Havde han allerede givet op, for i dag? Selvfølelig havde han ikke det. Lidt efter hørte jeg ham komme tilbage igen. Han havde fundet en ny metode til at få mig til at snakke på.

"Vil du tale nu?" spurgte han med neutral stemme. Jeg rystede på hovedet igen. Ligegyldigt hvad ville jeg ikke svigte nogle igen. Aldrig nogensinde. En smerte jog igennem mit ben og jeg kiggede forskrækket på den. Mit bukseben var blevet flået op af en kniv og den samme var det meste af mit ben.

"Nu?" sagde han med en mørkere stemme. Jeg rystede igen på hovedet. Nej, aldrig igen. "Kom nu lille Sofie, jeg gør dig ikke ondt, hvis du fortæller os hvad du ved" sagde han og prøvede at lyde venlig, men det mislykkes totalt for ham.

Jeg snærede af ham og bed smerten i mig. Jeg kiggede op og så han havde en stor kniv i hånden, men der var ikke kun blod på der var også lidt kød på. Mit kød! Han løftede kniven og stak det ned i mit ben igen. Jeg mærkede smerten gå igennem hele min krop og jeg vidste jeg ikke kunne holde smerten ud meget længer, jeg ville snart besvime. Han tog kniven ud af mit ben og sammen med kniv fossede en masse blod ud og jeg begyndte at blive svimmel.

Jeg tog mig desperat til benet og prøvede at stoppe blødningen, men forgæves. Mit ben begyndte at summe og lidt efter var smerten væk, men ikke på en god måde, for nu kunne jeg ikke mærke mit ben overhoved. En lille panik steg inden i mig, men jeg undertrykte den og lagde mig langsomt ned.

Manden gik, men kom tilbage igen med noget hvidt i hånden. Han lagde det stramt om mit ben. De ville ikke havde jeg døde, men bare havde utroligt ondt. "Jeg håber for dig, at du vil snakke i morgen aften" sagde han og gik med den store mand ud af den tykke dør.

Så snart de var ude, lod jeg mig selv besvime i mit eget blod. Jeg kunne ikke bevæge mig nogen steder med det ben, så det ville ikke nytte noget at forsøge

Zayn's synsvinkel

Niall og jeg havde lige fået lov til at forlade hospitalet, men lægerne havde sagt at vi skulle finde os en psykolog. Nej tak, jeg kan ikke lide psykologer, de skræmmer mig. De tro de ved hvad der er bedst for en og alt det, men det gør de bare ikke!

"Jeg skal ikke til nogen psykolog!" sagde Niall, da vi kom ud. Drengene stod der ude og ventede på os, sammen med en masse paparazzier og fans. Fuck, dem orker jeg ikke lige nu! Jeg elsker dem og alt det, men lige nu, hvor sorgen gnaver i mig, gider jeg dem altså ikke.

Vi gik langsomt forbi dem over til drengene. Spørgsmålene følg over vores hoveder og jeg kunne ikke finde hoved eller hale i dem. Det hele var så forvirrende og det hjalp heller ikke at vide at ens storesøster er blevet bortført af nogle jeg ikke kender. Det er sku for forvirrende. Alt sammen. Og det gør en trist og vi skal snart på tour og alt det, men det hjælper da lidt at vide at politiet er på sagen.

Jeg knugede halskæden, om min hals, i min hånd. Den var fra hende, min dejlige søster og jeg ville gøre som hun sagde, aldrig tag den af eller give den til nogen. Jeg håbede hun ville være okay, når de fandt hende. Jeg skulle nok sørge for, at dem der tog hende kom til at lide! De skulle lide! Jeg var sur og vred og gnaven på dem, selvom jeg ikke vidste hvem 'dem' var. De skulle nok komme til at føle smerte, det lovede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...