Hard to find (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sofie er Zayn's storesøster og er 20 år. Hun tog på spionskole lige da x-factor liveshowene begyndte. På det tidspunkt havde Zayn ikke særlig meget selvtillid, så Sofie havde det svært ved at skulle forlade ham og endnu være at lyv og sige hun skulle på pilotskole, men hun havde ikke noget valg. Hun er endelig færdig med uddannelsen som spion og skal nu på hendes første mision, hvor hun har det perfekte dække. Hun skal passe på One Direction. Hendes chef valgte hende, da hun er Zayn's storesøster, så hun kan gå sammen med dem uden nogle finder det mistænksom, men hvad hvis hun forelsker sig, kan hun så stadig passe på dem?

86Likes
231Kommentarer
17994Visninger
AA

23. Ingen sammenhæng

 

Zayn's synsvinkel. (Det vil være Zayn's synsvinkel det meste af tiden nu, men man ser hvordan Sofie har det engang i mellem.)

Jeg så hende følge med mændene ud og jeg forstod intet. Hvad ville de med hende? Min hjerne gik ned og jeg stod bare der. Jeg lignede sikkert en zombie og jeg følte mig også lidt som en. Ingenting hang sammen, det hun havde fortalt mig? Havde det noget med halskæden at gøre? Var det den de var efter? Der var intet der hang sammen.

Jeg ved ikke hvor langt tid vi alle brugte på at se på døren der for længst havde lukket sig i. Drengenes ansigter så ud som om de ikke forstod en pind. Eller ikke alle Liam så ud som om han forstod det, måske ikke det hele, men meget af det.

Min store søster er blevet bortført! Og det var der det slog klik for mig, det var der det gik op for mig hvad der var sket. Ikke at jeg forstod det, men jeg vidste i det mindste hvad der var sket. Min hjerne begyndte at køre igen og havde fået brikkerne til at passe sammen.

Jeg faldt ned på knæ, men jeg var ikke den eneste på knæ kunne jeg se. Niall var allerede faldt. Liam sad ved ham i en omfavnelse. Niall havde Liam og jeg havde ikke Sofie mere. Hun var blevet taget fra mig, da jeg næsten lige havde fået hende tilbage.

En vrede overtog smerten. Hvor kunne de! De tog min søster, det gør man bare ikke. Jeg vil havde hende tilbage og det skal være nu! Men hvordan fanden skal jeg få hende tilbage, jeg ved ikke engang hvor de har taget hende hen.

"Hey drenge" Liam's stemme skar igennem stilheden, der havde lagt så tungt i lejligheden. "Jeg har noget i skal vide" sagde han stille og roligt, men stadig alvorligt. Hvordan kunne han være så rolig, efter hvad der lige var sket? Jeg var ved at eksplodere inden i og han var bare rolig. Hvordan bar han sig an?

Jeg løftede hovedet og kiggede op. Jeg så tre par bekymrede øjne. Liam's, Louis' og Harry's. Niall lå stadig på knæ ved siden af mig. Der var så mange ting inden i mig, jeg kunne ikke fokusere mere. Jeg prøvede langsomt at stille mig op, men det gik ikke og mine ben faldt sammen og jeg landede på gulvet. Igen. Liam gik hen til Niall og løftede ham over i sofaen, mens Harry og Louis bar mig derhen.

Jeg var helt slap i kroppen, jeg havde ingen energi. Jeg var helt ned, men hvis jeg så over på Niall, så ville man sige jeg havde det godt. Niall så ud som en lille skole dreng, der havde mistet sine højtelskede forældre. Han så helt fortabt ud, han måtte elske hende. Elske min storesøster. Sofie. Jeg måtte finde hende nu, der var ingen tvivl om det. Hun skulle findes!

Liam hostede svagt og fik der ved alles blikke på sig. Slev mit og Niall's. "Hmm. Hvordan skal jeg forklare dette?... Jo, nu ved jeg det" sagde Liam. Hans stemme gik fra forvirret til bestemt inden han forsatte. "Jeg fandt ud af noget. Noget om Sofie" Igen holdte han en pause og her afbrød Harry. "Er hun onde?" sagde Harry og lød død alvorlig. "Hun er ikke ond!" skreg Niall og jeg i munden på hinanden. Jeg gav Harry et dræberblik og han kiggede straks ned. "Det var også det jeg troede i starten, men så forklarede Sofie mig det hele" sagde Liam og prøvede at få os alle ned på jorden igen.

"Hun er spion, sendt for at beskytte os." sagde Liam. Min kæbe faldt og jeg kiggede bare forvirret på Liam og nærmest håbede han ville sige det var en joke, men jeg kunne se i hans øjne han mente det. Det giver ingen mening. Det kan ikke være sandt. Min søster. Nej, han måtte havde forvekslet hende med en anden. Det var ikke til at tro.

"Der er en grund til vi ikke kan huske den aften, vi så noget vi ikke måtte se og for at beskytte os, fik hun os til at glemme det. Hun prøvede at beskytte os og nu har hun givet sit liv, for os." sagde Liam og kiggede på os med triste øjne.

"Men... men... men.. det er da ikke sikkert... hun... hun er dø.. d... dø... død" sagde Niall med skinger stemme. Jeg forstod ham godt, det gav ingen mening at hun skulle være død, hvis de var ude efter os. Os? Var vi i fare? Ja, der havde været et bombe angreb, men... Og Sofie havde fået os væk, mens hun selv blev og jeg havde bare beskyldt hende og... og... det fortjente hun ikke. Hun havde gjort alt for os. Og nu er hun bare væk.

"Nej selvfølelig er det ikke sikkert" sagde Liam roligt. "Men hvad skal vi gøre nu?" sagde Louis, som endelig sagde noget. "Vi må kontakte politiet, der er intet andet vi kan gøre" sagde Liam og på de 10 sekunder han havde sagt det, havde Niall allerede taget sin mobil op af lommen og tastet nummeret ind.

"Hallo, er det politiet?" spurgte en bange og skrøbelig Niall. "Det er Niall, jeg vil gerne anmelde en kidnapning" sagde hans lille stemme. Han nævnte hvad han have set og hvor vi boede og fik så lagt på igen. Hans øjne var stadig fyldt med tårer og Liam prøvede desperat at trøste ham, Louis og Harry sad i hinandens favn og jeg tror bare de var forvirret og jeg sad/lå bar i sofaen og så til mens det hele skete.

Det var lige som en drøm, den var lige så uvirkelig og lige så mærkelig. Politiet spurgte ind til hvad der var sket, hvem der var blevet taget, om vi havde nogen idé om, hvorfor hun var blevet tage og hvem hun var i forhold til os. Niall og jeg svarede ikke på noget, vi var ligesom gået i efter chok eller hvad det nu hedder, så Liam, Harry og Louis fortalte det hele.

Det endte med at jeg ikke kunne hører noget eller sætte de ting jeg så sammen, alt vendte på hovedet. Der var intet der gav mening. En politibetjent kom hen til mig, han åbnede munden, men lyden nåede ikke mine øre. Jeg hørte intet og forstod intet. Betjenten kiggede nervøst på mig og råbte så et eller andet til en anden.

Det endte med at nogle læger kom og hentede mig og Niall, så vi kunne komme på hospitalet. Det må jeg da gå ud fra, da Niall og jeg komme ind i en ambulance. Lægerne blev ved med at sige noget til os og ryste i os, de ville nok ikke havde vi faldt i søvn. Det mærkede som en evighed inden vi lå inden på hospitalet og lægerne rendte fremme og tilbage og råbte af hinanden. Panikken var til at ane i deres øjne, men heller ikke mere. De så stresset ud, de løb jo også bare frem og tilbage, så det var til at forstå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...