Hard to find (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sofie er Zayn's storesøster og er 20 år. Hun tog på spionskole lige da x-factor liveshowene begyndte. På det tidspunkt havde Zayn ikke særlig meget selvtillid, så Sofie havde det svært ved at skulle forlade ham og endnu være at lyv og sige hun skulle på pilotskole, men hun havde ikke noget valg. Hun er endelig færdig med uddannelsen som spion og skal nu på hendes første mision, hvor hun har det perfekte dække. Hun skal passe på One Direction. Hendes chef valgte hende, da hun er Zayn's storesøster, så hun kan gå sammen med dem uden nogle finder det mistænksom, men hvad hvis hun forelsker sig, kan hun så stadig passe på dem?

86Likes
231Kommentarer
17622Visninger
AA

8. Ikke flere løgne?

Sofie's synsvinkel

 

Jeg havde fået drengene ind i et værelse, som de skulle bo i indtil det var sikker at komme ud igen. Jeg skulle snart forklare dem det hele, men først skulle min chef vide hvor de var og jeg skulle havde mit ben ordnet eller set på eller sådan noget. "I kan tag bindet for øjnene af nu, men i må IKKE gå uden for denne døre, forstået?" sagde jeg med hård, men alligevel blid stemme. Jeg var lidt stresset og jeg havde miste en del blod. "Ja, men skal du vi ikke se på dit ben og hvad fanden sker der?" Liam lød forvirret og oprevet, men det kunne jeg ikke tag mig af nu. "I bliver her, så for jeg ordnet mit ben og kommer tilbage og forklare det hele." sagde jeg og haltede ud. Smerten var ved at aftage sig og jeg kunne næsten ikke mærke mit ben. "og jeg låser døren, bare så i ved det." sagde jeg og lukkede døren og låste den.

Jeg bankede hårdt på døren til min chef's kontor og hørte et kort "Kom ind" med den velkendte kolde stemme. Jeg gik ind og satte mig på den sædvanlige stol. "Hvorfor er du her?" spurgte han og gemte sin overraskelse virkelig godt. "Jo, der var nogle lejemorder efter dem og jeg blev skudt. De ved ikke hvor de er, men jeg bliver nød til at fortælle dem om mig. Du må få et special hold ud til Zayn's lejlighed hurtigt. Jeg ved ikke hvor mange, af de fem piger, der overlevede" sagde jeg i en lang tale. "Okay" sagde hen og ventede på jeg talte videre. "Jeg ville tale med dig første, så tag hen til lægerne også fortælle dem sandheden, er det okay?" sagde jeg. Jeg var faktisk glad selvom jeg var blevet skudt og havde flygte med drengene, så behøvede jeg ikke at lyve mere! "Nej, du fortæller dem ikke noget!" sagde han strengt. HVAD!? "Vi for deres hukommelse slettet med det samme!" sagde han og tog sin mobil op af lommen. "Du kan gå, jeg sener et hold afsted nu" sagde han imens han tastede et nummer ind på telefonen. Jeg haltede stille ud.

Jeg skulle stadig lyve for min bror og hans venner. ØV. Hvorfor måtte jeg ikke fortælle dem noget? Hvorfor så mange hemmeligheder? Det gav ingen mening eller det gjorde det. Drengene ville hurtigere knække sammen og fortælle alt, ind vi spioner ville, men alligevel. Jeg skal lyve for min egen familie. Det er ikke sjovt. Jeg kom aldrig til at leve et normalt liv, jeg ville altid skulle lyve for dem. Jeg ville få ar på sjælen, jeg ikke kunne dele med nogle, som i dag da, alt hjerne væsken flød ud af hende brunetten. Drengene havde også set det, men de ville glemme. Lige nu ville jeg også glemme, men at glemme kan give bagslag og vi bruger det kunne som en sidste udvej.

Jeg sad på en seng og fik undersøgt mit ben. Vi havde de bedste læger i verden. Jeg ville være klar igen på nul komma fem. Det var også nødvendigt, så jeg kunne få drengene væk igen. De behandlede såret og det så ikke lige frem lækkert ud i starten, men de fik det hurtigt til at ligne sig selv igen. Det blev hurtigt til et ar, da de brugte noget sjovt olie, som de havde opfundet for et par år siden, i al hemmelighed. Jeg kunne gå normalt igen om få minutter, så ville det også være nemmere at lade som om alt var som føre med drengene. Hvis jeg gik rundt og haltede ville de jo vide, hvad der var sket og det kunne jeg ikke fortælle dem.

En fysiker kom løbene hen til mig og det så ret sjovt ud, da det var en lille tyk mand med gråt hår. "Er du Sofie" spurgte han. Jeg stod udenfor døren til drengenes midlertidige hjem. Jeg havde jo lovet at komme tilbage. "Ja?" sagde jeg og kiggede på ham. "Så skal du følge drengene hjem nu. Jeg følger med og sletter deres hukommelse, når i er hjemme. Jeg erstatter deres hukommelse med noget, der kunne være sket. Noget bedre." sagde han og smilede skævt, men falsk. Jeg stak ham det samme falske smil og låste døren op. "Kom med drenge, vi skal hjem" sagde jeg med et anstrengende smil. "Men forklaringen?" sagde Harry og var helt forvirret, som de andre drenge, men Liam så ud til at forstå mere end han burde.

Hvorfor skulle han så fucking klog? Hvis han begyndte at plaprede løst om det, døde han og alle dem han fortalte det til. Hvis han var klog, så holde han sin store mund lukket til han havde glemt det hele. Vi gik alle ud i bilen og jeg kørte igen. Denne gang, gad jeg ikke sige, at de skulle havde bind for øjnene, fysikeren ville alligevel slette deres hukommelse, så det kunne da være ligegyldigt, ikk? Fysikeren kørte i sin egen bil bag os og heldigvis lagde drengene ikke mærke til det. Eller de kommenterede det ikke. Der var helt stille i bilen. Ingen turde at bringe et emne på banden og jeg ville ikke, for jeg ville bare hurtigt hjem. Det havde været en lang og mærkelig dag. Den dumme lyshåret dreng, kom frem for mine øjne igen. Jeg havde en svaghed for blonde fyr, men han var bare en stor idiot. Hvorfor lod jeg mig distrahere af en dreng? Jeg kendte svaret. Jeg havde ikke været sammen med en fyr i over 2 år og jeg havde 'fri' eller det havde jeg troet og fået af vide. Jeg var dum. Rigtig dum.

Vi var kommet hjem og jeg havde bedt drengene om at sætte sig ned og da de var lidt bange for mig, efter episoden med pistolen, gjorde de det. "Jeg har taget en med, der kan forklare det hele bedre end mig." sagde jeg. Jeg løj. Igen. Løjene og flere løjene. Det ville blive mit liv snart. Jeg skulle lyve over for alle. Alle jeg kendte og holde af, bare for at jeg kunne holde dem i live. Jeg havde ikke tænkte over dette, da jeg ville være spion. Jeg havde ikke tænkt på konsekvenserne. Overhovedet. Jeg havde været naiv. For naiv. Da fysikeren kom ind, kiggede alle drengene spænd på ham også 'begyndte' han.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...