Hard to find (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sofie er Zayn's storesøster og er 20 år. Hun tog på spionskole lige da x-factor liveshowene begyndte. På det tidspunkt havde Zayn ikke særlig meget selvtillid, så Sofie havde det svært ved at skulle forlade ham og endnu være at lyv og sige hun skulle på pilotskole, men hun havde ikke noget valg. Hun er endelig færdig med uddannelsen som spion og skal nu på hendes første mision, hvor hun har det perfekte dække. Hun skal passe på One Direction. Hendes chef valgte hende, da hun er Zayn's storesøster, så hun kan gå sammen med dem uden nogle finder det mistænksom, men hvad hvis hun forelsker sig, kan hun så stadig passe på dem?

86Likes
231Kommentarer
17963Visninger
AA

21. Hemmeligheder

 

"Liam?" sagde jeg forvirret. "Ja" sagde Liam. "Jeg har regnet det ud" sagde han og så hård på mig.  "Regnet hvad ud?" spurgte jeg uskyldigt. "Det hele, din uskyldige fasede, alt dit læder tøj, den aften ingen kan huske og hvor du tilfældigvis ikke var der og alle de ting du for sendt dig. Jeg har regnet det hele ud Sofie, så lad være med at spil uskyldig, jeg vil havde kortende på bordet og det skal være nu" sagde han hårdt. Hans blik var stålfast, men jeg havde prøvet være situationer.

"Du vil ikke kende sandheden" sagde jeg med en hård stemme. Jeg smed min uskyldige fasede væk, som han bad om. "Jeg vil kende den!" sagde han. "Og jeg er sikker på din bror også vil vide det, hvis det faktisk er din bror" sagde han. "Helt ærlig, det er noget blader du lukker ud af din mund. Selvfølelig er han min bror" sagde jeg og mente hver ord. Jeg bebrejdede ikke Liam noget. Han havde en teori om mig. Det kunne sagtes være sand, men det var den ikke. Jeg VAR Zayn's søster og jeg elskede ham, og jeg gjorde alt, der stod i  min magt, for at beskytte ham og hans venner. Jeg ville ofre mit liv, for dem.

"Ja ja så siger vi det" sagde Liam. Hans blik holdte fast på mine og ville ikke lade dem gå. "Tror mig DU vil IKKE vide det" sagde jeg og begyndte langsomt at blive sur. "SÅ SIG DET DOG!" sagde han og eksploderede snart af vrede. "Okay, men det er din egen skyld, hvis jeg for dig dræbt ved at sige det" sagde jeg vredt. "TAK... hvad? dræbt? Hvad fanden snakker du nu om?" sagde han og lød overrasket i det sidste.

"Dæmp dig inden du vækker hele huset" sagde jeg og dæmpede selv stemmen. "Fint" sagde han og flyttede på benene. Han lagde armene over kors og så afventede på mig. "Jeg er blevet sendt til jer, som det perfekte dække. Jeg skal beskytte jer mod nogle der vil se jer alle sammen døde..."

"Jeg er ked af jeg ikke har fortalt jer noget, men min chef sagde at han ville slette jeres hukommelse og hvis det skete for meget ville han ikke havde noget valg end at dræbe jer..." sagde jeg. Liam stod med åben mund og kunne ikke forstå hvad han hørte. "Jeg sagde jo du ikke ville tro mig." sagde jeg. "Du bliver nød til at lade som ingenting, da jeg ikke vil se nogen af jer døde, plus jeg nok også selv ville dø, hvis min chef vidste, at du vidste det hele" sagde jeg. "Undskyld" sagde Liam, som det første. "Undskyld, jeg troede på du ville os noget skidt" sagde han og så ned i jorden. Jeg gik over til ham og løftede hans hoved op.

"Det er okay, jeg kan godt forstå du troede det" sagde jeg og gav ham et kram. Han krammede mig stille igen, men gav så slip igen. "Hvis du vil havde mig undskyldt vil jeg gerne i seng nu" sagde jeg stille og gik ud fra værelset. Jeg efterlod en trist Liam.

Jeg lagde mig ned til Niall igen og han puttede sig ind til mig i søvne. Jeg smilede for mig selv og kyssede blidt hans kind. "Godnat søde" hviskede jeg stille og lukkede mine øjne i. Jeg fladt hurtigt i søvn i Niall's favn.

Jeg vågnede op i en tom sengen. Niall var nok stået op. Nej. Fuck, jeg har sovet for længe. Hvad hvis der er sket dem noget, imens jeg sov. Jeg for op af sengen og fandt mit tøj fra i går og trak hurtigt i det. Jeg redte mit hår med fingrene og gik så ud mod stuen.

Der var ingen, jeg gik ind i køkkenet og der var der heller ikke nogen. Hvor fanden var de henne? Jeg gik hen til de forskellige værelser og hørte efter for lydene.

"Shh, i må ikke vække hende" sagde Harry. Hvorfor måtte jeg ikke hører dette? "Bare rolig Harry, vi er i det rum, der er længst væk fra hende" sagde Liam roligt. Hvis Liam siger noget så... så... jeg ved det ikke, men jeg gør noget. "Men det er så en aftale?" sagde Zayn. Var Zayn også med i dette? Fuck ham. "Ja" sagde de andre i kor. Så Louis og Niall var der også. Alle ud over mig var der, hvad er de ude på? "Kan vi ikke få morgenmad nu=" klagede en sulten Niall. Jeg måtte skynde mig væk nu. Jeg løb lydløst ind på mit værelse.

Min mobil ringede, så jeg tog den op til øret.  "Hej Sofie, du går bare ud nu og køber halskæden." sagde min chefs stemme og så lagde han på. Kort og kontant. Jeg gik ud i stuen og så stadig en tom stue. Ja, der var et eller andet på gære. Jeg gik ud i gangen og tog mine støvletter på.

"Hej Sofie, her er de så" sagde en mand og vidste mig en halskæde. Ikke en jeg kunne finde på at gå med, men den var heller ikke til mig. "Måne er flot i dag" sagde jeg. Noget rent volapyk, for normale mennesker, men ikke for mig og hvis dette var den rigtig mand, var det heller ikke for ham. "Og stjernerne glimter i måneskinnet" sagde han og min parade gik ned. Det var ham. "Jo tak" sagde jeg og tog i mod den og gav ham noget der lignede penge, bare hvis drengene så det. Han gav mig en lille pose, som jeg kunne gemme den i, bare i lidt tid.

Da jeg gik ind igen, stod han der stadig og 'solgte' ting til folk. Jeg gik ind i gangene og tog mine støvletter af, så forsatte jeg ind i stuen. "Hvad har du så købt?" spurgte Harry. "Mad?" sagde Niall med et håbefuldt smil på læben. "En gave" sagde jeg hemmeligheds fuldt. Det fik dem til at kigge mere nysgerrigt på mig, selvom Niall håbefulde smil var væk. "Hvem er den til" spurgte Niall. "Hvad er det?" spurgte Harry. "Ja, det kunne i lide at vide" sagde jeg og forsatte ind på det gæsteværelse mig og Niall delte.

Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på, hvad det var de drenge holdt hemmeligt for mig, men hvis jeg ser mere på det, er det jo kun færd. Jeg har en masse hemmeligheder over for dem, men jeg kunne stadig ikke slå tanken ud af hovedet. Hvad var det der forgik? Jeg ville vide det.

Da jeg stod på værelset tænkte jeg over hvad det var jeg var gået her ind for. Jeg havde glemt det lige så snart jeg var kommet her ind. Jeg gik over til sengen og lod mig falde ned på den. Fuck, hvor var det frustrerende. Det var umuligt at komme i tanke om det.

En svag banken på døren fik mig tilbage fra min dagdrøm.  Jeg kiggede op mod døren, da døren (mærkeligt nok) gik op. Zayn stod stille i døren og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede stille og satte mig op. "Hvad er der?" spurgte jeg. Han gik hen til mig og satte sig på sengen ved side af mig.

"Drengene er enige om at du har været lidt hemmeligheds fuld på det seneste... Hvad sker der? Du ved du kan fortælle mig alt." sagde Zayn og kiggede ind i mine øjne. En smerte steg i mit bryst. Jeg vidste godt jeg kunne stole på ham, men jeg kunne ikke risikere at fortælle ham det. Det kunne jeg bare ikke. Den dårlige samvittighed grab ind og gjorde smerten i brystet endnu værre.  Jeg måtte finde på en god undskyldning for min måde at være på. Den kan jeg ikke lave om på eller det kan jeg godt, men det er ikke sikkert for dem. Jeg fik pludselig på en idé, den ville måske virke. 

---------------------

Jeg er ked af det tog så lang tid...

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...