Hard to find (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 dec. 2012
  • Status: Færdig
Sofie er Zayn's storesøster og er 20 år. Hun tog på spionskole lige da x-factor liveshowene begyndte. På det tidspunkt havde Zayn ikke særlig meget selvtillid, så Sofie havde det svært ved at skulle forlade ham og endnu være at lyv og sige hun skulle på pilotskole, men hun havde ikke noget valg. Hun er endelig færdig med uddannelsen som spion og skal nu på hendes første mision, hvor hun har det perfekte dække. Hun skal passe på One Direction. Hendes chef valgte hende, da hun er Zayn's storesøster, så hun kan gå sammen med dem uden nogle finder det mistænksom, men hvad hvis hun forelsker sig, kan hun så stadig passe på dem?

86Likes
231Kommentarer
17604Visninger
AA

30. Epilog - one last kill

Sofies synsvinkel

De siger jeg er ufuldstændig, at han knækkede mig, at jeg ikke kan leve et normalt liv igen, jeg er for farlig for mine omgivelserne, at jeg har mistet forbindelsen til jorden. Så nu er jeg blevet indlagt og det dækker medierne jo fint. Zayns skøre søster. Det er så mig. Zayn har sagt at han vil prøve at få det dæmpet, men det er okay. Selvom vreden bobler op i mig, vil jeg ikke lad den tag overtaget som den gjorde til afhøringen. Et lille spørgsmål havde fået mig til at eksplodere og dræbe 4 ud af 5 agenter og jeg skadet den 5 ret så grusomt. Og det er så derfor jeg er ufuldstændig. Jeg kan ikke kontroller hvad der er rigtig eller forkert, når jeg er i den face og det værste af det hele er at jeg ikke føler skyld for de liv jeg har taget. Jeg er fuldkommen kold overfor dem, jeg er fuldstændig ligeglad og det skræmmer mig, meget endda. Hvordan kan jeg være sådan et monster? Hvordan kunne jeg lad det ske? Jeg er blevet til det jeg hader mest! En iskold dræber.

"Kom nu Sofie, du skal ind på dit værelse igen, du må ikke være her ude efter klokken 3" sagde en svag stemme, som fik mig til at vågne op fra min egen lille verden. Jeg kiggede over på den unge pige, der tog fat om mine skuldre og fulgte mig ind på mit kedelig hvide og tomme værelse.

"Skal jeg hente noget til dig? Vand, kaffe, te eller hvad med noget at spise? Du har ikke spist i 3 dage" sagde hun med sine svage og lyse stemme. Jeg gryntede som svar og hun sukkede dybt. "Hvis du ikke lader os hjælpe dig, så kommer du aldrig ud her fra" sagde hun stille og vente sig om.

Der var et eller andet der slog klik i min hjerne, i det hun sagde det. Det minde så meget om hvad Sax havde sagt til mig en aften, hvor han bagefter havde lagt en slags chip i min arm. 'Så han altid kunne finde mig' havde han sagt, men nu vidste jeg bedre, den var til at styre mig med et enkelt ord, når jeg var ulydig. Og en eller anden havde fået fat i den, for jeg kunne mærke min krop rejse sig. Jeg havde ingen kontrol over min krop mere. Jeg sprang på den unge pige og dræbte hende med et enkelt slag på tindingen, og så løb jeg. Jeg havde igen idé om hvor jeg løb, før jeg så det genkendelige hus foran mig.

Jeg sparkede døren ind og jeg hørte latteren inde fra stuen stoppe og 3 store mænd komme hen i mod mig. De var igen match for min trænet krop og de var døde få minutter efter, uden den store lam. Jeg gik så ind i stuen hvor jeg havde hørt stemmer.

"Hvem var det så Paul" sagde en stemme jeg havde savnet meget. Han havde nægtet at se mig efter han havde set mig dræbe en. Niall. De fem venner kiggede op på med overrasket øjne og gispede højt.

"Jeg tror ikke i skal regne med at se Paul igen" sagde jeg, selvom jeg overhoved ikke ville havde sagt det - eller havde dræbt deres bodyguards. En eller anden havde total kontrol over min krop.

"Sofie? Hvad laver du her? Du må ikke gå ud, husker du nok" sagde Zayn med en nervøs stemme. De kiggede alle på mig som om jeg var sindssyg og det var jeg nok også, men jeg kunne ikke gøre for det. Eller kunne jeg? Måske var det virkelig mig der dræbte dem, måske var det min underbevidsthed der ville det her. Måske ønskede jeg dem virkelig døde?

Jeg rystede kort på hovedet og så Liam snakke dæmpet i telefon med nogen. "Hvad fuck laver du Liam?" sagde jeg med en kold, rolig og ikke mindst skræmmende stemme. Jeg gik hen imod ham og tog fat i hans håndled med et stramt greb. Jeg tror næsten jeg stoppede blodet fra at kommen ud til hans hånd. Jeg smed hans mobil ud af et vindue og smed ham med alt min kræft ind i væggen bag dem. Et klynk kom ud fra hans mund inden han besvimede.

"Andre der vil prøve at ringe efter hjælp?" spurgte jeg stille og kiggede rundt på 4 skræmte drenge, der hurtigt rystede på deres hoveder. "Godt så, Zayn hent mig noget ordenlig tøj og Harry lav noget mad til mig, det hundeæde de serverede derned har jeg ikke spist noget af." sagde jeg i en hård tone. Zayn og Harry var hurtig ude af rummet og efterladte mig med Niall og Louis. Jeg talte ikke Liam med, da han var bevidstløs.

"Bare rolig Louis jeg har ikke tænkt mig at gøre noget i mod dig, du har ikke gjort mig noget, det har Zayn og Harry heller ikke, men Niall vil jeg desværre ikke love noget med" sagde jeg med en ondskabsfuld tone. Louis øjne blev store af den sidste part og Niall satte i løb. Jeg satte efter ham og før han kunne nå at gøre noget lå han på gulvet og gryntede i smerte. Jeg kiggede rundt og fandt hurtigt en lille kniv på et stort skrivebord. Ligeglad med hvad den lavede der tog jeg fat i den og sprang hen til Niall igen. Han havde sat sig op, for kun at blive skubbet ned i gulvet igen af mig.

Et indre had boblede op i mig da jeg så ham i øjnene. Han havde sagt han elskede mig, men han havde alligevel bare ladt mig i stikken, for at rede sit eget ry. En køn ven må jeg nok sige. Jeg tog kniven op og skar hans blå trøje op og smed den væk. Nu skulle jeg havde det lidt sjovt!

Jeg skar ham op flere steder, men ikke dybt nok til at han ville dø, jeg ville ikke dræbe ham uden, han fortrød det han havde gjort. Hans skrig havde tiltrukket Zayn og Harry's opmærksomhed, så nu stod de der og så på, for jeg havde truet med at dræbe Niall, hvis de prøvede at stoppe mig.

Men med et blev jeg holdt tilbage af jeg ved ikke hvor mange hænder. Jeg prøvede desperat at komme fri, selvom jeg godt viste at det var umuligt. Jeg skreg og skreg til min stemme blev hæs og faldt så sammen på gulvet og begyndte at hulke.

"Ba-bare et si-sidste drab... bare e-et?" sagde jeg i mellem hulkende igen og igen. Jeg kunne ikke mere, min krop havde svigtet mig og ligeså mit hjerte. Selvom jeg igen kræfter havde tilbage holdte de mange hænder mig stadig nede. Jeg havde lukket øjne, jeg ville ikke se hvad der skete. Jeg ville ikke se hvad jeg havde gjort mod Niall. Det hele virkede så uvirkeligt, men det var desværre sandt.

"Du bliver nød til at følge med nu, Sofie. Og hvis du tænker dig godt om, så ved du også godt hvor du skal hen" jeg kunne hører det var min ex-chef der snakkede. Ja, jeg vidste godt hvor jeg skulle hen. Jeg skulle lukkes inde i et slags fængsel for faldne agenter, der var livsfarlige. Jeg havde bare aldrig troet at det var et sted jeg skulle hen.

Det var så slutningen på mit liv, der var igen vej tilbage nu. Jeg prøvede forsigtigt at rejse mig op, men mine kræfter var stadig forsvundet helt, så jeg blev båret.

 

-------------------------

Nu er den så slut... :'(

Øv... :-(

Havde i forventet den slutning? Sikkert ikke.

Hvad synes i så om den, nu hvor den er slut? :-D

Husk at like ;-)

 

- MSH1912

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...