Venskab på tværs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 sep. 2012
  • Status: Igang
Et stærkt venskab knytter sig mellem den 6-årige, Simone og 12-årige, Sebastian, da Sebastian redder Simone fra at drukne i en skovsø. De står sammen på godt og ondt. Da Simone fylder 11 år, er Sebastian dog pludselig forsvundet. Alt bliver forsøgt, men ingen ved, hvor han er. Det er først mange år senere at Simone finder ud af, hvad der virkelig skete og så er alting anderledes... (Fluen har været medforfatter på denne movella, men er sprunget fra, da den nok aldrig bliver færdig. Vi beklager meget!)

21Likes
40Kommentarer
2766Visninger
AA

8. Simone - At være skuffet

"Moar! Er du sikker på at han ikke har ringet?" spurgte Simone for mindst tyvende gang. Sebastian skulle have været der for ti minutter siden, og hun frygtede allerede det værste. Det lignede ham ikke at komme for sent. Slet ikke til noget, der var så vigtigt.

"Nej, det har han desværre ikke, skat," smilede hun bedrøvet. "Men jeg er sikker på at han nok skal dukke op."

Der var gæster overalt. Det overraskede Simone hvert år, hvor mange mennesker de kunne samle om hendes fødselsdag. Hun var ganske simpelt hele familiens englebarn. Hun elskede hendes fødselsdage. Gaverne, kagen og opmærksomheden. Det hele! Men i år var noget anderledes, og det at Sebastian endnu ikke var dukket op gjorde hende urolig. Det var som om, hun kunne fornemme at der var noget galt.

"Kan du ikke prøve at ringe til ham igen?" spurgte hun håbefuldt.

"Det har jeg desværre allerede prøvet. Han tager ikke telefonen."

"Tillykke med fødseldagen!" lød en velkendt stemme bag Simone, og hun fløj rundt. De dystre tanker forsvandt som dug for solen.

"Bedste!" råbte hun ivrigt og kastede sig i armene på den ældre dame, der stod foran hende. "Hvor har jeg savnet dig!"

Bedstemoren gengældte knuset et øjeblik, og satte så den, efterhånden ret store og tunge, pige ned. "Nu skal du se, hvad jeg har købt til dig."

Simone spillede ivrigt med øjnene og tog spændt imod den lille røde pakke, som hendes bedstemor rakte frem i mod hende. Uden hæmninger flåede hun papiret af, og så undrende på den sorte boks der var dukket op i hendes hånd.

"Åbn den," smilede bedstemoren ivrigt. Simone havde en smule besvær med at finde ud af æsken, men da det endelig lykkedes hende at åbne den, spærrede hun øjnene op i forbløffelse. Den indeholdt det smukkest armbåndsur hun nogensinde havde set, og hun huskede tydeligt den dag, hun sammen med bedstemoren, havde set det i vinduet hos guldsmeden. Det var farvet lyserødt, og alle tallene var skrevet sirligt med den pæneste skåskrift.

"Wow! Tak!" udbrød hun en smule lamslået, og sprang endnu en gang den gamle dame om halsen.

"Jeg er glad for du kan lide det. Har du åbnet Sebastians gave? Den passer dertil?" spurgte hun, og Simone slap hende øjeblikkeligt. Skuffelsen over at Sebastian endnu ikke var dukket op, vældede endnu en gang ind over hende.

"Han er ikke kommet endnu," svarede hun stille.

"Nåh, det skal du ikke være ked af. Han er sikkert bare blevet lidt forsinket," smilede bedstemoren og klappede hende beroligende på skulderen.

Simone ønskede inderligt at hun kunne tro på det, men lige meget hvor meget hun prøvede at overbevise sig selv, så var der bare et eller andet i hendes mave, der fortalte hende at Sebastian ikke ville komme.

Og fornemmelsen fik ret.

Selvom Simone fik alt hvad hun ønskede sig den dag, og selvom det kunne være blevet den bedste fødselsdag hun nogensinde havde holdt, så var den med et blevet forvandet til den værste, og Simone brugte det meste af den på at sidde i et øjne og stirre ud i luften, imens hun forsøgte på ikke at græde, og bilde sig selv ind at han nok skulle komme.

Det var først da den sidste gæst var gået, og hendes mor havde puttet hende, og var gået igen, at hun lod de fortvivlede tårer strømme. Hun var vred, overrasket, og ikke mindst bekymret. Var han virkelig blevet blevet træt af hende, eller var der sket ham noget? Eller havde han måske glemt det?

Det var intet af det, der gav nogen god mening, og hun begravede sit ansigt i sin pude. Det havde været den dårligste og mest ubehagelige fødseldag hun nogensinde havde haft. 

Det første hun ville gøre i morgen var, at finde Sebastian. Ligemeget hvad det krævede, så måtte hun være sikker på, at han var okay.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...